Kommentar

Tro ikke, at nationalstaten er magtesløs over for globalkapitalismen

Venstrefløjen, de europæiske socialdemokratier indbefattet, er nødt til at genopfinde klassekampen og bruge statsmagten til at regulere med samme hårdhed, som borgerlige regeringer brugte den til at afregulere
18. december 2017

I verdens oceaner eksisterer en skrøbelig balance mellem rovdyr og byttedyr: Kommer der for mange af de første, svinder forekomsten af de sidste. Med den konsekvens at rovdyr sulter og bliver gradvis færre, hvorved byttedyr kan genoprette deres bestande.

Arbejdsmarkedet fungerer analogt til den model: Her foregår der stadig kamp mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om fordeling af vækstens frugter. Men modsat naturens verden findes der ikke selvkorrigerende mekanismer. Over de sidste fire årtier har arbejdsgiverne været rovdyr og arbejdstagere byttedyr.

Arbejdstagernes levestandard har været i tilbagegang de seneste mange år. Vel er ledigheden faldet til næsten samme niveau som før finanskrisen, men for mange er det blevet sværere at få enderne til at mødes. Løntilvæksten er i Storbritannien og flere andre vestlige lande historisk lav, gældsstiftelsen historisk høj.

Hvordan vi havnede her, er ikke nogen hemmelighed. Fagforeningernes magt er reduceret, kollektive lønforhandlinger i den private sektor sjældnere, deltidsarbejdet er eksploderet, og hvor normen før var varig beskæftigelse i samme virksomhed, hulter mange sig nu igennem med diverse småjob.

Forandringerne går igen i flere lande. De lande i Europa, som blev hårdest ramt af finanskrisen – Grækenland, Irland, Portugal, Spanien, Cypern – måtte acceptere, at prisen for hjælpepakker var spare- og privatiseringsprogrammer. Vel spiller finanskrisen en rolle. Løntilvækstraten i Storbritannien i årtiet før finanssektorens nedsmeltning var på mellem 4 og 4,5 procent, siden 2008 har den knap nået halvdelen af det niveau. Alligevel vil det være forfejlet at se finanskrisen som et brud med fortiden. Snarere har den intensiveret en proces, der har stået på siden 1970’erne, og som kun kan forstås ud fra en term, der i dag klinger bedaget: klassekamp.

Klassekampens sejrherrer har scoret hele udbyttet: højere profitter og dividender, lavere personskatter, større andel af nationalindkomsten. I klassekampen mellem kapital og arbejdskraft har kapitalen sejret hele vejen. Slagmarken er oversået med spor efter arbejdskraftens nederlag: prekære jobs for symbolske honorarer, sammenbrud for den kollektive forhandlerret, stadige nedskæringer på de offentlige budgetter. Den laveste reallønstilvækst i noget årti siden 1800-tallet.

Stærke røde er sjældne

Der var engang, da centrumvenstrepartier ville have slået mønt af folkelig misnøje over denne udvikling. Men i 2017 fik de tyske socialdemokrater deres værste valgresultat siden Anden Verdenskrig, de franske socialister blev næsten udslettet som PASOK, det græske socialistparti, før dem. Hillary Clinton var i stand til at tabe et præsidentvalg til en klovnekandidat, og Spanien og Holland, Norge så samme historie. Overalt er der håndgribelig lede over, hvad der ses som systematisk aftalt spil. Kun Storbritannien (og Danmark) har endnu stærke socialdemokratier.

I bogen Reclaiming the State har økonomen Willam Mitchell og politilogen Thomas Fazi et bud på en forklaring: Venstrefløjen har opgivet at føre klassepolitik og koncentreret sig om identitetspolitik. Her har den vundet bemærkelsesværdige sejre, men ingen af dem har formået at udfordre den turboladede kapitalisme, som har fået hele banen for sig selv.

Staten er stærk

Det er betegnende, at de vigtigste undtagelser fra denne regel er to ældre mænd, Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, der ikke undser sig for at tale klassepolitik og ikke køber argumentet om, at nationalstater skulle være magtesløse over for de globale markedskræfter. Dermed går de op imod den tredje vejs-dogmatik, som satte sig igennem med Bill Clinton i USA og Tony Blair i Storbritannien, ifølge hvilken centrumvenstreregeringer må finde en modus vivendi med markedskræfterne – i praksis gennem afvikling af restriktioner af Wall Streets spekulative aktiviteter og brug af skatteydermidler til at kompensere for sultelønninger med skattekreditter.

Spliden i britiske Labour om Brexit illustrerer spændingen mellem de to tilgange. Flertallet af Labour-politikere er stadig overbevist om, at kapitalismens excesser tøjles bedst på overstatsligt EU-niveau – en tiltro, der er svær at forene med Lissabon-traktaten fra 2007, som forpligter medlemsstater til at agere i overensstemmelse med en åben konkurrenceøkonomi, rynker på næsen af statslig hjælp og foreskriver disciplinære straffeforanstaltninger for regeringer, der oparbejder underskud.

Og vi har set, hvad der sker, når neoliberal teori omsættes til praksis: Da franske og tyske banker havde ydet uansvarlige udlån til Grækenland, var det første bud at beskytte franske og tyske aktionærer snarere end græske arbejdere.

Det er en kæmpemyte, at 1970’ernes og 1980’ernes neoliberale revolutioner skulle have svækket den statslige magt. Reelt udnyttede borgerlige partier blot statsmagten til at undergrave arbejdskraftens magt og styrke kapitalens. Hvor vedvarende stærk den nationalstatslige magt var, så vi i finanskrisen i 2008, da regeringers vilje til at gå ind med offentlige penge og skatteydergarantier kunne frelse hele det globale banksystem fra krak.

Venstrefløjen står over et valg: Den kan blive ved med at dyrke tyrkertroen på, at kapitalismen kan tæmmes på transnationalt niveau, selv om intet tyder på det. Eller de kan bruge nationalstatens magt til at forfølge progressive mål, selv om alt tyder på, at den vil løbe ind i hård modstand. Den kan selvfølgelig også bare afvente, at rovdyrene har ædt sig gennem alle byttedyr. Det er imidlertid opskriften på katastrofer – også for rovdyrene selv.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
  • Ingolf Bent Skipper
  • Lise Lotte Rahbek
ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Ingolf Bent Skipper og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Den usminkede sandhed om socialdemokratismens svigt og nedtur - en irreversibel udvikling der ikke kan stoppes så nye partier på venstrefløjen skal overtage. Og hvad er det nu man siger?
"Gå aldrig tilbage til en fuser"

Ja, det har jeg sådan set sagt hele tiden. It's the power stupid - men få bare folk til at tro, at det handler om pengene.

Birger Bartholomæussen

Sikke dog noget sludder. Kapitalismen kan kun bekæmpes på transnationalt niveau. Forestil jer, at DK hæver selskabsskatten til 38%, som den var i "gamle dage". Med kapitalens fri bevægelighed ville danske arbejdspladser hurtigt flytte til billigere skattelande. Kun med transnationale (eller overstatslige) aftaler om fælles niveau for selskabsbeskatning og ensartede skatteregler kan den slags bekæmpes. Her er EU ideelt set et godt instrument, men det kræver så, at der er nationale regeringer, som vil det og som kan blive enige om det. Og det er der den politiske kamp står. EU er som institution hverken ond eller god. EU er, hvad nationalstaterne gør den til. Og i øjeblikket er det lidt op ad bakke. Som at banke hovedet mod en mur. Det er selvfølgeligt dejligt, når man holder op med at banke hovedet mod muren, men hvem siger, at det er muren, der holder hver gang?

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det kræver en høj grad af selvforsyning at frigøre sig fra den finansielle magt. I hvor høj grad kunne/ville fx danskerne gøre det?

Omstilling til et miljø-og socioøkonomisk velafbalanceret samfund er mulig, og stadig flere indser fornuften i at gøre det.

Randi Christiansen

"Venstrefløjen står over et valg: Den kan blive ved med at dyrke tyrkertroen på, at kapitalismen kan tæmmes på transnationalt niveau, selv om intet tyder på det. Eller de kan bruge nationalstatens magt til at forfølge progressive mål, selv om alt tyder på, at den vil løbe ind i hård modstand. Den kan selvfølgelig også bare afvente, at rovdyrene har ædt sig gennem alle byttedyr. Det er imidlertid opskriften på katastrofer – også for rovdyrene selv."

Det er den ti øre, der skal falde rundt omkring. Og hvad ser vi, når fornuften kommer i førersædet? At også det private erhvervsliv indser, hvor deres kerneforretning - og dermed hvor den langsigtede, bæredygtige, miljø-og socioøkonomisk velafbalanceede indsats - er. Som i fx de amerikanske stater, der ikke følger trumps sorte dictum.