Læsetid 3 min.

Vi står ved velfærdsstatens yderste grænse

Regeringsmagten svinger planløst frem og tilbage mellem blokkene, mens politikerleden vokser. For sagen er den, at ingen af siderne kan puste liv i den vækst, der skal til for at sikre fortsættelsen af velfærdsstaten
8. december 2017

Opbakningen til den danske velfærdsstat bygger på, at den brede befolkning opnår en stadig større del af samfundets værdier – og har tiltro til, at den udvikling fortsætter. Det har været det bærende element på tværs af store forandringer siden Anden Verdenskrig.

Først var der tale om, at arbejderne tilkæmpede sig en stadig større del af samfundets industrielle værdier. Herefter så vi, at middelklassen høstede en voksende del af samfundets finansielle gevinster.

Den klassiske velfærdsstat, der for alvor foldede sig ud i de tre årtier efter Anden Verdenskrig var præget af socialistiske idealer. Arbejderne skulle have en større del af den industrielle vækst, og samfundet som helhed skulle forandres på grundlag af politiske værdier fra arbejderbevægelsen, såsom solidaritet og lighed.

Industrielle problemer

Velfærdsstaten var umiddelbart en stor succes. Den almindelige arbejder blev løftet ud af fattigdommen og kunne nyde godt af hurtig fremgang i lønninger og velfærd.

Men den form for velfærdsstat nåede sine grænser i 1970’erne, hvor kritik fra det nye højre og modstand fra det nye venstre fik sammenhængskraften til at krakelere.

Velfærdsstaten stødte her imod de industrielle grænser i en årrække med politisk turbulens og økonomiske problemer med faldende boligpriser, store statsunderskud, lønstagnation og stigende arbejdsløshed.

Den nye begyndelse for velfærdsstaten kom i 1990’erne, hvor krisebilledet først fortonede sig og siden helt forsvandt i sen-1990’ernes svimlende optimisme.

Nu var fremtidsidealet ikke længere det socialistiske samfund, men den nyliberale drøm om, at en gylden kombination af stat og marked ville kaste evige finansielle gevinster af sig, der så kunne regne bredt over samfundet.

Borte var store lønstigninger, bedre velfærd, solidaritet og lighed. Men det blev overskygget af kraftigt stigende boligpriser, skattelettelser, og højtflyvende aktiekurser, der med de nye pensionsordninger også kom middelklassen til gode.

Inkarnationen af den nyliberale drøm er et langt liv med stadig flere penge mellem hænderne i form af store finansielle gevinster. Den typiske arbejder, som nu var blevet del af middelklassen, kunne se sin formue vokse med høje vækstrater. Lige indtil finanskrisen brød ud.

Drøm eller mareridt?

Finanskrisens exceptionelle betydning er, at tiltroen til stadig mere rigelige finansielle gevinster er vedblivende undergravet. Krisen har ramt tilliden og punkteret den nyliberale drøm.

Selv om boligpriserne nu ligger over niveauet for ti år siden og peger stejlt opad, og aktiekurserne over samme periode er godt og vel fordoblede, så mangler den essentielle komponent, der udgjorde fundamentet for den finansielle guldfeber før krisen: den ekstatiske tro på, at fremgangen vil vare evigt.

Vi ved, at miraklernes tid er forbi. Nedturen venter. Det forhindrer effektivt den løssluppenhed, der karakteriserede ikke mindst det private forbrug før krisen. Den økonomiske vækst er derfor stadig lav. Og der er fortsat underskud på statsfinanserne og betydelig arbejdsløshed.

Velfærdsstaten har nu også nået sine finansielle grænser. Det er en grænse for vækst og gæld, der manifesterer sig med ekstra styrke i det politiske liv.

Politikerleden vokser

Den politiske krise er i dag dybere end i 1970’erne. Dengang rettede den politiske vrede sig især mod de hovedansvarlige for den klassiske velfærdsstat, Socialdemokratiet, mens de borgerlige partier så i baggrunden møjsommeligt kunne mønstre opbakning til den nyliberale politik med inspiration fra lande som USA og England.

Herefter omstillede Socialdemokratiet sig til den nye politiske virkelighed og konsoliderede den nyliberale velfærdsstat i 1990’erne, hvormed der opstod konsensus om de nyliberale idealer. Og på grund af den brede politiske konsensus rammer politikerleden i disse år de regeringsbærende partier på tværs af højre og venstre, idet de har et fælles ansvar for den nyliberale politik.

De store danske partier er så viklet ind i nyliberalismen, at de er ude af stand til at finde en vej ud af krisen. Regeringsmagten svinger ved valgene planløst frem og tilbage mellem blokkene, mens politikerleden samtidig vokser.

I det tiende kriseår er den politiske situation stadig uforandret og fastlåst. Og det er netop det politiske symptom på, at vi står ved velfærdsstatens yderste grænse.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Henrik Olesen
    Henrik Olesen
  • Brugerbillede for Peter Nielsen
    Peter Nielsen
  • Brugerbillede for Thomas  Olsen
    Thomas Olsen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Jørgen Wassmann, Henrik Olesen, Peter Nielsen, Thomas Olsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Pendulet svinger, og træerne vokser ikke ind i himlen. Det behøver man da ikke en udvidet roekuleklappereksamen for at fastslå.

Når nu vi står ved den yderste grænse for velfærdssamfundet, Peter Nielsen - så kunne du (som lærd) måske afsløre hvad du ser på den anden side af grænsen (som nu er nået)?
Det vil da være nok så interessant, mener jeg.
Jeg er dog heller ikke - urimeligt langvarigt uddannet.

God dag der ude

Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om det Peter mener, når han siger, vi står ved velfærdsstatens yderste grænse, er, om der ingen form for velfærdsstat er på den anden side af grænsen. Jeg synes ikke, dette fremgår klart af artiklen. Og hvis velfærdsstaten er helt færdig, uopretholdelig, hvad vil Peter så mene, der kommer i stedet?

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Velfærdsstat er som andet et politisk valg og dermed udtryk for en prioritering. Undersøgelser viser at der er stor opbakning til bevarelsen, og langtfra stor opbakning til skattelettelser, alligevel er det det sidste politikerne i blå stue arbejder på.
Tonedøvhed og ideologi er også en måde at afskaffe velfærden på og dermed ikke udtryk for en økonomisk nødvendighed.

Eva Schwanenflügel, Tue Romanow og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Velfærdsstaten kræver om noget ikke vækst, men fordeling af ressourcer og opgaver.

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Tue Romanow, Niels Nielsen, Ivan Breinholt Leth og Andreas Gamél von Benzon anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Gamél von Benzon
Andreas Gamél von Benzon

Hvis vi vælger hinanden til, altså mennesker forenet med hinanden og Livet som sådan, behøver vi slet ikke væksten for at kunne tage os af hinanden. Vil man ikke kunne påstå den decideret modsatte sammenhæng: At væksten kun har bidraget til en underminering af menneskets samhørighed med hinanden og Alt?

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

"Velfærdsstaten har nu også nået sine finansielle grænser." Nåda! Og hvad består den grænse så i? Er finansministeriets computer gået i udu? Kan finansministeren ikke finde ud af at trykke på knappen? Er finansministerens støttepædagog sygemeldt?

Vareproduktionen i Danmark er høj. Vi er et af overskudslandene i EU. Eksporten er høj. Der er overskud på betalingsbalancen, og inflationen er stadigvæk forholdsvis lav. Staten kan skabe penge, uden at det ville få inflationen til at stige. Dvs. staten er alligevel forholdsvis begrænset i den henseende. Men det er en begrænsning, som politikerne selv har skabt i og med, at man har bundet kronen til euroen, og man har underskrevet EU's Finans- og stabilitetspagt, som pålægger statens underskud at holde sig inden for visse rammer. Landets 'politiske økonomer' af enhver politisk farve lirer løs på mantraet om statens finasielle grænser, uden at fortælle befolkningen, at disse grænser langt hen af vejen er selvvalgte, og kan ophæves, hvis der er politisk vilje til det. Ikke en eneste politiker, økonom eller journalist stiller spørgsmålet: Hvori består denne grænse? Man lader befolkningen hvile i den illusion, at en stat - ligesom en privat husholdning - er afhængig af sine indtægter for at kunne dække sine udgifter Så længe folket køber den røverhistorie, kan man skære ned på den offentlige sektor, og omfordele fra de små indkomster til de stor, uden at det giver anledning til væsentlig politisk ballade. For det er lykkedes politikere og økonomer at bilde befolkningen ind, at politikken er 'nødvendig'.

Er der ikke bare en enkelt eller to økonomer eller politikere, som kan forklare folk, at en stat ikke dækker sine udgifter ved at opkræve skat, og at et overskud i den offentlige sektor medfører et underskud i den private, og derfor slet ikke er til gavn for samfundet - sådan kapitalistisk set? Overskud eller bare balance på de offentlige budgetter hæmmer både investeringer og forbrug i den private sektor , hvis altså ikke eksporten er så høj at den kan kompensere for tabet i den private sektor. Samtlige borgerlige partiet arbejder på at mindske statens underskud, selvom man burde vide, at det hæmmer opsparingen i den private sektor (forstået som forbrugere og privat erhvervsliv).

Selv i Enherdslisten nærer man den folkelige illusion - som er grundlaget for næsten al politisk/økonomisk manipulation - at staten har en pengekasse, som den skal have penge ind i, før den kan dække sine udgifter. På side 5 i EL's pjece 'Der er råd', kan man læse: "Har statens skattekiste ikke mulighed for at skaffe penge?" En sådan 'skattekiste' findes ikke, og staten skal ikke 'skaffe' penge. Finansministeriet har en computer med et regneark. Når staten skal dække sine udgifter, skaber denne computer et tal, som bogføres i regnearket. Tallet overføres til diverse konti i de private banker. Computeren løber aldrig tør for tal, men der findes naturligvis grænser for, hvor mange gange finansministeren kan trykke på den tast, som generer tal.

Denne grænse for staten består i værdien af samfundets vareproduktion. Sålænge staten ikke overskrider denne grænse for sin pengeskabelse væsentligt, kan staten finansiere enhver udgift, som er nomineret i statens valuta. De fleste økonomer ved, at det hænger sammen på den måde, men de siger det af en eller anden grund ikke.

Der findes andre grænser for vækst (end den finansielle), som det er langt mere påtrængende at diskutere. Nemlig de grænser som naturen sætter. Hvis vi er nødt til at holde os inden for disse grænser, har vi ikke andet valg end at omfordele i den modsatte retning end den nuværende regerings retning - hvis altså vi har som ideal, at alle borgere skal have en rimelig materiel levestandard. Hvis økonomien ikke kan tjene dette formål, må den afskaffes til fordel for et andet økonomisk system. Det er så simpelt, men alligevel tilsyneladende uhyre vanskeligt at forstå - især for 'politiske økonomer'.

Eva Schwanenflügel, Philip B. Johnsen, Frederik Young, Niels Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller

Naturligvis er velfærdsstaten væk om 20 år. Det første som forsvinder er S.U , boligydelse, boligsikring og til sidst folkepensionen som i dag er en vittighed.

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Kim Houmøller

Vær ikke så sikker på det. Indenfor mainstream økonomien er der opbrud. Man har opdaget, at USA kom hurtigere ud af krisen end EU, og selv neoliberale stiller spørgsmålstegn ved 'starve the beast' teorien. I Davos har borgerskabet endnu en gang udtrykt bekymring over den stigende ulighed, og i krogene hviskes der om borgerløn. Borgerskabet ved godt, at de ikke allesammen kan spekulere sig til højere profitter. Nogle er nødt til at producere, og hvis der skal produceres, er der nogen, som skal købe varerne.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Ivan Breinholt Leth
Tak for dit fremragende indlæg du skrive:
“Der findes andre grænser for vækst (end den finansielle), som det er langt mere påtrængende at diskutere.”

Jobcentrenes magtanvendelse er et af de politiske torturinstrumenter affødt af liberalismens menneskesyn?
Link: https://www.information.dk/debat/2017/12/paa-jobcentret-laerte-alene?lst...

Det er lige der på centrene, det bliver vigtigt, at forstå nødvendigheden af opgøret med liberalismens menneskesyn, for uden handling på de handlingskrævende problematikker, kan fattigdom nemt komme til alle.

Politikere siger det ikke, men de ved selvfølgelig godt helt precist, hvad de menneskeskabte klimaforandringer betyder for udviklingen af klimaflygtninge.
Ondskaben der nu politisk kryber frem med liberalismens menneskesyn, er veldokumenteret og ondskab løser ingen af udfordringerne.

Deadline
Link: https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-tv/deadline-2017-12-07

Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Peter Nielsens argumenter fremstår fuldstændig naturnødvendige, som om der var en fysisk lov der ufravigeligt bestemte, at vi absolut skulle fortsætte med den muldvarpeblinde vækststigning, for at bevare en fornuftig velfærd.
Det minder mig om, når 'Bæredygtigt Landbrug' siger, vi skal sprøjte giftige stoffer ud på markerne for at landbruget kan overleve :-(

Philip B. Johnsen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar