Klumme

Sandheden om kapitalismen er udstillet i Illums julevinduer

Hvis man tager kampen for kulturel lighed alvorligt, fører #MeToo-kampagnen direkte til økonomisk klassekamp. Og hvis man tager Illum alvorligt, må man udstille det, de udstiller
2. december 2017

Nogle gange skal man se sandheden i et udstillingsvindue på Strøget i København. Det er jul, og Illum har i år lavet bemærkelsesværdige udstillinger i deres vinduer med det kulturelle ungdomsoprørs idealer.  

Det er en kulørt trappe med slogans i forskellige farver på hvert trin: LOVE står der på øverste trin. Derefter følger nedad PEACE, NO RACISM, NO SEXISM, NO VIOLENCE og til sidst NO HOMOPHOBIA. Oven på trappen er et fredstegn med vinger i en slags batik-æstetik.

Der er ingen priser på trapperne og vingerne, det er ikke varer, som er sat til salg, men et politisk program, det er udstillet. Alle de krav, som engang var modkulturelle og forbundet i en modstand mod kapitalismen, fungerer nu som visuel muzak til årets forbrugsfest. Det kommercielle vindue til forbrugerne ligner plakaten til en genindspilning af hippieklassikeren Born to be Wild.

Man kan sige, at kapitalismen har spist sine modstandere, og nu sælger på sine gamle fjenders skønhed og løfter om et bedre liv. Men man bliver jo præget af det, man spiser, og en kapitalisme, der hylder fred og ligestilling mellem kønnene og bekæmper foragt for homoseksuelle, er alt andet lige at foretrække i forhold til en kapitalisme, der sælger på kvindeforagt og had til homoseksuelle.

Udstillingsvinduet udstiller således en kapitalisme, som bekender sig til den form for lighed, der vinder frem i verden. Men den forholder sig ikke til den form for lighed, der taber. Det, man kunne kalde den kulturelle eller eksistentielle ulighed, bliver mindre og og mindre i Vesten, mens den økonomiske og sociale ulighed bliver større og større.

Kvinder, farvede, åbenlyst homoseksuelle og minoriteter er ikke afskåret fra job i overklassen, men afstanden mellem overklassen og resten vokser. 

Den serbiske økonom Branco Milanovic skelner mellem to former for ulighed: Den lodrette og den vandrette. Den lodrette er den økonomiske ulighed mellem de sociale klasser, mellem de rigeste og resten, mens den vandrette er den kulturelle ulighed mellem mænd og kvinder, farvede og hvide, homoseksuelle og heteroseksuelle.

Hvis man anskuer popstjernen Beyoncé ud fra den lodrette lighed er hun ikon på den rigeste ene procent, mens hun ud fra den vandrette ulighed kæmper for de sortes og kvinders rettigheder.

Vandret og lodret

Milanovic anfører således, at man kan kæmpe for den vandrette lighed uden på nogen måde at udfordre den lodrette ulighed. Det er denne alliance, som udstilles i Illum på Strøget, og som techgiganterne i Sillicon Valley er symbolet på: De er kulturelt tolerante bannerførere, men de skaber også en ny tids massemillionærer.

De bekæmper de kulturelle og eksistentielle klasser, mens de konsoliderer de økonomiske og sociale klasser. Denne modstilling blev afsløret for nogle år siden, da de busser, som dagligt transporterer progressive tech-entreprenører fra San Francisco til Sillicon Valley, blev angrebet af demonstranter, der var rasende over deres rigdom. De kaldte dem for »the 1 percent busses«

Milanovic hævder omvendt, at en kamp imod den lodrette ulighed også altid vil reducere den vandrette ulighed: Der er eksempelvis langt flere sorte blandt de fattige i USA og langt flere mænd i topstillinger end kvinder, så hvis afstanden mellem de sociale klasser bliver mindre, vil den kulturelle ulighed også blive mindre.

Hans position er klassisk marxistisk: Alle andre kampe end den økonomiske kamp er for ham overfladisk identitetspolitik. Men han ignorerer, at den økonomiske kamp uden en kulturel kamp altid vil favorisere dem, der eksistentielt og kulturelt er stærkest: De berømte hvide mænd.

Hans idé om de andres falske bevidsthed og identitetspolitik er selv en slags falsk bevidsthed. Det er banalt, men sandt, at kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder, majoriteter og minoriteter er kampe i sig selv, som mobiliserer bredere og mere effektivt i dag. En krænket identitet skaber mere ophidselse end en krænket social klasse. 

Her bliver #MeToo-kampagen ekstremt interessant, fordi den begynder med vreden over, at kvinder er blevet misbrugt af mænd og mobiliserer til kamp for vandret lighed, men fører direkte til indsigten i den lodrette ulighed: For det er den lodrette ulighed, som gør det muligt for mændene at udnytte kvinderne.

De har magt over dem, de er i overklassepositionerne. Og hvis man kigger ordentlig efter i Illums udstillingsvindue, bliver man rasende over stormagasinet bagved.

Rune Lykkeberg er chefredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonathan Jakobsson
  • Niels Nielsen
  • Alvin Jensen
  • odd bjertnes
  • Torben K L Jensen
  • Susan Eklund
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Andreas Lykke Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Frede Jørgensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Jonathan Jakobsson, Niels Nielsen, Alvin Jensen, odd bjertnes, Torben K L Jensen, Susan Eklund, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Andreas Lykke Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torsten Jacobsen, Frede Jørgensen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Kanon artikel af Rune Lykkeberg - mere af den slags, tak.

Alvin Jensen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nu hvor de hjemløse ikke længere må tigge eller sove på en varm rist, er det også blevet tilsvarende lettere at syne Illums herligheder uden forstyrrende og utryghedsskabende synsforstyrrelser :-(

Niels Nielsen, Alvin Jensen, David Zennaro, Ole Christiansen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Olsen, Frede Jørgensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

For en del år siden var jeg på vej til juleaften i en tætpakket S-togs vogn, hvor man dårligt kunne komme frem for alle de gaver folk havde med. Her kom der så en hjemløs og bad om en skærv. Tilsyneladende havde alle brugt deres sidste penge på gaver, undtagen mig, som fandt en tyver. Og jeg har det sgu stadig dårligt over, at det var alt jeg mente at kunne afse.
Så meget for den gode julestemning :-(

Niels Nielsen, Diego Krogstrup, Alvin Jensen, odd bjertnes, Hanne Ribens, Trond Meiring, Gert Romme, Thomas Olsen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg har haft nøjagtig samme oplevelse, Katrine :-(
Bare alle verdens Scrooge'er ville blive hjemsøgt af gespenster !!

Diego Krogstrup, Alvin Jensen, Katrine Damm, Trond Meiring, Thomas Olsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Et interessant perspektiv, og tak for det. Men jeg studser nu alligevel over følgende afsnit, der vel nærmest må læses som konklusionen på klummens overvejelser - tekstens budskab, om man vil:

"Hans position er klassisk marxistisk: Alle andre kampe end den økonomiske kamp er for ham overfladisk identitetspolitik. Men han ignorerer, at den økonomiske kamp uden en kulturel kamp altid vil favorisere dem, der eksistentielt og kulturelt er stærkest: De berømte hvide mænd.".

Det er uden tvivl rigtigt at en kamp for økonomisk ligestilling ikke overflødiggør kampen for social frigørelse, men tingene hænger jo uløseligt sammen. Så dette tænkte 'enten/eller' som Lykkeberg opstiller i slutningen af sin tekst, har for mig at se ingen relation til virkeligheden som den er, men må snarere ses som et retorisk greb, der har til formål at nå en på forhånd antaget konklusion.

I virkeligheden ser vi en (primært) velstillet og veluddannet gruppe af mennesker, som på trods af at de i kraft af deres uddannelse og deres økonomiske stilling har adgang til særdeles privilegeret mulighedsrum - en privilegeret adgang til det 'gode liv' - alligevel insisterer på at fremstille sig selv som 'ofre' for alskens urimeligheder. Disse urimeligheder kan have konkret form i fysiske overgreb og trusler mod liv og velfærd, men er i altdominerende grad følte krænkelser, dvs. de manifesterer sig som krænkede følelser. Ikke mindst nærværende avis flyder for tiden over med vidnesbyrd fra alle disse krænkede mennesker.

Hvis man ikke har adgang til samme mulighedsrum - hvilket rigtig mange mennesker ikke har - så er det mildt sagt voldsomt provokerende at blive belært om, at man skam er et overmåde privilegeret menneske, og at man uden videre bare må trække til side, og æde det serverede nonsens fra bjerget råt.

Sådan tænker jeg i det mindste til tider, når højtuddannede og meget unge mennesker kæfter op i debatten om alle deres manglende privilegier. Og sådan tænker formentlig også ganske mange af de mennesker, som har båret en Donald Trump til magten.

Nogle mennesker arbejder hele deres liv til usle lønninger, uden udsigt til at det vil blive bedre. De kan se frem til et alt for kort otium og det i relativ fattigdom. Kapitalismens slavehær, intet mindre. Det er der sgu ikke noget privilegeret over. Men det er som om man har tendens til at glemme, at den slags mennesker faktisk eksisterer, når man selv danser rundt med sine sårede følelser i et mulighedsrum man i al sin krænkede fornærmethed slet ikke fatter værdien af.

Jeg kan anbefale denne samtale mellem Sam Harris og Mark Lilla, når man har læst Lykkebergs udmærkede klumme.
https://www.samharris.org/podcast/item/the-fate-of-liberalism

Det kan også betale sig at google Mark Blyth, og hans begreb 'global trumpism'.
https://www.youtube.com/watch?v=Bkm2Vfj42FY

Henrik Madsen, Niels Nielsen, Odin Rasmussen, Katrine Damm, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Katrine Damm,

Tak, Katrine Damm, det varmer virkelig i en følelseskold tid.

I vores 2 opholdslande samt de lande vi rejser i, møder vi mange tiggende mennesker. Og vi giver altid en lille skærv til hver eneste. Og vi er meget bevidste om, altid at have lidt penge på os til dette formål.

For det må være indlysende, at ingen tigger frivilligt, blot fordi de ikke gider at udføre et reelt arbejde. Og hvis man er i tvivl, kan man jo blot tale lidt venligt med dem, så ved man hvorfor.

Vores værste episode var for 5-6 år siden, hvor vi dagligt kom igennem et lyskryds i Sarajevo-forstaden, Ilidza, hvor vi også hver dag mødte 2 små tiggende børn på formentlig 4-5 og 5-7 år. De var ubeskriveligt beskidte, og gik i høj grad mangelfuldt klædte. Og en dag trak pigen, den ældste, os ind i buskadset nede ved floden, Bosna, blot 100 m. fra lyskrydset. Og her lå børnenes mor under et halvtag af plast, på noget gammelt vintertøj. Hun kunne ikke gå uden at blive støttet, og bortset fra enorm underernæring var ryggen tilsyneladende også alvorligt skadet.

Hun talte et gammeldags serbokroatisk sprog - måske med romsk dialekt, som vi ikke forstod. Men vi gjorde, hvad vi kunne for at få det lokale kommunekontor til at tage sig af denne familie, men de var ikke meget villige. Og vi ved faktisk ikke, hvad der senere skete, men næste gang i var on location, måske 6-7 uger senere, var de i hvert fald væk, og vi har ikke set dem siden.

Niels Nielsen, Katrine Damm, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Budgettet for julegaver er på 1000 kr eller mere pr. barn. Det er igen, igen en stigning i forhold til året før. Det skriver Politiken på baggrund af en spørgeundersøgelse.
Samtidig viser en undersøgelse YouGov har lavet for Nordea, at 6% af danskerne har fravalgt at give julegaver. Den primære årsag er, at de ikke har råd, især pga kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen og integrationsydelsen.
Det er immervæk over 300.000 mennesker og deres børn der er så fattige, samtidig med at børn i de allerfleste familier kommer til at vælte sig i gaver.

Niels Nielsen, Hanne Ribens, Katrine Damm og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

I øvrigt at påstå at 'såkaldt' klassisk marxisme udelukkende tilgodeser hvide arbejder-klassemænd er en stråmand Rune Lykkeberg her fremfører og afslører sig her igen som en borgerlig filosof, der ligesom gerne vil legitimerer identitetspolitik. Som om der er noget nyt i den - at fremstiller klassekamp som noget, nærmest 'sexistisk' og at sløre de magtforhold, der er i samfundet. Der ligesom først nu ifølge Lykkeberg med #meetoo og den danske version #jegblevvoldtaget - beskæftiger sig med kvinders rettigheder. Hvor er jeg dog træt af Information på det punkt, der desværre ofte taler ned til sine læsere.

LOVE, PEACE, NO RACISM, NO SEXISM, NO VIOLENCE og og NO HOMOPHOBIA. Herom skriver Rune: “Alle de krav, som engang var modkulturelle og forbundet i en modstand mod kapitalismen”. Men er det ikke usandt? Raffineret fake news? Kapitalisme handler jo IKKE om at være imod ovenstående krav! Kapitalisme handler om at tjene penge; eller som min professor i nationaløkonomi formulerede det: “optimal allokering af knappe ressourcer”! Når kapitalisterne eksempelvis siger “send flere flygtninge” (som et stort slagteri har gjort for nyligt) er det jo netop et udtryk for kapitalistens fokus på at tjene penge, og at kapitalusten netop IKKE kerer sig om kulturelle aspekter, eller vort land som helhed! De interesserer sig barefor hvad der er godt for business. Dette er kapitalismens DNA. Nogle gange skammeligt egoistisk, snævertsynet hensynsløst (som i opråbet til at tage flere flygtninge).

ps. Det hedder vel det “populistiske” ungdomsoprørs idealer, og ikke det “kulturelle” ungdomsoprørs idealer (i hvert fald hvis man skal være tro mod definitioner af populisme tidligere anvendt i avisen her).

Torsten Jacobsen, Frede Jørgensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

@Henrik Madsen

»alle de krav, som engang var modkulturelle og forbundet i en modstand mod kapitalismen«
det læste jeg som: "normalt uforenelige"