Kronik

Trump kan have gjort palæstinenserne en tjeneste ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad

Trump tvinger os til at se og handle på Palæstina og Israel-konflikten, som den er, ikke som den burde være. Første skridt bør være at skrotte forhåbningerne om en to-statsløsning. Andet skridt kunne være en kamp for lige rettigheder for alle, der lever under israelsk kontrol
Palæstinensere protesterer på Gazastriben mod Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Måske har den amerikanske præsident gjort palæstinenserne en tjeneste med sin seneste udmelding.

Palæstinensere protesterer på Gazastriben mod Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Måske har den amerikanske præsident gjort palæstinenserne en tjeneste med sin seneste udmelding.

AA/ABACA

12. december 2017

Måske er Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem og anerkende byen som Israels hovedstad slet ikke så ødelæggende, som mange antager. Den gør det nemlig umuligt for PLO og det palæstinensiske selvstyre at deltage i en amerikansk-ledet fredsproces, og mulighederne for en løsning på konflikten.

Derfor er tiden kommet til at tale om situationen i Palæstina og Israel, som den er, ikke som den burde være, når og hvis fredsprocessen lykkes.

Siden den første Oslo-aftale i 1993 har vi i Europa talt om freden som en kommende tilstand, en proces, en vej hen imod to stater side om side med hver deres suverænitet. Her skulle Jerusalem muligvis være en verdensby under international jurisdiktion, en delt hovedstad for israelere og palæstinensere, og en by for verdens muslimer, kristne og jøder.

Det var en god og håbefuld vision. Derfor har vi med rette investeret vores diplomatiske og økonomiske kapital i det projekt, der indebar opbygningen af politiske institutioner på Vestbredden, støtte til sikkerhed, medier, og infrastruktur, og en lang, lang række konsultationer med israelske og palæstinensiske ledere.

Nøgternt blik på Palæstina

Oslo-aftalerne og de efterfølgende forhandlinger har en folkeretlig ramme. Her spiller Jerusalem en central rolle, for det er et ufravigeligt krav fra palæstinensernes side, at det besatte østlige Jerusalem skal være hovedstaden i deres kommende stat.

Men Israels lovgivende forsamling Knesset vedtog i 1980 en lov, der gjorde hele Jerusalem til Israels hovedstad. Det er den lov, USA nu har anerkendt. Trumps erklæring bryder altså med den folkeretlige ramme for det internationale samfunds mægling.

Det stiller et vigtigt spørgsmål til EU og Danmark: Kan vi fortsætte, som om intet er hændt, med at støtte en proces, hvor USA er den centrale mægler? PLO, Fatah og dets leder Mahmoud Abbas står i samme dilemma lige nu: To-statsløsningen er død. Hvad skal vi stille op?

Læs også

Vi skal begynde med at tale nøgternt om situationen og skrue ned for Osloaftalernes fremtidsmusik, der i stigende grad er ude af trit med virkeligheden. Israel har besat store dele af Vestbredden i strid med folkeretten, landets forpligtelser ifølge Osloaftalerne, og en række FN-resolutioner. Siden 1993 er antallet af bosættere steget fra 100.000 til over 300.000.

Hvis vi vil et internationalt samfund med retslige rammer og normer, skal det have konsekvenser at bryde loven. Det er i strid med Genèvekonventionens artikel 49 at flytte sin egen befolkning til besat territorium. Den omfattende judaisering af Jerusalem er et slag i ansigtet på palæstinensernes forhåbninger om en stat med den østlige del af byen som hovedstad. De oplever et koordineret forsøg på at fratage dem deres territoriale krav, som de er indskrevet i Osloaftalerne.

1990’erne er slut

Lad os bruge Trumps udmelding til at se realiteterne i øjnene. Ånden fra 1990’erne er død. Israel kontrollerer størstedelen af grænser, sikkerhed og økonomi i hele det område, vi henviser til som Israel-Palæstina. De facto er det én stat. Israels regering og langt størstedelen af landets befolkning ønsker ikke en-statsløsningen, men samtidig modarbejder de to-statsløsningen. Det er den uomtvistelige sandhed, som vi må forholde os til.

Jeg forstår godt dem, der argumenterer for, at der ikke er noget alternativ til to-statsløsningen. Det er også det Palæstinensiske Selvstyres officielle politik. Men hvis man tror på to-statsløsningen, så må man adskille den fra dens siamesiske kobling til fredsprocessen, som den har set ud de sidste 25 år. Ellers vil vi også om 25 år finde en palæstinensisk befolkning, der er forarmet og besat. At støtte fredsprocessen uden en retlig ramme er i virkeligheden bare at støtte annekteringen af palæstinensisk land og den langsomme kvælning af befolkningen. Det kan ikke være vores tilgang.

Allerede i går var der protester over Trumps bebudede anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Her i Gazastriben.
Læs også

Mange blandt palæstinensere, israelere og andre rundt om i verden har for længst indset fredsprocessens blindgyde. Nogle af dem slår til lyd for et aktivistisk alternativ, hvor Israel isoleres internationalt ved boykot af varer, der bliver produceret på besatte områder. Forbilledet er den internationale boykot mod apartheid. Målet er en bi-national, demokratisk stat for alle i hele Israel, Gaza og Vestbredden. Problemet er, at det er en meget langsigtet plan, der først vil kræve et omfattende holdningsskift både blandt flertallet af israelere og palæstinensere samt i det internationale samfund.

Personligt synes jeg, det er vigtigst at finde en diplomatisk vej. Første skridt må være en grundlæggende revision af vores officielle tilgang til konflikten. Vi bør udarbejde et europæisk alternativ til USA’s linje. To-statsløsning uden retlig ramme, uden konsekvenser for overtrædelser og løftebrud har spillet fallit. Det var det, Trump i bedste Kejserens Nye Klæder-stil afslørede i sidste uge.

Borgerretskamp truer

Sandheden om fredsprocessens tilstand er hård for præsident Abbas og hele hans gamle garde. To-statsløsningen har været deres talisman. Saeb Erekat, der var chefforhandler for den palæstinensiske side under Osloforhandlingerne, udtalte efter Trumps udmelding om Jerusalem til Haaretz, at hans drøm om to stater var slut. I stedet støtter den aldrende chefforhandler nu en-statsløsningen.

Israelerne taler om, at vi skal anerkende facts on ground i forhold til Jerusalem. Altså at byen er kontrolleret af Israel og fungerer som Israels hovedstad. Erekat vender dette udsagn om og beder Israel anerkende, at hele Vestbredden, Israel og Gaza er under israelsk kontrol. Én stat.

Man forstår godt, hvorfor ideen skræmmer. Det ville indebære en borgerretskamp, hvor palæstinenserne ville kræve medborgerskab og stemmerettigheder. Erekat og Abbas har i årevis – hver gang forhandlinger brød sammen og bosættelserne blev udvidet – truet med, at PLO ville omfavne en-statsløsningen. I sidste uge sagde Erekat så: »Nu er tiden kommet til at forandre kampen til en kamp for én stat med lige rettigheder for alle, der lever i det historiske Palæstina.«

Donald Trumps gave til Benyamin Netanyahu vakte forventet postyr
Læs også

Udsagnet er lige så meget en trussel som en redningskrans for de aldrende Fatah-spidser. De ved, at det meste af befolkningen for længst har mistet tiltroen til ’Projekt fredsproces og tostatsløsning’, og nu tørster efter forandring. En opinionsundersøgelse foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Research i september viste, at hele 67 procent af palæstinenserne ønsker, at Abbas træder tilbage. Hvis den palæstinensiske strategi skifter fra to- til en-statsløsning, vil det blive med et nyt lederskab.

Hvis det skal fungere som diplomatisk model, kræver det, så vidt jeg kan se, tre ting: For det første international støtte. Her er der lang vej at gå endnu, for EU holder stædigt fast i visionen om to stater. For det andet kræver det en international græsrodsbevægelse.

Den findes i form af Boycott, Divestment, Sanctions (BDS), men den må gå fra at befinde sig på den yderste venstrefløj til mainstream – ellers bliver gennemslagskraften for lille. For det tredje kræver det et nyt palæstinensisk lederskab, der lægger ideen om to-statsløsning uden partnerskab med Israel bag sig. Som Erekats udtalelser viser, kunne det muligvis blive det første resultat af den kaotiske proces, som Trumps tale satte gang i.

Sune Haugbølle er mellemøstforsker og lektor ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Bo Stefan Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Ervin Lazar
  • Svend Erik Sokkelund
  • Palle Yndal-Olsen
  • Toke Andersen
  • Per Klüver
  • Hans-Micael Søndergaard
  • David Zennaro
Mads Berg, Bo Stefan Nielsen, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Anders Graae, Ervin Lazar, Svend Erik Sokkelund, Palle Yndal-Olsen, Toke Andersen, Per Klüver, Hans-Micael Søndergaard og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Sune Haugbølle

Tankevækkende artikel.

2 statsløsningen er i hvert fald en død sild; selvom EU ikke officielt bør skifte politik, inden palæstinenserne selv når frem til samme holdning. Medborgerskab og stemmerettigheder for alle indbyggere er en selvfølge i en stat, der omfatter hele Palæstina.

Men det har selvfølgelig meget lange udsigter med at få Israel til at godkende ligestilling til palæstinenserne.

Karsten Lundsby, Svend Erik Sokkelund og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvordan mon Danmark ville reagere, hvis USA anerkendte København som hovedstad for DF ?

Vibeke Hansen, Ervin Lazar og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Jeg er helt enig med Sune Haugbølle, at vi må se fremad og ikke tilbage til 90'ernes løsninger. Jeg har aldrig helt forstået logikken i Mellemøsten, men de lader til alle at være forhippede på at bo der. Så må de finde en løsning, som giver alle mennesker et tåleligt live, og ikke det som palæstinenserne lever med nu, og som de har levet med i årtier.

Det er svært at se fred i Israel og Palæstina, men tostats-løsningen er i hvert fald slut.

Torben K L Jensen

En løsning med lige rettigheder (også demokratiske) i en jødisk stat er en utopi for det der vil ske, som demografien udvikler sig,er at der vil blive flertal af arabere med muslimsk tro - og hvem er så naiv at tro på at det får lov til ske i en jødisk stat. Næh,nej - det der kommer er fuldbyrdelsen af et apartheid-styre med to slags indbyggere - de herskende og de undertrykte som i "status qou"

morten rosendahl larsen, Jens Kjærbøl, Lasse Poulsen, Karen Grue, Karsten Lundsby, Hans Larsen, Claus Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Eva Schwanenflügel og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Naivt, Sune! Israel har besat palæstinensisk land, ligesom Putin har besat ukrainsk land.
Lad os holde os til det internationale regelsæt, at grænser skal respekteres og, hvis krænkelser finder sted, da sanktioner fra det internationale samfund. Så, "tilbage til 1967" kære Israel.

Karsten Lundsby, Povl Jensen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel og Hans-Micael Søndergaard anbefalede denne kommentar

Ideen om en enstatsløsning er slet ikke særlig ny, men det skal selvfølgelig ikke være en stat, hvis grundlov (som den danske også gør, men som "vi" glemmer, når vi kritiserer andre for det) baserer sig på en bestemt religiøs overbevisning.

Staten skal hverken hedde Israel eller Palæstina, eller også skal den hedde begge navne.

I begyndelsen vil der måske ske en fortsættelse af israelernes undertrykkelse af palæstinenserne. Men som Sydafrika var én stat, som man boykottede, ville det også være meget mere spiseligt (vil jeg tro) for mange at boykotte et land, der undertrykker halvdelen eller flere af sin egen befolkning.

Når man i øvrigt betegner palæstinensere som arabere, er det sandsynligvis forkert. De har ganske givet været en vis opblanding af invaderende arabere med den oprindelige befolkning, men mange af de nuværende israelere (ikke dem alle, selv om man gerne vi lyve sig frem til, at det er alle) deler forfædre og formødre med palæstinenserne.
Man ser det i en analyse af den palæstinensiske præst (ikke imam) Mitri Raheb (hvis publikationer jeg kun kan anbefale), og det bliver understøttet af DNA-analyser.
Når de to religiøse grupper dermed har fælles fortid i det samme land, kan den ene gruppe ikke påberåbe sig sin Gud-givne eneret til hele området, og så er hele grundlaget for en jødisk (men også en muslimsk) stat jo faktisk faldet til jorden.

Herefter er der intet i vejen for, at Jerusalem er hovedstad i et samlet ..... hmmm, hvad skal vi nu kalde det....

Israel er oprettet på baggrund af FN mandat i 1948 - og derefter har der været en række krige som er resulteret i at den israelske stat siden 1967 har besat nogle områder, der ikke var omfattet af FN mandatet fra 1948. Siden da er problemerne bare blevet større. Palæstina området blev i 1918 erobret af det engelske imperium fra osmannerne, men på et tidspunkt har osmannerne erobret området og indlemmet det i deres imperium. En et-stats løsning vil ophæve national-stats paradigmet, der er formuleret bl.a. af Theodor Herzl måske med inspiration fra det 19. århundredes nationale bevægelser i Europa. En et-stats løsning vil gøre Israel mere multi-kulturel end det er i forvejen og alle skal jo se en fordel i det. Det må betyde at alle skal stoppe volden, men også at borgerne har de samme demokratiske rettigheder. Det vil nok være lettere hvis de andre lande i mellemøsten er mere demokratiske og stabile med fremtidsudsigter også for disse landes underklasser end der er på nuværende tidspunkt.

Uanset hvilke national løsning, som parterne selv finder ud af. er der altså 8 mio. palæstinensere, der skal have deres retmæssige ejendomme tilbage samt fuld kompensation.

Og mange af disse palæstinensere blev simpelt hen tvangsdeporteret af Israel til mange lande, hvor de har levet i uønskede flygtningelejre siden.

Mads Berg, morten rosendahl larsen, Eva Schwanenflügel, Christel Gruner-Olesen, Torben K L Jensen, Lasse Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Hans Larsen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Freds-processen har været en fed løgn i årevis.
Den har bygget på, at Israel og palæstinenserne skulle forhandle sig til en freds-aftale ved et forhandlingsbord. Elefanten og musen skulle forhandle sig til en fredsaftale.
Grænseløst naivt, men fremført i årevis af de fleste vestlige lande med USA i spidsen.

Palæstinenserne, som har mistet hovedparten af deres uofficielle fædre-land og mistet i tusindvis af landsmænd skulle stort set slå en streg over fortiden.
Israel, som uofficielt men målrettet arbejder på at gøre Israel til Stor-Israel skulle opgive den drøm.
Begge dele er totalt udelukket.

Derfor er en tostats-løsning kun mulig, hvis USA og EU vrider armen om på Israel, så Israel afstår alt fra før 67.
Det betyder ikke fred men nogen retfærdighed til palæstinenserne.
Men det går USA under ingen omstændigheder med til.
Ergo: der findes ingen realistisk løsning på konflikten.

750.000 palæstinensere blev fordrevet af zionisterne/Israel i 48-49 med krigs-forbrydelser på linje med nazisternes krigsforbrydelser i Østeuropa.
Man skal være en naiv kristen for ikke at kunne forstå/acceptere palæstinensernes had til zionisterne/Israel.

Vi i Vesten er gang på gang gået i krig mod andre lande (f.eks. Irak, Libyen) som ikke engang har truet vores sikkerhed. Vi må godt hade og reagere med krig.

Ja de arabiske lande har lavet fuldstændig fuck-up i årevis. De arabiske lande har har et ønske om en ydre fjende for at kunne undertrykke egne befolkninger. Klassisk diktatur model.

Hvis Egypten ville kunne de uden problemer afstå 5000km2 af Sinai halvøer hvor der ingen mennesker bor. Der ville så være plads til palæstinenserne.

Men der en nok en grund til at Jordan, Egypten og LIbanon har alle holdt palæstinenserne i endog meget kort snor.

Touhami Bennour

Intet nyt under solen. Israelere har aldrig talt om Enstatdannelse i Palestina, det er udlændige, der taler om det. Erekat tale om det samme må være en vittighed ikke mere. Israeler leve i oldtiden som de har aldrig kent. Men de bruger oldtidens discours, 3000 år osv, som om hverken Hitler eller auswitsch har existeret. Der findes en modsigelse i selve navnet af dette folk: er det jøder eller israelere. Jøder i USA er amerikaner? eller det er bare midlertidigt". Hvis enstat ville hedder Palestina er jeg teoretisk med,og det har været forslået før, men jødisk stat og blandet? Det er umuligt. Men at vente et lys år er en smart vittighed.

@ Niels Bøjden
Ja, og Danmark/Grønland kunne uden problemer afstå 5.000 km2 af indlandsisen!
Der er bare den hage ved det, at man også skal kunne bo og eksistere der. Det kan man hverken på indlandsisen eller i Sinai-ørkenen.

Mads Berg, Eva Schwanenflügel og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar

Tak for de interessante kommentarer.

Vi har må være enige om, at vi alle har lige ret til denne klode. Men jeg vil dog syntes, at det vil være yderst gavnligt, hvis zionister udenfor staten Israel, ville blande sig i debatten, og give deres opfattelse tilkende. For måske kan vi opnå et andet og mere nuanceret billede af virkeligheden, end blot det evindelige, - at de er forfulgte, og ikke kan bevæge sig sikkert i nutidens Europa.

Måske er det lidt udenfor emnet, og måske viser det slet ikke nogen bevidst holdning hos zionister. Men umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning, lovede overlevende zionister, at romaerne aldrig ville blive glemt, og at de aflivede romaer nok skulle få deres mindested. - Det var dengang, for siden er der faktisk intet sket - absolut intet.

