Læserbrev

Penkowa-kulturen fremmes af universitetsledelsen

4. december 2017

Penkowa-sagen var ekstraordinær pinlig for Københavns Universitets (KU) ledelse. Men nye penkowaer forebygges vel nemt med officielle formuleringer som denne fra universitetet: »… forskning udøves med en høj faglighed og i en kultur, der følger såvel danske som internationale standarder for god videnskabelig praksis …«

Hvilken ’standard’? Der er ’guidelines’, som f.eks. ’Vancouver guidelines’, med et centralt krav om, at forfattere til publikationer skal bidrage substantielt og tage ansvar for indholdet.

Den faktiske forskerkultur så? Forleden fik jeg et referat af en ph.d.-studerendes oplevelse af videnskabelig praksis: »Jeg har fem vejledere, og af måske naturlige årsager er det ikke dem alle, der bidrager med lige meget. Men det virker som en selvfølge, at vejledere indgår som forfattere, om end vejlederbidraget ikke nødvendigvis er kompatibelt med Vancouver guidelines. Man laver ikke et oprør over for sine egne vejledere af frygt for, hvad det vil bringe. Oplever ’studehandel’ med forfatterskaber a la: hvis du leverer ’et eller andet’, så kommer du med som forfatter…«.

Gennem mange år har jeg hørt den slags udsagn fra ph.d.-studerende. KU gør noget. De kræver, at ph.d.-vejledere skal deltage i et tre-timers kursus om etik. Men samtidig giver de en massiv tilskyndelse til at indgå de studehandler, den ph.d.-studerende oplever og dermed oplæres i: De har antal (med)forfatterskaber som et dominerende succeskriterium ved ansættelser og de uvidenskabelige rangeringer af universiteter. I tilgift sker fordeling af bevillinger bl.a. på basis af forfatterskaber.

Denne ’kultur’ er alment kendt. Dermed er et 3-timers uforpligtende snakkekursus selvfølgelig også bare camouflage over en syg uvidenskabelig praksis måske udtrykt ved dusinvis af årlige artikler trods lederroller og massiv offentlig optræden hos nogle. Det vil være simpelt at behandle sygdommen. Tilfældigt udtræk af medforfattere til ph.d.-artikler til offentlig overhøring i deres bidrag ved ph.d.-forsvar. Tilsvarende faglig overhøring i tilfældige artikler fra publikationslister ved stillingsbesættelser.

Carsten Enevoldsen er professor på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Michael Kongstad Nielsen
Toke Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I sig selv lyder det som en mærkværdig form for ph.d. skrivning, noget lignende ville næppe finde sted på humaniora, i hvert fald, hvor en afhandling vil være et selvstændigt værk, udført af doktoranden under vejledning, men ikke mere.

Michael Hullevad og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar