Klumme

Skammens stemme er tavshed. Den bryder kvinderne med #metoo

Der er få ting, der kulturhistorisk har været så stigmatiserende som ikke at være i stand til at bevare sin skam. At være skamløs. Har du ingen skam i livet, så skulle du skamme dig! #MeToo gør det modsatte: Man blotter sin egen skam og dermed krænkerens skamløshed
4. december 2017

Det hører til verdens bedste nyheder, at vi i 2017 – året hvor skam kom på alles læber, uanset køn – omsider fik afsløret skamløshedens skjulte verden. Jeg taler naturligvis om den lille revolution med det store potentiale: #MeToo.

Det er et mirakel, at #MeToo overhovedet brød igennem. For det bryder med skammens væsen, som er at skjule sig. Når jeg skammer mig, slår jeg blikket ned. Jeg lukker mig inde i mig selv, både fysisk og psykisk. Den, der skammer sig, ønsker at forsvinde, væk fra det blik, der skamløst ser lige igennem én.

Derfor er #MeToo-bevægelsen et ikke ubetydeligt lille mirakel, for den gør det modsatte. Den forsøger ikke at forhindre afsløringen. Den afslører sig selv. I de seneste uger har millioner af kvinder verden over afsløret sig selv. I én og samme bevægelse har de blottet deres egen skamfuldhed og mændenes skamløshed. Og den måde, det gøres på, er lige så nøgtern og stilfærdig, som den er opsigtsvækkende. Ved den blotte brug af et #.

Kvinder har båret skammens tegn

Tænk engang over det. Hvad er et hashtag? Et ’hash’ er et tegn, som man bliver mærket (tagget) med. Det er altså et tegn, der stempler dig. Det er et stigma. Det er ikke ulig kvægavlerens brændemærke: #.

Her har kvinder i århundreder, ja faktisk i et par årtusinder måtte bære skammens tegn, hvis de var blevet voldtaget. Der er få ting, der kulturhistorisk har været så stigmatiserende som tegnet på, at du ikke var i stand til at bevare din skam. At du var skamløs. For hvis du ikke har nogen skam i livet, så skulle du skamme dig!

Men nu, nu har de skamløse (dvs. skamfulde) kvinder billedligt talt taget stemplet i egen hånd, og med uhyre præcision mærker vi nu, hvordan kødet stemples med millioner af #. Uigenkaldeligt. Repetitivt. Stødende. Ja, netop stødende. Som kun pikke og stempler kan støde. Som det synlige bevis på den fordækte skamløshed.

Det er grum ironi, at Danmarks kvindelige(!) kulturminister netop nu er i færd med splitte Nynne Kochs livsværk ad og føre Kvinfos bibliotek tilbage til Det kgl. Bibliotek. Derved forsvinder den indlysende fordel ved, at viden om køn, ligestilling og kvinders stilling er samlet på ét sted; med bibliotek, oplysningsvirksomhed og databaser.
Læs også

#MeToo har skabt et indre, frastødende billede i mit sind. Jeg ser alle verdens kvinder stå nøgne og udtryksløse i en gigantisk indhegning, fuldstændig som en flok kvæg. Og lige der, hvor indhegningen snævres ind, står en mand med en jernstang med et rødglødende # for enden. Og langsomt, helt udramatisk, går kvinderne frem, én efter én, tager stemplet ud af mandens hånd, vender stemplet mod sig selv og lader det brænde et sviende # lige der under navlen.

Inden hun selv går videre ud af indsnævringen. Ud i verden uden for indhegningen. Måske lige så trist og traumatiseret, som før. Måske mere opløftet og med en ny fornemmelse af værdighed og lettelse. Det er ikke til at sige.

Skammen, der fører til overgrebet

Jeg må indrømme, at jeg har været rystet over at se, hvor mange af mine veninder, både perifere og nære, der én efter én, har efterladt det lille stigma på sin væg. Nogle gange efterfulgt af en mere udpenslende beskrivelse af overgrebene. Men faktisk har det især været det nøgterne lille stempel, #MeToo, der har rystet mig. Antallet.

Det er på én og samme tid et individuelt projekt, der med sit næsten komisk teknokratiske stempel (#) udgør en stilfærdig protest, og samtidig et kollektivt ramaskrig, der netop i kraft af sit rystende omfang nu er umuligt at sidde overhørig. Hver kvinde er blot én i en numerisk mængde, der bare vokser og vokser. Og når der er nok, som kvidrer, så skriger det til himlen.

En sidste overvejelse og bekymring: Ét er den skam, som et menneske kan føle over et overgreb, noget andet er den skam, der fører til overgrebet. 2017 har budt på et kæmpe fremskridt i forhold til det første. De stigmatiserede bliver langt om længe afstigmatiseret. Skammens stemme er tavshed, men nu bryder kvinderne den.

Måske kunne 2018 blive året, hvor vi forsøger at forstå den skam, der fører til, at mændene stadig begår overgrebene. Hvad er det, manden skammer sig over? Sin afmagt? Sin impotens? Sin utilstrækkelighed? Kunne man turde håbe, at vi mænd tør stå lige så modigt frem?

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Christian Hjortkjær, med al respekt:

Din salvesfulde og patosbelagte selviscenesættelse (for det er vel egentlig hvad det er?), der i jollen på slæb efter det gode skib M/S #MeToo, er alt, alt for meget og way over the top...

Det sindsbillede du opstiller, bør du som en anden Luther banke op i skriftlig form på alle landets offentlige pladser, for så at aflæse hvor mange af alle de forbipassernede #Hashtaggere, der mener at du har ramt deres oplevelse af situationen sådan lige på kornet?

Med det sagt har du en god pointe med frigørelsen fra skam: Der er vitterligt ikke noget at skamme sig over, for den der udsættes for et overgreb. At så mange ofre for overgreb så tydeligvis, og på trods af denne indlysende sandhed, alligevel har følt et både ydre og indre pres for at skamme sig i stilhed og for sig selv, bærer vi som medborgere i samfundet vel alle et eller andet medansvar for.

Så jo: Hurra for #MeToo med afsæt i den præmis, og på trods af alle de problemer en sådan massebevægelse uvægerligt også fører med sig. Bedre at den findes, end at et ulideligt Status Quo varer ved. Hurra for det, og farvel og tak til den i tavshed bårne skamfuldhed.

Men ærligt talt: Hvis du tror at den form du her lægger for dagen vil kalde alle de fortabte får til bøn, så gør du sgu nok regning uden vært...Langt de fleste af dem skammer sig formodentlig ikke, og man kan frygte at de ikke rigtig forstår, hvad al balladen egentlig handler om. Men så må pisken jo i brug, det er helt i sin ret. Desværre er det et våben, som nemt kan ramme tilfældigt forbipasserende, hvilket jo ikke just fremmer velvilligheden blandt ihvertfald de mest gumpetunge af gårdens kreaturer - herunder undertegnede.

Hans Christian Asmussen, Bjørn Pedersen, Maria Dam, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Hullevad, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Interessant fantasi om alle de indhegnede kvinder, der brændemærker sig selv :-/

Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Hullevad og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

For den uindviede, kan det virke lidt forvirrende, at skammen og ligegyldigheden tilsyneladende har samme stemme.

Da jeg ikke selv er specielt indviet, har jeg kun det lettere ubrugelige tip til andre uindviede, at hvis tavsheden brydes, var det skam hvis den talende roses for at være stærk og modig for at gøre det samme som en masse andre, mens det var ligegyldighed hvis svaret er "nå!"

Søren Jacobsen

Det bliver spændende at se, hvor det her online liv føre mennesket hen. Føre det, som først antaget, til frihed? Eller føre det til adfærdskontrol?

Personlig er jeg ikke i tvivl. Vores liv vil fremover blive styret og reguleret af vores online færden. Unges adfærd verden over er i dag stort set styret af adfærds regulerende systemer som instagram og youtube m.v.. Børn og unge har næsen i mobilen 24/7 og efterligner, samt ensrettes efter, de selvbestaltede online stjerner. Og hvilken kultur er det de her online tjenester fremmer? Den vestlige kommercielle kultur, hvor mig og kun mig er det eneste indhold. Skræmmende fremtidsperspektiver uden empati. Ikke så sært så mange unge lider af stress. Og så er det kun lige begyndelsen.

Maria Dam, Gert Hansen, Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Henne på Politiken. Dk kan man læse at Ditte Giese mener at flirt hører til primært på tinder og andre dating portaler på internettet.