På Facebook har kvinder verden over fortalt om mænds krænkende seksuelle adfærd. Antallet af stemmer er imponerende. Det vidner om et kollektivt opsparet nej, der har trængt sig på.
Nogle af stemmerne fortæller om rædselsfulde og traumatiske overgreb, hvor det ikke var fysisk muligt for kvinder at sige fra. Hvor de blev truet på livet eller holdt nede af mange stærke arme, og de står sårede tilbage som ofre, der må genvinde tilliden til egen styrke.
For mange af de kvinder har #MeToo-kampagnen været det vigtige rygstød, som gjorde, at de rent faktisk turde at stå frem med deres historier. At de ikke længere føler sig ensomme med dem, så skammen kan lindres.
Samtidig er der sket en udvikling med forestillingen om overgrebsmanden: Det er ikke længere kun ham, der står i en mørk gyde og venter med en lommekniv. I dag er han også magtmanden, Weinstein eller Peter Aalbæk, som venter på sit kontor med smæk til den uartige numse.
Dem kan det være svært at sige nej til, hvis man ønsker at forblive i ålens mose, men mens konsekvensen af et nej til den bevæbnede overgrebsmand i skoven kan være døden, er konsekvensen af et nej til Peter Aalbæk i værste fald, at man må finde sig en ny arbejdsgiver. Nok sorgfuldt, men ikke livstruende. Hvorfor kan det så stadig være svært at sige nej til nedværdigende numseklask?
Sagen er, at kvinder, som har indvilliget i numseklask, ikke i første omgang er ofre for Peter Aalbæk. De er ofre for en opdragelse, der ikke har lært dem, at de har værdi i sig selv. Numseseancen er blot symptomet på det. Havde de været opdraget til at kende deres eget værd, ville de have haft mulighed for at sige: ’Det der lort, vil jeg ikke være med til.’
Da havde virksomhedskulturen i Zentropa set anderledes ud, og Peter Aalbæk var sluppet for den heksejagt, som kører i øjeblikket. En heksejagt, som har gjort os blinde over for et problem, der er mindst lige så stort som mænds magtmisbrug: Kvinders manglende selvværd.
Nejet er ikke kvindens
For et par år siden var jeg til et bryllup. Næsten alle taler til bruden kredsede om de samme væsentlige kvaliteter: Hun var noget for andre; var der altid, hvis de havde brug for hende; tænkte sjældent på sig selv; var selvopofrende. De kvaliteter blev ikke på noget tidspunkt hæftet på gommen, selv om han måske kunne trænge til det. Tværtimod blev han omtalt som klippefast. Som en, der ikke lod sig rokke i sine synspunkter. Han vidste, hvad han ville.
Manden kan være den ensomme ulv, en lonely cowboy. Være noget i sig selv. Det sprog har vi ikke for kvinden. Den ensomme kvinde har historisk set været heksen. En, der levede afsondret i skoven, en man fordømte. Vi nærer en fortælling om, at kvinden kun er noget i kraft af, at hun er noget for andre.
I en verden, hvor særligt piger opdrages til at være noget for andre, og de færreste lærer at være alene, at være sig selv, bliver nejet en meget udfordrende størrelse. For nejet vil altid efterlade os med os selv. Vil vi lære at rumme nejet, må vi stimulere en kultur, hvor kvinder såvel som mænd lærer, at de er værdifulde i kraft af dem selv. Uden den lærdom, bliver det ufattelig vanskeligt at sige nej. Derfor skal vi huske at hylde dem, kvinder såvel som mænd, som rent faktisk lykkes med at sige fra.
Jeg har hørt de vildeste historier fra kvinder om, hvordan de med styrke og snilde undgik oplagte voldtægtssituationer. Historier, som kunne være til enorm inspiration for andre kvinder. Men de holdt dem for sig selv. Adspurgt, hvorfor de ikke med det samme smed det op på Facebook i forbindelse med debatten om seksuelle krænkelser, svarede de mig, at de måtte være solidariske med de kvinder, som har oplevet overgreb. De frygtede, at deres succeshistorier ville påføre deres medsøstre skyld og skam. De frygtede, at andre kvinder ville føle sig forkerte.
Kvinderne var med andre ord ekstremt solidariske med offerene.
I det lys giver #MeToo-kampagnens enorme udbredelse mening. Den var et konkret udtryk for solidaritet med ofre. Desværre omfatter solidariteten kun offeret, ikke den kvinde, som siger fra. Måske har kvindefrigørelsen brug for, at lige netop den kvinde også omfattes af solidariteten.
Afvisningen skal trænes
Derfor vidner #MeToo-kampagnen, Aalbæk- og Weinstein-sagen ikke bare om, at mænd bør lære at respektere et nej og undlade at misbruge deres magt. Den er også et udtryk for, at kvinder skal lære at hylde de kvinder, som udtrykker nejet klart og tydeligt. Min mor arbejdede engang på en daghøjsskole med elever i jobrotation. Mange af dem arbejdede på et plejehjem, hvor de oplevede store problemer med de mandlige beboere, der talte frækt til dem eller klappede dem i røven.
Da min mor spurgte kvinderne, hvordan de reagerede, når de fik et klap i numsen, svarede de: »Altså, vi gør ikke noget. Men det føles krænkende.«
For at hjælpe dem i kontakt med det nej, de ikke fik sagt, dramatiserede de arbejdssituationen. Nogle fik rollen som ældre mandlige borgere, andre rollen som plejere. Opgaven var nu, at plejerne skulle finde ind til deres eget nej. Deres egen afvisning. Inden længe marcherede et hold af kvinder rundt og råbte: »Nej, hænderne væk,« »Stop så, Hansen! Du skal ikke røre mig.«
Efter et par uger kom kvinderne tilbage igen og fortalte, at deres jobsituation var forandret. De følte sig ikke længere utrygge ved at gå på arbejde. De havde fået selvværd og styrke ved at træne deres nej. Det var et konkret livtag med offeret.
Jeg håber på en ny facebookkampagne, der passende kunne hedde ’#Yes, I did it’ med eksempler på, hvordan det er lykkedes en at sige fra. At sige nej tak, uden at dæmonisere den, man sagde fra over for.
Uden skyld
Ved at dæmonisere Peter Aalbæk og ved at undlade at fortælle og dele de historier, hvor det rent faktisk lykkes kvinder at sige fra, holder vi fast i en fortælling om kvinden som det svage offer, der altid er udleveret til mandens forgodtbefindende. Den fortælling hjælper hverken mænd eller kvinder.
Mænd over en bred kam bliver ængstelige for, hvornår deres tilnærmelser kvalificerer dem til en titel som overgrebsmænd, og kvinden holdes fast i den underkastede rolle. Det løser aldrig noget at dæmonisere manden. Har man deltaget i noget, man ikke havde lyst til, hjælper det at kunne dele sin sorg over det med andre. Og derefter finde en styrke, som måske kan hjælpe en, næste gang man befinder sig i en tilsvarende situation.
At kastrere Peter Aalbæk er derfor ren symptombehandling. Det fjerner ikke problemets rod. En rod, som består i, at vi længe, både i tung forskning og på sociale medier, har fokuseret på usunde mandekulturer. Dét er vigtigt, men vi har ikke haft tilstrækkelig opmærksomhed på de usunde kvindekulturer.
Kulturer, hvor kvinder bliver opdraget til at være noget i kraft af, hvad de er for andre, og hvor der venter subtil afstraffelse, hvis man bryder for meget ud af offerrollen. Det har været bydende nødvendigt med en bevægelse, som kunne og kan rumme de kvindelige ofre. Nu må det være på tide, at vi også styrker en anden fortælling. En fortælling om kvinders styrke. En styrke, som alle kvinder gemmer på, men som mange til stadighed undertrykker.
Frej Prahl er psykolog
Det var dog den mest forvrøvlede og bagvendte artikel, jeg længe har læst.
Forfatteren af artiklen har intet forstået af kampagnen,
Jeg vil så vove at påstå at hun har fat i noget. Det er rigtig godt at metoo får vinger.
Men vi skal også lære at det er i orden at sige fra. Der hvor man kan . Det der "Pæn - Pige - syndrom" er sku desvære noget der eksistere...
-Som eksemplet med plejehjems-personalet der fik lært at det var i orden at sige "nej" og "hold fingerne væk."...
Det er jo den sædvanlige med, at det efter sigende er fejt at være stikker. Men selvfølgelig er det ikke det, hvis ikke man gør det bekendt, hvad man udsættes for af mere eller mindre alvorlige overgreb på ens integritet, får man jo ikke ondet udryddet.
Wauw, tak for en skribent, der endelig går i dybden. Eller ser sig hele vejen rundt.
Det er ikke illegitimt at have ambitioner som rækker ud over blot og bar overlevelse. At sige nej til magtfulde mænd vil ofte involvere at vinke farvel til sine ambitioner. En god del af de magtfulde mænds evne til at vride arme socialt kommer af deres kontrol over adgangen til succes og fremdrift.
"Du kunne bare have sagt nej" er noget sludder og vrøvl. Magt er ikke kun fysisk styrke, og at blande plejehjemsbeboere sammen med folk som Weinstein og Ålen er enten helt utroligt svag analyse -- eller uærlig manipulation.
Det er det helt omvendte, der burde efterlyses; kvinder burde slet ikke have brug for at skulle sige fra i tide og især utide. Næ, drengene burde opdrages til at være empatiske og tænke på andre mennesker før de fik fripas til egocentreret og dominerende adfærd. Det kan sagtens lade sig gøre, for der findes mange mænd der opfører sig ordentligt. Desværre er de bare i mindretal.
Det er vores kultur, den er gal med.
Jeg er sjældent blevet mere forvirret af at læse en artikel end denne. Jeg efterlades med indtrykket af, at skribenten bag ikke ved, hvad hun egentlig vil eller mener.
Så vidt jeg ved, er Frej et drengenavn. Så mon ikke skribenten er en mand? ;-)
Det har du ret i. Så var min forvirring total. :)
Jeg er målløs og lidt skræmt af, at en psykolog ser sådan på et offer. Du giver i realiteten offeret skylden, for ikke at kunne sige ordentligt fra. Kalder man ikke det victim-shaming i dagens Danmark. Og helt galt er det da i denne paragraf
"Mænd over en bred kam bliver ængstelige for, hvornår deres tilnærmelser kvalificerer dem til en titel som overgrebsmænd, og kvinden holdes fast i den underkastede rolle. Det løser aldrig noget at dæmonisere manden. Har man deltaget i noget, man ikke havde lyst til, hjælper det at kunne dele sin sorg over det med andre. Og derefter finde en styrke, som måske kan hjælpe en, næste gang man befinder sig i en tilsvarende situation." Tilnærmelser som et smil, et hej eller et kompliment bliver bestemt ikke set som et overgreb. Men stikker du hånden op mellem benenen på en kvinde og rager på hende, så er det et overgreb. Eller stikker tungen ind i hendes mund, hvis du lader som om du vil kysse hende på kinden.
Mænd (og de forholdsvis få kvinder) skal lærer at forstå en simpelt nej, længere er den ikke.
Også lige, hvad fanden mener du med "Har man deltaget i noget, man ikke havde lyst til, hjælper det at kunne dele sin sorg over det med andre."
En kvinde DELTAGER fandme ikke i et overgreb, der bliver begået mod hende. Hun bliver udsat for det. Mænd skal lærer at forstå et nej. Om det så er det sagte ord, eller at hånden bliver fjernet, eller at personen flytter sig, så skal man lade være med at blive ved med at prøve og presse. Rigtig mange kvinder kan godt sige nej, men det er svært for nogle at forstå, medmindre det bliver skåret ud i pap. Og det gør det så nu. Endelig.
Så det er en slags victim blaming, der anbefaler en speciel strategi, denne artikel foreslår? Jeg er stadig målløs over den. Det er en direkte besynderlig artikel.
Jeg tror ikke danske kvinder er så svage, jeg har i hvertfald altid fået fysiske eller verbale svar på tiltale, hvis jeg f.eks. i en brandert kom til, at overtræde nogles grænser..... og så stoppede det der!
Kvinder skal sige fra, og det kan de danske kvinder sgu, åbenbart modsat af de svenske, så al respekt til den danske kvinde!
Jeg synes forfatteren rammer plet på den kvindetype hen skitserer, nemlig det store, tavse flertal af gode og moderlige typer, som finder sig i lidt for meget. Men bestemt ikke om den aktivistiske, feministtype, som allerede har lært sine egne grænser at kende. Det samme kan siges om mændene. Der findes også selvopfrende typer, som gør alt for andre men intet for sig selv (den 'vattede'/bløde mand, hønefaren). Der findes ikke kun stoiske, ensomme cowboys med "my way or the highway".
Det er en meget mærkelig artikel - men dens konklusion er nu ikke at kimse ad. Det kan bare først finde sted efter denne kampagne og denne belysning af, hvad der egentlig er på færde.
Prahl efterlyser vel reelt kvinder, der netop forstår, at de ikke skal finde sig i noget. Det kræve altså bare først #MeToo.
Alle jer kvinder, der bliver så forargede over et indlæg, der forsøger at dele sol og vind lige, demonstrerer desværre tydeligt, at I ikke er modne til at tage denne diskussion på et oplyst grundlag.
Vi mænd er opdraget primært af kvinder, ligesom I kvinder er det. Så med mindre mænd er uhjælpeligt fanget som biologisk determinerede psykopater, må det vel være de kvindelige opdragere, der ikke har været deres opgave voksen.
For nu at sætte det på spidsen!
Tænk, jeg syntes det er et super godt indspark i debatten, der er jo ikke tale om at man skal se tilbage og skamme sig over, at man ikke fik sagt nej, snarere refleksion til fremadrettet adfærd. Sådan ser jeg det ihvertfald.
Jeg vil nødigt gøre mig klog på hvad kvinder skal gøre.
Men som mand bliver man nød til at spørge sig selv: hvis hun ikke kan sige nej, kan hun så sige ja, altså et bindende ja? Et ja der holder i byretten?
For det er jo ikke så godt hvis en kvinde man var sammen med for nogle år siden, nu kommer til den erkendelse at hun "følte sig presset" eller "normaliserede" og efter et par glas rødvin rækker ud efter twitter...
Nu har jeg læst artiklen endnu flere gange, fordi jeg virkelig gerne vil prøve at forstå, hvad kronikøren siger.
Det første der slår mig som værende problematisk formuleret er titlen:
”#MeToo-kampagnen fastholder kvinden i rollen som offer”
Fordi artiklen kredser om det at være offer for noget fra nogen som noget teoretisk og ikke konkret. At være offer for noget er ikke at komme til at spille en rolle som offer, det er at være offer.
Lidt senere i artiklen kommer så denne påstand:
”Desværre omfatter solidariteten kun offeret, ikke den kvinde, som siger fra. Måske har kvindefrigørelsen brug for, at lige netop den kvinde også omfattes af solidariteten.”
Hvad bygger kronikøren den påstand på? Det virker som en stråmand.
Jeg efterlades med det indtryk, at kronikøren godt vil være med til at dæmonisere de kvinder, der ikke, efter hans mening, opfører sig ”korrekt” i forhold til #MeToo-kampagnen ved hjælp af ovenstående stråmand, men samtidig opfordrer han til ikke at dæmonisere f. eks. Peter Aalbæk. Ansvaret lægges altså alligevel over på kvinder, der ifølge kronikøren, skal holde mere sammen på en bestemt måde.
Der er en forfærdelig os-og-dem-retorik om mænd og kvinder i artiklen, som om det kun er kvinder, der kan holde sammen med kvinder og mænd sammen med mænd i forhold til hele denne kampagne.
Så min konklusion er, at artiklen er victim blaming af kvinder i forskellige mystiske, indimellem velformulerede men dybt forvirrede vendinger. Det er ikke en artikel, der bidrager til noget godt i forhold til kampagnen. Tværtimod. Desværre.
#MeeToo er jo netop kvinder, der siger fra. Lad os fejre dem. Det er meget smartere at gøre det på den måde, så vi kan få skabt en generel norm omkring, at det ikke er ok at invadere andres kroppe uopfordret. Fremfor at den enkelte igen og igen skal bøvle med at forklare folk at det ikke er ok at overskride sine medmenneskers fysiske grænser, heller ikke selvom man er i en magtposition, hvor man kan slippe afsted med det uden konsekvenser.
Når der er opstået en situation, hvor det er relevant at sige fra, er krænkelsen jo allerede sket. Hvis vi gennem "MeeToo kan skabe konsensus om, at gerningsmanden bare stopper sig selv inden det kommer så vidt, så slipper kvinder verden over for at skulle gå og opdrage på voksne mænd, der burde vide bedre.
Jeg vil, ansporet af visse kommentarer, sige, at det her også kunne åbne op for en seriøs samtale/debat om en syg alkoholkultur. F. eks. kan nogen omtale deres indtagelse af alkohol, og evt. andre stoffer, som en del af at "miste deres hæmninger", hvor virkeligheden ofte er, at vedkommende ikke mistede hæmninger men helt almindelige grænser og derfor optrådte grænseløst og ubehageligt overfor andre (og sig selv). Hvis du har et problem med alkohol, og evt. andre stoffer, så søg en løsning. Respekt starter med selvrespekt.
@Rune Rasmussen
Nu har jeg aldrig, sådan i detaljen, planlagt en brandert, det må jeg indrømme og tilkendegive.
Men jeg kan forsikre dig for, at de "overgreb" jeg har begået, ikke har været ondt mente, og nok i den milde ende, så som et lille klap i numsen og lignende.
Men nu skal jeg jo ikke gøre mig til min egen dommer, det er klart. Når det så er sagt, så har jeg selv oplevet den slags "overgreb" men de har åbenbart været så voldsomme, at jeg helt har fortrængt dem igen... men jeg har dog en svag erindring om, at kvinder har gjort værre ting ved mig, end bare et klap i numsen... og så har jeg et "traume" over, at jeg som ung knægt, ca. 16-17 år, til et halbal på den jyske hede, pludselig blev kysset på kinden af en væsentligt ældre stor neger, hvilket da det skete var totalt uventet og en stor forskrækkelse.... Det har jeg og vidnerne nu ellers grint meget af siden, men det har nok været en eller anden form for psykologisk fortrængningsbrist, som, jeg som, mand kun kan besidde, fordi jeg ikke vil indrømme overfor mig selv, hvad der i virkeligheden skete.
Peter Hansen
Jeg synes, det lyder som om, du har et problem med at respektere andre menneskers grænser. Det burde ellers være en selvfølge. Din anvendelse af ordet "neger" er også et problem. Jeg tror ikke, jeg har yderligere at tilføje her.
@Rune Rasmussen
Det kan jeg så afvise, jeg har stor respekt for andre mennesker, men vi kan jo ikke alle leve som puritansk engle, vi er også nogle der oprigtigt gerne vil leve og mærke lige i mens vi er her!
Jeg ser intet fordækt i ordet neger, det er hvis mere beskuerens fortolkning af ordet, som den her er gal med. Min samvittighed en den henseende er i hvertfald kridhvid!
Mærke livet, ikke "lige".
Ja, så er sagen vist skåret ud i pap.
- Mand mener, at kvinderne i hans omgivelser har til opgave at regulere hans adfærd gennem grænsesætning, som om han var et lille barn og de var hans mor.
- Mand vil ikke presse kvinden ind i rollen som offer, men gerne som opdrager og mor for alle verdens mænd.
- Mand vil give den kvinde, han har krænket, ansvaret for hans krænkende adfærd med tilbagevirkende kraft. Hun skulle have sagt fra inden han krænkede hende. Den logiske konsekvens af dette synspunkt bliver, at man som kvinde skal tage udgangspunkt i, at alle mænd er potentielle krænkere.
- Mand kan ikke rigtig føle at han lever, hvis han ikke en gang i mellem kan overskride andres grænser mod deres vilje.
- Mand synes at det er noget værre nypuritansk pjat at han skal tage hensyn til andre mennesker.
- Mand kan ikke tage alvorligt hvis anklager bliver fremsat anonymt, men hyler op om heksejagt, hvis der bliver sat navn på.
Det gode ved #MeeToo er, at disse ting bliver eksponeret, så alle kan se det for hvad det er. Jeg sporer en bevægelse i samfundet hen imod et mere voksent ideal. Alt for længe har vi hyldet de grænseoverskridende, normløse mennesker, den arketypiske provo fra 68, uden at tænke på, at vi har brug for normer og grænser. Din udfoldelse skal kun være fri i det omfang, den ikke griber ind i andres frihed og udfoldelsesmuligheder. Den grænse skal være der, den skal ikke udslettes.
Det er sikkert hårdt, når man i årtier er blevet feteret for netop sin grænseoverskridende adfærd. Hårdt, når man har lært at se det som sit privilegium ikke at behøve at moderere sin adfærd af hensyn tiil andre. Men det er på tide at vi bliver voksne og holder op med at dyrke det ansvarsløse barn som ideal.
¨Vi har måske allesammen mulighed for at lære et eller andet her i tilværelsen. Måske at sige nej. At sætte grænser. At forstå andre menneskers grænse - mødes der hvor man kan. På den måde finder man en platform, der tilgodeser både dine og mine behov. Selvfølgelig skal kvinder ikke optræde som mødre overfor mænd - mænd skal vel heller ikke som udgangspunkt være "far" i forhold til de kvinder de møder. Det psykologiske koncept "far" og "mor" er måske alligevel godt at sætte sig ind i m/K.
@Maria Jensen
Du er simpelthen for langt ude.. godt at Danmark ikke er som Sverige... #Metoo har fejlet i den forstand, at det "hylder" revl og krat! Ingen går ind for voldtægt, tvang og lignende, det er det #metoo burde handle om, ikke et fejlplaceret kys eller et klap i røven på en glad aften... og dit indlæg om, at alle mænd åbenbart pr. definition åbenbart er nogle svin, fremmer absolut intet.
Held og lykke med at nærme dig en mand derude i virkeligheden, og gud nåde trøste den mand der tør nærme sig dig!
Jeg så lige Camille Paglia fortælle om feminismen i 60erne: Da hun studerede, skulle de kvindelige studerende være på campus hver aften kl. elleve, mens mændene kunne være ude hele natten, hvis de ville.
Så kvinderne krævede den samme frihed som mændene, og blev mødt med det modargument, at de var kvinder, og at det var farligt for dem at være ude om aftenen, da de jo risikerede at blive voldtaget af mændene.
Hvorefter Paglia og hendes medsøstre krævede friheden til selv at bestemme, hvorvidt de ville udsætte sig for risikoen for at blive voldtaget. Og fik den!
Det var den slags stærke og frygtløse kvinder, jeg var kærester med, da jeg var ung. De var sgu ikke bange for os mænd, og de fandt sig sgu ikke i overgreb eller chikane. Mænd er måske udtryk for en syg kultur, når de chikanerer kvinder, men kvinder er sgu da ligeså meget udtryk for en syg kultur, hvis de lader sig chikanere.
Peter Hansen :
"Ingen går ind for voldtægt, tvang og lignende".
Gør ingen det? Hvorfor foregår det så i alle samfund, også i de såkaldte progessive vestlige?
Hvorfor tager en mand én på brysterne efter at have spurgt:
"Ved du hvad klokken er" ?
Hvorfor tror en mand at det er i orden at gå ind på et dametoilet og filme de kvinder der tisser?
Hvorfor tror en mand, at der er plads til ham ved et bord på restauranten, hvor der sidder en gruppe kvinder og har en intens debat?
Hvorfor tror en mand at det er i orden at klemme, klappe, gramse på kvinder i elevatoren?
Alle disse ting har jeg oplevet.
Hvis jeg skulle have givet en lussing eller et knæ i skridtet hvergang, var jeg blevet sagsøgt for vold.
Mænd, stop jer selv !!!
"Mænd, stop jer selv !!!"
Fair nok hvis du mener at hver enkel mand skal lade være med at gøre sådan noget. Det kan jeg i hvert fald sagtens. Hvad jeg ikke kan er garantere at ALLE mænd holder op. Faktisk kan jeg garantere det modsatte: kvinder vil forsat blive udsat for slemme ting, ligesom alle andre. Og når det sker, hvem skal så gøre noget ved det: de kvinder der er tilstede, eller de mænd som ikke er?
Mads Jakobsen har en pointe, selv om den er ilde hørt. For rigtig mange mænd er slet ikke bevidste om, at de krænker. Det er en tillært socialisering, som føles lige så naturlig på dem som at tage et par sokker på, når man er stået op af sengen. Så det er desværre ikke så lige til. Både mænd og kvinder har arbejde at gøre oven på begivenheden. Mænd skal arbejde for at bevidstgøre sig selv yderligere om magt og relationer imellem, hvordan de påvirker hinanden, og hvilke psykologiske redskaber, det tilfører især manden at befinde sig i en privilegeret position. Og kvinder skal reflektere over deres egen kvindekultur, hvorfor det føles mere rigtigt at lægge bånd på sig selv og gøre sit yderste for ikke at bryde den akavede stemning, som luller mænd hen i den tro, at deres opførsel er okay, fordi der ikke er sagt åbenlyst fra. Med andre ord gøre sig frie af de pædagogiske og moderlige lænker og kunne hæve stemmen og råbe "hvad fanden har du gang i?!?" (det som en anden kalder "pæn pige-syndromet") og opnå potentiale til at skræmme krænkeren fra vid og sans - på samme måde som mænds aggressioner og hersken indbyrdes opdeler territorier i parametre for tilladt og ikke-tilladt ved at eksekvere skammermagt. Det er ikke kun mænds ansvar at forstå ting, de ikke er opdraget til at kunne kapere fra dag et.
Jeg savner et perspektiv i den feministiske debat, der lægger lige så meget ansvar over på kvinder, som vi gør på mænd, at de skal forandre sig. Men virkeligheden er at mænd slet ikke er der henne, hvor de skal til at selvreflektere over tillært opførsel fra barnsben og egne privilegier. Den debat er først lige startet, og det er dybt beklageligt, at det har taget så mange tusind år at nå dertil, hvor vi er i 2017. Men eftersom kvinder er de primære forsørgere og opdragerer i patriarkatet, så skal en del af kampen også foregå hér. Det er feministerne bevidste om, at meget af den kønnede opdragelse reproduceres af kvindeligt omsorgspersonale. Det er ikke kun mænds kønskultur, unge drengebørn optager gennem opvæksten. Det er i lige så høj grad omsorgskvinders perspektiv om, hvad en dreng/mand bør være og ikke være. Det nytter ikke noget at bagatellisere det eller at feje det af banen. Det burde være en selvfølgelighed at antage, at kvinder og mænd har et lige stort ansvar for at gøre op med rådden opførsel og dårlig opdragelse, selv om man desværre let kunne få det modsatte indtryk af denne debat. Kvinders boldbane er blot en anden end mændenes. Deres arbejde som primære omsorgspersoner består i at anrette børnene i en tidlig alder, så de ikke falder i og går i deres dårlige fædres fodspor, og turde sætte grænserne for sig selv. Og mændene skal tage fat i hinanden hver gang en problematisk formulering eller opførsel åbenbarer sig og luge ud i den skadelige mandekultur. De skal turde at sætte deres venskaber over styr for at kræve konkret forandring her og nu. Og udover det, skal vi selvfølgelig sørge for, at flere mænd bliver primære omsorgspersoner, så vi kan få udlignet den byrde, det er for kvinderne, ikke at kønne drenge og piger i en tidlig alder til at lege med bestemt legetøj og lære at begå sig i forskellige aktiviteter, som ligger ulig tradition, samt belære drengebørn om intimsfærer og personlige grænser. Problemerne opstår derved for alvor i ungdomsalderen, når grænseløse drengebørn ikke har fået lært det, fordi voksne har krænket dem som små, eks. gennem kildning uden samtykke og tæsk af jævnaldrende i skolegården, og de giver det videre i form af olferter og befamlinger på unge piger, de er interesserede i. Deres egne grænser blev altså nedbrudt i barndommen. Hvordan forventer man dog, at de har nogen jordisk chance for at kende til andres grænser, når ingen nogensinde har respekteret deres? Kan vi også få en debat om dette? Og ikke kun om, hvor afskyelige krænkermændene er, og hvor røvkulturelt tolerante og ignorante de øvrige mænd må være.
@Mads Jakobsen: Desværre har de mænd, som ikke er til stede i de konkrete situationer, nok mere magt til at stoppe det end fysisk udklasserede kvinder i truende situationer. Hvis vi mænd var bedre til at sige "not cool!" når den slags kom op i samtaler os imellem, i stedet for bare at slå det hen som en lummer vits, ville den slags opførsel formentlig være væsentlig sjældnere.
@Troels Ken Pedersen
Jeg har aldrig hørt nogen mand med glæde i stemmen omtale noget af det som Eva Schwanenflügel har oplevet. Så at forvendte at jeg skulle fungere som et effektivt mentalt politi er simpelthen en dårlig plan.
@Markus Lund
Du går ud fra at problemet er socialisering, og at det kan løses ved socialisering. Men vores seksualitet er medfødt, den er et produkt af evolutionære processer, lige som for alle andre dyrearter. Og ligesom for alle andre dyrearter har vi et mindretal af hanner som overlever ved "pirateri," altså ved at bryde det seksuelle mønster som arten i øvrigt har.
Jeg synes at det er at stikke kvinder blår i øjnene at indikere at vi kan snakke seksuelle forbrydere væk. De vil findes så længe mulighederne er der, præcis som alle andre forbrydere.