USAs udenrigspolitik har historisk set ikke menneskelig respekt, den er jordens negative spejl, hvad deres politik er, at støtte mennesker der vil have eller er åbne for uroligheder, så længe der er lande der har befolkninger der er åbne for uroligheder, vil USAs manglende menneskelighed blive støttet.

At de åbner en ambassade er ligegyldigt, Israel respekterer ikke to stats aftalen, dette må ikke accepteres, det er internationalt set kriminelt. Udfordringen er hvordan det stoppes, internationalt pres og boykot, lukning af grænser og Export forbud til israelsk amerikansk registreret virksomheder i området.

Tilbagevenden til opfyldelsen af Oslo aftalen.

Bo Stefan Nielsen

Sune Haugbølle:
"Den [en international græsrodsbevægelse] findes i form af Boycott, Divestment, Sanctions (BDS), men den må gå fra at befinde sig på den yderste venstrefløj til mainstream – ellers bliver gennemslagskraften for lille."

Ja det er indlysende. Det kunne dog være interessant med bud på hvordan dét så skal lade sig gøre, al den stund at ingen mainstream politiske kræfter eller personligheder - lige med undtagelse af Corbyn - indtil videre har anerkendt BDS. Og selvom vi kan have nok så smukke drømme om et reelt græsrodsoprør fra neden, så må det vel desværre erkendes, at modstand mod apartheid åbenbart ikke rykker i den brede offentlighed, når apartheiden foregår i MØ og de undertrykte er muslimer.

Og dét er måske en væsentlig del af forklaringen. Ingen politiker med drømme om magt skal have noget klinket i.f.t at udfordre årtiers misforståede tabu, der blev til sammen med FNs fødselshjælp til den zionistiske stat i 1948; ved at kritisere åbenlys statsracisme og racistisk ideologi, ifører man sig de facto et stort skilt om halsen med ordet 'anti-semit' og vil blive sat i bås med nazister og Holocaust-benægtere.

Og dét til trods for, at det er helt almindelig kendt, at

- Ca. 20 pct. af befolkningen i Israel er palæstinensere. De er tildelt rollen som andenrangs-borgere og frataget en lang række rettigheder, som er selvfølgelige for jøder.

- 93 pct. af Israels jord er under jødisk lov. Det betyder, at det ikke-jødiske mindretal er udelukket fra at anskaffe sig jord, huse, lejligheder eller at starte en virksomhed.

- Ca. hver tredje person i Israel (inkl. Gaza – eller 1 ud af 4,5 ikke medregnet Gaza) ikke kan stemme til Knesset (parlamentet). Den person er næsten uden undtagelse ikke-jødisk.

'Facts on the ground' er at Israel er en apartheid-stat, hvor palæstinenserne fra vugge til grav undertrykkes politisk, økonomisk og juridisk alene pga. deres etnicitet qua israelsk statsideologi - den jødiske nationalisme, zionismen - der anser Israel for en stat, der ikke er skabt for folket, men for jøder. På den måde tages alle jøder som gidsel af zionisterne, selv om langt fra alle jøder er zionister. Og på den måde lukkes munden på demokratiske israelere, på palæstinenserne og på internationale kritikere.

'Et-statsløsningen' har længe været de facto hverdag. Men i en højreekstrem apartheid-version, der på mange måder overgår Sydafrikas ditto. Spørgsmålet er om der kommer en dag, hvor verdenssamfundet erkender, at 1948 var en fejl, som kun USA-imperialismen har fået noget ud af, og som har kostet så forfærdelig megen lidelse. Fejlen kan kun rettes og yderligere lidelse og blodsudgydelser forhindres ved at lade Israel og Palæstina finde sammen i én demokratisk sekulær og multikulturel stat, hvor princippet om 1 person 1 stemme gælder, og hvor verdenssamfundet tager ansvar for en forsoningsproces, der nødvendigvis også må indeholde økonomisk og social retfærdighed og et vestligt selvopgør med islamofobi.

Hvor ville verden være så meget bedre rustet til at tage hånd om dette århundredes klima-problemer, hvis det var slut med at bruge uendelige mængder tid og økonomi på etnisk og religiøs splittelse. Olien, som det hele har handlet om fra USAs side gennem det tyvende århundrede, er jo alligevel fortid, hvis vi skal have en fremtid.

Shalom, salaam!

Erik Karlsen, Mads Berg, morten rosendahl larsen, Eva Schwanenflügel og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar