Kommentar

Er du religiøs, må du snige dig langs væggene i det offentlige rum

Som praktiserende muslim føler jeg mig tvunget til at gemme min religion væk. Samfundets ikkereligiøse segment har nemlig overtaget retten til at definere, hvad der er skik og brug på vores fælles gader
2. december 2017

Jeg bad forleden den muslimske bøn på et offentligt bibliotek. Det var en meget kort affære, som hurtigt skulle overstås. Jeg følte mig som en decideret kriminel og håbede inderligt, at ingen ville opdage mig i færd med at udføre denne afskyelige handling.

Da jeg var færdig med min samfundsundergravende aktivitet, gik jeg skamfuldt tilbage til mine bøger. Mens jeg sad der og bladrede i en bog, grublede jeg over, hvorfor havde jeg denne følelse af skam? Hvordan kunne en kort bøn på fem minutter føles, som om jeg var i færd med at begå en grufuld handling? Jeg indså, at følelsen skyldtes den velkendte frase om, at religion ikke har noget at gøre i det offentlige rum.

Følger man med i den offentlige debat, får man unægtelig det indtryk, at det offentlige rum i dag ejes af et bestemt segment af befolkningen.

Når politikerne og uddannelseslederne på rigets uddannelsesinstitutioner samstemmende siger, at de ikke ønsker religion i det offentlige rum, definerer de indirekte, hvem dette offentlige rum tilhører: nemlig samfundets ikkereligiøse segment, som jeg ikke er en del af.

De religiøse som jeg må selvfølgelig gerne færdes i det offentlige rum, vi må bare ikke vise nogen tegn på religiøsitet. Det er, som om det er skandaløst at være religiøs; som om det har en ødelæggende virkning på samfundet. Som religiøs ender man som fremmedgjort og stigmatiseret.

Af og til får jeg den tanke, at det offentlige rum i virkeligheden er en privatsfære for den ikkereligiøse del af borgerne. Af uransagelige årsager er religiøse mennesker ikke en del af diskussionen om normer og skik i det offentlige. Deres ord er mindre værd, og deres medbestemmelse er ikkeeksisterende.

Det sekulære består

Vi trænger til en grundig debat om, hvordan det offentlige rum kan indrettes, så der er plads til alle.

Man kan ikke bare lukke diskussionen med, at religion bør praktiseres i det private i et sekulært samfund. For det truer ikke det sekulære samfund, hvis mennesker udøver religiøse handlinger såsom at bede på et offentligt sted eller gå med niqab uden for hjemmets fire vægge.

Den slags er ikke det samme som at kræve, at religiøse forskrifter bliver en del af den danske lovgivning – hvilket kan give de fleste åndenød. Det sekulære samfund er med andre ord ikke udfordret.

Det mest forbilledlige ville være at give alle borgere lige adgang til det offentlige rum. Enhver, der er jøde, kristen, muslim, buddhist, ateist, agnostiker eller andet, burde kunne bevæge sig i det offentlige rum uden at føle sig tvunget til at skjule sin religion, ideologi eller livsanskuelse. Uden at skulle forholde sig til niqabforbud, tørklædeforbud eller kravet om, at en vigtig del af dem gemmes væk.

Friheden er ufuldstændig, hvis kun tanken er fri. Eller hvis man kun må nævne, at man er religiøs, men ikke opføre sig religiøst.

Ligestilling

At være religiøs muslim er i 2017 næsten det mest kontroversielle, man kan begive sig ud i. Af og til kan jeg ikke lade være med at tænke på det gamle apartheidsystem, hvor hvide mennesker havde rådighed over det offentlige rum i højere grad end sorte. Den parallel lyder måske overdreven, men man sniger sig vitterligt langs muren, når man som synligt religiøs færdes i det offentlige rum

Så lad os vende tilbage til tanken om, at færdselsreglerne i det offentlige rum i Danmark alene skal sikre den offentlige orden. Lad os indse, at alle meldinger om, at man ikke gider se på religiøse symboler og praksisser i det offentlige rum, i bund og grund alene beror på personlige og subjektive antagelser og fordomme.

Dem har alle ret til at have, men vi bør ikke handle på dem som samfund. Der er sikkert en masse ting i samfundet, som vi hver især ikke har lyst til at se på, men som vi må affinde os med, fordi de netop findes i det offentlige rum.

Det handler ikke om at efterleve eller falde på knæ for religiøse forskrifter eller traditioner. Det handler heller ikke om at gøre op med tanken om, at Danmark er et sekulært, demokratisk samfund. Det handler alene om ligestilling.

Mohamed Abdurrazaaq er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Lykke Jensen
  • Per Jongberg
  • Viggo Okholm
Andreas Lykke Jensen, Per Jongberg og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Troen på den frie vilje er motoren i al småborgerlig/selvretfærdig moral. Den tillader de heldigt stillede at føle stolthed og en absolut ret til sine privilegier, og byder den forfordelte at føle skam over sin ulykke. Den udbredte tro på den frie vilje er således en mare på vores samfund, og en væsentlig hvis ikke uoverstigelig barriere mod virkeliggørelsen af et solidarisk samfund.

Omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man gør bedst i at handle som om at man har en fri vilje. Psykologisk set er det destruktivt for både en selv og ens omgivelser, at betragte sig selv som et offer for omstændighederne.

Altså er der for mig at se tale om et paradoks, som vi som samfund bør komme i gang med at tale i dybden om, frem for fortsat at forlade os på de selvsamme intuitioner, som gør for eksempel selvretfærdig gudsdyrkelse mulig.

Et provisorisk bud på at komme overens med paradokset kunne være, at man bør indstille sin moral i overensstemmelse med en forståelse af, at andre mennesker ikke handler frit, men i en samtidig tro på (en villet blindhed, om man vil), at man selv altid har muligheden for at handle anderledes.

Ikke videre tilfredsstillende som aksiom at være, men på den anden side lever vi allerede i vanvid...Det kan næsten kun blive bedre..?

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, jeg skulle lige til at fare i blækhuset, men så skriver du:

"Omvendt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man gør bedst i at handle som om at man har en fri vilje. Psykologisk set er det destruktivt for både en selv og ens omgivelser, at betragte sig selv som et offer for omstændighederne."

Jeg er helt med på din leveregel: Tilgiv de andre, thi de vide ikke hvad de gøre, men vær hård ved dig selv og tag dit ansvar på dig. Det er sådan, jeg prøver at leve mit liv!

Jens Thaarup Nyberg

niels astrup; 04. december - 10:03
"Jens: Visdom og viden har sendt mennesket til månen. Gudstroen sendte dem ind i tvillingetårnene."
Ja, gud er en projektion af os selv.

Jens Thaarup Nyberg

Morten Balling; 03. december, 2017 - 15:26
"... Vi har ligesom valgt at sætte en ny pigtråd op. Nu står den bare ved Big Bang, og det er ikke svært at argumentere for at tid før tiden, svarer til nord for Nordpolen."
Du refererer her til den besynderlige opfattelse at tiden skulle være begyndt med big-bang; filosofisk set er den uholdbar, da vi som udgangspunkt for big bang taler om energi, der ikke kan tænkes som ubevægelig og derfor indebærer tid. Og energi er ikke er opstået spontant, antager vi.

Niels Duus Nielsen

Jens Nyberg, måske er tid en menneskelig ting. Romerne havde en gud for begyndelse og afslutning, de kaldte ham Janus, og han havde to hoveder, et der så fremad og et, der så bagud. Vi dødelige har kun eet hoved, og kan kun se een vej, hvorfor vi er nødt til at få hjælp fra et andet menneske, hvis vi vil have rygdækning.

Big Bang er kun en alt for menneskelig forklaring: Her står vi, og kan kun se fremad. Hvis vi havde været guder med to hoveder ville vi have fúndet en anden forklaring, som også forklarede, hvad der skete bagved os. Men hvis naturen nu slet ikke har et hoved, ville der jo slet ikke være et behov for at inddele virkeligheden i tidsenheder.

Okay, det er langt ude, jeg ved det - hvad jeg forsøger at eksemplificere er, at vi gør vores behov for forståelse, sammenhæng og funktionalitet til et centralt træk ved virkeligheden. Ligesom guder er en projektion af mennesket, er tiden måske en projektion af vores begrænsede sanseapparats begrænsede omgang med virkeligheden, en virkelighed, som i sig selv er ufattelig og meningsløs.

Der er meget mere, vi ikke ved, end vi ved. Alligevel lukker vi os om det vi ved, og vender ryggen til det, vi ikke ved - som en flok hulemænd omkring lejrbålet, med ryggen til det ukendte. Teorien om Big Bang er en måde at bortforklare vores uvidenhed på ved at erklære, at spørgsmål om, hvad der skete før Big Bang, er meningsløse.

Intet barn med respekt for sig selv ville acceptere et sådant svar, men ville straks spørge: Hvorfor det? Og spørgsmålet er fuldt legitimt, forskerne bryder sig bare ikke om at indrømme, at børn er bedre filosoffer end de fleste voksne.

Sider