Jeg glemmer aldrig det evige spørgsmål, jeg fik stillet som barn af mine forældre, af bedsteforældre og af lærere: Hvad vil du være, når du bliver stor? Øjnene slog gnister, mens man fantaserede sig til sit drømmeliv, hvorefter man utvivlsomt kunne svare:
»Jeg vil være kunstner, sanger eller skuespiller«.
Det var der ingen skam i. Det blev sagt med glæde og stolthed.
I dag er det blevet forbudt at tale om, hvad vi drømmer om. Det er vanskeligt at sætte ord på vores drømme, og det er der god grund til. Vi har lært, at hvis vi får dårlige karakterer i en matematikaflevering, så er det ensbetydende med, at vi er dårlige til at regne. Ligeledes er vi blevet lært, at hvis tingene ikke lykkes for os med det samme, så bør vi finde noget andet at beskæftige os med.
Med andre ord giver vi alt for hurtigt op. Det umulige føles mere umuligt, og vi forfølger kun det mulige – det, som ligger lige til højrebenet. Dette værdisæt lever alt for mange mennesker efter, og det ryster mig.
Jeg oplever i højere og højere grad, at vi stiler efter et middelmådigt liv, et middelmådigt job og en middelmådig løn. Men hvorfor giver vi ikke os selv lov til at udleve vores inderste drømme? Der findes alt for mange mennesker, som ikke er helt tilfredse med deres job, privatliv eller karriere. I stedet for at kæmpe for vores drømme, vælger vi den lette løsning. Vi vælger at blive voksne. Vi vælger at udskyde vores drømme. Vi vælger den lette vej.
Med andre ord kan man sige, at vores drømme er blevet standardiserede. Vi tør ikke bryde fri fra normaliteten, og vi tør ikke at satse. Uden at blinke tyr vi til den lette vej, men uden at tænke på, hvad det er, vi taber.
Nu er vi hoppet ind i 2018 – et nyt år med nye muligheder og drømme. Vores drømme vil måske blive erstattet af nye, eller også vil de samme drømme ligge på lur i baghovedet. Derfor vil en lille nytårsopfordring være, at vi skal turde gribe livets chancer og gå efter vores inderste drømme – både store og små. Drømmene bliver først håbløse den dag, man opgiver at forfølge dem.
Louise Normand Christensen, København
Jeg er dybt uening med dig.
Aldrig har det været mere akcepteret at drømme og have store ambitioner. Men på et tidspunkt i livet må drømmene tilpasse sig talentet og energien, så livet bliver andet end en lang række nederlag.
Selvfølgelig er der mange der ikke er helt tilfredse med deres job, privatliv eller karriere. Det vil overraske mig hvis nogen var helt tilfredse med deres job, privatliv eller karriere, for så må de være utålelige for andre.
Jo, men nu har vores kunstnerdronning slået et slag for, at det tilsyneladende unyttige også bør have en plads i vores liv. Men det er desværre sandt, at vore fælles institutioner lider under begrænsninger, som hæmmer intelligent kreativitet og nytænkning.
Åh, det var befriende. Vi er på vej imod et samfund, hvor vi netop bliver nødt til at drømme og realisere os selv - for egentligt arbejde bliver der ikke meget af tilbage.
Det er da også meget mere tilfredsstillende at vide, hvad man vil - og så kæmpe for at nå målet, selvom det snarere er den personlige tilfredsstillelse end monetos, der er gevinsten.
"Vi"?
Jeg synes nu altid det har været en smule illegitimt at drømme - ihvertfald efter puberteten.
"Han/hun er bare en drømmer", har da været en nedsættende betegnelse så længe jeg kan huske..
Giv industrien fuckfingeren og bliv musiker i stedet for at knokle med at gøre erhvervslivet rige. Bliv gadekunstner og den næste Banksy med billeder af fattige, tiggende, grædende børn, og vis politikerne at et andet samfund er nødvendigt.
Bliv nyskabende skuespiller, protestsanger eller stand up komiker eller andet, men hold dig langt væk fra fabrikslokalerne, hvor drømmene er blevet standardiserede og kun egnede for de golde bankernes gældsslaver, som hele dagen tænker på, hvad det er, de går glip af.
Rejs ud med glæde og stolthed og find bedre måder at leve dit liv på med nye muligheder og drømme. Der findes alt for mange mennesker, som ikke er tilfredse med deres job, privatliv eller karriere.
Bryd dig fri fra normaliteten, vis at du tør gribe livets chancer og gå efter dine inderste drømme – både store og små. Drøm hver dag om en anden, bedre verden, hvor rigtige mennesker af kød og blod tør satse på at skabe et alternativ til det nuværende NPM-regime. Sig det med glæde og stolthed, uden at blinke: Det er mig samfundet har brug for.
Mine inderste drømme peter sterling, har altid været, at det gode, sande, skønne og retfærdige - den græske firkant - er verdens matrice. Hvorfor? Jeg kunne tidligt regne ud, at det er smartest for alt og alle.
Hvis vi ikke er opmærksomme, stjæler konkurrence-og forbrugersamfundet vores liv og vores drømme. Kværner og omformer dem til falske behov, som skæpper i kassen hos den ene procent. Kuren mod denne vildfarelse er at omstille til det miljø-og socioøkonomisk bæredygtige samfund, som respekterer planetens cirkulære økonomi. Læs jørgen steen nielsens bog 'på den anden side' (f.eks. side 143). I bogen fortæller han om, hvordan han i nogen måneder lever det simple liv i et skotsk udflytterøsamfund. Her leves et liv uden stress, hvor kun nødvendige, livsnære opgaver udføres.
Den enkeltes bevidsthed er fundamentet for den kollektive udviklingsproces. "Dont follow leaders, watch the parkometers" - bob dylan. Alles bidrag gælder. Nogle poster er hårde, f.eks. mennesker i krigszoner, flygtninge, hjemløse, misbrugere/psykisk syge. Udsatte mennesker kan handle desperat - og det gælder alle poster i samfundet. Vi er alle udsatte i en dysfunktionel samfundskonstruktion.
Ydermere er jorden er pakket ind i 'teknisk' stråling. Lykkeligvis udfolder det biologiske liv sig stadig, men er under angreb fra flere sider.
Der er brug for alle gode og modige kræfter, som er parate til at drømme og lege og være med, med det de har og kan. Den til enhver tid siddende regering burde kunne se det nyttige i at investere i glade mennesker, som bidrager til fællesskabet. Vi er sociale, intelligente væsener, som kan indrette os bedre, end tilfældet er.
Interessant er, hvad der bestemmer, hvor den enkeltes bevidsthed befinder sig. At studere samspillet mellem det indre og det ydre rum. Vi befinder os i et kvantefelt, et mulighedernes rum, og hvad styrer her? Overlevelse - den oprindelige igangsættende årsag ... som vi ikke kender, men som vi er midt i konsekvenserne af. Hvilket eventyr.
Det indre og det ydre rum interagerer i et kvantemekanisk felt, som alt og alle er del af, og derfor har et medansvar for. I den situation er bevidste og kloge valg naturligvis at foretrække.
Vi er i en evolutionsproces, som vi alle hele tiden bidrager til. Lad os derfor vågne, så vores valg bliver netop det og dermed i balance med omgivelserne og dermed os selv.
Og jeg må afslutte med dette citat fra højsangen : "og størst af alt er kærligheden".
Randi,
Flot skrevet !
Nemlig. Størst af alt er kærligheden.
At give sig lov til at drømme bringer én acceptabelt igennem skolens lange timer, og giver én færdigheder til mange kreative eller videnskabelige fag.
Gode forskere er gode drømmere, tror jeg.
Jeg husker en skolekammerat, der havde for vane at sende opmærksomheden ud gennem vinduet, pludselig rejste han sig midt i timen og fór ud af lokalet - han havde set en meget sjælden sommerfugl, som han måtte ud og fange til samlingen.
At drømme er det modsatte af disciplin.
Michael, bare der er sommerfugle overhovedet..?
Hvis man ikke har drømme, hvad har man så? Nej man kan ikke umiddelbart leve af drømme, men de kan motivere en til at gøre sit bedste i de sammenhænge man indgår i ;-)
Og det bedste, johnny, kan være at komme væk i en vis fart ...
Jamen dog Randi, foretrækker du Suzanne Brøggers "Fri os for kærligheden" frem for
højsangen : "og størst af alt er kærligheden".?
Det kærligste kan være at smutte michael
En anden højsang er Knut Hamsuns til kærligheden. Stefan Zweig og Maxim Gorkij så forfatterens ungdomsromaner såsom Pan og Victoria som højsangen til kærligheden. Jeg og mange andre er tilbøjelige til at give dem ret.