Kommentar

Vesten kan ikke løse klimakrisen. Det er op til Asien

Asien kan udvikle den alternative økonomiske model, der redder verden fra klimakatastrofer. Vesten er alt for vant til sin luksus, og demokratiet blokerer for, at den rulles tilbage eller gentænkes
9. december 2017

COP23-klimaforhandlingerne i Bonn resulterede i få konkrete handlinger. Næste års forhandlingsrunde finder sted i Polen. Men uanset hvad, man vil diskutere eller kan enes om i europæiske byer de kommende år, står så meget klart: Svarene på klimaudfordringen vil ikke komme fra Vesten, men fra Asien.

Klimaforandringerne er det mest slående eksempel på en ikke-bæredygtig økonomisk models utilsigtede konsekvenser. Klimaforskere forudser, at regioner som Indus-floddalen i Afghanistan, Pakistan og det nordvestlige Indien vil blive for varme til, at der kan bo mennesker i 2100. Megametropoler med kystbeliggenhed vil blive truet af stigende havvandstande. Vore fælles ressourcer – jord, mad, vand, skove etc. – er allerede presset til bristepunktet.

De kommende klimaforandringer vil vende op og ned på landbrug og gøre adgang til tilstrækkelige og sunde mængder fødevarer til den største daglige udfordring for milliarder, samtidig med at klodens dyrkbare arealer støt vil svinde ind.

Vesten får ikke rede på dette. Dets demokratier møder enorme vanskeligheder, når der skal træffes upopulære beslutninger, der drastisk vil gribe ind i menneskers livsstil. Det er nok uundgåeligt, at vestlige politikere vil foretrække de løsninger, som markedsmekanismer og teknologiske ’fix’ kan levere. Når det gælder vores planets fremtid, vil de beslutninger, som træffes i Beijing, New Delhi, Jakarta og Lagos få større praktisk betydning end de, som træffes i Washington og Bruxelles.

Vestens model er umulig

Asiens regeringer står over for en dobbelt udfordring: De skal på én gang levere vækst og bæredygtighed. De har store og voksende befolkninger, der stadig er overvejende fattige, og hvor et flertal savner adgang til livets basale fornødenheder.

Men borgeres levestandard kan ikke højnes på samme ressourceintensive måde, som vestlige lande har gjort, for det vil nedkalde katastrofer. Deres fælles ressourcer er anstrengt til det yderste, og det samme er biosfæren – og videnskaben fortæller os, at det kun vil blive værre.

James Thornton fra Client Earth foran retten i London. Som advokat har han dedikeret sit virke til at kæmpe for klimaet og har ført en række retssager om klima og miljø. 
Læs også

Asien er et mangfoldigt kontinent, og løsninger i Sydkorea og Singapore vil ikke nødvendigvis ligne løsninger i fattigere lande som Cambodia og Myanmar eller i mellemindkomstlande som Malaysia. Men alle asiatiske regeringer må over de kommende årtier finde en vej til at håndtere deres ressourcer, så de sikrer, at deres befolkninger – de nuværende og de kommende – har adgang til dem.

De vil være nødt til at udvikle løsninger, der ligger langt fra dem, man i Vesten betragter som acceptabel norm. De vil være nødt til at sætte mere fokus på kollektiv velfærd fremfor på individuelle rettigheder. De vil være nødt til at dæmpe forventninger hos deres befolkninger, således at overforbrug og spild minimeres.

Asiatiske alternativer

Hvordan klarer Asien sig indtil videre? Oktobers partikongres i Kina gav grobund for en behersket optimisme. Mest bemærkelsesværdig var præsident Xi Jinpings hovedtale, herunder hans omdefinition af Kinas »dominerende modsætning«. For Deng Xiaoping, der ses som det moderne Kinas far, stod modsætningen imellem nationens behov og det generelle fravær af udvikling.

Xi beskriver nu en modsætning, der står mellem »ubalanceret og utilstrækkelig udvikling og folkets stadig voksende behov for et bedre liv«. Med denne omdefinition signalerede Xi en bevægelse væk fra orientering imod vækst og udvikling for enhver pris  til fordel for orientering imod en ny balance.

Det er en tilgang, Asiens øvrige store nationer såsom Indien og Indonesien skulle tage ved lære af. Indtil i dag har kontinentets ubalancerede udviklingsmodel bygget på at prioritere vækst i byerne over udvikling af landdistrikterne. Mange store asiatiske byer er ved at udvikle sig til uudholdelige steder at leve som følge af tæthed, forurening og varme. Også den sociale ulighed vokser. Samtidig risikerer et Asien, der søger at favne moderniteten – og det vil i praksis sige overtage aspekter af den vestlige livsstil – at forlade sin egen kultur og tradition, der har opretholdt gamle værdier og social sammenhængskraft i århundreder.

Den kinesiske regering fører an i forsøget på at finde en anden vej. Her begiver man sig ud i massiv udbygning af solenergisystemer og skovudplantning, der skal bremse ørkenspredning i den vestlige del af Kina og det indre Mongoliet. Også Vietnam tager skridt hen imod bæredygtighed og investerer i landingsvanding for at øge risudbyttet. 

Singapore er et langt mindre og langt rigere eksempel, men trods bystatens ry som frimarkedsøkonomi er den ikke bange for at foretage aggressive indgreb, der ville blive afvist som socialistiske i dele af Vesten: Regeringen meddelte i oktober, at den sætter en ny hård grænse for antallet af biler i byen.

Disse lande må selvfølgelig gøre mere for at udvikle alternative økonomiske modeller, hvis verdens ressourcer skal opretholdes. Men de asiatiske regeringer behøver ikke handle alene. Regionen har flere internationale organisationer og blokke, der kan tilskynde til udveksling af ideer. Vigtigst af alt må de asiatiske politikere og virksomhedsledere ophøre med at ligge under for de vestlige ideer om fremskridt.

Chandran Nair er forfatter til ’Consumptionomics: Asia’s Role in Reshaping Capitalism and Saving the Planet’

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kina går fremad – også i kampen mod forurening.
Her siger man ”Alle mand til pumprene” med sol, vind en masse vandkraft og samtidigt er Kina blevet foregangsland med atomkraft – Både traditionelt med uran og forsøg med Thorium.
Kina har 39 reaktorer i brug, 20 er under opførelse og flere er planlagt.
I mellemtiden sidder vi og bider negle og drømmer om at klare problemet med sol og vind samt lidt vandkraft.
Jo Danmark kan ved hjælp fra norsk vandkraft og svensk atomkraft. – Foreløbigt.
Men fx Tyskland vil snart se realiteterne. Se allerede nu på http://wp.me/p1RKWc-f8