Klumme

Khaders kindhest

Motiver og motiver i saga og ting
8. december 2017

I Njals saga optræder stormanden Gunnar af Hlidarende, som ikke i sin samtid har nogen jævnbyrdig. Smuk og statelig, god forstand, rigelig mandighed og handlekraft. Sværd og spyd håndterer Gunnar uovervindeligt; mangen en fjende den bitre erfaring rigere lå tilbage på valen for aldrig igen at rejse sig. På bue og pil er Gunnar ikke af denne verden.

Gunnar formæles med Hallgerd, Islands fagreste kvinde. Smuk er hun, dårende dejlig, det er sikkert og vist – og en harsk mokke. Gunnar og Hallgerd, et stateligt par i det ydre, men om hvem der snakkes, eftersom Hallgerd i den grad er stridbar, at hun med tiden lægger sig ud med alverden. En dag bliver det for meget for Gunnar, hun tager en af sine store ture, og han stikker hende én på skrinet.

»Den kindhest vil jeg huske«, siger hun.

Længe efter har Gunnars fjender af flere grunde rottet sig sammen og angriber hans gård. Gunnar holder dem behørigt på afstand med en regn af pile og fælder adskillige. Men én af fjenderne når omsider op til skydeskåret; inden han falder til jorden gennemboret af den belejredes spyd, hugger han Gunnars buestreng over.

Gunnar beder Hallgerd om at skære af sit lange hår, så han kan flette en ny streng.

»Er det meget betydningsfuldt for dig?« spørger Hallgerd. »Det gælder mit liv«, svarer Gunnar. »Da skal jeg erindre kindhesten, så det rager ikke mig«, siger Hallgerd.

Det bliver Gunnar af Hlidarendes bane.

Man kan her tale om konsekvens i både løfte om at huske et overgreb og i handlingen, der fulgte.

Hvad driver en Khader?

Forleden syntes en anden krænket at ville betale en uret tilbage med ny uret, hvilket Hallgerds handling i sidste ende jo også er, da dennes konsekvens trods alt ikke står mål med Gunnars adfærd. En ørefigen og den visse død er ikke i proportional balance – det er hævn moralsk betragtet ikke under nogen omstændigheder.

En folketingspolitiker af de markerede, demokratiets fremmeste erklærede stridsmand Naser Khader har efter et handlingsforløb kunnet mistænkes for at misbruge sin position i en personlig vendetta mod en kvinde, til hvem han på et tidligere tidspunkt har haft et forhold. Kvinden er pikant nok muslimsk præst, hvilket i sig selv ikke er vanligt og utvivlsomt indebærer visse krav om personlig handel og vandel.

Dette er med andre ord ikke Herrens veje, men en religion, hvor kvindelige præster, de få der altså er, forventes at optræde med mere værdighed end Lars Mikkelsen.

Som pressionsmiddel, refereret i pressen, anvender Khader en ganske konkret omtale af »billeder«, han er i besiddelse af, opbevaret i en kasse(!), billeder, fotos som angiveligt stammer fra parrets korte forhold, blandt andet et modelbillede af imamen. Omtalen af disse billeder følges op af en musikalsk henstilling til, at kvinden skal holde op med at opføre sig på den måde, Khader ikke bryder sig om.

Naser Khader er blevet indkaldt til ’en samtale’ med sin partileder, justitsminister Søren Pape Poulsen (K)
Læs også

Kvinden protesterede i første række mod Khaders mistænkeliggørelse af hende og hendes arbejde, som blandt andet har betydet, at Khader og tre folketingskammersjukker af de mere fornufts- og fremmedresistente forsøgte at presse en redebon integrationsminister til at sløjfe lovlige bevillinger til kvindens agtværdige bistandsinstitut. Her venter stadig en injuriesag mod politikerne.

Spørgsmålet er, hvad der dybest set driver en Hallgerd, og hvad der driver en Khader.

I Hallgerds fald er kindhesten hævn. Men om hævnen er entydig kan diskuteres. Hallgerd er lige så meget i sin (voldelige) mands som i egne følelsers vold, hvilket drejer sig om en stolt persons påtvungne rolle i et altovervejende kriger- og mandssamfund, hvor der ikke er så meget at diskutere. Hallgerd rammer, når det kommer til stykket, ikke blot manden, men mændene som sådan. Gunnar er den bedste af alle, den stærkeste, den smukkeste, et maskulint idol. Ved at lade ham gå til grunde og ikke klippe sit hår perspektiverer hun sin egen position.

Khaders hævn burde være en ren personlig privatsag, som også Folketingets formand rettelig mener, men som den ikke er. Hævnen rækker – fordi den ifølge sagens eksponering ikke kan være privat – videre ud end den for tiden konservative Khaders og hans mere lunkne sammensvornes forargelse over påstande om kvindens holdninger. De holdninger, de ikke kan bevise, hun har.

Khaders problem er den sørgeligt nok ikke særligt velintegreredes, der ved enhver lejlighed må demonstrere sin inderlige danskheds demokratiske sindelag. Såfremt nogen med fremmed rod ikke med fingeren på øjet har afsværget alt, hvad Khader frygter at blive identificeret med, han reagere voldsomt. Det siger sig selv, at denne reaktion især rammer andre med lignende baggrund af ikke-ærkekristendansk i generationer bagud.

Endelig dansk

I virkeligheden burde Khader i sin militante bekymring for demokratiet vende sig mod de egentlige trusler, som eksempelvis kommer fra den minister, han forsøgte at få med på den uretmæssige sløjfning af bevillingen til den kvindelige imams institut. Den samme minister, der gang på gang giver Folketinget falsk oplysning, ringeagter Ombudsmandens anbefalinger og aldrig lader nåde gå for uret. Men Khaders ærinde er som antydet et andet.

I modsat forstand er han i al sin mandschauvinistiske overvintrede syriske krigeriskhed pudsigt nok ved at blive rigtig dansk med mere end et århundredes forsinkelse i aftræk og Henrik Pontoppidan’sk indfatning: en Mands Himmerig, en Lykke Per, en Emanuel Hansted i det Forjættede Land.

Læs dem, Naser! Indædte stålsatte karakterer, nidkære tilbagesøgende gestalter, som i slægtens spor a la Søren Krarup eller Johannes Krogh er parate til at ofre mennesket og dets omdømme for at frelse demokratiet, kristenheden, fædrelandet, Gud og – sig selv. Som en Hallgerd, der ikke tilgiver, men uanset omkostningen lader sagen, formålet, hævnen bestemme.

Der er motiver og motiver.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lars Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Tino Rozzo
  • Torben Ethelfeld
  • Frede Jørgensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Katrine Damm
  • Hans Larsen
  • Niels Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Steen Sohn
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
David Zennaro, Lars Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Torben Ethelfeld, Frede Jørgensen, Poul Anker Sørensen, Katrine Damm, Hans Larsen, Niels Nielsen, Kurt Nielsen, Steen Sohn, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Sådan! En udansk historie draget ind i de islandske sagaers blodige drama der fremdrager Khader og Støjberg´s latterlige tilgang til noget så vigtigt som folkestyret. Det er sgu genialt - at islamisere de gamle nordiske sagaer. Metz - når han er allerbedst.

Eva Schwanenflügel, John Damm Sørensen, Tino Rozzo, Frede Jørgensen, Marianne Stockmarr og Hans Raben anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Intermetzo er endnu engang god at få forstand af. Den prosaiske pen svinger sig kaligrafisk henover siden og gør det herligt at læse.

Bortset fra temaet Khader, der er en ufordøjelig historie, om kærlighed og had spundet op på en Islandsk saga. Krigeren Khader blev for en gang skyld mundlam, efter at have sendt sit spyd mod den billedskønne blåøjede Khankan. Eller nok rettere: Khader fik besked på at være mundlam. En ulv i smuk indpakning som Khankan, er ikke sådan lige at komme til livs. Hun har et formidabelt netværk og tillige en vægelsindet mediemasse, som svinger mellem beundring for hendes sag, overfor den lidt uslebne kriger Khader.

Sympatien for Khader led et knæk. For hvordan kunne han dog finde på at true den bly Khankan til at stoppe med at lyve, da han ellers - ifølge den rå mediejournalistik - ville offentliggøre private fotos fra den tid de to elskede hinanden? Explicit, at disse fotos måtte indeholde artige sager, måske endda en nøgen Khankan, oh la la hvor fantasien dog kan boltre sig. Og Khader tav, hvor angreb nok ville have været det bedste forsvar - uagtet Folketingets fru Moders gode råd.

I min optik skulle Khader være gået hele vejen, nu hvor han alligevel blev beskyldt for det værste, ved en udtalelse der tilsyneladende ikke rummede de afslørende slibrige detaljer som Borgernes fantasi fik lov til at arbejde med. Khaders troværdighed som ædel kriger udi Dansk demokrati, har lidt et alvorligt knæk denne gang. Saml din sprukne bue op Kriger og flet en ny streng af venners hår og kæmp videre, for din kamp mod Islamisering skal ikke tabes med hjælp af kvindelist og fotos, der trods alt kan offentliggøres.

Se også den næsten tilintetgørende kommentar om Khader i dag i Weekendavisen - "Hykleren." Ud over Khankan-sagen omtales også Khaders afvisning af evolutionsteorien ("Hvorfor er der så stadigvæk aber den dag i dag?" og hans støtte til den saudiske kronprins, der leder et af verdens mest brutale islamistiske regimer.

Katrine Damm, Lars Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Til dem af os, som føler os snydt for en republikansk jul speaket af en radioaktiv Georg Metz, kan jeg anbefale, at man går ind på den2radio og hører ham oplæse ovenstående Intermetzo.

Naser Khader's evolutionsteori er i øvrigt forunderlig...

Jeg har ham mistænkt for at være, nej, ikke en abe, men en nationalist. Og dermed er han faktisk en slags stamfader til aberne. Thi disse primater nedstammer som bekendt fra nationalisterne:

(...)

Grev Morstin [godsejer i det for nedadgående dobbeltmonarki Østrig-Ungarn] var på dette tidspunkt en ikke længere helt ung, mager og tidligt grånet ungkarl, ja, i sine mere robuste standfællers øjne var han endda »en anelse tosset« og »ikke helt af denne verden«. Ingen på egnen havde nogensinde set ham i selskab med en kvinde. Han havde aldrig gjort forsøg på at blive gift. Man havde aldrig set ham drikke eller spille. Hans eneste virkelige lidenskab var hans voldsomme modvilje mod det såkaldte »nationalitetsspørgsmål«, som man allerede dengang talte ophidset om. Hvad enten man ville det eller ej, måtte man partout bekende sig til den ene eller den anden af de mange »nationer«, der fandtes i det gamle monarki. Som bekendt vedtog man engang i det nittende århundrede, at ethvert individ per definition skulle tilhøre en bestemt nation eller race, hvis det ville anerkendes som fuldgyldig borger. »Fra humanitet over nationalitet til bestialitet,« lød den østrigske digter Grillparzers kommentar. Og »nationalismen« viste sig jo også at være et forstadie til den bestialitet, vi oplever i dag [i år 1934]. Nationalt sindelag: Det var tydeligvis lig med de allermest vulgære stænders vulgære tænkemåde. I begyndelsen drejede det sig om fotografer, der samtidig var frivillige ved brandkorpset, om utilfredse grundskoleskolelærere, der hellere ville have været realskolelærere, om talentløse kunstmalere, som aldrig var blevet optaget på akademierne, og som derfor ernærede sig som skiltemalere og tapetserere, om apotekmedhjælpere, der hellere ville have været læger, om tandlægeassistenter, der hellere ville have været tandlæger, om lavere post- og jernbaneembedsmænd, banklærlinge, skovfogedassistenter og i det hele taget om hvem som helst, som forgæves havde stræbt efter at stige i graderne. Men lidt efter lidt indrulleredes også det såkaldt bedre selskab. Og alle de brave borgere i Tarnopol, Sarajevo, Wien, Brno, Prag, Czernowitz, Bohumín og Opava, der aldrig havde været andet end østrigere, bekendte sig nu i overensstemmelse med »tidens krav« til den polske, tjekkiske, ukrainske, tyske, rumænske,
slovenske eller kroatiske nation – og så videre.

Omkring denne tid blev de »hemmelige, almindelige og direkte valg« indført i monarkiet. Grev Morstin hadede dem lige så meget, som han hadede den moderne opfattelse af »nationen«. Til den jødiske værtshusejer Salomon Piniovsky, det eneste menneske vidt og bredt, som han mente at kunne tale et fornuftigt ord med, plejede han at sige: »Lyt til mig, Salomon! Denne afskyelige Darwin, der hævder, at mennesket nedstammer fra aberne, har måske alligevel ret. Menneskene er ikke længere tilfredse med blot at tilhøre et folkeslag, nej! – nu vil de også tilhøre nationer. Nationer – hører du, Salomon?! Selv ikke aberne kunne finde på noget så dumt. Men måske overså Darwin noget. Mon ikke aberne nedstammer fra nationalisterne, for aberne er da klogere end dem. Du kender Bibelen, Salomon. Som du ved, står det skrevet, at Gud skabte mennesket på den sjette dag, men det nationale menneske står det intet om. Gør der vel, Salomon?«

»Nej, hr. greve!« sagde jøden Salomon.

— Joseph Roth, fra novellen “Kejserens buste”, skrevet i 1934. (Her citeret fra Leviathan og andre fortællinger, side 47ff.)

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Joseph Roth er fremragende - underligt at han ikke fik Nobel-prisen i litteratur i stedet for Bob Dylan.