Ikke særlig klog psykolog. Forudsætningen er den korrekte indsigt, at der er stærke og der er svage, en opdeling, der som bekendt har en kønsmæssig - og klassemæssig slagside. Påstanden er, at vi har allesammen mulighed for at blive 'stærke'. Det er jo gedigent vrøvl. Som kun udsiges af dem, der befinder sig oppe i hierarkiet. Prahl er muligvis ikke blevet klappet uønsket i røven af en overordnet, måske fordi han er såkaldt 'selvstændig'? - men måske skulle han prøve det. Især hvis det får konsekvenser, hvis han ikke kan li' det. Så får man sig bare et nyt job, siger han lystigt, - og fuldstændigt virkelighedsfjernt. Måske skulle samtlige hans patienter opfordres til at finde sig en anden psykolog? Så kan han prøve at finde et nyt job? Hvis han kan finde et, hvor han ikke har en overordnet, der lægger hånd på ham hist og her.
@Eva Schwanenflügel
Det du beskriver er da heller ikke j orden hvis det foregår umotiveret, det er vi da enige om!
@ Markus Lund.
Det er en af de mere begavede kommentarer, jeg har læst.
Du skal bare huske, at før kvinden / den forulempede kan "gøre op med" noget som helst, skal vedkommende turde det! Det er det mod, MeToo-kampagnen kan bidrage med.
Jeg vil gerne opfordre visse mænd i denne tråd til at begynde at tænke. Sådan for alvor tænke. Problemet er bare, at jeg ikke er sikker på, at I overhovedet kan. Sjældent har jeg læst så idiotiske kommentarer, der desværre tyder på, at I ikke har fattet en brik af det hele. Andre menneskers kroppe er ikke jeres ejendom! Fat det dog! Hvad er det for en syg, imperialistisk tankegang, I lider af på det her område?
Rune Rasmussen, du er ramt af det fænomen, der hedder groupthink, som mange tror er udtryk for selvstændig tænkning. Det er det ikke, tværtimod er de synspunkter, som du giver udtryk, formet af kravet om altid at være politisk korrekt i sine udtalelser, koste hvad det vil. Du har netop modereret dine bombastiske udsagn til kun at omfatte "visse mænd i denne tråd", så vi er på rette vej. Blot at tale visse kvinderne efter munden og tro, at alle mænd er voldtægtsforbrydere, fører ikke til noget godt, hverken for kvinder eller mænd.
Mariamme Nielsem har fat i, hvorfor jeg synes, at #metoo er en god ting: Bevægelsen kan indgyde kvinderne det mod, som er påkrævet, for at leve i et samfund, hvor mennesker ikke er perfekte. Som mand afholder jeg mig fra at forulempe kvinder, og skulle en mand forulempe en kvinde, mens jeg er i nærheden, griber jeg selvfølgelig ind. Hvad en eller anden idiot foretager sig mod en uskyldig kvinde i Smørumnedre jam jeg altså ikke rigtigt gøre noget ved, ligesom jeg ikke kan komme den mand, som får bank af sin kone i Hvide Sande til hjælp.
Bak kvinderne op i deres protest, men lad være med at kritisere mænd over en kam. Det giver måske noget på den dumme hos visse kvinder, men den slags kvinder er efter min mening ikke værd at samle på.
Niels Nielsen:
"Tak" for din kiksede mansplaining. Du tror åbenbart, du kender mig og mine motiver, hvilket jeg ser som indbegrebet af gammelpatriarkalsk, dikterende nonsens.
Niels Nielsen:
Det er forresten komisk, at du taler om "et fænomen der hedder groupthink", som du mener, at jeg skulle være ramt af, forresten med et forkert udsagn om at jeg har modereret mit sprogbrug til "visse mænd" (fra hvad?), til at tale om, at så er "vi på rette vej".
Jeg skriver udtrykkeligt "visse mænd", så hvad er dit problem? Det er noget vrøvl, det du skriver, fordi du antager alt muligt. Der er en sportshal fyldt med stråmænd i dit indlæg.
Straks tilbage til groupthink, tak for at bekræfte mine fordomme - det bliver sgu samfundets undergang den dag, hele den vestlige verden er befolket med tøsedrenge og kyllinger, især hvis de fleste kvinder insisterer på at være svage og forsvarsløse.
At mænd er blevet ynkelige undrer mig egentlig ikke, men at kvinder, som jeg hele mit liv har beundret og respekteret, fordi de kunne noget, jeg ikke kan, er blevet forsvarsløse stakler, undrer mig virkelig. Den dag i dag er jeg mere bange for en hvilkensomhelst kvinde, end jeg er for en hvilkensomhelst mand. Bemærk, tøser på min alder og ældre: Dette er et udtryk for stor ros fra min side. Det var jer, der indviede mig i livets mysterier, ligesom det var jer, der lærte mig, hvor grænserne går.
:-)
Offermentalitet er farlig: Hvis man føler, at man er et offer, føler man også, at man har ret til hævn. Og hævn er noget lort!
Du taler med dig selv, så det vil jeg undlade at forstyrre dig i.
Citat fra artiklen: "Afvisningen skal trænes" - netop, her er nogle gode (gamle) tricks:
https://www.youtube.com/watch?v=-GJsld9IVjU
@Marianne
Jeg bakker bestemt også op om kampagnens formål, og jeg er ikke fuldstændig enig med forfatterens rationale, men kan godt være bekymret for at det endnu en gang fiser ud i sandet som et opråb fra kvinder, som fortrinsvis har den effekt, at sympatiske mænd afholder sig fra at flirte, mens krænkerne blot bliver ved og ved med at gøre og sige, hvad de har lært fra deres fædre og onkler i den tidlige begyndelse. Det er i hvert fald de bekymringer, nogle feministiske mænd har. Og det synes jeg godt, man kan diskutere uden at anklage kvinderne for at trække offerkortet og holde det ind til kroppen. Det er efter min mening en dybt forsimplet analyse af MeToo-bølgen. Men det er heller ikke helt ved siden af. For man må forstå at kampagnen er til fortrinsvis for at bryde tavsheden i kvindekulturen, og sideløbende er den også et opråb til mændene om at bryde tavsheden i mandekulturen om overgreb og den normaliserende og konkrete effekt, platte vittigheder har på fællesskabets normer og sideløbende på de kvinder, der ryger i kontakt med broderskabets klør. Den, der ikke reagerer, accepterer - som det hedder, i hvert fald på venstrefløjen. (Forleden - men længe før MeToo - overhørte jeg faktisk to fascister sidde i en togkupé og snakke om deres aversioner mod at blive kaldt racister. "Jamen jeg respekterer sig da, om du så er gul eller rødhudet", brugte neger-ordet og andet kolonialt herrefolkssprog. Der var direkte kvalmende at høre på, men heldigvis for mig og mit boblende temperament, skulle jeg af kort efter. Det var blevet en meget lang togtur, hvis jeg havde opdaget dem tidligere. Og jeg havde nok ikke vundet meget sympati ved at tvinge mig selv ind i deres egenkulturelle summen. Men jeg plejer nu at gøre det, selv om det ofte er nemmere som udefrakommende at håndtere andres foragt for/mod noget, man selv bliver ramt af, end personer, der ikke selv er til stede og overhører hadet.)
For unge og nyere generationer af mænd er der stadig håb om resocialisering, men jeg er nok bare mere pessimistisk anlagt angående den ældre generation, som flere kvinder i vores kønspolitiske forening også gestikulerende beskriver som kronisk fortabte. Der er ikke meget vi kan gøre ved deres fasttømrede kvindesyn end at stoppe dem fra at gøre ondt i situationen, for de er blevet for gamle til at have incitament til forandre sig.
Et oplyst grundlag er efter NIELS NIELSENS mening at mænd primært er opdraget af kvinder, ligesom kvinder er det. Altså kan man roligt lægge ansvaret over på kvinderne for de temmelig mange mænds dårlige, stupide, krigsliderlige, krænkende og voldelige adfærd! Ligesom alle kvindernes dårlige og onde sider også er kvindernes skyld! Kort sagt, at verden er så ond og dårligt regeret og funktionerende er kvindernes primære skyld. Nu ved I det! Glem det aldrig. Niels Nielsen er i sandhed vor tids Aristokrates.
Du har faktisk fanget mit argument glimrende i al dets ondskabsfulde sarkasme, Hanne Ribens. Ligesom alt ondt her i verden kan vinkles til at være mændenes skyld, er det kun et spørgsmål om at vælge sine ord rigtigt (eller forkert) for at få det hele til at være kvindernes skyld.
I realiteten har vi et fælles problem, og fælles problemer løses normalt ved fælles indsats. Mænd og kvinder er forskellige og har forskellig tilgang til konfliktløsning. Hvorfor det alene er den kvindelige konfliktløsningsmodel, der er politisk korrekt, er mig en gåde. Det er i hvert fald ikke, hvad jeg forstår som et oplyst grundlag.
Men jeg er jo også bare en gammel sur mand, der sidder fast i et fasttømret kvindesyn, mens alle de oplyste kvinder m/k her i tråden kun fremfører afbalancerede synspunkter, som på ingen måde bærer præg af gammelt nag og frustration.
Kompromisforslag: Det er Putins skyld!
;-)
PS: Der er noget, der tyder på, at jeres kampagne ikke virker:
https://www.avisen.dk/alt-er-som-det-plejer-sexchikane-kampagne-aendrer-...
Maria Jensen har da fuldstændig ret.
Problemet med kvindefrigørelsen er blandt andet, at mænd ikke reflekterer særligt meget over deres rolle i problemet. Det er og bliver kvindernes problem.
Ville det ikke være ganske rimeligt hvis Peter Aalbæk og omegn reflekterede over, at de faktisk opfører sig som nogle skiderikker? Er det for meget forlangt?
Er det ikke i orden, at de bliver udstillet på linje med andre, der udøver magtmisbrug?
He, Niels Nielsen, du er da ellers kommet i menneskehænder :)
Ekkokamre bliver så kaotisk støjende, hvis alle ikke siger det samme. Så måske er det bedre at tie stille en tid, indtil det værste vrøvl er klinget af?
Sider