Kommentar

Magtens arrogance er uendelig – også hos universitetsledelser

Efter debatten om forskningsfrihedens ringe tilstand, spørger jeg mig selv: Kan man respektere ansvarlige for forskningen på vores universiteter, hvis de overtræder de grundlæggende etiske principper som sandhed, rigtighed og oprigtighed?
Debat
4. december 2017

I Information har der – og tak for det – været en vigtig meningsudveksling om forskningsfrihed i Danmark.

Den har fundet sted i tilknytning til udgivelsen af bogen Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed, som er skrevet af professor Heine Andersen, der ved to kronikker – den 23. og 30. oktober – og en kommentar den 20. november, har bidraget til denne meningsudveksling.

Modparten i meningsudvekslingen har været Thomas Bjørnholm, prorektor for forskning og innovation ved Københavns Universitet, der skrev kommentar den 13. oktober og kronik den 13. november.

Emnet og bogen er vigtig af mindst to grunde. For det første viser internationale undersøgelser, at Danmark har en bundplacering i forskningsfrihed inden for gruppen af EU-lande. For det andet har der i Danmark næsten ikke været nogen offentlig opmærksomhed om dette emne. Faktisk findes der ingen offentlige dokumenter eller udredninger, der undersøger området, hvilket bl.a. har ført til, at Universitetsloven ikke dækker væsentlige elementer i forskningsfrihed herunder publiceringsfrihed.

Det er det hul, som Heine Andersens bog fortjenstfuldt forsøger at udfylde. Når jeg skriver ’forsøger at udfylde’, hænger det sammen med, at Heine Andersen flere gange må gøre opmærksom på, at han inden for de ressourcer, han har haft adgang til, ikke har haft mulighed for at tilvejebringe den uddybning og dokumentation, som emnet kræver. Alligevel er bogen det hidtil mest ambitiøse forsøg herpå.

Ikke-svar

Thomas Bjørnholm skriver i sit første indlæg bl.a., at »grundlæggende har forskningsfriheden i Danmark det godt«. Dette anføres uden forsøg på at forholde sig til, at Danmark som anført har en bundplacering blandt EU-landene! Og han skriver endvidere, at forskningsfriheden er et »spørgsmål, som vi går til med både alvor og sund fornuft«. Igen forholder Bjørnholm sig ikke til, at Heine Andersen klart dokumenterer, at København Universitet m.fl. har været utrolig passive over for anslag mod forskningsfriheden i form af lovændringer, mundkurve, pression og censur mv., som det fremgår af bogen.

Passiviteten fra universiteternes ledelse, herunder rektorkollegiet, var ikke mindst bemærkelsesværdig i forbindelse med tilblivelsen af Universitetsloven af 2003. Denne lov, som i høj grad byggede på aktieselskabsmodellen for ledelse af universiteter, reducerede i vid udstrækning såvel den individuelle som den kollektive forskningsfrihed.

Samtidig svarer Thomas Bjørnholm ikke på de konkrete spørgsmål, som han får stillet. F.eks.: Hvordan han vil begrunde, at København Universitet så sent som i 2016 skrev under på en forskningskontrakt, der indeholdt en bestemmelse om, at forskerne/medarbejderne fra Københavns Universitet skulle »optræde loyalt og udelukkende varetage modpartens interesser i relation til aftalens omfang og indhold«.

Jeg forstår godt, hvorfor Thomas Bjørnholm helst vil undgå at svare på det, da den bestemmelse i hvert fald er i modstrid med forskningsfrihedens ytrings- og publiceringsret i den konkrete sammenhæng. Men hvordan skal vi kunne respektere ansvarlige for forskningen på vore universiteter, hvis de overtræder de grundlæggende etiske principper for forskere: sandhed, rigtighed og oprigtighed i dialogen/meningsudvekslingen?

Afsporer kritikken

Den magtens arrogance, som Thomas Bjørnholm udviser, selv når han forsøger at forholde sig til et så vigtigt emne som forskningsfrihed, afspejles ikke blot i vage svar.

Han forsøger også – på linje med desværre mange andre magtpersoner – at afspore kritik ved at tillægge modparten, dvs. Heine Andersen, synspunkter, som han ikke har. F.eks. at Andersen vil have dansk forskning tilbage i elfenbenstårnet, så den kan leve afskåret fra omverdenen og undlade at samarbejde med bl.a. private virksomheder.

Thomas Bjørnholms indlæg afspejler desværre den manglende danske tradition for offentligt at være optaget af, hvad forskningsfrihed er, og hvad det kræver. Dette hul i det offentlige udredningsarbejde bør udfyldes, men kun af personer, der er forpligtet af sandhed, rigtighed og oprigtighed.

Christen Sørensen er forhenværende overvismand og professor

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er ikke kun på områder som forskning og undervisning at denne udvikling er blevet tydelig.
Dette er bare endnu et symptom på en sygdom der fuldstændigt gennemsyrer samfundet - velkommen til livet i kræmmervældet. Det bliver kun værre herfra.

Anne-Marie Krogsbøll, Torben K L Jensen og Tove Lodal anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fremragende indlæg af Chresten Sørensen.

Lars Løfgren, Anne-Marie Krogsbøll, Torben K L Jensen og Tove Lodal anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Jeg er en almindelig læser. Jeg forstår ikke hvordan EU kan placere Danmark i bunden om forskningsfrihed, når det ikke findes nogen officiel opgørelse? Findes der en reference? ”forskerne/medarbejderne fra Københavns Universitet skulle »optræde loyalt og udelukkende varetage modpartens interesser i relation til aftalens omfang og indhold«.” Hvilket ”omfang og indehold” tales der om? Forskere på RH købte kunst til hjemmet for forskningspenge, hverken loyalt eller i modpartens (betalerens) interesse, var det i overensstemmelse med aftalens ”omfang og indehold”? Hvis en forsker lykkes få 20 millioner fra Bill Gates for Alzheimer forskning, skal han vel være loyal og handle efter den interesse Bill Gates har for at betale for at få denne viden? Vil han ikke, kan han vel sige nej tak? Forskning fri af hvad? Jeg håber ikke en professor til pensionen får penge til at forske på hvad han vil? men at penge gives i konkurrence til de bedste projekter? Ingen forsker, Einstein inklusive, er innovativ og udviklingsdrivende hele livet?