TV2 bragte i oktober to udsendelser fra retspsykiatrisk afdeling i Glostrup. Udsendelserne gav et meget interessant og til tider rørende indblik i livet blandt de svært sindssyge mennesker, der lever store dele af deres liv mere eller mindre indespærret på en institution.
Nu hvor julen nærmer sig, kommer jeg til at tænke på et klip, der gjorde et særligt indtryk på mig; Det var da patient Kristian af personalet fik en ganske ydmyg gave på sin fødselsdag: En deodorant og noget barberskum. Hvor Kristian ellers fremstod meget presset af sin livssituation, så man, hvordan han lyste op med et glad smil og nærværende blik i øjnene. Det var tydeligt, hvor glad han blev for den lille erkendtlighed.
Jeg er derfor blevet overrasket og beskæmmet over at høre, at det kun kan lade sig gøre at give patienterne gaver til jul og fødselsdag, hvis personalet betaler af egen lomme! Jeg synes, det er et meget fattigt og umenneskeligt samfund, der ikke har råd til at tilgodese, at disse meget syge og ensomme patienter kan få glæden ved at modtage en lille jule- eller fødselsdagsgave.
Jeg beder derfor Region Hovedstaden om at sikre, at langtidsindlagte psykiatriske patienter får muligheden for at føle sig bare lidt normale ved vores højtider. Det er jo ikke mange kroner, det drejer sig om – og slet ikke i forhold til den glæde, gaverne tydeligvis giver patienterne!