Er du ved at være træt af at høre om #MeToo? Synes du også, at det er et problem, at mænd kan miste deres høje stilling, blot fordi de har klappet en kvinde på knæet? Eller foreslået et eller andet frækt, som kvinden følte sig krænket af?
Sådan gik diskussionen i det mindste forleden aften i venners lag, mens jeg uden den store succes forsøgte at gøre opmærksom på det egentlige problem: At den offentlige debat om #MetToo i stigende grad vælger at fokusere på bagatellerne med den åbenlyse konklusion, at nu er kvinder sgu da også blevet for hysteriske og nærtagende (læg mærke til, at det er præcis, hvad kvinder altid er blevet beskyldt for at være, når man(d) ville lukke munden på dem).
Catherine Deneuve-debatten har båret ved til netop det bål, selv om de franske kvinders åbne brev snarere er udtryk for en generationskløft, end for at de undsiger ofre for seksuel chikane og vold.
Jeg tilhører samme generation som Deneuve, og min generation af kvinder har nu engang brugt vores ungdom på at kæmpe os fri af mødregenerationens bornerte forestillinger om, hvad pæne piger kunne tillade sig – kort sagt: Vi har mere haft fokus på vores egen seksuelle frigørelse og mindre på, hvad mænd kunne finde på af overskridelser.
I øvrigt har Deneuve jo sagt undskyld til ofre for seksuel vold – det var ikke dem, hun var ude på at tage afstand fra, har hun understreget.
Men det er indiskutabelt, at Catherine Deneuve og hendes medunderskrivere er blevet tolket derhen, at nu er #MeToo gået for vidt.
Da jeg søgte på #MeToo på Facebook for et par måneder siden, handlede indlæggene om grove overgreb, magtmisbrug og mobning på arbejdspladsen – som den chef, der lagde an på sin sekretær og, da hun afviste ham, udspredte rygtet om, at hun lagde an på ham – en gift mand! – og bød sig til på det pinligste, til trods for at han gang på gang havde afvist hende.
Chikanen har mange ansigter, den behøver ikke at komme til udtryk i grabbing by the pussy eller voldtægt og overfald, den kan glimrende udøves med sproget som medium.
Jeg var på daværende tidspunkt temmelig opbragt over, hvad sitet kunne præsentere os for. Bagateller var der ikke mange af.
Men i dag? Man skal scrolle virkelig, virkelig langt ned for at finde historier som ovenstående. Alle nyere indlæg handler nu om, at #MeToo er gået for vidt på den ene eller anden eller tredje måde. Den trykbølge, #MeToo forårsagede, er begyndt at rulle baglæns.
#MeToo og retssikkerheden
Det var vel til at forudse. Spørgsmålet er derfor det samme som det hele tiden har været: Om #MeToo-bølgen kan føre til et varigt ændret magtforhold kønnene imellem? Naturligvis, og jeg gentager: naturligvis uden at vi holder op med at føle os tiltrukket af hinanden.
Men er tiltrækningen mellem to mennesker ægte, så er ingen af dem jo i tvivl! Det er præcis det, der kendetegner ægte tiltrækning.
Derfor er det åbenbart også nødvendigt at slå fast, at #MeToo først og fremmest handler om sexchikane på arbejdspladsen. At kvinder på #MeToo forsvarer sig mod chikane, der truer deres job eller karriere, hvis ikke de finder sig i den.
Der er ét spørgsmål i alt dette her, som er vigtig at tage alvorligt. Hvor sippede kan kvinder tillade sig at være, når en ytring om krænkelse gennem #MeToo kan spolere hele en mands karriere, uden at han er blevet stillet for andre domstole end folkedomstolen? Undergraver #MeToo retssikkerheden?
Ja, det gør #MeToo faktisk. Problemet er, at der ikke er tale om feminin sippethed, men om, at sexovergreb i mangfoldige former hele tiden har undergravet kvinders retssikkerhed. Hvad gør den kvinde, hvis chef forulemper hende og i tilgift udstiller hende som en liderlig tæve for kollegernes domstol og spolerer hendes karriere, hvis hun ikke kan råbe op?
Alle, der synes, at nu går det for vidt, skylder svar på det spørgsmål.
Som Sanne Søndergaard, komiker, siger:
"Hvorfor læser I mænd bare ikke vores kropssprog ? Hvis vi kigger jer ind i øjnene, ja, så flirter vi.
Men vender vi os væk, så vil vi ikke flirte. Hvor svært er det? "
#MeToo er IKKE en folkedomstol, men måske en invitation til en helt nødvendig samtale om, hvordan mænd og kvinder opfatter hinandens signaler. Så misforståelser kan undgås.
"Men er tiltrækningen mellem to mennesker ægte, så er ingen af dem jo i tvivl! Det er præcis det, der kendetegner ægte tiltrækning."
Det er simpelthen forkert! Ulykkelig kærlighed er en ting! Ligesom kulturelt betinget kvindelig blyhed er en ting.
I vor kultur er det kvinden, der har det sidste ord, når der vælges seksualpartnere. Nogle hævder at det gælder arten som sådan: Mænd konkurrerer med hinanden om en plads i solen, og kvinder vælger så seksualpartnere/ægtefæller fra toppen af dette hierarki og nedefter.
Hvis #metoo kan bevirke, at kvinders erfaringsudvekslinger fører til højere bevidsthed om vilkårene for et mere frit og lige samliv mellem kønnene, er det godt. Det har alle dage været feministernes stærkeste våben. I det omfang det sætter mænd i gabestokken på grundlag af generaliseringer, er det noget lort.
Et eksempel fra en anden boldgade: Jeg elsker børn, men jeg tør sgu ikke tage et job i en børnehave, for jeg er en ældre mand, og derfor potentielt børnelokker. Det kunne koste mig jobbet og i værste fald friheden at tage en grædende unge på skødet, så jeg foretrækker slet ikke at arbejde i branchen.
Der er intet galt med #metoo så længe det er et instrument til at højne bevidstheden hos kvinder, og indirekte hos mænd. Det er noget lort, hvis det ødelægger dynamikken mellem kønnene. Af og til er man som mand nødt til at tage en chance, fordi "ægte" tiltrækning mellem kønnene ikke er til at skelne fra ensidig tiltrækning.
Jeg har låst mig inde - og jeg kommer ikke ud før al sexchikane
på alle arbejdspladser er ophørt.
Karen Syberg, nu er problemet jo ikke at de fleste mænd ikke kan finde ud af at der en forskel mellem flirt og overgreb, eller ikke formår at kigge kvinderne i øjne mv. Så er kvinder heller ikke mere komplicerede. Problemet opstår fordi der har været eksempler, hvor mænd pga anklager eller rygter har mistet alt. Måske er det velfortjent, men som med enhver anden forbrydelse har vi et retssystem, der kan vurdere det sagte. Når dette er sagt, er det indlysende at #MeToo er vigtig, respekt og lighed, tror jeg alle Informations læsere er enige med, men bevægelsen giver også afløb for en masse indetrængt had til mænd - især blandt de amerikanske kvinder.
Det vigtigste her er jo at have modet til at sige sit job op. Det rygtes for det meste på den gode måde, hvis man udsættes for en urimelighed og svarer ved at tage sit gode tøj og gå.
'Forhåbentlig kommer kampagnen mod #metoo helller ikke til at virke. Dens argumenter er ret lette at tilbagevise, og dens eneste force har været, at den bevæger sig på et niveau, hvor de fleste ordentlige mennesker ikke gider at være med.'
Man behøver med andre ord slet ikke at reflektere over fænomenets skyggesider, for de findes tilsyneladende slet ikke. Eller i hvert fald så er kritikken mod #metoo så ubegavet, at Maria Jensen og Co slet ikke behøver at forholde sig til den. Hvor bekvemt!
Det er sikkert lige ved at falde uden for emnet (så moderator er velkommen til at slette dette indlæg i debatten), men jeg faldt forleden over en for mig at se svært interessant samtale mellem fire relativt unge, amerikanske mænd (i trediverne). De taler meget åbenhjertigt om at være en ung mand, og de problemer man kan løbe ind i, når man forsøger at lære at omgås 'det smukke køn'.
Det smukke ved deres samtale er, at den foregår på et fuldstændigt grundlæggende menneskeligt niveau: Ingen åbenlys agenda, ingen dybtgravede ideologiske skyttegrave. Blot en lille småsludder blandt mænd, som tydeligvis er venner, smånørder, og først og fremmest ligefremme og åbne.
https://www.youtube.com/watch?v=QPtMlXdSF4E
Som John Lennon sang på sit album - Some time in New York City - Woman is the Nigger of the World, så er MeToo for mig et udtryk for, at kvinder siger fra over for det, som de oplever som krænkende, især efter historierne kom frem om filminstruktører, der har udnyttet og krænket kvinder i kraft af deres position. Tusindvis af kvinder jorden over har fundet et forum, hvor de kan give udtryk for det, som de opfatter som overgreb og krænkelser. At MeToo så forsøges bagatelliseret, minimeret og latterliggjort minder lidt om episoden, hvor en ålborgensisk politichef i forbindelse med eventuelle voldtægtsforsøg ved et karneval opfordrede kvinderne til ikke at være udfordrende klædt. MeToo bevægelsen har taget deres egne skridt henimod at befri sig fra trykket af den verdensomspændende skvatmand, som betragter kvinder som "Nigger of the World", med ret til at forbruge, nedværdige og krænke, udnytte og voldtage, alene i kraft af en selvhævdet racistisk ret dertil, hvor den væsentligste grund er, at hun er kvinde. Et af modsvarene fra skvatmanden til MeToo er så, at det er en heksejagt fra kvindernes side, (var heksejagt ikke det, man sagde, Aalbæk blev udsat for?), hvilket er jo netop udstiller skvatmanden, som det han er, et skvat. En anden gang i 70erne var der en stor forsamling af kvinder i København. En af talerne sagde, at "... manden er det største barn, vi har". Latterbrølet fra de forsamlede kvinder fik taget til at hæve og sænke sig adskillige gange.
Kvinder har travlt, de skal helst have styr på deres prioriteter inden de fylder 35. Mænd har ikke så travlt, vi kan få børn selv om vi er blevet endda meget gamle. Derfor er manden det største barn, kvinder har, for mænd har ikke travlt med at blive voksne, i modsætning til kvinder. Det haster jo ikke.
"Voksen" er et relativt begreb, som er meningsløst uden sin modsætning: "barn". Derfor bliver kvinder voksne tidligere end mænd. Det er ikke en fejl, men et vilkår.
Selvfølgelig skal de dumme svin ned med nakken, ingen tvivl om det. Men lad være med at skyde os velopdragne mænd motiver i skoene, som vi ikke har.
Niels,
Der er da ingen kvinder, der vil skyde jer velopdragne barne-voksne mænd ting i skoene, tværtimod..
Hvis bare I er den mindste smule høflige og belevne, samt benytter jer af charmerende uvidenhed og i det hele taget opfører jer som kluntede hvalpe, vil enhver kvindes maternelle instinkter blive vakt.
Dog kan disse instinkter tage overhånd, såfremt den barnlige mand tror denne strategi er win-win i et parforhold, især hvis småfolk kommer til. Hvorefter den umodne mand bliver kategoriseret og indlemmet som en del af børneflokken. Med frustrationer fra begge sider til følge.
Måske er 'den barnlige mand' forudsætning for 'den ansvarsløse mand? Ham, der prioriterer sine venner og interesser fremfor sin partner, og efterlader mor med spædbarnet ved brystet, mens han selv styrter til sport?
Men den 'magtmisbrugende mand' virker som en helt anden type. Nærmere sociopatisk end barnlig.
Det de fleste kvinder ønsker er en mand der er tryg og stabil. (IKKE et stabilt geni...)
En, der tager ansvar, og er god at læne sig til. En, der har sine meningers mod, uden at være diktatorisk. Med andre ord, en ligeværdig voksen ;-)
Aziz Ansari sagen er nok det bedste eksempel på problemerne med #metoo. En kvinde er på en date med ham, og et år senere anklager hun ham, anonymt, for "sexual assault." Ikke til myndighederne, men i en tekst på et offentligt website, en tekst der udførligt detaljere deres intime øjeblik.
Og det hun beskriver er bare en dårlig date. Hun tog tøjet af, gav ham et blowjob, og besluttede så måneder senere at han skulle have gættet at hun ikke helt havde lyst. Så nu kæmper Ansari for sin karriere, mens hun er sluppet af sted med at offentliggøre hævn porno.
Helt enig med dig Maria!
Jeg kan huske hysteriet, da man i DK sidste gang diskuterede sexchikane på arbejdspladen for vel 15-20 år siden. Hvad ville der nu ikke ske med julefrokosten?
I min optik er Aalbæk en magtmisbruger af den værste slags, og burde ikke være chef for noget som helst. Men vi har åbenbart mangel på "talenter" indenfor filmindustrien, så man lader ham fedte videre.
Der er rigtig mange rigtige mænd, som udmærket kan se alle de idiotiske mænds opførsel som irriterende og såvidere.
Men I mangler at SE.
SE det fra kvindens perspektiv.
Prøv at forestil jer at I var kvinder.
Ja, ja. Og prøv du at se det fra Aziz Ansari perspektiv.
Aziz Ansari er jo offer for en eller anden form for misundelse og hævn blandet sammen. Hvis hun ikke ville give ham et blowjob kunne hun bare sige nej. Jeg har i mine unge dage flere gange afvist den slags og aldrig følt mig tvunget. Det kan da godt være træls at en mand plager men vi skal ikke derhen hvor det bliver ulovligt. Vi kvinder skal lære selv at håndtere vores seksualitet og ikke vente på at manden altid skal tage initiativ og at vi skal "overtales".