Kommentar

Manden, som ikke frelste verden

Købet af det formodede Leonardo da Vinci-maleri ’Salvator Mundi’ satte med 400 millioner dollar ny rekord ved kunstauktioner – de penge kunne være brugt bedre
28. december 2017

I sidste måned kom det frem, at Salvator Mundi, Leonardo da Vinces portræt af Jesus Kristus som Verdens Frelser, var blevet solgt ved en auktion for 400 millioner dollar – en fordobling af det forrige rekordsalg ved kunstauktioner. Derudover skulle køberen betale 50,3 millioner dollar i afgifter og gebyrer.

Maleriet er kraftigt retoucheret, og nogle eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om det er et ægte Leonardo-værk. Jason Farago, en kunstkritiker for New York Times, beskriver maleriet som »et drevent, men ikke videre bemærkelsesværdigt religiøst billede fra det 15. århundredes Lombardiet, kørt igennem en vridemaskine af restaureringer«.

Rygtet vil vide, at køberen er ingen anden end Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, der har brugt en fjern fætter som mellemmand, og har altså betalt en meget høj pris for et billede af den mand, som siges at have sagt til en anden rig person: »Vil du være fuldkommen, da sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så skal du få en skat i Himmelen.« På den baggrund må det være relevant at spørge: Hvad kan en person med overskydende 450 millioner dollar, udrette for de fattige?

The Life You Can Save, en ngo, jeg grundlagde for få år siden, har udviklet sin egen beregner, Charity Impact Calculator, der gør det muligt at se, hvad man opnår ved at donere til velgørende organisationer, der dokumenterbart yder effektiv hjælp til verdens fattigste. Beregneren viser, at for 450 millioner dollar kan man f.eks. give de ni millioner mennesker, der i dag lider af kurérbar blindhed, synet tilbage – eller man kan forsyne 13 millioner familier med de nødvendige redskaber og teknikker til at dyrke 50 procent mere mad.

Direkte hjælp

Skulle man følge Kristi bud i mere bogstavelig forstand, kan man simpelthen give pengene til verdens fattigste familier og lade dem bruge dem, som de vil. Ngo'en Give Directly tilbyder hjælp til at lokalisere verdens mest trængende familier og faciliterer pengeoverførsler til dem med kun ti procent i transaktions- og administrationsomkostninger.

Hvis du tror, at mennesker, der pludselig modtager for dem store pengesummer, straks vil bruge dem på alkohol, spil og prostitution, så viser en uafhængig evaluering af Give Directly noget ganske andet. Donationerne herfra havde gavnlige effekter for fødevaresikkerhed og mentalt velvære. For 450 millioner kunne man også købe 180 millioner sengenet, nok til at beskytte 271 millioner mennesker mod malaria.

Når en person vælger at købe Salvator Mundi, snarere end at give ni millioner mennesker synet tilbage, hvad siger det så om deres værdier? Så meget står klart: De bekymrer sig ikke stort for andre mennesker. Uanset hvilke glæder de selv, deres familie og venner får ud af at se på billedet, kan de næppe stå mål med de fordele, der kan opnås ved at give en person synet tilbage – og da slet ikke at give ni millioner synet tilbage.

Med rette eller urette lægger de fleste af os den største vægt på vores egne og vores nærmestes interesser, herunder vores børns. Jo fjereere og mere forskellige fra os andre mennesker er, des lettere har vi ved at fraskrive os ethvert medansvar for dem.

Og dog er der en grænse, hvor ansvarsfraskrivelsen bliver for stor, og hvor andres interesser bliver behandlet med en sådan ligegyldighed, at vi må sige fra – nu går det for vidt! Vi kan hævde, at klodens rigeste befinder sig på den forkerte side af den grænse. For mig er det ubestrideligt, at den, der interesserer sig mere for at eje et maleri end for at kurere millioner af menneskers blindhed, befinder sig langt inde på den forkerte side.

Rekorddonation

I 2006 gav den legendariske investor Warren Buffett tilsagn om at skænke det meste af sin velstand – omkring 30 milliarder dollar – til Bill & Melinda Gates Foundations indsats for at hjælpe mennesker i ekstrem fattigdom. Den donation, den største i historien, som nogen har givet andre uden at modtage noget til gengæld, fordoblede fondets ressourcer. På tiåret for Buffetts donation opgjorde Bill og Melinda Gates, hvad deres fond i samarbejde med andre organisation havde opnået for at skabe forbedringer i global sundhed.

Det tal, som Bill og Melinda Gates, fremhævede, var 122 millioner – antallet af børn, hvis liv er blevet reddet siden 1990 takket være den fortsatte nedbringelse af børnedødelighed. Med andre ord, hvis børnedødeligheden uforandret havde ligget på samme niveau som i 1990, ville 122 millioner børn være bukket under i denne periode.

Gates Foundations måske vigtigste bidrag til denne udvikling var en donation på 750 millioner dollar til etablering af Global Alliance for Vaccines and Immunization (i dag blot Vaccine-alliancen GAVI), et halvoffentligt-privat initiativ, der arbejder sammen med nationale regeringer og FN om at sikre en højere vaccinationsgrad i fattige lande og fremme udvikling af nye vacciner. I dag er det 86 procent af verdens børn, der får de grundlæggende vacciner – det højeste tal nogensinde.

Gates-familien hævder, at hver dollar brugt på vacciner til børn giver et afledt afkast på 44 dollar i økonomiske fordele, herunder penge, som familien ellers ville miste, når et barn bliver sygt og en forælder ikke kan arbejde. Warren Buffetts investering i vacciner er muligvis det bedste, han nogensinde har gjort.

Hvad gør en person mere lykkelig? At eje et billede – det være sig verdens mest mageløse – eller bevidstheden om, at du har medvirket til at sikre millioner af børns sundhed, reddet liv og samtidig gavnet deres familier økonomisk? Både sund fornuft og psykologisk forskning tyder på, at det ikke er at eje billedet.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en særdeles kompleks problematik, der berøres her. Vi har igennem 50 år med nødhjælp og andre forsøg på at udbedre verdens ulykker beviseligt gjort en positiv forskel. Vi har reddet folks syn, sikret mindre dødelighed, specielt blandt børn, men de børn er nu voksne og ser ingen fremtid , der hvor de er født og bor - I de fattige, underuddannede og urolige dele af verden. Hvor ser de deres mulige fremtid? I den del af verden, som er rig og fremstår som fuld af muligheder. Den verden, der gav dem livet. Meget forståeligt. Med vores veludviklede Gps systemer, er det så blot at drage afsted.
Det er her næste skridt i vores hjælp skal sættes ind. Det er nemlig ikke nok blot at redde liv. Vi skal også skabe basis for en tilværelse, der hvor folk bor. Den del går det knap så godt med. Det er en ting at redde livet for et lidende barn med store uskyldige øjne, det er noget helt helt andet, når det lidende barn er vokset op og er blevet en måske vred ung mand, der stiller krav om en plads i verden.