Klumme

Uden et stærkt offentligt finansieret selskab som DR forsvinder public service

Erfaringer fra Irland og New Zealand viser, at man ikke får bedre eller billigere public service ved at flytte pengene fra statslige kanaler hen i en pulje, som alle kan søge. Tværtimod
6. december 2017

Mens der varmes op til de politiske forhandlinger om et licensforlig (fejlagtigt beskrevet overalt som et ’medieforlig’), vinder tanken om at flytte hundreder af millioner af licenskronerne over i en stor, statslig public service-pulje, indpas.

Tanken er, at indholdsproducenter og distributører her skal kunne søge penge til programmer eller serier. Ikke mindst regeringen støtter den tanke, men Socialdemokratiet har ikke afvist den.

Jeg kan anbefale, at tilhængerne af en barsk nedskæring af DR og en voldsom udvidelse af den eksisterende public service-pulje nøje studerer erfaringerne fra de to eneste lande i verden, der rent faktisk har gjort noget lignende. Irland og New Zealand. Ikke mindst New Zealand.

Historien om public service-radio og -tv i den tidligere velfærdsstat New Zealand er historien om, hvordan det gradvist de seneste godt 30 år næsten er lykkedes at afskaffe offentligt forpligtede medier. Det, der er tilbage af public service, er næsten udelukkende finansieret af reklamer og de penge, som bevilges fra den store nationale pulje, New Zealand On-Air (NZOA), som efter licensens afskaffelse i 1999 er blevet finansieret direkte af staten.

Det er en historie om stigende kommercialisering af hele landets tv-marked, hvor udenlandske mediekoncerner og banker i dag har nærmest fuld kontrol med landets medier. Kun landets maori-talende mindretal har oplevet bedre public service efter omlægningen.

De samme erfaringer – dog i mindre omfang – kan drages fra Irland, hvor syv procent af licensindtægterne fra 2003 på forhånd lægges i en stor public service-pulje (Ireland Sound & Vision), der med et årligt budget på 14,8 millioner euro (111 millioner kroner) efter ansøgning kan støtte public service-projekter (oftest dokumentarprogrammer) fra tv- og radiokanaler, der kan ses/høres i Irland.

Den største modtager af penge er i øvrigt Irlands nationale public service-selskab RTE. Og omlægningen af mediepengene i Irland har – ligesom i New Zealand – primært styrket kanaler og programmer for det gælisk-talende mindretal.

Advarsel mod puljer

Sammenfattet har en lang række forskere og analytikere – bl.a. i en rapport fra den europæiske radio- og tv-sammenslutning EBU, der endnu ikke er offentliggjort – advaret imod at svække de store public service-stationer til fordel for nationale puljeordninger.

Puljerne har nok skabt vækst i det private produktionsmiljø, men denne vækst bliver større, hvis selskaberne tvinges til at købe flere programmer ude i byen, siger analytikerne. Samtidig kræver puljemodellen, at public service-indhold defineres langt skarpere.

Puljerne fungerer kun tilfredsstillende, hvis der samtidig opretholdes en stærk, offentligt finansieret public service-station, hævdes det. Både i Irland og New Zealand har den nationale public service-station adgang til puljepengene. Hvis de svækkes i stort omfang, kan det gå galt.

Og det gjorde det i New Zealand, hvor begrebet public service næsten er forsvundet ud af mediedebatten.

I New Zealand har meget store engelsksprogede medievirksomheder (BBC og ikke mindst Rupert Murdochs Sky) på grund af liberaliseringen og nedskæringerne hurtigt og nemt kunnet udfylde en stor del af programfladen, ikke mindst når det gælder nyhedsformidling.

Det er sket i mindre grad i Irland, hvor det offentligt ejede RTE delvist har bevaret sin førerposition. Men i begge lande er public service-medierne blevet svækket.

Læren, ikke mindst fra New Zealand, er, at man skal tænke sig meget, meget godt om, før man helt eller delvist begynder at flytte den offentlige finansiering fra DR til en pulje. En anden lære er, at hvis man flytter pengene ind i en pulje, udvandes public service, for uanset hvad, er der i borgernes øjne en naturlig forbindelse mellem selve begrebet og eksistensen af en stærk, offentlig, ikke-kommerciel public service-station.

Endelig er der opbygget et større, offentligt bureaukrati som et fordyrende mellemled mellem dem, der laver tv-programmer og dem, der udsender dem. I New Zealand kostede puljeadministrationen sidste år 17 millioner lokale dollar eller cirka 70 millioner kroner. Er det det, vi ønsker i Danmark?

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu