Kommentar

Nye amerikanske sanktioner er en tikkende bombe for Putin – og for Trump

Putins oligarker er i panik. Nye amerikanske sanktioner risikerer at ramme dem personligt. Det sætter spørgsmålstegn ved deres loyalitet over for Putin. Samtidig er Trump i vildrede, for Kongressen står i vejen for, at han egenhændigt kan ophæve sanktionerne
Putins oligarker er i panik. Nye amerikanske sanktioner risikerer at ramme dem personligt. Det sætter spørgsmålstegn ved deres loyalitet over for Putin. Samtidig er Trump i vildrede, for Kongressen står i vejen for, at han egenhændigt kan ophæve sanktionerne

Jorge Silva

2. december 2017

I Rusland er der ingen ende på propagandaskabte håb, og storleverandør er som altid nyhedsbureauet Tass. Europa indser nu, at sanktionspolitikken imod Rusland er »meningsløs og frugtesløs«, citerede Tass mandag Sergej Jelezniak fra statsdumaens udenrigsudvalg for at sige. Og så meget må man give russerne: Visse mål forfølger de utrætteligt.

Rusland vil frygtelig gerne slippe for de internationale sanktioner, landet pådrog sig i 2014 ved invasionen og annekteringen af ukrainsk territorium. Sanktionerne er helt centrale for forholdet mellem Trump og Putin, herunder for, hvorvidt der foregik et hemmeligt ’Russiagate’-samarbejde de to imellem.

At få ophævet sanktionerne var et højt prioriteret punkt på dagsordenen ved det berygtede møde i juni 2016 mellem gesandter fra Rusland og Trumps kampagneledere. Sanktionerne blev indført, da Hillary Clinton var udenrigsminister, hvilket var en stærkt medvirkende grund til, at Putin-systemet og dets hær af hackere, bots og trolls efter alt at dømme arbejdede intensivt på at undergrave hendes valgkamp.

Amerikanske sanktioner gør ondt, fordi USA er en stor finansiel magt, men for Vladimir Putin er det lige så vigtigt at komme af med de europæiske sanktioner. USA’s og Europas sanktioner blev besluttet og implementeret på koordineret vis. Russiske penge er overalt i Europa.

I bogen Russia and the Western Far Right, udgivet for nylig, trækker forskeren Anton Shektovsov en forbindelse mellem Kremls støtte til populistbevægelser over det meste af Europa og den systematiske modstand mod sanktionerne, som førende politikere fra disse bevægelser konsekvent gør sig til fortalere for.

Putins oligarker i panik

Problematikken ulmer og kan koge over til februar, når USA’s kongres ventes at vedtage en ny runde skærpede sanktioner. Donald Trump underskrev i august modstræbende et lovforslag, efter at det var blevet næsten enstemmigt vedtaget i Kongressen, hvor man – under indtryk af efterretningsforlydender om russisk indblanding i præsidentvalgkampen – var opsat på at hindre Trump i at ophæve sanktionerne egenhændigt.

Countering America’s Adversaries Bill kaldes lovforslaget betegnende, og dets § 241 er tæt på at udgøre en bombe imod Putins pyramidalske magtstruktur. Paragraffen stipulerer, at pr. februar 2018 skal USA’s regering forelægge en rapport for Kongressen, der udpeger Ruslands »vigtigste oligarker, herunder deres forhold til Putin, vidnesbyrd om deres eventuelle korruption, anslåede nettoformuer og indtægtskilder«. De oligarker, som så vil falde under et nærmere defineret sæt kriterier, vil herefter kunne underlægges personlige sanktioner – herunder indrejseforbud og indefrysning af værdier.

Ikke alene ville Ruslands rigeste blive udsat for granskning uden fortilfælde, det samme vil overgå deres familiemedlemmer og alle i Vesten, der har gjort forretninger med dem. Lovforslaget går længere end noget andet tiltag rettet mod Putin og hans entourage. Afhængig af, hvor skrappe de bliver, og hvor konsekvent de gennemføres, har de potentiale til at destabilisere hele regimet.

Panik er derfor brudt ud blandt russiske de oligarker. Dan Fried, sanktionskoordinator i Obamas regering, nu tilknyttet tænketanken Atlantic Council, fortalte mig for nylig, at han aldrig har set noget lignende. Russiske oligarker har sendt en horde af lobbyister og advokater til Washington i forsøg på at finde ud af, hvad de har i vente.

»De vil vide, om der bliver udarbejdet en sort liste med navne,« siger Fried, der selv har fået flere »desperate henvendelser«. Ifølge Moscow Times er Ruslands rigeste i vildrede med hensyn til, hvordan de skal takle det forestående anslag. Nogle advokatfirmaer skal have rådet oligarkerne til at lade sig skille fra og registrere alle aktiver i deres snart tidligere ægtefællers navne som en måde at sikre aktiverne på.

Putins magt i fare

Personlige sanktioner rettet mod oligarker betyder seriøse problemer for Putins greb om magten. Rusland er et autoritært kleptokrati. Elitens loyalitet over for præsidenten afhænger af, hvilken beskyttelse han kan garantere dem. Den 65-årige Putins genvalg til marts er sikret, men han har også brug for at sikre sig, at det regeringssystem, han har skabt, holder stand.

Oligarker hader sanktioner, især den slags, der gør det sværere for dem at nyde den rigdom, de har samlet og placeret i udlandet – det være sig luksusejendomme i London, New York og på Rivieraen eller det brede netværk af offshore-konti, som Panama-papirerne har afsløret. Den russiske oligarkelite synger nok med på nationalismens melodier, men bor helst uden for Rusland, da velhaveres ejendomsrettigheder er bedst beskyttet der, hvor retsstatsprincipper gælder.

Fra Trump forlyder det, at Putin ikke har noget at skjule, og at den amerikanske præsident tror på Putin, når han benægter at have blandet sig i den amerikanske valgkamp – men sanktionerne lurer altid i baggrunden. Under sin rejse til Asien beklagede Trump sig over, at »Rusland har været meget, meget stærkt sanktioneret ... De blev sanktioneret på et meget højt niveau. Nu er det tid til at vende tilbage. Til at læge sårene.«

Trump-administrationen har endnu ikke indført de nye sanktioner. Faktisk er der mange tegn på, at processen står i stampe, men uret, der tæller ned til februarfristen lige før det russiske valg, tikker videre. Trump og Putin sidder 8.000 km fra hinanden, men de kan begge høre urets tikken højt og tydeligt.

Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Frede Jørgensen
Alvin Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Fra Trump forlyder at Putin ikke har noget at skjule..." - lol, det er nok en tillidserklæring, Putin helst ville have været foruden!

Flemming Berger, Alvin Jensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar