Kronik

Trumps ånd vil hvile over USA i årtier

Mens hele verden er optaget af præsident Trumps tweets, er han i fuld gang med at sikre sig, at hans politik og verdensopfattelse vil præge USA, længe efter han selv har forladt Det Hvide Hus. Vejen dertil går gennem udnævnelser af unge, konservative dommere til de føderale domstole
Trumps juridiske rådgiver, Donald F. McGahn, var med til at lave masterplanen om at få udnævnt så mange konservative dommere til de føderale domstole som overhovedet muligt.

Trumps juridiske rådgiver, Donald F. McGahn, var med til at lave masterplanen om at få udnævnt så mange konservative dommere til de føderale domstole som overhovedet muligt.

Mary Altaffer

Debat
29. december 2017

Hvorfor er Donald Trumps tweets egentlig så interessante? Medierne dækker dem solidt og hele tiden, uagtet at alle godt ved, at de er både idéforladte og platte. Oftest er de også faktuelt forkerte og aggressivt udfordrende. Trump befinder sig bedst ved at være genstand for konstant opmærksomhed.

For den (tidligere) realitystjerne er krumtappen i livet at være i søgelyset – og ved at give ham den opmærksomhed, han higer efter, spiller medierne med på hans præmisser.

Det er en skam – navnlig fordi der rent faktisk sker vigtige ting i Trump-administrationen, som burde få mere opmærksomhed. Tag nu f.eks. den masterplan, som en af Trumps juridiske rådgivere, Donald F. McGhan, var med til at udfærdige, lige efter Trump blev valgt som præsident. Den gik ud på målrettet at få udnævnt så mange dommere til de føderale domstole som overhovedet muligt.

Jo flere dommere Trump får placeret, desto længere vil arven efter ham række. Når Trump engang ikke længere sidder i Det Hvide Hus, vil dommere, der abonnerer på hans tanker og verdensopfattelse, kunne stække hans efterfølgeres muligheder for at ændre det amerikanske samfund i nye retninger.

Demokrater ser hjælpeløst til

I det amerikanske politiske system har hver af de tre grene af regeringsmagten magtbeføjelser, som kun kan føres ud i livet med accept fra mindst én af de to andre grene. Amerikanerne taler om ’a system of checks and balances’, når de beskriver deres variant af magtens tredeling.

Et lovforslag skal f.eks. vedtages i både Repræsentanternes Hus og Senatet, men skal underskrives af præsidenten for at blive gældende ret. Ligeledes er præsidenten øverstkommanderende for de væbnede styrker, mens Kongressen varetager økonomien og officielt erklærer krig.

Et tredje eksempel er udnævnelser til de føderale domstole og andre vigtige stillinger i statsadministrationen. Føderale dommere udnævnes af præsidenten, men skal accepteres af Senatet, der ifølge den amerikanske forfatning har høringsret og -pligt i disse situationer.

Tidligere kunne senatorer fra oppositionspartiet afholde maratontaler – såkaldte filibustere for på den måde at forhale og evt. helt forhindre flertalsvedtagelse af en udnævnelse. Men i 2013 fjernede et flertal af demokratiske senatorer den mulighed. I dag arbejder den beslutning imod Demokraterne selv.

De må hjælpeløst se til, mens deres republikanske kolleger udnytter deres simple flertal til at få stemt rigtig mange nye unge, konservative dommere hurtigt igennem. I Trumps første år er der blevet udnævnt 12 dommere til landets 12 såkaldte appeals courts, som nogenlunde svarer til vores landsretter. Til sammenligning nåede Obama at udnævne tre føderale dommere i sit første år ved magten og i alt 55 dommere i sine otte år som præsident. Så Trumps kadence er høj.

Forfatningens vogtere

Når der står så meget på spil i forhold til, hvem der beklæder dommerhvervene i de føderale domstole, er det på grund af den såkaldte prøvelsesret. Det er en ret, som den amerikanske Højesteret tiltog sig i en berømt dom i 1803, hvori den gjorde gældende, at det er Højesteret og ikke Kongressen eller præsidenten, der har magt til at fortolke forfatningen og dømme love forfatningsstridige.

De amerikanske domstole bruger den anderledes udvidende og aktivt, end det er tilfældet i den danske kontekst, og det kan få store konsekvenser for præsidentens manøvrerum. F.eks. var det netop aktivistiske føderale domstole, der sidste vinter modsatte sig Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv lande med overvejende muslimske befolkninger.

Domstolenes magt til at vurdere, om love er forfatningsstridige, fremgår ikke af den amerikanske forfatning. I begyndelsen blev prøvelsesretten ikke brugt særligt ofte på det føderale plan, men det ændrede sig fra midten af det 20. århundrede – særligt efter Earl Warren blev Højesterets præsident i 1953.

Warren var udnævnt af præsident Eisenhower, som troede, at han i Warren, der kom fra et embede som republikansk guvernør i Californien, ville få en højesteretspræsident, der var solidt konservativ. Warren viste sig dog hurtigt at have social samvittighed. I hans tid som præsident for Højesteret blev f.eks. den tiltaltes rettigheder væsentligt udvidet, og Eisenhower skal have sagt, at udnævnelsen af Warren er en af de værste fejl, han begik i sin tid som præsident!

Warren endte som en helt for mange demokrater, men som et symbol for Republikanerne på, hvor galt det kan gå med aktivistiske domstole, hvis man ikke har sine meningsfælder siddende der.

Eisenhower var ligesom sine forgængere i embedet bevidst om, at han kun selv kunne sidde i maksimalt otte år som præsident – og at han netop via udnævnelser til de føderale domstole kunne få indflydelse på amerikansk politik også efter, han selv var gået af.

Samme tankegang præger Trump. Også han er klar over, at han med udnævnelsen af konservative føderale dommere kan sætte sit politiske præg på amerikansk politik i mange år frem.

Exitpolls viser, at flere af Trumps vælgere fandt lige netop domstolsudnævnelser til de føderale domstole særligt vigtige. Nu, hvor McGahns masterplan er blevet ført ud i praksis med rigtig mange dommerudnævnelser til følge, er der altså her et område, hvor Trump kan hævde at have indfriet et valgløfte. Det må glæde en præsident, der ud over en skattereform ikke har så mange politiske sejre at prale af.

Se ud over døgnfluerne

Efter Republikanerne fik flertal i Senatet ved midtvejsvalgene i 2015, gjorde de det umuligt for præsident Obama at få dommerudnævnelser igennem Senatet. Det har betydet, at Trump har haft chancen for at fylde et usædvanligt stort antal dommersæder. Hertil kommer, at ca. halvdelen af de 150 aktive dommere i landets Appeals Courts enten allerede har nået eller snart vil nå en alder, hvor de opnår seniorstatus og kan gå på delvis pension, hvilket muliggør udnævnelsen af deres efterfølgere i embedet.

Udnævnelsen af appeal court-dommere får ikke nær så megen opmærksomhed som udnævnelsen af højesteretsdommere. Tænk blot på al den ståhej, der var, da den konservative Antonin Scalia døde i februar 2016, og først Obama og dernæst Trump forsøgte at fylde hans sæde i Højesteret.

Obama udnævnte meget hurtigt sin kandidat, men Senatet med flertalslederen Mitch McConnell i spidsen nægtede at bekræfte udnævnelsen under henvisning til, at USA befandt sig i et valgår. Da Trump tiltrådte, gik det derimod hurtigt med at få Neil Gorsuch igennem en republikanskledet Kongres og Senat.

Det er imidlertid en fejl alene at fokusere på den amerikanske Højesteret. Den dømmer i op til 100 sager om året, mens de føderale appeldomstole har det sidste ord i de ca. 60.000 sager årligt, som ikke går videre til Højesteret. Som Diane Feinstein, den højest rangerede demokrat i Senatets retspolitiske udvalg, så malende udtrykker det, har de føderale appeldomstole »det sidste ord, og i praksis fungerer de som Højesteret for langt størsteparten af de personer, som lægger sag an«.

Efter Senatet i december havde hastestemt om Trumps seneste udnævnelser til de føderale domstole, gik Feinstein ekstraordinært ud i pressen med en udtalelse: »Jeg vil,« skrev hun, »gerne minde mine kolleger om, hvorfor vi har så mange ledige dommerembeder og forklare, hvorfor jeg umuligt kan stemme for flere af Trumps udnævnte dommere.«

Hendes hovedbegrundelse var, at disse udnævnelser var foregået så hurtigt, at senatorerne ikke havde nok tid til at gennemgå hver kandidats baggrund og til at stille dem relevante spørgsmål under senatsafhøringen.

De mange nyudnævnte unge og konservative dommere kan meget vel komme til at udgøre Trumps vigtigste eftermæle. Deres virke vil influere alt fra USA’s økonomi til dets kultur. Medierne burde bruge langt mere krudt på at afdække konsekvenserne af udnævnelserne end på Trumps tweets, som alligevel blot er uinteressante døgnfluer.

Helle Porsdam er professor i Ret og Humaniora og har en UNESCO Chair ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Han er måske ligefrem snu, Trump?

"hvilket muliggør udnævnelsen af deres efterfølgere i embedet"

Er det dansk? Jeg mener det hedder:

"hvilket gør det muligt at udnævne deres efterfølgere i embedet"

Helle Porsdam skriver tilsyneladende artiklen på engelsk(amerikansk), hvorefter den oversættes. Men bør Information ikke bruge nogle af sine public service kroner til at sikre et ordentligt dansk?

Michael Kongstad Nielsen

Udnævnelse af dommere har altid været demokratiets akilleshæl. Tredeling af magten, siger man med Montesquieu, og det er et godt princip. Men dommerne kan ikke udnævne sig selv. Tænk det igennem selv. Dommerne må udnævnes af de to andre dele af statens magt, den udøvende og den lovgivende, for at kunne fungere med samfundets anerkendelse. Først efter udnævnelsen er de frie og uafhængige, og deres virke kan ikke påvirkes af den øvrige stat .

Demokraterne har været underligt flade i deres politik i de senere år. Jeg tror denne fladhed er med til at ændre USA.

De har tabt to præsidentvalg de seneste 16-17 år, selv om de har haft flertallet af vælgere bag deres kandidat (Gore, Clinton). Har de stillet spørgsmål til valgmandsystemet? ikke et ord! Republikanerne var gået Nuts, og fået det ændret med det vuns.

Obama stillede sig tilfreds (uden kamp) med ikke at kunne få opstillet sin kandidat til højesteret.

Demokraterne fremstår som om de helst vil være Republikanere. Obamacare er egentlig.. Romneycare Selv om de havde talt for en offentlig løsning. Demokraterne donorer er Wall Street, silicon valley, osv. De har intet svar på underbetalingen af arbejdskraft, uendelige studielån, uendelige fængselsstraffe. Osv. De har lige forhøjet Trumps militær budget, med hvad Republikanerne bad om.

Amerikanerne vil politisk blive ved med at spille til et mål så længe de fortsætter med at bevare to-partisystemet. Halvdelen bliver på sofaen fordi systemet tvinger vælgeren til at stemme på pest eller kolera, hvilket vil sige de ene hold af donorer mod det andet hold af donorer.

Mikael Velschow-Rasmussen

For folk som har fulgt med - og ikke har ladet sig forblænde af Cirkus Trump og Trolde eventyret russia-gate, som bedst kan beskrives som noget ud af fantasy genren - er der jo desværre ikke noget nyt i Helles artikel. Vi har hele tiden vidst, at det her ville ske med en præsidentadministration og en Kongres under republikansk kontrol.

Det er dog godt at se, at i det mindste den mindst ringe i blandt rent faktisk publicerer noget der minder om ikke fake news :-)