Kronik

Du er en smartphone-afhængig sukkerjunkende psykopat

Og i øvrigt skylder du terapeuterne og selvhjælpsindustrien alle dine lommepenge, for ellers opnår du aldrig frelse
Med diagnosemetaforen får man ganske enkelt en retorisk forhammer til at slå ned på alt, man ikke forstår, ikke kan kontrollere, ikke kan lide eller gerne vil fordømme uden at være åbenlyst fordømmende, skriver dagens kronikør.

Med diagnosemetaforen får man ganske enkelt en retorisk forhammer til at slå ned på alt, man ikke forstår, ikke kan kontrollere, ikke kan lide eller gerne vil fordømme uden at være åbenlyst fordømmende, skriver dagens kronikør.

Gary Waters

14. december 2017

Det er svært at undgå at få smidt en medicinsk klingende diagnose i nakken. Og her taler vi ikke kun om mere fagligt afklarede diagnoser, selv om de også har været i fri dressur de senere år. Nej, vi taler i særdeleshed om alle de diagnoser, der flyver rundt i medier og daglig samtale, og som selverklærede fagfolk, lægmænd og moderne heksedoktorer slynger om sig.

I kender det nok: Konen river Alt for damerne frem og kigger myndigt på en. Der er en psykologisk test i bladet, hun godt lige vil have, man kigger på, hvorefter hun selv krydser svarboksene af på ens vegne og læser en dyster konklusion op.

Afhængighedsdiagnosen er nok den mest populære. Meget længe har man kæmpet med at få faglig klarhed over afhængighed af alkohol og stoffer. Men sideløbende har der været en eksplosion i populære og letbenede videnskabelige diagnoser.

De dækker alt fra afhængighed af sukker, sex, arbejde og computerspil til træning, internet og indkøb. Tidens helt store favorit er at damebladsdiagnosticere afhængighed af smartphones og sociale medier.

Faktisk har ordet ’afhængighed’ nærmest antaget monopolstatus i vores daglige sprog. Det hedder ikke:

»Oscar spiller for meget/ofte/tit computer.«

Eller:

»Oscar kan rigtig godt lide/elsker/får meget ud af at spille computer.«

Nej, alt ensrettes i formuleringen:

»Oscar er afhængig af sin computer.«

Diagnosticeret hverdag

Det kan måske synes uskyldigt. Men det er det ikke. Og faktisk blæser et stort kor af fagfolk fra psykologer til hjerneforskere alarm over den fagligt undergravende, vildledende og direkte forvrøvlede brug af patologiske termer i forbindelse med almindelig menneskelig adfærd.

Diagnosemetaforerne har dog bidt sig fast med deres effektive måde at skabe mening i liv og hverdag på. Ikke mindst fordi de betjener magt, moral og forretning – interesser, der ikke sjældent blandes i en rigtig givtig cocktail.

Medicinsk jargon skyller altså fra et snævert område, som i sig selv er svært at få greb om (som forskning i stofafhængighed), ind over en masse andre og ender med at infiltrere hverdagssprog og hverdagstænkning.

Det er med til at skabe eller styrke en accept af alle betragtninger, der lyder medicinske eller som afspejler noget, der kan genkendes som en medicinsk forståelsesramme. Det er, som om man velvilligt opgiver alle andre meningsgivende – men måske mere komplekse – forklaringsmodeller til fordel for det nemme og befriende i en forsimplende, autoritativ model, der foregiver at kunne sætte alt på plads med sine medicinske associationer.

Fundamentalisme

I en tid, som måske stadigvæk er præget af et eksistentielt tomrum – selv om det efterhånden er lang tid siden, at Gud døde – er det forståeligt, at håndfaste adfærdsmetaforer vinder indpas. Og i mange henseender kan de sikkert tjene et praktisk formål uden større negative konsekvenser. Men når man skyder eksistentiel og pædagogisk genvej med en lille afhængighedsmetafor, der effektivt udskammer og irettesætter Orlas smartphoneforbrug, bakker man op om en fundamentalistisk verdensforståelse.

En metafor virker for det første begge veje. Man tager ikke bare – uskyldigt og nøgternt – én ting og bruger den til at forstå en anden. Nej, når man bruger diagnosemetaforen, gør man diagnosernes verden stereotyp.

Narkomaner og alkoholikere er ikke afhængige og i problemer på en gennemgående, letforklarlig og simpel facon, men afhængighedsmetaforen instruerer tilhørere i at udvælge sig en frastødende og forsimplet forståelse af afhængighed.

Formålet med metaforen er jo ikke at påpege det komplekse og nuancerede i hverken afhængighed eller almindelige vaner, men at udstyre sig med en kontant pointe, som effektivt kan sanktionere socialt. Metaforen bygges altså på en fordomsfuld, forsimplende fiktion om stofafhængighed, som så mases ned over almindelig adfærd, der på uendeligt mange måder adskiller sig fra selv den mere komplekse forståelse af stofafhængighed.

Det er ikke bare en forkert udvidelse af en kategori (afgængighed); det er en forkert udvidelse af en forsimplet kategori. Men den slags akademiske detaljer forbliver ofte usynlige i den daglige sprogbrug, hvor det i stedet for er slagkraften i forsimplingen – det stærke billede – der gør metaforen overbevisende.

Yderligere næres metaforen af almindelig grundangst og menneskelig søgen efter retning og sikkerhed i tilværelsen. Den får vinger af den panik, der opstår med oplevelsen af en verden i evig forandring og stigende samfundsmæssigt fokus på test og præstation, obligatorisk forældrebekymring, et generelt fravær af store moralske rammefortællinger og en generel, ukritisk dyrkelse af medicinsk autoritet.

Med diagnosemetaforen får man ganske enkelt en retorisk forhammer til at slå ned på alt, man ikke forstår, ikke kan kontrollere, ikke kan lide eller gerne vil fordømme uden at være åbenlyst fordømmende.

Kæmpe forretning

Diagnosetrangen er et ædelt grundstof til en sprudlende forretning. Og hvis man som kunde bider på eller ser fidusen i retorikken, kan man ikke bare effektivisere opdragelsen af sine små poder. Man kan også opnå moralsk renselse for sig selv og de små, fastholde verden i sit eget nostalgiske billede og få en hurtig kur hos én af tidens utallige udbydere af gode råd til afhjælpning af popdiagnosticeret adfærd.

Bemærk, at selv som psykiatrisk begreb er afhængighed altid gået hånd i hånd med en politisk eller moralsk dagsorden, social kontrol og fordømmelse.

Benjamin Rush, der ofte fremhæves som den første, der beskrev overforbrug af alkohol som en afhængighedssygdom i 1700-tallet, så afhængigheden som et resultat af en almindelig alkoholkultur. Han lagde grundstenene til den amerikanske afholdenhedsbevægelse, der fordømte alkoholmisbrug i klare bibelske og moralske vendinger.

Lige siden har idéen om afhængighed været så tæt forbundet med moral og social kontrol, at vi i dag, selv i forskningspublikationer (om end forskningen i stofafhængighed har flyttet sig!) – men typisk i medier, popvidenskab og selvhjælpslitteratur – finder postulater om afhængighed i relation til en lang stribe af fuldkommen almindelige, men for nogle, forkastelige menneskelige aktiviteter.

Diagnosticeringens forretningsmodel er effektiv: Hvis man køber argumentet om, at en bestemt hverdagsadfærd er sygelig, er kuren nærmest uomgængelig. Den er ikke bare nice to have; den er påtvunget relevant. Det ville være håbløst dumt og umoralsk ikke at købe kuren, når først man er trumlet af eller begejstret har omfavnet diagnosen.

Så man må smide et anseeligt beløb for en detox. Til gengæld kan man læne sig tilbage i eksistentiel tryghed og glæde sig over en meningsgivende fortælling uden skyld og skam. Og man kan nyde sin sociale kontrol og sin sentimentale fastholdelse af verdens orden. Og tidens diagnostikere og afhængighedshealere kan læne sig tilbage med et dopaminudløsende kontoudtog i hånden. Problemerne, de forbliver mere eller mindre de samme.

Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Ferling
  • Simon Pilgaard Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • ulla enevoldsen
Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Søren Ferling, Simon Pilgaard Hansen, Lise Lotte Rahbek og ulla enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hold da op en gang vrøvl, fra ende til anden! Skribleren burde besøge nogle af alle de mange 12 trins programmer, for at se at afhængighed er virkeligt, og at det er i stand til at spolere liv.

Hans Ditlev Nissen

Martin Madsen, det du skriver er ikke "en gang vrøvl fra ende til anden", for det er rigtigt "at afhængighed er virkeligt, og det er i stand til at spolere liv."
Men læst som en kommentar til Anders Hougaards debatoplæg er det vrøvl.
Han peger på at "afhængighed", forstået som diagnose-ord, dukker op i almindeligt sprogbrug som en vildledende metafor.
Og siger helt rigtigt: "Formålet med metaforen er jo ikke at påpege det komplekse og nuancerede i hverken afhængighed eller almindelige vaner, men at udstyre sig med en kontant pointe, som effektivt kan sanktionere socialt. Metaforen bygges altså på en fordomsfuld, forsimplende fiktion om stofafhængighed, som så mases ned over almindelig adfærd, der på uendeligt mange måder adskiller sig fra selv den mere komplekse forståelse af stofafhængighed."
Det gælder også mange andre ord fra psykisk diagnostik:
"Med diagnosemetaforen får man ganske enkelt en retorisk forhammer til at slå ned på alt, man ikke forstår, ikke kan kontrollere, ikke kan lide eller gerne vil fordømme uden at være åbenlyst fordømmende."
Sådan har jeg også oplevet det.
Hans brug af ordene "nostalgiske" og "sentimentale" er derimod malplaceret.

Niels Nielsen, Dennis Jensen, Marie Jensen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Tjah han har i alt fald aldrig set en junkie der manglede et fix eller alkoholikeren der intet kan før han har fået de første seks bajere til morgenmad, men det har jeg ;-) Ingen af dem har det ret godt og de er vist regulært afhængige :-( Rystende hænder, problemer med at tale sammenhængende mm. er typiske symptomer på abstinenser der taler sit eget sprog og man behøver ikke være psykiatrisk overlæge for at kunne afkode dem ;-)

Hans Ditlev Nissen

Torsten Jacobsen, du demonstrerer en af Anders Hougaards pointer når du skriver, at der foregår en intellektuel fortrængning.
I stedet for at bruge det psykisk-diagnostiske begreb 'fortrængning' til at få en mere kompleks forståelse af hvad der er på spil i det han skriver, gør du ordet til en diagnose-metafor, "ganske enkelt en retorisk forhammer" som du kan slå ham oven i hovedet med.

Jens Thaarup Nyberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Diagnosticering af falsk patologisk adfærd hos individet er vel blot endnu en del af den individualistiske selvhjælpskultur? Det opfattes negativt at stille krav til samfundet og omverdenen. Vi skal alle fokusere på "Hvad vi selv kan gøre", hvilket nødvendigvis må ende i at man fejlfinder individer i stedet for at se på samfundets problemer som helhed. Det er på sin vis kulturel fælle med identitetspolitiken. Baggrunden for begge 'tendenser' er at det borgerlige samfund essentielt udgør perfekteret civilisation. Menneskets oplevelser med ulykke kan derfor ikke have rod i vores 'perfekte' fukuyamaistiske samfund men i individet.

Jeg mener også at man kan sammenkæde det med populariteten af postmoderne dogmer; de store fortællingers død, det postindustrielle samfund der ikke længere kan opdeles i klasse relationer, sandhedsbegrebets relativitet og afvisningen af at verden kan erkendes epistemologisk og at meningsfulde sandheder kan drages her fra.

For mig at se er der tale om et konglomerat produkt af ideologiske tendenser, der gennemsyrer alle dele af vores kultur. Selvhjælpsindustrien er blot en lille brik i det spil.

Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar

@Dennis
Helt enig i din analyse.
Og jeg føler mig sikker på, at bl.a. DR følger disse ideologiske holdninger med nærmest sindelagskontrollerende omhyggelighed.

"Afhængighed" er endnu en af de betegnelser, vi skal være varsomme med at sætte på andre, men som vi med stor fordel kan anvende på os selv. Forskellen på er bruger og en misbruger er, at brugeren godt ved, at han fx drikker for meget, mens misbrugeren ikke ved det, eller i hvert fald ikke vil være ved det.

Hvorfor drikker Jeppe? Fordi han er alkoholiker? Eller fordi Pernille ligger i med degnen og dagligt nedbryder hans selvtillid, så han må søge glemsel på kroen?

Dennis Jensens analyse er efter min mening spot on: Individualiseringen af sociale problemer har som ufravigelig præmis, at det IKKE er samfundets skyld; altså må det være individets. At diagnosticere andre som "misbrugere" er derfor ofte udtryk for en implicit accept af status quo.

Men selvdiagnosticering behøver ikke at være ren navlebeskuelse og selvpiskning: Som Russell Brand har gjort sig til talsmand for, er afhængighed en reaktion på manglende kærlighed. En usund reaktion på et usundt samfund. Den sunde reaktion er at gå til modstand og forsøge at ændre ikke blot de personlige brister, der fører til misbrug, men også de sociale omstændigheder, der forhindrer kærligheden i at udfolde sig.

Livet er uretfærdigt, så der vil altid være folk, der bliver afhængige af diverse former for erstatningskærlighed - selv myrer drikker sig fulde i bladlusenes ekskrementer for at kunne holde det ud. Men det er muligt i fællesskab at ændre de rammer, som ødelægger mulighederne for at opleve kærlighed i sit liv, så vi ikke behøver at dulme smerten så ofte, som det er tilfældet i dag.

Hvis man mener, at konkurrencesamfundet er vejen frem, må man nok acceptere, at taberne kompenserer ved at gøre sig afhængige af diverse substanser og/eller tvangshandlinger, mens vinderne kompensere for den ekstraordinære arbejdsindsats ved at gøre sig afhængig af visse andre substanser og/eller tvangshandlinger.

Man kunne også prøve at skabe et kærlighedssamfund, eller, hvis det er for højtflyvende en målsætning, et solidarisk samfund, hvor vi hjælper hinanden i stedet for at konkurrere med hinanden.

Make love, not war!

https://www.youtube.com/watch?v=8KbcCq8LIiA

Dennis Jensen, Lise Lotte Rahbek og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hans Ditlev Nissen,

Det kan du mene, men det ændrer nu ikke en tøddel ved det, jeg skriver: Jeg anbefaler en time i selskab med et menneske, som ved noget om afhængighed, frem for at man spilder sin tid - min vurdering, bevares - på at følge et menneske, der øjensynligt ved meget lidt om afhængighed, i et forsøg på at skrive begrebet helt ud af 'normale' menneskers eksistens..

Det er jo mildest talt ironisk, når Anders Hougaard, med sin noget begrænsede forståelse for hvad afhængighed er for en størrelse, stiller sig offentligt frem og slår til lyd for en nuanceret diskussion af begrebet.

Og her, bevares det indrømmer jeg blankt, har jeg så en lille last, i form af en forkærlighed for at bedrive lidt motivforskning i mødet med en for mig at se ikke bevidst ironisk skrevet tekst. Og en rodet tekst tillige. Så jeg tillader mig at undre mig, og begrænser mig ikke til blot at tænke over hvad manden skriver, men tænker også over hvorfor han skriver, hvad han gør. Og det er så her jeg - spekulativt, som allerede indrømmet - når frem til den konklusion, at manden vist har et eller andet han ikke har lyst til at se i øjnene. Og så ligger begrebet 'fortrængning' jo lige for. Ikke som diagnose, nej. Fortrængning er ikke en 'sygdom', ej heller et symptom på en sygdom.

Så jeg kan jo returnere bolden til dig og til Anders Hougaard:

Bliver Orla mindre afhængig af at spille computer, blot fordi vi kalder hans afhængighed noget andet? Hvad er afhængighed overhovedet for en størrelse? Giver det overhovedet mening at begynde at definere 'diagnosemetaforer' hvis man ikke først definerer hvilke kriterier der er gældende for 'den sande diagnose'?

Det er selvfølgelig både morsomt og slående, når Anders Hougaard indleder sin tekst med en Clickbait-artikel fra Alt for Damerne som eksempel på den omsiggribende anvendelse af 'diagnosemetaforer'. Så lavthængende frugter kan vi alle være med til at plukke, ikke sandt? Men umærkeligt lader Anders Hougaard så dette groteske eksempel fungere som fundament for hele argumentationen. Læs selv efter - der gives ikke andre konkrete eksempler.

Alligevel går visse læsere på halen over teksten, og med fare for igen at overskride dit forbud mod motivforskning, kan man få den tanke, at de blot var enige i konklusionen inden de læste teksten. Eller i det mindste at de ved lige så lidt om afhængighed som skribenten. 'Confirmation bias' kaldes den slags i finere kredse, hvis du skulle være interesseret. Og nej, det er heller ikke en diagnose, endsige en psykisk lidelse. Det er såmænd bare en måde at hygge sig på... ;)

Hans Ditlev Nissen

Det var dog en ubehagelig kommentar, Torsten Jacobsen, du fortsætter med den retoriske forhammer, men når den nu er henvendt til mig (jeg er åbenbart en af “visse læsere” der “går på halen over teksten”) vil jeg gøre mig umage med at svare.

denstoredanske.dk skriver om fortrængning bla:
“Fortrængning er vanskelig at ophæve igen, når den først er indstiftet, og resultatet er, at individet ikke tillader sig den tilfredsstillelse, der faktisk er mulig, men anvender den seksuelle energi til andre formål, herunder udviklingen af neuroser.”

Ordet fortrængning kan altså optræde i en diagnostisk sammenhæng: “udviklingen af neuroser”.
Spørgsmålet om det i sig selv kan være diagnostisk begreb, er det, vi her i de mindre fine kredse kalder flueknepperi (hvis du skulle være interesseret).
Vi mener også at det at fastholde en fortrængning uden at det er nødvendigt, kan blive sygeligt.
At en fortrængning kan være patologisk.
Ikke i betydnngen unormal, det er et godt gæt at selv Anders Hougaard gør det.

Man kan selvfølgelig ikke skrive ord som afhængighed og fortrængning ud af det almindelige sprog. Men man kan skelne mellem hvornår det skal forestille et diagnostisk begreb, og hvornår det bruges på en hverdagssproglig måde, som når man sir:
“Den gruppe fortrænger den anden.”
“Den ene er afhængig af den anden.”

Din generelle vurdering af argumentationen i debatoplægget er et godt eksempel på 'confirmation bias'.
Og din modstilling af “diagnosemetaforen” og “den sande diagnose” er forsimplende.
Hougaard skriver om “en medicinsk klingende diagnose”, “mere fagligt afklarede diagnoser”, “letbenede videnskabelige diagnoser” osv, mere kompetent, men det centrale er hans henvisning til:
“den fagligt undergravende, vildledende og direkte forvrøvlede brug af patologiske termer i forbindelse med almindelig menneskelig adfærd”

Torsten Jacobsen

Hans Ditlev Nissen,

Ja, vi er da i det mindste enige om, hvad der er det centrale i teksten:

“den fagligt undergravende, vildledende og direkte forvrøvlede brug af patologiske termer i forbindelse med almindelig menneskelig adfærd”.

Udsagnet opstille to kategorier, som der så trækkes en tyk sort streg imellem:

- Patologisk adfærd
- Almindelig menneskelig adfærd

Holder vi os til den konkrete adfærd, som diskuteres i artiklen - afhængighed - må man vel læse Anders Hougaard således, at...ja hvad, egentlig? Det er her artiklens argumentation bliver endog særdeles rodet, hvilket burde fremstå tydeligt for enhver - med eller uden confirmation bias til disposition i den mentale værktøjskasse - som har gjort sig den ulejlighed at læse hvad der står skrevet.

Anders Hougaard synes at operere med en klar skelnen mellem stofafhængighed - alkohol og stoffer - og så 'populære og letbenede videnskabelige diagnoser' - altså de 'diagnosemetaforer' han forsøger at gå i rette med i artiklen.

Men denne skelnen er ikke rimelig. Og dermed falder hjulene af artiklen. En artikel, som derfor viser sig slet ikke at handle om afhængighed som realitet i en materiel virkelighed, men om sprogspil. Spørgsmålet er blot, om Anders Hougaard er sig dette bevidst - eller for den sags skyld om du er det?

Der ligger en ubehagelig sammenfaldende interesse mellem medicinalindustriens ønske om at diagnoser skal medicineres, og statsmagtens interesse i at sygeliggøre borgere, der stiller spørgsmål ved opdragelse, skolegang, videre uddannelse, arbejdsforhold eller samfundets indretning generelt.
I den sammenhæng drysses i disse år med løs hånd udredningsforløb ud over især unge medborgere. I København kan behandlerne i disse uger slet ikke følge med.
Det er uhyggeligt, at diagnoser misbruges politisk til at undertrykke borgerne. men ikke noget nyt.
Alle bogstavdiagnoser er medicindesignede og udviklet af BigPharma med Pfizer i spidsen.
Som en psykolog forklarede mig:
Efter 2.verdenskrig var psykologi baseret på en freudiansk forståelse af sindet. I tresserne og halvfjerdserne var det antipsykiatrien, med bl.a. Laing i front (sindssygdom er en sund reaktion på et sygt samfund) der dannede basis for selvforståelsen. Men op igennem firserne og halvfemserne overtog BigPharma, og opfandt en række mere eller mindre diffuse betegnelser, bl.a. ADHD, som ingen helt præcist ved, hvad betyder, hvilket heller ikke er meningen, men de fleste nemt kan forstå på deres egen betingelser og forklaringer. Således kan man inddrage en langt større gruppe mennesker fra mainstreamområdet og gøre dem til medicinbrugere. Det er målrettet business, (læs Peter Götzsche, "Dødelig medicin og mafiametoder)
Udover at det meste psykofarmaka er virkningsløst, eller i værste fald helbreds eller livstruende, udvander det samtidig afhængighedsbegrebet. Og efterlader virkelig afhængige og syge mennesker til enten selvhjælpsgrupper, deres nærmeste eller sig selv. Hvorfor? Fordi de er for få til at tjene penge på.

Sidebemærkning til Torsten Jacobsen:

Det er dejligt at se, hvordan du filosoferer med en hammer. Jeg ved, du er skeptisk over for postmodernisme generelt, men din dekonstruktion af Anders Hougaards tekst er kun mulig på grund af visse udskældte poststrukturalisters arbejde. Din dissekering af modstillingen "patologisk/almindelig" viser netop, at italesættelse kan skabe falske virkeligheder.

Læren af postmodernismen er ikke, at "alt er tekst", men at visse mennesker ser en politisk fordel i at fordreje virkeligheden ved hjælp af sprogspil. Fejlen er at tro, at der KUN er tekst, og at virkeligheden ikke er tilgængelig for os dødelige. Spædbørn reagerer på omgivelserne, dyr reagerer på omgivelserne, helt uden sprogspil. Så at tro at alt er tekst er en simpel fejlslutning.

Dette sagt helt uden sarkasme, jeg forsøger selv efter bedste evne at filosofere med en hammer, og nyder det, når jeg møder en åndsfælle, selv om jeg ikke altid er enig.

Jagtar S. Pudai har helt ret i sin analyse af behandlersamfundet. Problemet er, at for at få hjælp i vore dage, skal man have en diagnose, og selv da er man jaget vildt. Politikerne stoler ikke på sagsbehandlerne, fordi deres job er at hjælpe de mennesker, som politikerne ikke ønsker at hjælpe.

Før jeg selv fik en diagnose blev jeg pisket rundt i systemet, efter jeg fik en diagnose bliver jeg stadig pisket rundt, men ikke med samme intensitet som før. Så jeg værner om min diagnose, eftersom den gør en reel forskel i mit liv - den tillader socialarbejderne at rubricere mig som et medicinsk problem "uden for social pædagogisk rækkevidde", hvilket giver dem en vis rygdækning, så de kan behandle mig nogenlunde ordentligt uden at risikere at miste deres job.

Jeg er så ikke diagnosticeret som "misbruger", selv om jeg ryger lidt hash en gang imellem, men det er det samme, der foregår: Ved at sætte etiketter på mennesker kan vi fralægge os ansvaret og betragte dem som noget, der er gået i stykker. På den måde behøver vi ikke at bekymre os om hvorfor de er gået i stykker, men kan fokusere på at reparere dem.

Ligesom en læge på et frontlazaret: Krigen er konkurrencesamfundets yderste konsekvens, en politisk vedtaget realitet, jobbet går derfor ud på at lappe soldaterne sammen, så de hurtigst muligt kan komme ud og blive skudt en gang til. For at kunne holde det ud er lægerne nødt til at spille e vittige og kyniske sprogspil.

War is war and hell is hell:

https://www.youtube.com/watch?v=GUeBMwn_eYc

Jens Thaarup Nyberg, Dennis Jensen, Hans Nielsen, Johnny Winther Ronnenberg og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

"Læren af postmodernismen er ikke, at "alt er tekst", men at visse mennesker ser en politisk fordel i at fordreje virkeligheden ved hjælp af sprogspil. Fejlen er at tro, at der KUN er tekst, og at virkeligheden ikke er tilgængelig for os dødelige. Spædbørn reagerer på omgivelserne, dyr reagerer på omgivelserne, helt uden sprogspil. Så at tro at alt er tekst er en simpel fejlslutning."

Hørt! Dette er netop min grundlæggende anke mod Anders Hougaards tekst, og udtrykt mere klart end jeg indtil nu har formået. Så tak for det. :)

Og selvfølgelig er postmodernismens indsigter absolut uundværlige for os, i et samfund hvor kompleksiteten og et betydeligt 'informations-overflow' gør det næsten umuligt at finde fast bund under fødderne, for ikke at tale om en fælles klangbund. Men disse indsigter er værktøjer, og bør følgeligt behandles med varsomhed og frem for alt respekt for det materiale, som man slipper dem løs på - med mindre man da ikke bekymrer sig om kvaliteten af det færdige udkomme, men kun om processen.

Du er selvfølgelig opmærksom på, at Anders Hougaard - i sin tekst - om noget gør sig til fortaler for den forståelse af 'afhængighed' (og andre diagnoser), som både du og Jagtar S. Pudai opponerer imod? Blot ønsker han diagnosen forbeholdt 'de virkeligt syge', så alle vi 'normale' kan få lov til at spille computer og tjekke vores Facebookfeed 20 gange i døgnet i fred..

Torsten Jakobsen:

Som mennesker er vi henvist til at se verden i kontraster - spørgsmålet er, hvor vi sætter grænsen: Hvornår er gråt så gråt, at det bliver sort? Hvor mange hår skal en mand have på hovedet, før han ikke længere er skaldet?

Der vil altid være grænsetilfælde, hvor ordenes betydning kan diskuteres. Jeg er lettere deprimeret, er det et eksistentiel betingelse for et menneske, eller er det en sygelig aberration? Der er grader af depression, hvor det er tydeligt, at der er tale om patologiske tilstande, men hvor går grænsen? Hvad er en "naturlig" reaktion på "unaturlige" omstændigheder, og hvad er en "sund" reaktion?

Foucault fokuserede i en af sine bøger på denne problematik, hvor han skelner mellem lægmandens syn på sygdom og lægens "blik", som af en eller anden grund regnes for at være i stand til at give en objektiv vurdering.

Læren er her ikke, at det er tilfældigt, at det lige er lægerne, som gives denne autoritet til at bestemme sygdom objektivt, derimod er det et resultat af en samfundsmæssig udvikling, hvor en række politiske muligheder bød sig til, og hvor man så valgte at gøre lægevidenskaben til overdommer i sygdomsspørgsmål.

Ligesom i retssystemet: Dommere er ikke guddomelige sandhedsvidner, men mennesker som os, som blot har specialiseret sig i at give den bedst mulige juridiske vurdering af en given sag, for så at udtale en dom, der af samfundet betragtes som juridisk bindende. Ikke nødvendigvis sand, for sandheden kan være svær at finde, men "sand nok" til at vi kan få afslutning på sagen og komme videre.

Så jeg er faktisk enig i, at diagnoser er på sin plads i visse situationer, og at "de virkeligt syge" faktisk er en kategori, som afspejler en objektiv realitet - en virkelighed med uldne kanter, ganske vist, men det er jo netop derfor vi har udnævnt en særlig stand til at være overdommer i disse sager.

Samtidig: At mennesker, som ikke er så syge, at det gør noget - så som mig - kan få hjælp uden at behøve at få sig en diagnose, burde være almindelig procedure i et solidarisk samfund. Men så længe jeg kun kan få hjælp hvis jeg betragtes som syg, er jeg villig til at leve med dette stempel - for alternativet er at blive smidt helt ud af samfundet.

Der findes sande autoriteter, det er bare ikke altid tydeligt, hvem der er autoriteter og hvem der er charlataner. At tro, at denne evige tvivl om, præcis hvor grænsen går, skulle betyde, at der slet ingen grænser er, er en postmodernistisk fejlslutning. Der ER skaldede mænd derude i virkeligheden, for selv om de har et par hår eller tre og derfor ikke teknisk set er pilskaldede, bliver de behandlet, som om de var skaldede, og det er i sidste instans målestokken for, hvad der regnes for sandt..

@Niels
Tak for reference! Jeg vil sende den videre til Peter Götzsche, som jeg skylder min viden på området.
Ikke blot med en hammer, men også med refleksionerne og sproget filosoferer du. Gad vide hvilken diagnose/etikette, du er blevet udstyret med, når nu det ikke er muligt at dømme dig ude på dårlig dansk eller tågesnak.
Men lad det ligge, jeg vil ikke vide det.
Min respekt for psykologi er nemlig, rent videnskabeligt set, i øjenhøjde med astrologi (der er godt og dårligt i alle mennesker bla bla). Og dog er astrologi en mere ufarlig og menneskekærlig adspredelse, hvor man samtidig kan drikke urtete og nyde røgelse. Og den er uden en grusom forhistorie med dårekister, kolde bade, eutanasi, tvangsfiksering, søm banket i kraniet, for slet ikke at tale om nutidens medicinforgiftning, som i dag bygger på den latterlige påstand om at man kan foretage en ”udredning". Et bevidst forledende udtryk om indholdsløse spørgsmålsrækker formuleret i brede generaliserende vendinger, som kan blive påfyldt en hvilken som helst mening fra begge sider af skrivebordet. Og bliver det. Og som oftest fører til diagnose og ordination af i bedste fald virkningsløs medicin. Og et digitaliseret stempel for life.
Personlig har jeg kun set på behandlersystemet fra sidelinien.
Alligevel mener jeg at have en ikke kun tillært viden, da jeg har børn under læreres og pædagogers daglige mistænkelige blikke (Hvad fanden bilder de sig ind? Klasseforrædere!). Og jeg har en fortid som afhængig, gennem en minnesotakur blev jeg ædru for 26 år siden. Men min generations dystopier, som de blev formuleret af Orwell og uopslidelige Kafka, kommer dog til kort overfor globaliseringens ekstremkapitalisme, som man virkelig skal være en hård bandit for at udholde.

Jagtar P.S. Pudai: Jeg ser astrologi som en førvidenskabelig typificering af mennesker, en typificering som må have haft en vis nytteværdi, siden man fastholdt i flere tusinde år.

Moderne psykologi har (med Jung) genoptaget denne type-inddeling, nu dog med grundlag i statistiske målinger frem for stjernekort.

Jeg var længe skeptisk over for disse moderne typologier, og betragtede dem som en form for neurolingvistisk programmering, men efter at have sat mig ind i det teoretiske grundlag, har jeg måttet revurdere mit synspunkt. Der er tale om videnskabelige påvisninger af korrelationer, som så spekulativt underbygges med kausale mekanismer. Så der er masser af fejlmuligheder, men mængden af data - de store tals lov - underbygger faktisk resultaterne. Det spekulative fundament kan selvfølgelig afvises af andre spekulationer, men som med al videnskab er der tale om den indtil videre bedste forklaring

At psykologien har mange lig i lasten deler den med stort set alle andre menneskelige foretagender, så det alene er ikke grund nok til at være skeptisk. Ligesom de moderne fremskridt ikke er grund nok til blind accept. Der er ingen endegyldig facitliste på ret meget andet end matematiske problemer, og matematikkens genstandsfelt er jo noget, vi mennesker har fundet på. I modsætning til lægevidenskaben, som beskæftiger sig med ting, som har selvstændig eksistens.

PS: Jeg er diagnosticeret som depressiv - i gamle dage blev melankoli betragtet som en forudsætning for at kunne være et "sandt" åndeligt væsen, så jeg klager egentlig ikke.

:-)

Lidt brok:
Angående statistik: Kvantificering af områder afdækker det valgte spørgsmål.
At nivellere lig i lasten med andre menneskelige områder fortjener den unge videnskab psykologi efter min mening ikke. Der er for mange lig i lasten.
Mit oprindelige problem var sammenfaldet af moderne diagnosticering og kapitalismens ønske om ensretning af individet. Det påfører efter min mening psykologien alvorlige metodeproblemer. Desuden mener jeg ikke at statistik hører hjemme i "psykologi".
Vi er inde ved kernen. Hvad er videnskab? Hvad er menneskelige/psykologiske problemer forstået som videnskabelighed? Hvorfor er de der? Hvordan kan vi løse dem?
Positivismen vil have facts. Og bestemmer i den moderne verden hvad der er videnskabeligt og hvad der ikke er.
Der er en snært af idioti over det faktum.
(Kunne godt lide formuleringen neurolingvistisk programmering. Hesse, Huxley ville have elsket den)

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jeg har vist delt denne på et tidligere tidspunkt, men det taler så glimrende ind i diskussionen om problemet med kategorisering og diagnosticering af henholdsvis 'patologisk' og 'normal adfærd', når der grundlæggende set blot er tale om menneskelig adfærd:

http://www.youtube.com/watch?v=NNnIGh9g6fA&t=17m7s
(frem til ca 32:30, omend hele forlæsningsrækken nok engang ikke kan anbefales varmt nok, til mennesker der har en interesse i menneskelig adfærd - og hvem har i grunden ikke det?)