Klumme

I prekariatet kan vi tage identiteten tilbage

Prekariatets usikkerhed er et tveægget sværd. Vi er mange, der driver fra det ene småjob til det næste projekt uden chance for, at banken tør låne os penge til hverken bil eller bolig. Men vores identitet er ikke længere lænket til det faste arbejde og gulduret efter 50 års tro tjeneste
19. december 2017

Der skete noget på min deltidsarbejdsplads den anden dag. En ansat fejrede 50-års jubilæum med champagne og kollegial gave. Et ur. Der blev holdt en tale. Folk skålede og sagde: »50 år. Hold da op.«

Jeg fandt optrinnet mærkeligt skræmmende. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan i alverden det at have henslæbt et halvt århundrede det samme sted skulle være noget at fejre.

Den følelse vender vi tilbage til.

Min generation er blevet beskrevet (først af den britiske økonom Guy Standing i 2011, og siden af rigtig mange andre) som en ny klasse med betegnelsen prekariatet.

I Danmark er vi som regel højt uddannede og velkvalificerede – men vi har ikke nødvendigvis fast arbejde. I stedet driver vi fra småopgave til småopgave som freelancere eller projektansatte. Og derefter må vi, som rabieshunde med savklinger på albuerne, råbe højt og sælge os selv i håbet om at få det næste ’gig’.

Vi er sårbare (prekære) og prisgivet arbejdsmarkedets luner. Vi er i konkurrence med hinanden og har svært ved at organisere os og kræve rettigheder og sikkerhed, som vores forældre og deres forældre gjorde. Måske er vi endda forhindret i at protestere mod vores situation, fordi det kan forværre vores chancer for at få den næste lønseddel.

Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at prekariatet er en ny klasse.

Vi er alle prekariatet

De foregående generationers frygt kommer af, at debatten om prekariatet er en håndfast påmindelse om, at alle lønarbejdere (også dem med fast job) er prisgivet arbejdsmarkedets flygtige luner. Vores identitet, sammen med vores arbejde, kan splintres til atomer på sekunder.

Dagbladene afskediger flere og flere fuldtidsarbejdere, slagterier flyttes til Polen, og robotterne tager både de langt og de kortuddannedes job. Fagbevægelsens rettighedssejre er kun en stakket frist. Kapitalen skal nok finde smutveje til udnyttelse af proletariatet, så længe den stadig kontrollerer den globaliserede verden.

Vi er alle prekariatet. Vi havde bare glemt det. Men den indsigt kan lede os fremad. Det skal ikke være arbejdsmarkedets luner, der afgør vores identitet.

Tilbage til min følelse af fremmedhed over jubilæet på mit prekære deltidsjob. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at skulle binde mig selv til en arbejdsplads i årtier af gangen.

En mere fri identitet

Jeg vil lave mange ting, på mange forskellige måder, talløse forskellige steder. Jeg vil skrive om tusind ting, lave radio, skrive en tegneserie. Jeg vil gøre det, forældre og film har fortalt mig, jeg skulle, siden jeg så småt begyndte at forstå dem: følge mine drømme.

Også hvis jeg skal have et mindre glorværdigt arbejde ved siden af, eller kun bliver betalt for mine ord i håndører. Min identitet er ikke, og bør ikke kun være, hvordan jeg tjener penge.

Det er til gengæld et enormt problem, at folk uden gammeldags fast arbejde har svært ved at tage lån til at købe en bolig. Vi passer dårligt ind i samfundets store regneark over de arbejdsløse og de skattebetalende.

Når vi har slået fast, om nye bekendtskaber hedder Møller eller Schmidt, er det første, vi spørger om, hvordan de skaffer deres levebrød. Vores arbejde er indlejret i vores samfund og vores kultur som den vigtigste af vores mange identiteter.

En større social sikkerhed for freelancere, deltidsansatte og de, der for eksempel af mentalhelbredsmæssige årsager ikke kan arbejde på en enkelt arbejdsplads 37 timer om ugen, vil kun for alvor være mulig, hvis vi drastisk får udvidet (og opløst) vores idé om arbejdsidentitet – og vores rettigheder følger med.

Men at vores identitet som mennesker bliver andet og mere end det arbejde, vi tjener bedst på, er kun en positiv udvikling, som bør udbredes til alle lag af samfundet. Direktøren kunne passende sidde lidt i Føtex, en mekaniker kunne skrive denne klumme, og jeg kunne malke en ko.

Industrisamfundets langsomme død giver os muligheden for at skabe en identitet, der er mere fri, end vores forældres.

Jens Haag er blogger. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Erik Christensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Steffen Gliese, Erik Christensen, Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Jens Haag,
Du har ret i at alles rettigheder skal følge med.
Men hvordan gør vi det uden gennemførte arbejdstidsaftaler?
Jeg ved ikke hvad fagbevægelsen laver i øjeblikket, men det burde være muligt at få aftalt prekariater også. Fordi det er sådan det er.

David Zennaro, Per Klüver og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
John Christensen

"Prekariatet kan tage identiteten tilbage"

"Industrisamfundets langsomme død giver os muligheden for at skabe en identitet, der er mere fri, end vores forældres."

Hvad er det for en identitet som er så vigtig for skribenten?

Man kan da ikke tage noget tilbage - der aldrig har været der!

At elske prekariatet, er vel kan man sige, at gøre en dyd ud af nødvendigheden.
Det er også nemmere for kandidater i kommunikation, end for eksempel for praktikpladsløse på erhvervs- og produktionsskoler.

Hvad skulle der være til hinder for at stå sammen imod de vilkår som vi bydes?

Tror skribenten virkeligt, at prisen for at sige HØJT OG TYDELIGT FRA er blevet større idag end den pris som vores forgængere har betalt.
Så er vores identitet da givet, vi er blevet LUDERE.

Gustav Alexander, Egon Stich, Jeppe Lykke Møller, Jens Falkenberg, ulla enevoldsen, Per Klüver, Tue Romanow, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jens Haag - Det her er jo helt ude i hampen - du bør skrue ned for cannabisforbruget.

Henning Kjær, ulla enevoldsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Prekariatet kan leve det frie liv, hvis det har en borgerløn at stå på. Det siger Jens Haag ikke noget om, og det undrer mig, især når Guy Standing nævnes.
Vi skal lave en borgerløn, som er til at leve af. Hvad folk bestiller ud over det er fest og farver.
Prekariatet, der består af alle med et besværligt forhold til arbejdsmarkedet, omfatter en stor befolkningsgruppe. Hvis vi forestiller os, at det også omfatter alle dem, der er kede af deres arbejde plus dem, der direkte hader deres job, så bliver det virkelig interessant, så interessant at vi skulle tænke på at skabe en anden arbejdsmodel og samfundsmodel. Det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi spilder vores liv hver dag med at ærgrer os over det, vi laver. Lad os få et nyt syn på løn og arbejde.

Morten Isaksen, David Zennaro, Annette Hjort Knudsen, Tor Brandt, Eva Schwanenflügel, Jørgen Larsen, Jeppe Lykke Møller, Carsten Svendsen, morten rosendahl larsen, Karsten Lundsby, Peter Nielsen, Erik Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Måske er det fordi du vil forfølge drømmene at du ikke kan låne penge.
Drømme kan ikke altid betale regningerne.
Arbejdet er for mange ikke ren lyst og skal heller ikke være det.
Så smøg ærmerne op og kom i gang med- at arbejde -som så mange andre.

Claus Nielsen, Jens Falkenberg og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg har tilhørt prekariatet hele mit liv uden at vide det, før jeg læste Guy Standings liv.

Jeg kan skrive under på, at det på mange måder er et fedt liv, man er i mange sammenhænge sin egen herre, og i mit tilfælde har de talenter, som jeg har kunnet sælge til diverse arbejdsgivere, været af en karakter, som gav mig en god forhandlingsposition, når der skulle aftales arbejdsforhold og løn.

Bagsiden af medaljen er, at man altid er kontraktansat og derfor aldrig kan hellige sig opgaven fuldt ud, men altid må have et blik i kalenderen for at sikre sig, at man også har en indtægt til næste år.

Men hvis disse prekære omstændigheder kombineres med en stærk klassebevidsthed som ultimativt medlem af arbejderklassen, kan den omstændighed, at vi efterhånden alle er prekariatarer være med til at fremtvinge de nødvendige forandringer, der skal til for at skabe et mere menneskevenligt samfund.

Igen er faren, at vi står med det ene ben i selvejerklassen, og derfor risikerer at vore tankebaner forurenes af småborgerligt tankegods. Men det var vel vilkårene også for vore forældre, så det må vi tage i stiv arm ved at bekæmpe den småborgerlig egoisme og forsøge at satse lidt mere på vore fælles interesser.

Revolutionen er permanent, der er intet tusindårsrige, der står og venter på os for enden af regnbuen, så ligesom Sisyfos må vi hver dag give stenen et skub opad, selvom det umiddelbart forekommer nyttesløst..

Morten Isaksen, Henny Paudel, David Zennaro, Gustav Alexander, Tor Brandt, Egon Stich, John Christensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, søren ploug, Niels-Simon Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, morten rosendahl larsen, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Nu har den traditionelle lønarbejder vel altid haft sin frihed til at sælge sin arbejdskraft til hvem han/hun ville. Til gengæld har denne frihed også betydet frihed fra, at eje andre produktionsmidler end egen krop og sjæl.

Og artiklen beskriver vel meget godt den frihed der ligger i ikke, at være bundet til en bestemt arbejdsidentitet, men til gengæld det manglende sikkerhedsnet der ligger i løs arbejdstilknytning

Jeg har dog svært ved, at se det frigørende perspektiv for prekariatet. Hvad det snarere udtrykker af en om sig gribende proletarisering af også den akademiske klasse. Hele tiden at skulle være på farten på vej mod det næste projekt, som skal sælges på købers marked må alt andet lige føre til en form for rodløshed. Hvem betaler terminen næste gang? Den slags spekulationer kan kun stille arbejdstageren relativt svagt. Det er muligt, at det er den vej udviklingen går, men det er ikke ubetinget godt, og kun de stærke og veluddannede kommer sikkert helskinnede igennem det.

Jan Damskier, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Hans Martens og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jan Boisen, det er netop denne proletarisering af ikke-proletarer, som jeg ser som en gylden mulighed. Så længe det bare er de 30% ringest stillede, der brokker sig, sker der ikke noget. Men når middelklassen ser sine privilegier forsvinde, er der en mulighed for at skabe forandring til det bedre. Og en risiko for, at forandringen bliver til det værre, men det er jo netop derfor vi bruger så meget tid på at diskutere, hvor vi skal hen.

Tor Brandt, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar

Jo Niels Nielsen - Middelklassen har jo sikkert stor politisk indflydelse, men først skal den jo gennemleve en proletarisering - inden den kan blive "revolutionær". Det kan synes, at være "elendighedsteoriens" antagelse om igen.

Artiklen nævner jo, at vi alle er en del af prekariatet, men det egentlige proletariat af lønarbejdere bliver jo i stigende tempo gjort overflødigt i vores del af verden

Og artiklen nævner jo også nødvendigheden af, at være i fremdrift og have rundsave på albuerne for prekariatet, hvilket jo langt fra kan sidestilles med, at være herre over egen arbejdssituation

Så et eller andet sted så går vi måske fra, at en god uddannelse var lig med gode muligheder for jobsikkerhed og social tryghed - til at det ikke er det. Det er måske perspektivet for unge og nyuddannede akademikere - men lidet attråværdigt alligevel trods alt.

Morten Isaksen, Eva Schwanenflügel, søren ploug, Niels Duus Nielsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg anerkender, at det er en afart af elendighedsteorien, jeg fremfører. Som ganske ung var jeg forblændet af denne teori, men jeg indså (bl. a. på grund af Baader-Meinhof-gruppens anvendelse af teorien), at den var alt for for farlig, da elendigheden ligeså godt kan føre til fascisme som til socialisme - hvad den nutidige udvikling i USA måske er et eksempel på.

At jeg alligevel betragter det som en gylden mulighed skyldes, at det ikke længere er mig og mine, som forsøger at fremprovokere denne elendighed med det underliggende formål at skabe en revolutionær tilstand, men mine modstandere, som viser deres sande ansigt ved at proletarisere størstedelen af befolkningen.

Enhver mulighed for sejr indebærer en mulighed for nederlag, hvilket i mine øjne bare gør det endnu mere vigtigt at råbe op.

I fordums tid var landproletariatet jo også løst tilknyttet til jobs. Daglejernes lod var, at møde tidligt op og udbyde deres arbejdskraft. Måske var der en dagsløn, at hente - og måske var der ikke.

Sammenligningen er ikke helt god for nutidens prekariat er måske alligevel bedre stillet. Men alligevel er sammenligningen ikke helt i skoven. Kun arbejdskraftens organisering kunne løse problemet.

Men nu var nogle af datidens daglejere måske i virkeligheden husmænd der skulle supplere op

Nutidens prekariat står vel egentlig lidt i samme situation. Bortset fra at tilbyde deres arbejdskraft er de i realiteten "besiddelsesløse". Og det måske så alligevel en sandhed med modifikationer.

Netop ved at besidde noget har middelklassen også noget, at miste. Mon ikke det handler om for de unge akademikere, at få foden inden for et sted - og få en fast stilling?

Men det kræver sikkert hårdt arbejde og tålmodighed - og er for mange er det sikkert langt fra et overstået kapitel ved de 30 år.

Men dermed vil jeg så også konkludere, at den frihed mht. identitet som prekariatet har med løs tilknytning til et fast job er der givet få der bevidst stræber efter - endsige, at det er værd, at stræbe efter, selv om nogle kan holde skindet på næsen som freelancere.

Morten Isaksen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Åh jeg må gnide brillerne, her er der en, der i alvor tror at identitet er noget værd som fuldstændig relativ ide - og går jeg ud fra - af mangel på historisk forståelse går op i denne fluffy "identitet" som noget vigtigt. Så kan J.H. jo tænke over hvilke fragmenter af denne identitet, han vil smøre på brødet, når der ingen lønmæssig sikkerhed findes og når alle de fantastiske jobs, han vil ha' , pludselig udebliver. Prekariatet er de moderne daglejere, som en anden gør opmærksom på. Prekariatet er stress, potentiel fattigdom, møder på det livsødelæggende, formynderiske jobcenter. Ideen om en frihed til at gøre hvad man vil er ikke lig med, at det kan lykkes under de givne omstændigheder. Det du, kære skribent, åbenbart ikke har opdaget er, at det netop er den økonomiske frihed, der er blevet taget fra dig. Du har intet at forhandle med, udover dit liv, som kan erstattes af andre på et splitsekund. Du nævner selv konkurrencen. Og hvordan er det at konkurrere med andre, som ikke får jobbet? Med mindre de fik det og du må stå med hatten i hånden. Det fører til stress, frygt og fuldstændig mangel på solidaritet. De gamle tiders arbejderkamp handlede netop om at agere samlet, så man havde noget at skulle have sagt overfor arbejdsgiveren. I dag har man snart intet, fordi folk ikke forstod, hvor vigtige fagforeninger var, og det endte med at også fagforeningerne solgte ud og blev ufarlige og uduelige. Det du kalder prekariatets frihed er frihed til fattigdom: Arbejdsgiverens frihed til at lønne dig som han vil, mens han spiller golf i Rungsted og på Sydhavsøerne. Det kunne ikke falde han ind at sidde i Føtex. Det vi er vidne til, er ganske enkelt ulighedens tilbagekomst. Det du får er fattigdom og ulighed og jobcenterformynderi. Eller vi kan - som Guy Standing foreslår, indføre en ordentlig borgerløn, så den frihed, du efterspørger rent faktisk ville kunne blive en realitet.

Morten Isaksen, Annette Hjort Knudsen, Tor Brandt, Egon Stich, Niels Duus Nielsen, Inger Nilsson, Eva Schwanenflügel, Jørgen Larsen, søren ploug, Herdis Weins, Jens Falkenberg, Bjarne Bisgaard Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Jeg ser ingen tendenser til at folks arbejdstitel eller jobstatus, begynder at betyde mindre, tværtimod ! Og jo mere arbejdet fylder, jo mere uinteressant bliver man jo også, som person, i alle andre sammenhænge, og så har man jo kun jobbet tilbage..Men man får meget status ud af det, åbenbart. vel også derfor at borgerløn formentlig aldrig bliver en realitet i danmark.....De ultraliberales fortælling til folket gennem medier, film osv er jo også, arbejd, vær bange for alt og alle men mest af alt..forbrug ! Til du kradser af af stress....med gulduret om håndleddet.

