Kommentar

Kommende generationer vil måske slet ikke bemærke, at fuglene ikke synger

Hver ny generation opfatter den natur, de husker fra barndommen, som normal. På den måde registrerer vores kollektive hukommelse ikke naturens tab
Hver ny generation opfatter den natur, de husker fra barndommen, som normal. På den måde registrerer vores kollektive hukommelse ikke naturens tab

Gunay Nuh

23. december 2017

Jeg ser mig selv stå som forstenet ved vejkanten. Jeg iagttager en spurvehøg, der jager mellem buskene. Jeg er helt forbløffet over, at andre kan ignorere den. Men på samme måde undrer de sig måske over, hvordan jeg kunne overse den nye V6 Pentastar Sahara, der netop kørte forbi.

Som psykologen Richard Wiseman påpeger: »Dine øjne og hjerne kan kun håndtere at se på en ganske lille del af dine omgivelser ad gangen … din hjerne identificerer hurtigt, hvad den vurderer, er det mest væsentlige aspekt af dine omgivelser, og fokuserer næsten al sin opmærksomhed på det.« Alt andet forbliver uset.

Vores selektive blindhed er dødbringende for den levende verden. Joni Mitchells påstand: »Du ved ikke, hvad du har, før det er væk« er beklageligvis forkert: vores kollektive hukommelse bliver visket ren i takt med miljømæssige tab.

Et af de vigtigste koncepter, der definerer vores relation til naturen, er det såkaldte shifting baseline-syndrome (skiftende udgangspunkt-syndrom), introduceret af biologen Daniel Pauly. Hver generation opfatter det økosystem, den mødte i sin barndom som normalt og naturligt. Når alt dyreliv er udryddet, vil vi måske bemærke tabet, men vi er ikke opmærksomme på, at det udgangspunkt, som vi bedømmer tabet ud fra, faktisk er ekstremt reduceret.

Få mennesker, der er yngre end mig, ved, at det engang var normalt at se marker, der var hvide af svampe og floder sorte af ål ved efterårsjævndøgn, eller, at hver klynge af brændenælder engang var gennemhullet af larver. Jeg kan forestille mig, den dag fuglene holder op med at synge og folk vågner op, laver morgenmad og går på arbejde uden at lægge mærke til, at noget har forandret sig.

Uvidenhed gør blind

At være bevidst om verdens vidunder og magi, de forbløffende væsner og deres komplekse samspil, og samtidig være bevidst om den påfaldende hurtige ødelæggelse af næsten alle levende systemer, er også at påtage sig en byrde af sorg, der er næsten uudholdelig. Det var det, den store miljøforkæmper Aldo Leopold mente, da han skrev: »En af miljøundervisningens straffe er, at man lever alene i en verden fuld af sår.«

I juni i år blev et kraftigt lys – på 125 watt for at være præcis – kastet over et hjørne af mit eget mørke. To naturforskere fra Flandern Bart Van Camp og Rollin Verlinde spurgte, om de kunne sætte en lille fælde op i vores lille byhave. Resultatet var en åbenbaring.

Jeg var begyndt at betragte vores have som næsten død. På trods af vores anstrengelser er sommerfugle og biller et sjældent syn her. Men da Bart og Rollin viste os de natsværmere, de havde fanget, indså jeg, at det, vi ser, ikke er alt, hvad der findes. Der er 59 sommerfuglearter i Storbritannien, men 2.500 natsværmerarter. Vores manglede evner til at begribe mørkets økologi begrænser vores forståelse af den levende verden.

Meget at tabe

Da de åbnede fælden, var jeg forbløffet over fangstens omfang og skønhed. Der var lyserøde og olivengrønne dueurtsværmere, en dunet og askegrå fyrresværmer, en klyngerspinder mønstret og gylden som ryggen på en slørugle, brændeugle i blankpoleret messing, natsvalehalerne med gule vinger, lundmålere med samme farve som Nordsøen med strejf af havskum. Deres navne vidner om de rige relation mellem disse arter og de, der elsker dem.

Tilsammen var der 217 natsværmere af 50 arter. Det var omtrent det, de havde forventet at finde, fortalte Van Camp og Verlinde mig. For 25 år siden ville der have været langt flere. Et fødenet er ved at bryde sammen, måske på grund af en kombination af pesticider, ødelæggelse af habitater og lettere forurening, men vi er dårligt nok bevidste om dets eksistens.

Hver sommernat udspiller der sig et usynligt drama over vores haver, når natsværmere, hvis ører er stillet ind på flagermusenes ekkolyde, falder som sten fra himlen for at undgå at blive fanget. Nogle natsværmere har udviklet evnen til at blokkere flagermusenes sonar, ved at lave deres egne ultrasoniske klik.

Vi ødelægger vidunderne i den ukendte verden, før vi er begyndt at værdsætte dem.

Den morgen blev jeg en bedre naturforsker og en bedre miljøforkæmper. Jeg begyndte at undersøge det skjulte og overveje, hvad der ligger bag ved det. Jeg begyndte at indse, hvor meget der er at tabe.

George Monbiot er klummeskribent på The Guardian.

© The Guardian og Dagbladet Information. Oversat af Laura Dombernowsky

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Anders Graae
  • Niels-Simon Larsen
  • Mikkel Rytzel
  • ulla enevoldsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Hans Nielsen, Anne Eriksen, Anders Graae, Niels-Simon Larsen, Mikkel Rytzel, ulla enevoldsen, Lise Lotte Rahbek, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

lars søgaard-jensen

Det er skammeligt! Ikke blot overfor kommende generationer som vil opleve en fattigere verden; men også overfor naturen og de der i levende organismer. Levende organismer som har eksistensberettigelse i sig selv, også uden at have specifikke nyttefunktioner set med homo sapiens øjne. Det er for mig uforståeligt og skandaløst, at et enkelt erhverv af økonomiske grunde har tilladelse til at sprede gifte overhele det danske landskab. Ja - visse gifte spredes via luften til tilgrænsende områder. Intet sted i Dk er upåvirket af landbrugets produktionsformer. Sprøjtegifte og disses nedbrydningsprodukter siver langsom, men ubønhørligt ned til vores drikkevand, og effekten på sundheden af dette er der ingen klarhed over pga. manglende undersøgelse enkelte stoffers effekt. Desuden kender man ikke betydningen af den såkaldte cocktaileffekt.
Vi savner sommerfugle i luften, og af mangel på insekter på markerne savner fuglene føden.
Det er påstået, at økologi og holdninger som ovenfor præsenteret, skulle være af religiøs karakter. Svaret er dobbelt: 1 og hva så??; 2 Nej det drejer sig om simpel respekt for den natur, som vi selv er et integreret element i.
For flere viber og lærker - Grøn Front.

Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Anders Graae, Niels-Simon Larsen, Hans Nielsen, Per Torbensen, Jens Wolff, Mogens Holme, Halfdan Muurholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Pis mig i øret, som det skrives her i spalterne.
Folk må selv stå inde for det samfund, de skaber med stemmesedlen,
og hvis de hellere vil have brutalitet end hvad domprovst Ole Jensen i bogen 'På kant med klodens klima.' kalder lykke for mennesket, så må de i en vis forstand selv om det.

John Christian Mogensen

Michael Kongstad Nielsens kommentar går fejlagtigt ud fra at folk stemmer det samme. At de er enige om at være brutale.

Halfdan Muurholm

Jg har fulgt George Monbiot siden slut 90erne og manden har udover utallige artikler, der altid er spækket med kildehenvisninger, skrevet nogle fremragende bøger. Monbiot gør ondt at læse for han hiver sløret væk og påpeger tingenes tilstand. De senere år er han blevet tilhænger af A-kraft, der har jeg svært ved at følge ham. Selv med Thorium kernekraft er det stadig en alt for centralistisk og sårbar energikilde. Derudover er vedvarende energikilder - selv i kæmpestor skala - mulige at implementere.

Anne Eriksen, lars søgaard-jensen, Niels-Simon Larsen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis den kvalificerede Monbiot anbefaler kernekraft, bliver også jeg nødt til at forstå hvorfor.
Er det af desperation? I erkendelse af den sikre kurs mod et biologisk sammenbrud?

"Bæredygtigt Landbrug" !
Victor Klemperer ville have moret sig, og gyst over denne omskrivning..
De har desværre replikkerne klar til alle situationer.
Husker da Mariager Fjord døde: "Nu gælder det om ikke at handle overilet", blev det
bekendtgjort derfra.

Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Karsten Lundsby, ulla enevoldsen, Anne Eriksen, lars søgaard-jensen, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Heldigvis er det landmandens skyld det hele, så der er en løsning på problemet ? Heldigvis er vi den dygtigste dyreform på planeten, så vi finder nok snart ud af, at det ikke kun er naboens forbrug, der reducerer andre arters udfoldelsesmuligheder ? Måske er der håb for andre end mig ? Måske

Jeg glæder mig over George Monbiot's positive oplevelse med lyslokning (125 watt!). Kender ikke MB's alder. Jeg er 70 og har oplevet lyslokning i min tidlige ungdom og senest i sommer. De seneste af disse lyslokninger har desværre demonstreret så tydeligt den tilbagegang i insekter nogle entomologer omtaler. Om den er menneskabt står tilbage i det uvisse. Men heldigvis er flere begyndt at interessere sig herfor. Se f. eks. https://www.theguardian.com/environment/2017/dec/14/a-different-dimensio...

Michael Kongstad Nielsen

John Christian Mogensen
24. december, 2017 - 09:16

Nej, jeg går ikke ud fra at folk stemmer det samme, hvorfor skulle jeg dog det?
Men jeg beklager, at flertallet stemmer på partier, der foretrækker materiel vækst frem for sund natur. Det gør du måske ikke, men tak alligevel.

Philip B. Johnsen

Det er svært at forholde sig til, men det er på tide at forstå det, hvis man ikke endnu, har indset det.

Det ender ikke godt.

Det betyder ikke, at det ikke betaler sig at rette op på udviklingen, der bliver i stigende grad brug for medmenneskelighed og naturligt mådehold, forbrugsfesten er tæt på at ankomme til endestationen, det ved alle inderst inde godt.

Vi skal passe på hinanden nu, selv vores politikere med hele embedsværket og alle forskere til deres rådighed, er også vores medmennesker, de er trods dette forræderi, jeg håber befolkningen kan undgår en ny, de lange knives nat, der er brug for en helt ny start, men ikke i det samme spor, men med medmenneskelighed og naturligt mådehold og overlevelse for så mange som muligt for øje.

Naturligvis er den ekstreme fortsættelse af forfølgelserne, på en uskyldig syndebuk, den EU står for i dag, en meget sansynlig politisk besluttet gruopvækkende udvikling.

6 July 2017
"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

John Dalhuisen, Amnesty International

Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...

Niels Duus Nielsen

Jeg var for mange år senere i Gambia, hvor jeg blev overrasket over de mange kanariefugles konstante kvidren. Et par år senere var jeg på Jomfruøerne, hvor jeg blev overrasket over stilheden - alle fuglene var blæst væk af den seneste orkan.

Men de lokale var fortrøstningsfulde og forventede, at der ville blæse nogle nye over til øerne med den næste orkan, ligesom de ibiser, som gik og hyggede sig på ryggen af de lokale dansk importerede malkekøer. Men dette håb bygger på, at der faktisk er fugle, der kan blæses tværs over oceanet. Når der ikke er flere fugle, er det slut.

Verden er et forunderligt sted, det er trist, at vi mennesker så målrettet forsøger at gøre planeten ubeboelig for alle andre end vores egen art. Ligesom kaninerne i Australien er vi en invasiv art. I modsætning til kaninerne er vi udstyret med en rationalitet, der gør, at vi kan reflektere over vore egne fejl og undgå at fremture med fejltagelserne.

Men det kræver mod at erkende sin egen utilstrækkelighed, så i stedet gør vi som kaninerne: Gemmer os i vore individuelle huller, indtil naturen en dag gør en ende på os, således som den altid har gjort med invasive arter.

Mod er en mangelvare, og har vel altid været det, for ellers ville mod nok ikke traditionelt betragtes som værende en ædel karakteregenskab. Det går jo meget godt, er kujonernes kampråb. Og hvis man aldrig har hørt en fugl synge, ved man jo ikke, hvad man går glip af, så op i r*ven med det.

Min søn var lige så interesseret i gråspurvene som i elefanterne, når vi var i zoologisk have, det morede jeg mig meget over, men jeg blev også lidt ydmyg - elefanten er et prægtigt dyr, men gråspurve var også små mirakler, selv om der var mange af dem. Forleden så jeg en gråspurv på Vesterbros Torv, det gjorde mig sgu helt varm om hjertet, som et lille barn.