Kronik

Man er ikke sikret mod børnehandel, blot fordi man adopterer via det etablerede system

Børne- og socialminister Mai Mercado har ret i, at det er forkasteligt, at et dansk par har købt et spædbarn i Polen. Men at tro, at handel med børn ikke finder sted i det etablerede system, er i bedste fald naivt
Socialminister Mai Mercado udtalelse om, det moralsk forkastelige i at betragte børn som noget, man kan købe og sælge, klinger meget hult, når sager om handel med børn inden for det etablerede adoptionssystem er dukket frem gang på gang de seneste mange år

Socialminister Mai Mercado udtalelse om, det moralsk forkastelige i at betragte børn som noget, man kan købe og sælge, klinger meget hult, når sager om handel med børn inden for det etablerede adoptionssystem er dukket frem gang på gang de seneste mange år

Stine Bidstrup

19. december 2017

For nylig kom det frem, at et dansk barnløst par havde købt et barn på det sorte marked i Polen, og stor var forargelsen. »Det er dybt forkasteligt at gøre børn til en handelsvare«, sagde børne- og socialminister Mai Mercado til Politiken. Og Venstres socialordfører Carl Holst stemte i: »Vi har et adoptionssystem, hvor der gælder nogle regler. Vi skal ikke have et parallelsystem, hvor man på egen hånd kan rejse rundt i verden og finde folk, der giver samtykke til, at man sælger sit barn«, siger Carl Holst.

Adoption & Samfund, der er danske adoptanters interesseforening, er også chokeret, og i øvrigt enig med Holst. Man skal gå systemets vej, hvis man vil adoptere et barn, mener de og fremhæver det eksisterende system som det mest sikre til at tilgodese børnenes behov.

Selvfølgelig har politikerne og Adoption & Samfund ret i, at det ikke er i orden at handle med børn. Men hvis man tror, at det, der foregår i det etablerede system, er meget bedre, så tager man fejl.

Møgsagerne er legio

I mange år har såvel det danske som det internationale adoptionssystem været skandaleramt. Den ene historie efter den anden om forfalskede papirer, børnehøstere, stjålne og kidnappede børn og forældre, der på falske præmisser er franarret deres børn, er kommet frem i lyset.

En af de sager, de fleste husker, er den såkaldte Amy-sag, der rullede i sommeren 2012. Amy var adopteret fra Etiopien af et dansk par, og alt gik galt. Hun blev udsat for umenneskelig grov behandling af det danske system, som kastede hende rundt mellem adoptivfamilie, plejefamilie og institution og skilte hende fra sin lillesøster.

Senere på året rullede dokumentaren Adoptionens pris hen over skærmene i de danske hjem. Den handlede om etiopiske Masho og hendes lillebror, der blev adopteret af et dansk par, som ikke kunne rumme Masho. Tilbage i Etiopien sad de biologiske forældre og var helt og aldeles ulykkelige, fordi de har mistet kontakten til børnene. Igen var den danske befolkning rystede over den hårdhændede og ufølsomme behandling, børnene og de biologiske familier blev udsat for.

I 2013 mødte fire mødre op på den danske ambassade i Etiopiens hovedstad Addis Ababa. De var med løgne og falske løfter blevet franarret deres børn.

I dag kan danske par ikke længere adoptere fra Etiopien. Danmark mistede tilliden til landets myndigheder i 2016, og samarbejdet ophørte. Og så skulle man tro, at vi var sluppet af med adoptionssystemets brodne kar. Men nej. Problemerne fortsætter: Siden da har vi hørt om fejl og svindelbehæftede adoptionssager fra lande som Indien, Sri Lanka og Kenya. Alle lande, som danske adoptionsbureauer har arbejdet tæt sammen med. De brodne kar synes at være legio.

For adoptanternes skyld

Grundproblemet er, at vores adoptionssystem primært tilgodeser de barnløses behov for at blive en ’rigtig’ familie. Det tilgodeser ikke de grundlæggende menneskerettigheder. Socialministeriet har lavet helhedsanalyser af området og krævet omorganiseringer, men intet af det har grundlæggende ændret på det faktum, at adoptionssystemet er til for danske barnløse.

Jeg og kræfter fra gruppen Adoptionstrekanten har i årevis forsøgt at råbe beslutningstagerne op.

I 2003 anmodede jeg første gang en socialminister om at få et møde. Hensigten var at orientere hende om, hvad der foregår, og hvordan situationen ser ud for mennesker, der må leve adskilt fra nær familie. Jeg havde også konkrete forslag til, hvordan man kunne opbygge et nyt og tidssvarende system. Jeg havde en naiv tro på, at en socialministers fornemste opgave var at hjælpe de svageste og mest udsatte i samfundet. Jeg blev klogere: Hun undskyldte sig med, at hun ikke havde tid.

Efter i ti år at have forsøgt at trænge igennem til skiftende socialministre, som desværre aldrig kunne finde tid til et møde – blev vi i Adoptionstrekanten omsider indkaldt til et såkaldt dialogmøde i Socialministeriet. ’Wow’ – tænkte jeg – ’så bliver man endelig taget alvorligt’. Men nej. Fokus var på at forbedre forholdene for adoptanterne – man gjorde intet for at afdække eller komme svindelen til livs. Ingen beskæftigede sig med de familier, der mister, eller er i fare for at miste deres børn eller på børnene.

Myndigheder griber ikke ind

I marts 2014 skrev jeg en kronik i Information med titlen: »Adoption er et alt for pænt ord – prøv med børnehandel.« Manu Sareen, som på det tidspunkt var radikal socialminister, læste med og skrev en kommentar om, at han nu ville sætte turbo på den analyse, som var i gang, for sikre sig, at tingene fremadrettet ville foregå på etisk og juridisk korrekt vis.

Han holdt sit løfte om at lave analysen, men formålet med den gik vist i glemmebogen. Da den udkom i juni 2014, fremgik det ganske tydeligt, at myndighederne ser igennem fingre med de ulovligheder, der foregår. Det fremgår eksempelvis, at det største problem i systemet er, at der ikke er børn nok til adoption – og der står direkte, at vi ikke sikrer os lovlige tilstande. Alligevel stillede et flertal af partierne sig tilfredse med rapporten.

Den eneste konkrete handling, man foretog fra myndighedernes side, var at slå de to tidligere skandaleramte bureauer sammen til et. Men hvad skulle det hjælpe, når det stadig er de samme personer, der driver virksomheden?

Usikre adoptanter

Der gik da også kun få måneder efter sammenlægningen, før det nye bureau Dia var involveret i endnu en skandale, hvor børn fra Kenya var blevet udleveret til kommende adoptanter fra Skandinavien – børn, som i måneder og år havde været efterlyst af deres familier. Her var mediernes fokus dog underligt nok på de stakkels adoptanter, som allerede havde tilbragt måneder med børnene og ikke på de stakkels forældre og børn, som var blevet revet fra hinanden.

Og for få måneder siden kom det frem, at henved 11.000 børn fra Sri Lanka er solgt til adoption bag mødrenes ryg. Sri Lankas myndigheder indrømmede i et hollandsk dokumentarprogram, at børnene på bedragerisk vis blev solgt til adoption i Europa – nogle af dem til Danmark.

Det er forståeligt, at adoptanter føler sig usikre på, om netop deres adoption er gået lovligt for sig. Men det er ikke adoptanternes ansvar; det er myndighedernes – for de har gang på gang vendt det blinde øje til. Da området aldrig er blevet undersøgt til bunds, er det umuligt at sige, om der ved alle adoptioner er tale om handlede børn. Men det er lidt svært at se bort fra, når en adoption koster op mod 200.000 kroner.

Tilbage til den aktuelle sag fra Polen. Socialminister Mai Mercados udtalelse om det moralsk forkastelige i at betragte børn som noget, man kan købe og sælge, klinger meget hult, når sager om handel med børn inden for det etablerede adoptionssystem er dukket frem gang på gang de seneste mange år.

Aniella Bonnichsen er forfatter og stifter af Adoptionstrekanten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Jonathan Larsen
  • Frede Jørgensen
  • Palle Yndal-Olsen
Alvin Jensen, Jonathan Larsen, Frede Jørgensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer