Kronik

I den sociale indsats overser vi, at dårlig økonomi skaber dårligere forældre

Fattige forældre har svært ved at give deres børn den omsorg, de har brug for. Alligevel indgår familiens økonomiske situation sjældent, når fagpersoner på socialområdet planlægger indsatsen over for udsatte børn og unge
»Forskning viser, at familiens stressniveau forhøjes ganske betragteligt, og at risikoen for omsorgssvigt deraf forhøjes, når forældre presses økonomisk. Det burde ikke undre, men alligevel snes betragningen fjern fra den nuværende lovgivning,« skriver dagens kronikører.

»Forskning viser, at familiens stressniveau forhøjes ganske betragteligt, og at risikoen for omsorgssvigt deraf forhøjes, når forældre presses økonomisk. Det burde ikke undre, men alligevel snes betragningen fjern fra den nuværende lovgivning,« skriver dagens kronikører.

Anders Brohus

5. december 2017

Det er en helt central socialpolitisk målsætning at forebygge, at børn og unge bliver udsatte. Det har det været i mange år, og man har satset massivt på området i landets kommuner.

Alligevel går udviklingen ikke den rigtige vej. Der er ikke færre børn, som bliver udsatte. På nogle områder går udviklingen sågar den gale vej. Det virker paradoksalt.

Når vi forsøger at svare på, hvorfor det ikke lykkes at vende udviklingen, peger vi typisk på forældre, der ikke magter forældreopgaven; børn, der ’arver’ forældrenes uhensigtsmæssige sociale adfærd.

Forældrene kan også være fortravlede, overbeskyttende eller for optagede af egne behov. Kort sagt: Man fokuserer primært på relationen mellem barn og forældre, når der iværksættes indsatser for udsatte børn og unge. Det gælder ikke mindst blandt socialrådgiverne, viser forskningen.

Herudover forholder man sig til problemer vedrørende barnets helbred – eksempelvis psykiske diagnoser og handicaps. Det er sjældent, at socialrådgiverens blik retter sig mod de mere strukturelle forhold, der påvirker barnet. Det være sig for eksempel familiens økonomiske trængsler og materielle afsavn.

Økonomi er grundproblemet

Når de materielle forhold i barnets liv fylder så lidt i sagsbehandlingen, er det fordi børnefattigdom i årtier kun har eksisteret i meget begrænset omfang.

Vi har haft et økonomisk sikkerhedsnet under udsatte familier i form kontanthjælpssystemet samt andre sociale ydelser som boligsikring og ikke mindst børnepenge, der netop er målrettet børnefamilierne.

Der har med andre ord været indbygget en strukturel forebyggelse af børnefattigdom i de sociale ydelser. Derfor er det for så vidt forståeligt, at den sociale indsats over for børn og unge har været rettet mod andre forhold i barnets eller den unges liv end eksempelvis familiers økonomiske situation.

Problemet er blot, at sikkerhedsnettet under udsatte familier er svundet gevaldigt ind. Adskillige beskæftigelsespolitiske reformer har igennem de seneste år systematisk reduceret de sociale ydelser, som udsatte borgere kan modtage. Argumentet har været, at »det skal kunne betale sig at arbejde«.

Senest er 225-timersreglen blevet indført. Den stiller krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde minimum 225 timer i løbet af et år for at undgå at få kontanthjælpen yderligere reduceret. Herudover sætter det såkaldte kontanthjælpsloft en maxgrænse for, hvor stort et beløb kontanthjælpsmodtagere samlet set kan modtage i form af offentlige ydelser.

Loftet har i særlig grad ramt kontanthjælpsmodtagere med børn hårdt, da det først og fremmest netop er børnefamilier, der kommer over ’loftet’, fordi de modtager sociale ydelser målrettet deres børn.

Endelig er integrationsydelsen – en ydelse målrettet indvandrere – blevet genindført. Den er endnu lavere end kontanthjælpen, og bliver derfor ofte betegnet ’fattigdomsydelse’. Herudover er der planer om at reducere børne- og ungeydelsen til børn af indvandrere ved at stramme kravene til, hvornår man har optjent ret til at modtage ydelsen.

For familier, der er blevet ramt kontanthjælpsloftet og øvrige stramninger på kontanthjælpsområdet, og for familier, der lever af integrationsydelse, er fattigdom og i særdeleshed børnefattigdom blevet en reel risiko – for nogle endda en realitet.

Stressede voksne

Forskning viser, at familiens stressniveau forhøjes ganske betragteligt, og at risikoen for omsorgssvigt deraf forhøjes, når forældre presses økonomisk. Det burde ikke undre, men alligevel synes betragtningen fjern fra den lovgivning, der alene i 2016 har berørt henholdsvis ca. 18.000 børnefamilier for integrationsydelsens vedkommende og knap 60.000 børn for kontanthjælpsloftet og 225-timersreglens vedkommende.

Udover at lommesmerterne betyder, at der ikke er råd til fritidsinteresser, tøj eller fødselsdage, viser forskningen, at de pressede forældre har svært at være nærværende og omsorgsfulde over for børnene.

Forskningen viser også, at de økonomiske trængsler faktisk påvirker familien i en sådan grad, at børnenes risiko for at udvikle behov for særlig støtte forøges, ligesom sandsynligheden for, at barnet anbringes uden for hjemmet, øges.

Alligevel er der hos de fagprofessionelle fortsat ikke ret meget fokus på at forebygge de negative konsekvenser, som en trængt økonomi medfører. Det viser vores forskning, som efter planen snart publiceres, tydeligt.

Forestillingen om, hvad der gør børn udsatte i det danske samfund, og deraf hvad man som f.eks. socialrådgiver skal fokusere på i arbejdet med udsatte børn og unge, har med andre ord ikke fulgt med udviklingen i de strukturer, der i dag omgiver udsatte familier. Man tager udgangspunkt i de dårlige relationer i familien, og er i vid udstrækning blind for, at de har rødder i familiens håbløse økonomi.

Helheden fortaber sig

Selv om lovgivningen på kontanthjælpsområdet formelt er rettet mod voksne, rammer den altså også mange børn hårdt. Den kommunale sagsbehandling og støtte skal, uanset om der benyttes den ene eller den anden metode i arbejdet med udsatte børn og unge, anlægge en helhedsbetragtning. Det foreskriver Serviceloven tydeligt.

Derfor skal barnets familieliv, skole- institutions- og fritidsliv inddrages, når problemer og løsninger skal findes. En families begrænsede og pressede økonomi er, som det fremgår, et ikke ubetydeligt forhold og bør derfor inkluderes i en helhedsbetragtning af barnet og dets situation.

Men fordi de sagsbehandlere, pædagoger, lærere mv., som møder børn fra udsatte familier ikke har tradition for at fokusere ret meget på familiens økonomiske betingelser, ender den økonomiske disciplinering af de voksne ofte med at overtrumfe barnets trivsel.

Helhedsorienteringen og helhedsorienterede metoder på børne- og ungeområdet står med andre ord svagt over for en beskæftigelsespolitik rettet mod voksne – også selv om de voksne måtte være forældre! På den måde er lovgiverne i allerhøjeste grad i gang med at udfordre barnets tarv.

Besparelse med bagslag

I første omgang sparer det offentlige penge ved at skære i de sociale ydelser. Herudover forventer man øgede skatteindtægter, fordi man regner med, at flere vil komme i arbejde, hvis det kan give dem større økonomiske gevinst end at forblive på overførselsindkomst.

Men de ekstra penge kan hurtigt få ben at gå på, når børnene i de familier, hvor forældrene fortsat står uden arbejde, udvikler behov for aflastningsordninger, kontaktpædagoger eller måske må anbringes uden for hjemmet, fordi mor og far ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at imødekomme og vatetage deres behov og trivsel.

På sigt kan regningen endda blive endnu større, fordi børn i den sårbare situation har ringere fremtidsudsigter.

Fra et økonomisk perspektiv kan en sådan prioritering synes både mærkværdig og kortsigtet. Fra et medmenneskeligt perspektiv er prioriteringen yderst bekymrende.

I sidste ende afgøres størrelsen af sociale ydelser af politikerne. Men uanset, hvad de måtte beslutte, er der behov for, at den kommunale forvaltning og de fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge, får bedre blik for, at de økonomiske strukturer spiller en væsentlig rolle for familien og børnenes trivsel.

Man skal simpelthen blive bedre til at få øje på, hvordan den økonomiske disciplinering af forældrene, som måtte give mening for arbejdsmarkedsforvaltningen, virker undergravende for målene i socialforvaltningen. For erfaringen har vist, at når siloerne ikke taler sammen, bliver helhedssynet i det sociale arbejde kompromitteret, og så taber børnene.

Iben Nørup er Post.doc og Ph.d. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Stina Krogh Petersen er Ph.d. og videnskabelig assistent ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Jens Peder Nielsen
  • Anne Schøtt
  • Thomas Olsen
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, Jens Peder Nielsen, Anne Schøtt, Thomas Olsen, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Regeringen er da fløjtende ligeglad med de udsatte børnefamilier. Sålænge de voksne er en del af arbejdsudbudsstatistikken, og dertil tvinges til at arbejde gratis i diverse virksomhedspraktikker, løntilskudsordninger og nyttejob, så forbedres konkurrenceevnen. Samtidig udgør de udsatte en potent skræmmefaktor for andre, der bliver angst for at miste jobbet, og lærer at holde kaje selvom arbejdsmiljøet er forfærdeligt. Eller de skøjter fra den ene prekære arbejdsplads til den næste på kontraktansættelser ad infinitum.
Og når de udsatte børn engang bliver teenagere, har regeringen jo fået uddannet et politi, der griber staven før de tager den unge i hånden. Desuden er den kriminelle lavalder passende sat ned, så endnu yngre børn nu kan ryge bag tremmer.
De voksne kan så passende tage at dø før de bliver gamle, så sparer man hjemmeplejen og sygehusudgiften.

Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, June Beltoft, Helene Kristensen, Anne Schøtt, Herdis Weins, Thomas Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

komurnekaserne bugner med flere milliarder så det skriger til himlen at både Christiansborg og kommunal politikkerne har råd til kampfly som man ikke kender prisen på! store honorarer til kommunal direktører som rager til sig med arme og ben og stadig har de frækhed nok til at råbe det skal kunne betale sig at arbejde men for HVEM!!!!!!!!!!

lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen, June Beltoft, Herdis Weins, Thomas Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Andreas Gamél von Benzon

Det er ikke overraskende, at den nuværende socialpolitik ikke har blik for, at dårlig økonomi har betydning for forældres evne til at være forældre og dermed børns udvikling. Det overraskende er, at det aldrig har været en del af kampen mod ulighed at frigøre mennesket fra økonomiens åg.

Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, June Beltoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Peder Nielsen

Som vokset op alene med en psykisk syg mor på førtidspension i 60-70erne, er jeg helt enig. Vi manglede ikke noget væsentligt materielt dengang. Uden denne økonomiske tryghed, var det gået mere galt for min mor og mig.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Socialpolitik er overladt til fallerede pornofotografer, studerende der lige skal tjene lidt ekstra i ferien og diverse andre uden empati og viden.
Socialrådgiveren, der har uddannelsen er ikke underlagt autorisation, for det synes de ikke er nødvendigt. Det er jo kun for alle de andre der har med menneskers liv at gøre. selv VVS'eren der skal sætte vores lokummer op skal være autoriseret.
Mao sagde vistnok engang, at det ikke gjorde noget at folk døde. De havde jo nok af dem. Uha, uha sikke noget, at sammenligne os med de røde!
Jeg er så gammel, at jeg husker min mor, der fortalte om barndomserindringer, hvor børn havde engelsk syge,lange næser og børnesår. Det fandtes ikke i min barndom og ungdom i 50 erne og tresserne, men jeg tror vi vil se det igen, hvis den inhumane politik ikke stopper.Men pyt, så kan de lære det - er medicinen.
Det sociale område er overtaget af jobcentrene, som er et studie i tortur. Spørg du en sagsbehandler om økonomi og de henviser til nogle andre, som gør alt hvad de overhovedet kan for at lukke døren. Det er vel og mærke ikke altid ud fra gældende lov, men ud fra uvidenhed og direkte chikane. De ved udmærket at mange opgiver deres ret, hvis det gang på gang er et nej.
At vi har politikere, der uden blusel er revnende ligeglade med børns ve og vel er en skændsel på et land, hvor løkkeridderen og hans kumpaner stolt siger, det går rigtig godt i Danmark, og nu skal vi lige bruge 35 milliarder på kampfly, for vi vil hellere slå ihjel end tage os af børn og svage.
Jeg var engang glad for at være dansker. Nu skammer jeg mig.
Men tak for kroniken. den er spot on!

Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

Et af de store huller i den sociale politik er at familier, som ejer et stort set værdiløst hus - skal sættes på gaden før de kan få nogen hjælp. Uanset, at det samfundsmæssigt, socialt og familiemæssigt ville være langt mere rationelt at hjælpe dem til at blive boende i eget hus. Dem er der mange af i dele af landet. Derudover har de fattige familier på landet heller ikke, hverken overskud eller evner til at finde alle de ordninger, som skjuler sig rundt omkring. Derfor burde kommunen selv tilbyde sin hjælp - de har indtægtsgrundlaget tilgængeligt og kan finde de svage, fattige familier - eller i det mindste gøre det meget tydeligt, hvilke muligheder fattige med egen ejendom har for støtte.

Jeg har selv været vidne til 2 familier, som er blevet splittet til atomer, mistet deres faste bopæl igennem mange år - for at ende i et antal offentlige ejendomme. De klarede sig selv med avisjobs og lignende og levede en ekstremt skrabet tilværelse, men var glade. Nu er de på bistand og får diverse tilskud og koster kassen for kommunerne.

Det undrer mig til stadighed at det er forbudt at agere og tænke rationelt i forvaltningerne. Det er det samme problem vi har haft i de 30år jeg har observeret. Folk og familier skal trædes HELT NED i mudderet - hvorefter hjælpen så kommer og er mange dobbelt dyrere at udføre.

Fjern dog de krav til at støtte kun kan gives til folk uden "værdier" - mange huse er ikke reelle værdier i dag. Tag dog f.h. en individuel vurdering om rationalet i at smadre folk fremfor at hjælpe dem i god tid.

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Marie Sanne Caroline Malmros

Artiklen påpeger et kæmpe problem. Jeg opfordre til at give julehjælp for det er voldsomt stigmatiserende ikke at kunne holde jul og mennesket har brug for en lys fest i den mørke tid. Men problemet er selvfølgelig langt større end bare julen. Jeg mener at man skal behandle de fremmede der er her ordentlig og så lukke for yderligere tilstrømning af for mange som ikke er uddannede nok og som ikke vil de danske værdier med ligestilling og religionsfrihed, samt ofte også ytringsfrihed.

Philip B. Johnsen

Iben Nørup er Post.doc og Ph.d. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Stina Krogh Petersen er Ph.d. og videnskabelig assistent ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

Det er muligvis mig der er langsom her, men så må forfatterne af artiklen forklare jer bedre, hvad er det man tror der er overset eller ikke i overensstemmelse med formålet, med den førte politik?

Det er godt der gøres opmærksomhed på ondskaben, men tjener det et godt formål, at udlægge det, som en politisk misforståelse.