Klumme

Mit liv som vanemenneske

Lige så meget vi holder af højtidens traditioner, lige så meget foragter vi hverdagens vaner. Måske det er på høje tid, at vi omfavner dem?
’Jeg holder det samme blad, jeg altid har holdt, spiser den samme müsli, jeg altid har spist, og cykler ad den samme rute til det samme arbejde, jeg altid har gjort. Jeg gør det af samme grund, som jeg krøller bæreposerne sammen under vasken, når jeg har været ude at handle: Fordi det er sådan, jeg gør.’

’Jeg holder det samme blad, jeg altid har holdt, spiser den samme müsli, jeg altid har spist, og cykler ad den samme rute til det samme arbejde, jeg altid har gjort. Jeg gør det af samme grund, som jeg krøller bæreposerne sammen under vasken, når jeg har været ude at handle: Fordi det er sådan, jeg gør.’

Magnus Holm

28. december 2017

Der skal en kogt torsk på bordet, en sjov hat på hovedet og krudt under armen, når det gamle år kolliderer med det nye i et fyrværkeri af faste traditioner nytårsaften. For sådan er det: Højtiderne skal være, som de altid har været, de skal ligne hinanden, de skal gentage sig selv. Det skal hverdagene til gengæld ikke. Her gælder et helt andet imperativ:

»Bryd vanerne – og få succes privat og på job,« skriver Berlingske. »Bryd vanerne og skab forandring,« skriver magasinet Lederne.

Kun konforme mennesker omgiver sig med vaner. Interessante mennesker er nysgerrige på det nye og bryder med de rutiner, der står hindrende i vejen. Det er det billede, der dominerer vores kultur: Vaner er stilstand – vanebrud er progression.

»Mennesker skal disrupte deres liv, og det skal vi også med vores samfund,« som Hella Joof formulerede tidsånden tidligere på året.

Det er en metafor med et indbygget værdihierarki: Det er skidt at sidde fast og godt at komme videre, og ikke nødvendigvis videre til noget bestemt. Det afgørende er ikke retningen, men bevægelsen: fremad.

Allerede Søren Kierkegaard udråbte vanen til en usynlig samfundsfjende, da han i Kærlighedens gerninger (1847) skrev: »Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen.« Samme negative vurdering af vanens magt kan aflæses direkte på facaden af Roskilde Universitet, hvor et latinsk motto dikterer: »In tranquillo mors – in fluctu vita.« ’I stilheden døden, i strømmen livet’.

Det lyder flot, men det beskriver ikke mit eget liv.

Jeg er et vanemenneske. Jeg holder det samme blad, jeg altid har holdt, spiser den samme müsli, jeg altid har spist, og cykler ad den samme rute til det samme arbejde, jeg altid har gjort. Jeg gør det af samme grund, som jeg krøller bæreposerne sammen under vasken, når jeg har været ude at handle: Fordi det er sådan, jeg gør.

Gentagelse

Det er ikke en filosofi, jeg har, eller et princip, jeg hylder, det er bare en del af hverdagens koreografi, et mønster af lykkelige gentagelser, som befrier min hjerne fra byrden af nødvendige valg.

En af mine venner, som arbejder som freelancer uden faste arbejdstider, fortalte mig engang, at noget af det, han misunder mig mest ved mit job (som jeg har haft, siden jeg blev færdiguddannet for ti år siden), er, at jeg kan holde weekend, når ugen er omme. At der findes dét skel. En ugentlig rytme. Et hjul at stå på – og af.

Den slags faste rammer bliver der stadig færre af. I bogen Det Fleksible Menneske beskriver den amerikanske sociolog Richard Sennett, hvordan arbejdslivet i stigende grad favoriserer omstillingsparate mennesker. Dem, der er villige til at flytte sig, ændre sig, omstille sig, og som kan finde sig til rette med projektansættelser og freelancevilkår. Det bedste, man i dag kan gøre for sin karriere, er at skifte job hvert andet år.

Lønnen stiger, cv’et vokser, ens personlige aktie på arbejdsmarkedet skyder i vejret. Der er mere end nogensinde brug for folk, som kan tænke nyt og lade ideerne svæve frit i storrumskontorernes flydende konstruktioner. Der er ikke brug for folk, som bliver ved deres læst og gør, som de plejer.

Den rutineprægede indsats har vi lært at associere med det middelmådige, med det ordinære, til trods for at vanerne og rutinerne netop er fundamentet for det modsatte, for det ekstraordinære, og at ingen lærer at beherske et fag, før de har brugt mindst 10.000 timer på at arbejde sig ind i det. Det hele ligger i gentagelsen.

Det er i gentagelsen, at vores slumrende talenter bliver til øvede færdigheder; det er i gentagelsen, at vores flygtige forhold bliver til varige relationer; det er i gentagelsen, at vores underlige aversioner bliver til elskelige særheder; det er i gentagelsen, at årstidernes skiften drejer hele året ind i den cirkelsluttende bevægelse, vi har lært at kende som livets rytme.

Vi lever i gentagelsen.

Det er værd at huske på, når vi skal vurdere vanernes værdi. De løber meget sjældent med berømmelsen, og alligevel ligger de nedenunder det hele som et fundament, der minder os om, at livet ikke kun handler om at flytte sig, komme videre, avancere, og hvad vi ellers kan finde på af mobile metaforer for evig forandring.

Livet handler også om at slå rødder, om at falde til, om at forbinde sig med historien, finde sin plads, mestre sit hverv og gøre det samme i dag, som man gjorde i går. Det får mening i gentagelsen. Måske det kunne være et nytårsforsæt at huske på mere end én gang om året?

Rasmus Bo Sørensen er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

I en tidligere version af klummen kom vi ved en fejl til at kreditere bogen Det fleksible menneske til den forkerte Richard. Det er naturligvis ikke filosoffen Richard Rorty, men sociologen Richard Sennett, der er forfatteren bag. Vi beklager fejlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Peter Butzback
  • Viggo Okholm
  • Anker Nielsen
David Zennaro, Peter Butzback, Viggo Okholm og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Er det så slemt, hvis vi er forskellige,
og der både er brug for dem med de faste vaner og dem, som bryder traditionerne eller forandrer?

David Zennaro, Hans Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg kan ikke genkende mig selv her.
Som ung holdt jeg ikke avis, det var der ikke råd til, men fandt læsestoffet på biblioteket.
Det gjorde jeg lige siden jeg lærte at læse. Dvs fra skolen til lokalbibliotek, hvor der var en dejlig varm atmosfære, og venskab med bibleotekarerne, som endeløst anviste mig måder at søge i kartoteket og bestille kontroversielle bøger. Jo værre, jo bedre.
De var helt stolte, når en bog fra udlandet arriverede.
Det føles ret fattigt nu, når man selv skal søge al sin viden via internettet eller diverse søgekriterier på biblioteket, og fagpersonalet har alt for travlt til at engagere sig.
Men jeg har vænnet mig til det, og har heller ikke så megen brug for at konsultere vidende mennesker, når jeg nu har Google og diverse andre.
Eller har jeg ?
Her på avisen har jeg da mødt en del :-)

Rigmor Madeleine Lond

Tak, Rasmus Bo Sørensen for en rigtig god klumme. En sørgelig bi-effekt af de stigende krav om omstillingsparathed er også, at samfundet i stigende grad bliver svært at leve i for mange mennesker med autisme, som netop har ekstra meget brug for faste rammer og rutiner for at føle sig trygge og kunne fungere. Når de ikke får disse er der mange, der bryder sammen eller “melder sig ud”, som jeres artikler om børn med skolevægring fx viser. Stigningen i antal personer, der diagnosticeres med autisme er eksponentiel. Hvis vi som samfund i højere grad husker at hylde “vanemennesket” kunne vi måske i højere grad skabe plads i skolen, på arbejdsmarkedet og i livet til mennesker med autisme. Det må være min bøn til 2018, at vi bliver bedre til det! Godt Nytår.

Egentlig et dejligt muntert indlæg om os mennesker i livet blandet med vaner og nysgerrighed og magthavernes og de effektives forsøg på at fastholde væksten gennem omstillingsparathed.
Inders inde ved vi hver især godt forandringens lov, vi kan jo bare kigge os i spejlet. Min kone har udfordret min "rygrad" nogen gange netop fordi at når rygraden bliver for stærk glemmer man opmærksomheden i de enkelte handlinger At lev med fuld opmærksomhed er en af sætningerne i buddhismen og at se tingene som de er. Men det kan så også vendes om, så rutinen og vanen lærer en at kigge ordentligt efter inden man suser videre uden refleksion. Livet for mig er til min sidste dag at bevare nyhedens interesse og håbet om et bedre samvær samtidig med at der er noget trygt ved at have den samme læge, ostemand butik m.v. Jul og nytår må gerne være forskellige og i år havde vi for første gang ingen gaver i forventning efter aftale og tænk vi hyggede os faktisk med det og nød det store barnebarns forkælelse..

David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvad jeg egentlig prøvede at beskrive, var glæden ved at læse, eller finde noget man søgte efter lang tid.
Før i tiden var det forbudt at læse en bog under dynen med en lommelygte. Jeg har læst uendeligheder af bøger under dynen.
Nu er tablets et problem.
Problemet er de voksnes fokus på læring.
Børn elsker at lære, ganske af sig selv.
Men så får de at vide, at de skal bestå en masse prøver og at det handler om hele deres fremtidige liv.
Allerede fra børnehaven. Dvs 0-klasse.
Efter Skolereformen.
5 år gammel.
Det mener mange pædagoger er en alt for tidlig skolestart.
Børnenes hjerner er simpelthen ikke klar til skolemetoden.
Hvor lærerne også er blevet stækkede ved en skolereform der skulle betales for.

Det var Socialdemokratiet der var fadder til folkeskolereformen, fordi de havde et billede af at lærerne bare fes hjem og lavede ingenting. Det der er sket nu er at folkeskolereformen har undermineret lærerne, og pædogerne.
Well,
HAPPY NEW YEAR :-)