Tor Brandt, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Morten Rosendahl Larsen, folk er hamrende angst for en fremtid, hvor de i fritid kan bestemme over deres tilværelse og selv står med ansvaret for at blive gode moralske og ansvarlige i forhold til fællesskabet.
I realiteten har vi i 30 år opfundet fuldkommen unødvendige stillinger på mellemlederniveau, for at folk kan have en rimelig indkomst og bilde sig ind, at de gør gavn for føden - og at overklassen fortsat har kunnet høste frugterne af fællesskabets fælles indsats.
Men det kan jo ikke blive ved med at gå: folk kan ikke kæmpe imod friheden til evig tid.
Jeg har det som Niels Nielsen: siden jeg begyndte at gå i teatret, har jeg vidst, at jeg ville oversætte dramatik, hvilket er min profession, uanset om jeg kan leve af den eller ej. Teatret og andre færdigheder i relation til det har givet mig mulighed for i perioder at udføre andre job, som først og fremmest har tilfredsstillet det, som det handler om for mig: at kunne være andre behjælpelige med det, jeg kan - ligesom jeg fra barnsben har sat pris på folk, der var behjælpelige overfor mig med det, de nu engang kunne. Det er også sådan, jeg helst vil se samfundet, fordi det var sådan de samfund, min barndoms litteratur fremstillede verden. Og jeg behøver ikke få ændret mit billede af det - for det er jo den vej, det uundgåeligt går, når maskinerne tager det sure, og vi kan bestemme os til at udøve det mellemmenneskelige og interessante og personligt udviklende.

Morten Isaksen, Annette Hjort Knudsen, Tor Brandt, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Steffen; din naivitet vil ingen ende tage, man kunne også kalde det en vision eller et håb, selvom den slags mest hører hjemme i religionerne, men gid du havde ret.

Nej, det er en benhård kalkulation, Ulla: kun ved at gøre sig uafhængig af diverse status- og værdimarkører kan man komme til at beskæftige sig med det, man selv brænder for; men det har heller aldrig sagt mig noget. Tanken om den såkaldte frihed ved at besidde en bil løber mig koldt ned ad ryggen. :-)

Tor Brandt, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Hvordan i alverden skulle tendensen mod løsarbejde gå hånd i hånd med større frihed? Desto sværere man har ved at forudsige hvornår/hvorledes den næste løncheck kommer, desto mindre fri er man.

Det er derudover alt for tidligt at snakke om industrisamfundets død. Ganske vidst er der flere og flere jobs i serviceerhverv og relativt færre i industrijobs. Det interessante er blot at industrien stadig står for størstedelen af omsætningen samt stigning i produktivitet henover årene. Der har ikke været lignende stigninger i omsætningen ved serviceerhverv. Det vidner naturligvis om at ting med intrinsisk brugsværdi også er lettere at sælge, modsat serviceydelser.

Det er ikke i og for sig et problem at identificere sig med sit arbejde. Problemet er at meget arbejde i dag virker arbitrært og fremmedgørende. Buschaufføren der bilder sig selv ind at den offentlige transport står og falder med hans indsats, den smålige funktionær etc. Mange mennesker reagerer på intens fremmedgørelse ved at konstruere en løgn om vigtigheden af netop deres egen fremmedgørelse. Arbejdet bliver dog ikke mindre fremmedgørende af at blive atomiseret i 1000 forskellige løsjob. tværtimod. Fremmedgørelse handler om at man skal genoprette en direkte relation mellem det man producerer og dets anvendelighed. Af samme grund er den mest fremmedgørende handling vel at sidde på et kontor og skubbe papir for en bank eller lignende.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Steffen, du svarer på noget andet end det, jeg henviser til. Hvad der løber dig koldt ned af ryggen, er desværre ikke relevant, selvom vi deler denne rygkulde og årsagerne dertil. Det, der er relevant er, at et oligarki er ved at overtage magten og at de er aldeles ligeglade med befolkningens ve og vel og på mange måder også kan tillade sig at være det, fordi vore rettigheder er på retur. Med andre ord har disse oligarker frihed til at ansætte og fyre som de vil: at erstatte den ene med den anden. De kannibaliserer land og befolkning og vi har kun lidt at stå imod med. Se bare på USA, som man ikke kan kalde et demokrati, men et skindemokrati. Verden ejes af disse kleptokratiske rigmænd, ja, de ejer mere og mere, herunder prekariatet - og de landgrabber stadigt mere. Så kan du stå der med din gode vilje og din gode intention, men det rører ikke oligarkerne og deres medløbere.