Læserbrev

Stressen fra præstationssamfundet

27. december 2017

Som ledig kan det være svært at følge med præstationssamfundet, hvor idealet for det gode liv er, at vi i stadig stigende grad skal præstere mere for at opnå vores mål. Og hvis ikke det lykkes, sidder vi tilbage med følelsen af fiasko. Vi har med andre ord udviklet en konkurrencekultur, hvor vi livet igennem skal yde for at kunne følge med i ræset, og vores arbejde og uddannelse er blevet noget, vi måler vores værdi som menneske efter.

Jeg har altid været uforstående over for, hvorfor arbejdsløse bliver ramt af stress. »Stress over hvad? Du laver jo ikke noget,« har jeg selv tænkt indtil for cirka et halvt år siden, hvor jeg mærkede ledighedens stress på egen krop, efter at jeg dimitterede fra serviceøkonomuddannelsen. Nu var jeg lige pludselig hverken under uddannelse eller i job: Hvad er jeg så nu? Er jeg ingenting?

Jeg brød mig ikke om at være i selskab med andre mennesker, når og hvis de spurgte mig: »Nå, hvad laver du så til daglig?« Det var det mest utålelige spørgsmål. For jeg lavede ingenting, jeg var ikke en del af noget. Det er ensomt at være ledig. Både i privatlivet og ude i samfundet. Og det gav mig utvivlsomt en følelse af tomhed i hverdagen, at min sambo, mine venner, familiemedlemmer og folk omkring mig var beskæftiget, mens jeg selv ihærdigt forsøgte at finde på noget at foretage mig.

Det er i øvrigt ikke kun selve arbejdsløsheden, der stresser, men i høj grad også uvisheden om hvad fremtiden bringer. Hvad laver jeg om en uge, en måned, et år? Er jeg uønsket på arbejdsmarkedet? Finder jeg noget at beskæftige mig med? Hvad skal jeg i virkeligheden gøre for at finde et arbejde?

Præstationssamfundet har utvivlsomt også sine fordele. Vi kan og skal naturligvis kræve noget af hinanden. Men vi mangler at give plads til individer, der træffer et forkert uddannelsesvalg, opsiger deres arbejde eller måske ikke har haft mulighed for at gøre karriere. Det kan være svært at sige fra og melde sig ud af denne »præstationskamp«, da der efterhånden ikke er plads til at begå fejl eller træffe et »forkert« valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu