Kommentar

Skatteparadis sørger for, at det kan betale sig ikke at arbejde

Hvordan kan det egentlig være, at de såkaldte Paradise-papirer ikke vakte større modstand eller førte til en god gammeldags opstand, for den sags skyld?
15. december 2017

Med Paradise-papirerne er vi på sin vis tilbage til en klassisk kapitalistisk figur, der er nem at lokalisere og ramme: Vi har at gøre med en (lille) gruppe mennesker, der inden for lovens rammer aktivt og med fuldt overlæg placerer deres penge andre steder end dér, hvor de er optjent, for at undgå at betale skat i det pågældende land.

Deres forehavende er lovligt, og følgelig må loven betragtes som en væsentlig del af problemet. Men man bør vigtigst af alt ikke overse, at Paradis-papirerne netop beskriver hvad de lover: et sandt paradis. Et ideal.

Arbejd dig fattig

Det, Paradis-papirerne udtrykker, er netop, at vores økonomiske system tenderer mod det ideal, hvor det kan betale sig ikke at arbejde. Alt imens det politiske Danmark i samlet front – med Venstre i spidsen – på næsten daglig basis proklamerer, at »det skal kunne betale sig at arbejde«, ser vi altså et økonomisk system (vores økonomiske system), der brager i den stik modsatte retning.

For alle involverede i de finansielle aktiviteter, som paradisets papirer afslører, gælder det, at det kan betale sig ikke at arbejde. Og denne bevægelse ledsages af det, der udgør den egentlige katastrofe: At det for flere og flere mennesker gælder, at det ikke kan betale sig at arbejde.

De dage, hvor den normale lønmodtager kunne arbejde sig til et godt liv, er overstået. I USA (og selv Danmark) er klassen af ’working poor’ endda genopstået, hvor arbejdere med flere job ikke har råd til det mest fundamentale.

Det afgørende er netop at se dette forhold som et økonomisk ideal. Det er ikke en uheldig kontingent afvigelse fra normalen, vi er vidne til. Det er systemets inderste drivkraft, det ideal hvorimod og hvorom hele økonomien drejer sig. Hvis man kan lære noget af Thomas Pikketys Kapitalen i det 21. århundrede er det netop, at kapitalismen tenderer imod det Pikkety kalder »den fundamentale ulighed«.

Der er tale om en stigende divergens, hvor kapitalens afkast langt overstiger vækstraten, det vil sige den årlige forøgelse i indkomst og produktion. I sidste ende betyder det, at det langt bedre kan betale sig at arve og eje frem for at arbejde: det kan betale sig ikke at arbejde.

Kapitalens afkast vil altid tendere mod at være højere end indkomstforøgelsen gennem arbejdsindkomst, og det er netop denne divergens, der er så grundlæggende og ideal for vores økonomiske system, som Pikkety selv skriver: »Det er især vigtigt at understrege, at den fundamentale ulighed […] ikke skyldes en eller anden fejl i markedet, tværtimod: Jo mere ’perfekt’ kapitalmarkedet er, sådan som økonomerne opfatter det, desto større er sandsynligheden for divergens.«

Trouble in paradise

Derfor er Paradis-papirerne et rammende navn, fordi det – modsat Panama-papirerne – udtrykker noget ideelt. Der er intet tilfældigt ved dette paradis. Papirerne henviser ikke blot til noget geografisk, men noget normativt, noget idealt ved vores system. Det overraskende ved dette ideal er kun, at det faktisk ikke er overraskende.

Filosoffen Slavoj Žižek skrev i bogen The Courage of Hopelessness noget meget rammende om Panama-papirerne: »Det eneste rigtigt overraskende omkring den lækkede finansielle information i Panama-papirerne var, at de ikke indeholdt noget overraskende: Lærte vi ikke præcist, hvad vi forventede at lære omkring den skyggefulde, offshore finansøkonomi?«

Det er af samme årsag vigtigt at understrege, at Paradis-papirerne ikke involverer ulovlige aktiviteter. Det er måske samtidig forklaringen på, at et sådant læk tilsyneladende kun fremkalder en moralsk harme.

Den britiske dronning er blandt de kendte personer, der indgår i Paradispapirerne. Således afsløres det nu, at millioner fra Elizabeth II’s private formue er blevet investeret i en fond på Cayman-øerne.
Læs også

Men at kritisere et økonomisk system ud fra det moralske giver ingen mening, hvilket også forklarer, hvorfor det centrale firma i lækket, Appleby kan konstatere: »Vi er et advokatfirma, der rådgiver vores klienter om legitime og lovlige måder at bedrive deres forretninger på. Vi tolererer ikke ulovlig adfærd.« (Information, den 7/11 2017).

Sætningen er sand nok, men det er jo problemet i sin kerne: Hvordan kan det lade sig gøre? Det er rigtig mange liv, man kan redde for de penge, der gemmer sig i paradiset. Filosoffen Thomas Pogge har ved en konference gjort opmærksom på, at der siden murens fald i 1989 er registreret omkring 300 millioner fattigdomsrelaterede dødsfald, der let kunne have været forhindret (han sammenlignede dette med dødsfaldene under diktatorer som Hitler og Stalin, hvis dødstal var langt mindre).

Så hvad kan man sige til de mange millioner mennesker, der snart vil dø og hele tiden dør? Man kan vel næsten ikke sige andet, end at sådan er paradis – »Et sandt paradis for de medfødte menneskerettigheder«, som Karl Marx skrev i Kapitalen. Måske er der således ikke bare problemer i paradis – som det normalt hedder – men måske er paradiset selve problemet.

Kristoffer Bayer er filosofistuderende ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Knus
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
  • Thomas Olsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Andreasen
  • Peter Knap
Rasmus Knus, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Thomas Olsen, Palle Yndal-Olsen, Lise Lotte Rahbek, Peter Andreasen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Så nemt kan det siges.
Paradis er her på jord, og kun for de udvalgte få egoister.
Indtil Gaia får nok af det, og smider menneskeheden ud af planeten.
Det er nok derfor, Trump vil til Månen/Mars. Så kan de rige sidde i deres rumkolonier og være ligeglade med at Jorden er lagt øde :-(