Kronik

Med internettet kan vi sammen sørge over helt almindelige menneskers død

Internettet giver os mulighed for at dele og håndtere vores sorg over en afdød på nye måder og i større, anderledes fællesskaber end tidligere. Det forandrer sorgen
Blomster til minde om Prinsesse Diana over Pont de l’Alma tunnellen i Paris. Med internettet har vi fået et medie, der ikke bare giver os endnu bedre mulighed for at sørge over mennesker, vi ikke kendte, men også om offentligt og interaktivt at mindes helt almindelige mennesker.

Blomster til minde om Prinsesse Diana over Pont de l’Alma tunnellen i Paris. Med internettet har vi fået et medie, der ikke bare giver os endnu bedre mulighed for at sørge over mennesker, vi ikke kendte, men også om offentligt og interaktivt at mindes helt almindelige mennesker.

Thibault Camus

Debat
4. december 2017

Internettet giver os mulighed for at sørge på nye måder.

Facebook har f.eks. lanceret en mindefunktion, der giver såkaldte legacy contacts (dvs. efterladte) mulighed for ikke kun at bibeholde, men også opdatere og vedligeholde en profilside for en afdød. Mere end en million facebookbrugere dør hvert år, hvilket gør det sociale medie til verdens største virtuelle kirkegård.

Med udbredelsen af det såkaldte web 2.0, der er kendetegnet ved en stor andel brugergeneret indhold, er mindesider desuden blevet et fast element på nettet. På websider som gonetoosoon.org, legacy.com og mindet.dk kan man oprette en side til minde om en afdød, virtuelt forbipasserende kan tænde et lys eller skrive i en digital gæstebog, og efterladte kan dele deres oplevelser i tilknyttede diskussionsfora.

På internettet kan vi altså mindes afdøde på måder, der ved deres kollektive dynamik adskiller sig markant fra dødsannoncer og gravsten. Internettets rækkevidde og større berøringsflade gør desuden, at vi nu oftere bliver konfronteret med andres sorg over døden.

Internettet skaber kort sagt en ny offentlighed omkring døden, og det er med til at rykke ved måderne, vi sørger på. Det er interessant, fordi sprog, ritualer, traditioner og normer for håndteringen af følelser ikke kun er den indpakning, følelser får i forskellige historiske sammenhænge. De kulturelle koder præger også selve de følelsesmæssige erfaringer, et individ eller fællesskab gør sig i forbindelse med livets store og små kriser. På den måde er det individuelle og kollektive vævet uløseligt sammen.

Det er ikke kun mindesider – og vores brug af internettet i det hele taget – der bevirker, at vores sorg i stigende grad synliggøres. De seneste år er der udkommet en række litterære værker, der sætter fokus på sorgen. Det er f.eks. temaet for Christel Wiinblads digtsamling Det ligner en sorg, Jens Christian Grøndahls seneste roman, Tit er jeg glad, og Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Teaterstykker som Jeg løber, der skildrer journalist Anders Legarth Schmidts reaktion på datteren Ellens død, og en kommende opsætning, der baserer sig på sangeren Søren Huss’ album om tabet af kæresten, vidner alle om, at der både er fortælletrang og lydhørhed, når det kommer til personlige oplevelser med sorg. Flere aviser har bragt artikelserier om sorgkultur, og DR afholdt 29. november i år en temadag om sorg.

Privatisering af døden

Den gængse fortælling om dødens kulturhistorie lyder, at sekulariseringen samt overgangen fra de små landsbysamfund til større, mere anonyme bysamfund har medført en stadig større fremmedgjorthed over for døden og de efterladtes sorg.

I 1955 argumenterede etnologen Geoffrey Gorer med The Pornography of Death for, at døden i løbet af det 20. århundrede i stigende grad var blevet overladt til professionelle – den fremspirende begravelsesindustri og den medicinske videnskab – frem for det lokale fællesskab. Det betød ifølge forfatteren, at døden var rykket ud af offentligt skue. Senere sammenlignede han endda sorgens status med onaniens ditto: Den var forbundet med skam og skulle for alt i verden holdes i det private.

Gorers hovedpointe om, at døden var blevet tabuiseret, blev videreført med den berømte historiker Philippe Ariès’ kulturhistoriske forskning. I et udvalg af meget forskelligartede kilder – heriblandt byplaner, skønlitteratur og testamenter – mente Ariès at finde belæg for, at døden siden middelalderen i stigende grad var blevet forvist til privatsfæren, og at vi derfor ikke længere håndterede sorgen i fællesskab.

Flere har siden sat spørgsmålstegn ved begge forskeres måske lidt for forenklede fremstillinger, men hovedfortællingen om, at der i Vesten er sket en privatisering og tabuisering af døden såvel som af de efterladtes sorg, lever videre.

Døden i nettet

Hvis man ser på, hvordan mennesker over det seneste årti har delt deres sorg på forskellige internetsider, bliver forandringerne i måden, hvorpå vi håndterer sorg, synlige. Det Kgl. Bibliotek har siden 2005 bevaret den danske del af internettet. Herigennem er der blevet etableret et stort og unikt arkiv, som gør det muligt at følge de danske mindesiders udvikling og udformning over tid.

Når man gennemgår det, er der særligt tre markante træk, der taler for, at en ny sorgkultur er ved at tage form.

For det første er det påfaldende, at mennesker, der ikke kendte hverken den afdøde eller den efterladte, kondolerer, og at de efterladte ofte udtrykker taknemmelighed herfor. Der opstår en tilsyneladende frugtbar dynamik mellem pårørende og andre personer, de møder på nettet. Mindesidernes offentlige karakter er tilsyneladende en central kvalitet for brugerne. Den privatisering og tabuisering af døden, som Gorer og Ariès beskrev, bliver med andre ord udfordret der.

Man kan med rette hævde, at det er ikke noget nyt fænomen, at vi sammen sørger over mennesker, vi ikke kendte personligt. Fjernsynet medvirkede til, at John F. Kennedys begravelse blev en national mediebegivenhed i USA, og i England blev aviserne både anklaget for at have forårsaget prinsesse Dianas død og for at have forstærket befolkningens efterfølgende sorgreaktion. Naturkatastrofer og terroranslag har også gennem historien givet anledning til kollektive udtryk for sorg og medfølelse.

Det nye består i, at vi med internettet har fået et medie, der giver os mulighed for offentligt og interaktivt at mindes helt almindelige mennesker, der hverken var kendisser eller ofre for spektakulære angreb eller ulykker.

For det andet er det iøjnefaldende, at brugerne af mindesiderne ofte selv understreger, at internettet giver dem mulighed for at udtrykke sorg, de ikke føler, bliver opfattet som legitim offline. Det kan f.eks. være sorgen over en tidlig abort eller et dødsfald, der skyldtes misbrug.

Begge dele sorterer under det, Kenneth Doka i 1989 kaldte disenfranchised grief, dvs. sorg som reaktion på dødsfald, der ikke accepteres som regulære tab af det omgivende samfund. Mange brugere giver på mindesiderne udtryk for, at de hverken møder forståelse for deres sorg i det etablerede system eller i omgangskredsen, men at de via nettet møder forståelse og mindre berøringsangst.

Nye måder at sørge på

Endelig fremhæver brugerne, at de på mindesiderne kan sørge i længere tid og på nye måder. I det 20. århundrede er sorgen ofte – særligt i behandlingslitteraturen – blevet fremstillet som et arbejde, hvis naturlige endemål var frigørelse fra den afdøde, således at den efterladte blev sat i stand til at danne nye relationer til levende mennesker.

Denne ide fik særlig gennemslagskraft med psykiateren Elizabeth Kübler-Ross’ sorgstadier fra 1969, ifølge hvilke den efterladte gennemgår fem faser, der strækker sig fra fornægtelse til accept. Men brugerne af mindesider fortæller ofte, at de netop går online med deres sorg, fordi de ikke kan genkende eller acceptere den model.

I stedet beskriver mange, at det interaktive internet tillader en form for fortsat bånd til den afdøde, og over årene er netop denne forståelse af sorg blevet skrevet ind i de forskellige foras guidelines.

Det er næppe sandsynligt, at der i dagens mangfoldige og relativt individualiserede samfund vil opstå et sæt nye ensartede kollektive ritualer for håndtering af sorg. Men eksplosionen af kulturelle og journalistiske tematiseringer af sorg – og ikke mindst de spirende sorgpraksisser på nettet – tyder på, at vores fælles beredskab for håndtering af sorg undergår en bemærkelsesværdig forandring.

Caroline Nyvang er ph.d. og seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek. Karen Vallgårda er ph.d. og lektor i historie ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet

Serie

Foranderlig sorg

Sorg er blevet noget, vi taler om. Antallet af sorggrupper stiger markant, på internettet opstår sorg- og mindeuniverser, og WHO ventes at godkende diagnosen ’kompliceret sorg’. Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på.

Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her