Kommentar

Er 16-årige Ahed Tamimi en palæstinensisk Jeanne d’Arc?

16-årige Ahed Tamimi, der i en video på internettet ses slå og sparke på en israelsk soldat, er blevet et slagkraftigt ikon for den palæstinensiske befrielseskamp. Men hun er først og fremmest et vidnesbyrd om, hvordan traumer gives videre generation for generation i de besatte områder
Ahed al-Tamimi blev arresteret i december måned, efter en video dukkede op, hvor man ser hende slå og sparke på en israelsk soldat. Hun tilbageholdes i varetægtsarrest, sigtet for at angribe sikkerhedsstyrkerne og kaste med sten.

Ahed al-Tamimi blev arresteret i december måned, efter en video dukkede op, hvor man ser hende slå og sparke på en israelsk soldat. Hun tilbageholdes i varetægtsarrest, sigtet for at angribe sikkerhedsstyrkerne og kaste med sten.

Issam Rimawi

Debat
6. januar 2018

For lidt over fire år siden kørte jeg til Nabi Saleh, en landsby på Vestbredden, for at møde en 12-årig pige. Hendes navn var Ahed Tamimi. Jeg ville interviewe hende til en artikel til et magasin, der skulle handle om ’Besættelsens Børn’, og hvordan det er at vokse op i Palæstina.

Vi talte om hendes liv i landsbyen, om den konstante tilstedeværelse af israelske soldater, om den militært befalede nedrivning af hendes families hus, om havfruer, om fodbold. Hun var alfeagtig og på én gang gammelklog og naiv. Af de mange børn, jeg mødte på Vestbredden og Gaza i mine næsten fire år som korrespondent for The Guardian, var Ahed et af de mest fascinerende og foruroligende.

Allerede dengang var hun kendt i propalæstinensiske kredse. Et videoklip fra 2012, hvor hun vredt konfronterer en israelsk soldat, havde fået viral udbredelse. Ahed blev feteret. Nu cirkulerer et andet klip, hvor man ser hende slå og sparke på en israelsk soldat, hvilket har medført, at hun nu tilbageholdes i varetægtsarrest, sigtet for at angribe sikkerhedsstyrkerne og kaste med sten.

Vold som normalen

Videoklippet og sigtelserne har polariseret opinionen. For mange propalæstinensiske aktivister er Ahed et symbol på modstand, en heltinde, en frihedskæmper, der kan sammenlignes med Malala Yousafzai og Jeanne d’Arc. Hun er blevet idoliseret på de sociale medier og offentligt lovprist af den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. På israelsk side hævdes det, at hun er marionet for sine politisk aktivistiske forældre, at hun er blevet oplært i vold og had og fortjener at blive straffet.

Som altid i dette land er tingene mere komplicerede. Ahed tilhører den anden generation af palæstinensere, som er vokset op under besættelse. Hendes far, Bassem, blev født i 1967, det år, da Israel i løbet af Seksdageskrigen erobrede Vestbredden, Østjerusalem, Gaza og Golan-højderne. Han selv og hans børn har ikke kendt til andet end et liv med kontrolposter, identitetspapirer, tilbageholdelser, husnedrivninger, intimideringer, ydmygelser og vold. Det er deres daglige normalitet.

Familien har sit hjem i det såkaldte Område C – de 62 procent af Vestbredden, der er under israelsk militærkontrol. Deres landsby, Nabi Saleh, har været skueplads for hyppige protester, efter at israelske bosættere for ti år siden beslaglagde et lokal vandløb. Bassem og hans hustru, Nariman, og andre familiemedlemmer har ofte været fremme i forreste linje.

Sten er blevet kastet af demonstranter, og de israelske styrker har svaret igen med tåregas, gummikugler, vandkanoner og indimellem også skudt med skarpt. Mindst to landsbyboere, deriblandt Aheds onkel Rushdie, er blevet dræbt, hundredvis såret, og mindst 140 tilbageholdt eller fængslet – blandt dem Bassem og Nariman, adskillige gange.

Traumer går i arv

Ahed er vokset op i det miljø. Da jeg spurgte hende, om hun ofte havde været udsat for tåregas, lo hun bare og sagde, at hun ikke havde tal på hvor mange gange. Hun beskrev militærets razziaer imod familiens hjem. Og jeg iagttog Ahed og hendes brødre, mens de flere gange så på klip af deres forældre, der blev arresteret, og af deres onkel, der vred sig af smerte efter at være blevet skudt.

Mange af de svar, hun gav på mine spørgsmål, virkede indterpede. »Vi vil befri Palæstina. Vi vil leve som et frit folk. Soldaterne er her for at beskytte bosætterne og afskære os fra vores land,« sagde hun. Hendes forældre var stolte over hendes fremtrædende rolle blandt antibesættelses-aktivisterne, et perspektiv, der blev forstærket i denne uge, da Bassem fremhævede sin datter som »en repræsentant for en ny generation i vores folk af unge frihedskæmpere. Hun er en af mange unge kvinder, som i de kommende år vil lede modstanden imod det israelske styre«.

Aheds seneste konfrontation med soldaterne var tilsyneladende iscenesat for rullende kameraer. Hendes mor havde ingen skrupler ved at live streame episoden på de sociale medier, og ifølge den israelske sigtelse skal teenageren havde erklæret, at »om vi skal gribe til knivstikkerier, selvmordsbomber eller stenkast, må alle gøre deres for at slutte op om vores sag, hvis vi skal nå igennem med vores budskab om at ville befri Palæstina«.

Brutaliserede opvækstbetingelser kan forme et barns holdninger resten af livet. For fire år siden insisterede den purunge aktivist på, at hun ikke frygtede de bevæbnede soldater, hun passerede forbi hver dag. Ifølge hendes forældre råbte hun tit i søvne eller vågnede, hulkende af gråd.

Aheds oplevelser er typiske for livet for hundredtusindvis af børn på Vestbredden og i Gaza. Frank Roni, der som specialist i beskyttelse af børn har været udstationeret for UNICEF i de palæstinensiske områder, har på tæt hold iagttaget de »inter-generationelle traumer« hos børn, der er vokset op under besættelsen. »

Den vedvarende konflikt, økonomien og det sociale miljøs forværring, den øgede vold – sætter sig stærke spor i børns sind. Børnene udvikler en ghettomentalitet og mister alt håb til fremtiden – og det nærer en cyklus af fortvivlelse,« sagde han, da jeg interviewede ham i 2013.

12 år gammel betroede Ahed mig, at hun vil være advokat, når hun bliver voksen, så hun kan kæmpe for palæstinensernes rettigheder. Hvad end udfaldet af den israelske proces imod hende bliver, ser hun ud til at skulle tilbringe en række formative måneder af sit liv i fængsel snarere end med at læse til eksamen.

Hendes historier er ikke kun et enkelt barns historie, men en generations – ja, to generationers historie om fravær af håb og sikkerhed. Det er tragisk og utilgiveligt at tænke på, hvad der venter den næste, den tredje generation.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At forestille sig at gå i hendes sko....
Røverstatens moralske kompas er totalt smadret. Tyverierne fortsætter ufortrødent. Og jeg tror desværre at det løb er kørt.

Klaus Jørgen Funder Hansen, Gneur Has, Jørgen Nielsen, Eva Schwanenflügel og Dao Tran anbefalede denne kommentar