Kronik

Både Generation Humanitær og Generation Identitær ønsker handling. Men de vil i hver sin retning

To spirende ungdomsbevægelser vil forandre samfundet med hverdagsaktivisme. De kalder sig Generation Identitær, vi kalder os Generation Humanitær. Selv om bevægelserne har handlekraften til fælles, vil de og vi udvikle samfundet i to vidt forskellige retninger. De vil lukke, vi vil åbne
To spirende ungdomsbevægelser vil forandre samfundet med hverdagsaktivisme. De kalder sig Generation Identitær, vi kalder os Generation Humanitær. Selv om bevægelserne har handlekraften til fælles, vil de og vi udvikle samfundet i to vidt forskellige retninger. De vil lukke, vi vil åbne

Illustration: Ditte Lander Ahlgren/iBureauet

31. januar 2018

1968 blev et år, der samlede ungdommen i oprør mod et patriarkalsk og hierarkisk system. Efter samme opskrift tegner 2018 til at blive et år, der samler ungdommen i et handlekraftigt opgør med systemets handlingslammelse.

Men ligesom 1968-oprøret lagde kimen til splittelse mellem hippier og yuppier, kan 50-året for ungdomsoprøret meget vel blive et år, der splitter humanitære og identitære i kampen om at definere danskheden og samfundets rummelighed.

Jeg hører til den del af ungdommen, der kalder sig Generation Humanitær. Jeg vil et Danmark, der rækker ud over sig selv, tager medmenneskeligt og socialt ansvar og har høje ambitioner på verdenssamfundets vegne. Et samfund, hvor du og jeg – hver dag – gennem konkrete hverdagshandlinger og i mødet med andre mennesker bygger bro over forskellighed, ser potentialer i alle og handler på muligheder. Med ligeværdighed.

Og jeg er langtfra alene. Alene i Ungdommens Røde Kors, hvor jeg er frivillig, oplever vi på ugebasis, at 120 unge kontakter os, fordi de gerne vil være med til at gøre en forskel for andre gennem konkrete handlinger. De vil være en del af fællesskabet i Generation Humanitær. De vil fremme en grænseoverskridende – eller grænseløs, som nogle kalder den – medmenneskelighed.

Jeg er ikke i tvivl: Der er tale om en spirende og kraftfuld handlingsbevægelse!

Højrefløjens Greenpeace

Over for os står en anden handlingsbevægelse, som sidste år kom til landet: Generation Identitær eller Identitaire, som bevægelsens franske stiftere har døbt den, er blevet kaldt højrefløjens Greenpeace, fordi bevægelsen har taget venstrefløjens aktivistiske græsrodsmetoder til sig.

Men hvor Greenpeace generer olietankere, sænker Generation Identitær forladte flygtningebåde på Middelhavet og overvåger ngo-skibe for at forhindre dem i at redde flygtninge op af vandet. Metoder, som jeg vil kalde grænseoverskridende tenderende til grænseløse.

Generation Identitær bekæmper indvandring og det, de kalder islamifisering, og kæmper for kernefamilie, nationalstat og kulturbevarelse. Og helt som Generation Humanitær gør de det gennem konkrete handlinger og i fællesskab.

Ungdomsbevægelserne er enige om, at den europæiske ånd er i krise. Men bestemt ikke om, hvori åndsfraværet består.

Hvor Generation Humanitær vil forsvare Europa med samarbejde og åbenhed, vil Generation Identitær skabe et Fort Europa, der med magt og våben holder det og de fremmede ude.

Demonstration for den identitære bevægelse på Brunnenstrasse i Berlin.
Læs også

Hvor Generation Humanitær træner ungdommen i at afværge konflikter og hjælpe mennesker i nød uanset tilhørsforhold, træner Generation Identitær ungdommen til kamp og selvforsvar.

De to bevægelser har fundamentalt forskellige menneskesyn og organisering, men har mere til fælles, end man skulle tro, hvad angår metoder og samfundsdiagnose.

Generation Humanitær mener, at alle mennesker er lige værdige. Vi mener, at det er dannende at møde det fremmede, og tror på, at alle mennesker gør deres bedste – også når det ikke ser sådan ud. Vi mener, at frihed er at være fri til at mødes.

Generation Identitær tilskriver kriminalitet, vold og dovenskab til immigranter og samfundets truende deroute til masseindvandring og multikulturalisme. De mener, at den europæiske kultur bringes i fare i mødet med fremmede. De mener, at frihed er at være fri for at mødes.

Hvad organisering angår, engagerer Generation Humanitær hundredetusinder unge, hverdagsaktivister i et verdensomspændende, men løst netværk. Til sammenligning består Generation Identitær af en langt mindre, men langt mere sammentømret gruppe vesteuropæere. Du er ikke identitær uden at identificere dig som sådan, men jeg kender mange humanitære, der ikke benytter titlen.

Bevægelserne lærer hurtigt nye metoder af hinanden. De er som fisk i vandet på sociale medier og på gadeplan. Jeg har gentagne gange set opslag, hvor der spørges om hjælp til en konkret indsats – fra maduddeling til mentoring – hvorefter flere hundrede på få dage melder sig klar.

Bevægelserne er i øjenhøjde med ungdommen og inviterer til opsigtsvækkende happenings – fra placering af sorte sække formet som menneskekroppe påført navne på druknede flygtninge, som Danmark har på samvittigheden, til uddeling af hjemrejsebilletter til flygtninge.

De gør hverdagsaktivistisk op med eller oprør mod systemets handlingslammelse. De tilbyder stærke fællesskaber, der er lette at træde ind i, og lægger afstand til 1968-oprøret, fordi det var for blødt eller for passiviserende. De er ikkevoldelige men går lige til grænsen i den gode sags tjeneste – med civil ulydighed fra illegal transport af flygtninge til illegale besættelser af moskeer.

Begge er en del af tiden og i kamp mod tiden. Men trods metodefællesskab har de væsensforskelligt våbenbrug. Det er således sigende, at identitære i dag pryder sig med det græske L, lambda. Et symbol, som fangede solens skær i spartanernes skjolde, da få hundrede elitekrigere ifølge sagnet holdt horder af invaderende persere stangen. Fordi de trods ringe antal var stærkt organiserede, veltrænede og taktisk overlegne. Og, kunne man tilføje, villige til at slås til døden.

I antikkens Grækenland konkurrerede spartanere og athenere om at definere verdensordenen. Athen med åbenhed og spirende demokrati. Sparta ved at lukke sig om sig selv bag mure og våbenskjold.

Ligheden til vore dage er slående – og dét selv om humanitære ikke pryder sig med den athenske ugle, men med en vifte af forskellige symboler. Eller slet ingen. For som vi siger: Det kræver ikke et logo at gøre en forskel. Du går bare i gang – menneske til menneske.

Problemet er handlingslammelse

Hvor spartanere og athenere også indgik alliancer mod endnu større, truende fjender, har vi dog til gode at se humanitære og identitære i fælles front mod vor tids største trussel. Og det, selv om vi er enige om, hvori truslen består: I samfundets og systemernes handlingslammelse over for de mest afgørende og mest komplekse problemer.

For verden har – eller måske er i – store problemer: Fra klima og konflikt til ulighed og utryghed. Problemer, der kalder på handling fra os alle. Og selv om meget går godt i Danmark – antageligvis bedre end nogensinde – har vores demokratiske fællesskab og stærke velfærdssystem problemer: Fra bandekonflikt og integration til sammenhængskraft og mistillid. Diagnosen er klar: Handlingslammelse.

Så hvilken vej? – Danmark, Europa, Vesten, verden. Hvad stiller vi op? Hvem kan levere svar?

Selv i et velfungerende demokrati, et samfund med verdens måske mest veldrevne offentlige sektor med fuldt blus på civilsamfund og privat sektor, på digitalisering, innovation og sågar disruption. Selv i et moderne samfund som det danske har vi svært ved at håndtere de nye, komplekse – grænseoverskridende eller grænseløse – problemer.

Som så ofte, når det velkendte, de veletablerede, ’systemet’ ikke leverer svar, gør ungdommen oprør. Med modgiften til samfundets problem: Handlekraft!

Jeg ser, mærker og er en del af en ungdomsgeneration, der med viljestyrke vil forandre samfundet nedefra gennem konkrete handlinger i vores nære omgivelser og med hinanden. En ungdom, der i fællesskaber og med hverdagsaktivisme er i gang med at forme det samfund, vi ønsker at leve i. Det gælder både Generation Humanitær og Generation Identitær.

Men ligesom for 50 år siden er ungdommen splittet. Vi må vælge, om vi vil være Generation Humanitær eller Identitær. Om vi vil ’Refugees Welcome’ eller ’Defend Europe’. Om vi vil integration eller remigration. Om vi vil bygge bro over eller mure imellem forskellighed.

Et kig i historiebøgerne kan måske feje tvivlen af bordet. Se på den nyere verdenshistories største begivenheder: Den Franske Revolution, slavefrigørelse, verdenskrigenes afslutning, Berlinmurens fald, apartheidstyrets sammenbrud og Oktoberrevolution. Og reflekter over, om de positive sider af forandringerne var mere eller mindre åbenhed. Prøv så at sammenligne de totalitære og lukkede regimer, du har hørt om, med de liberale og åbne, og spørg dig selv, hvor du helst vil bo.

Lad os lære af historien og drive konstruktiv samfundsudvikling med åbenhed og samarbejde. Og medmenneskelighed.

Søren Bøllingtoft Knudsen er næstformand i Ungdommens Røde Kors.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Svennevig
  • Peter Wulff
  • Jørgen Wassmann
  • Eva Schwanenflügel
Michael Svennevig, Peter Wulff, Jørgen Wassmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Konflikten er den samme som altid; frygten for forandring og forringelse af levevilkår gør mennesker til enten modstandere af 'det fremmede', eller fortalere for dialogen.
Syndebuk-kulturen er oldgammel. Den er blevet benyttet af snart sagt enhver, der ville vinde eller bibevare magten. Del-og-hersk metoden er blevet anvendt siden vi udviklede os til aber.
Det nye er, at vi nu burde kunne gennemskue det.
Så hvorfor bliver børn ikke undervist i kritisk tænkning, opmuntret i at stille de naturlige spørgsmål som børn nu stiller, når vi er udfordret af nye problemer?
Realiteten er at der bliver 'omprioriteret' bidrag til staten fra kommunerne hvert evig eneste år.
Resultatet er børn der bliver ensrettede, overvågede og styrede, istedet for nysgerrige, selvstændigt tænkende og sociale.

Torben K L Jensen, Jenny Bager og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Kære Søren Bøllingtoft Knudsen.
Det her er nok ikke løsningen på ALLE problemer, men det er et seriøst forslag til, hvordan vi kommer videre. Samfundet er splittet. Dette vil virke samlende, idet det både bygger på samtale og på Atheniensiske principper om demokrati.
http://www.borgertinget.dk/

Danmark er ALLES ansvar.

Eva Schwanenflügel

Helge Smith,
Borgertinget er sikkert et godt sted at være.
Men det svarer ikke på spørgsmål.

Jeg savner en mere nuanceret beskrivelse af generation identitær, og jeg er med på, at afsenderen er venstreorienteret og en uber humanitær, men jeg savner lidt, at han prøvede at lægge sin røde "kuglepen" væk fra sig for en stund og prøve at forstå generation identitær - så debatindlægget vil fremstå stærkere, nuanceret og mindre bias.
Bortset fra dette - synes jeg, at det er et spændende emne at følge - hvordan de to unge bevægelser kommer til at forme og påvirke samfundet.

Søren Ferling, Klaus Ipsen, Teis Iversen, Lasse Glavind, Lars Steffensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg og du, vi og jer, os og dem. Kong Flikt råder stadig i en skizofren verden med oprustning på begge sider, men heldigvis er vi alle enige i, at de andre tager helt fejl.

Torben K L Jensen

Det her er engang radikalt bull-shit der mangler ånd,vrede og revolutionær geist.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Flygtninge/immigrantkrisen er bare endnu et symptom på, at vores demokratiske system ikke virker! Vi er nødt til at finde på et acceptabel alternativ! -Artiklen er er en meget god illustration af det!