Klumme

Nu har Charlie Hebdo levet tre år i en konservesdåse. Hvor længe skal det blive ved?

Charlie Hebdos grædende Muhammed ’tilgav’ muligvis ’alt’ – men Charlie kan ikke tilgive de dydsdragoner, der spiller voldsmændenes spil
5. januar 2018

På søndag rammer vi treårsdagen for det mest infame anslag mod ytringsfriheden i noget vestligt demokrati siden nazismen. Den 7. januar 2015 var Carbu, Charb, Tignous, Wolinski og de andre tegnere og journalister midt i en intens diskussion om, hvad man kunne gøre for at hjælpe unge ofre for racistisk diskrimination, da de to drabsmænd stormede lokalet.

Skud lød, og få sekunder senere lød ingen latter, ingen råb. Kun tavshed. Den halve redaktion lå badet i eget blod, gennemhullet af kugler affyret af to unge mænd af arabisk herkomst, brødrene Kouachi, som råbte: »Nu har vi hævnet profeten Muhammed.«

I en modstandsakt af heroiske dimensioner fra de overlevende medarbejderes side udkom Charlie Hebdo planmæssigt om onsdagen med en profettegning af Luz på forsiden: Muhammed ses med en tåre i øjenkrogen under overskriften »Tout est pardonné« – ’alt er tilgivet’. I en vældig sympatirørelse erklærede millioner je suis Charlie, og en ’republikansk march’ til forsvar for bladet samlede det største masseopbud i Frankrig siden befrielsen. Men hvis profeten tilgav alt, så tilgiver Charlie ikke alle – det vender vi tilbage til.

Sandheden er, at ingen andre end Charlie selv magter at være Charlie. I bladets første nummer fra 2018, der markerer treåret, kan vi læse om tragediens menneskelige omkostninger. Hver dag på redaktionen er en påmindelse om smertelige tab. Som Fabrice Nicolino, bladets mangeårige klimamedarbejder, skriver:

»Den 7. januar 2015 er en blodrød dato, der skiller to liv. (…) Før var der Charbs vittigheder, der fik os til at græde af grin. Cabus kunstfærdige kager, Wolinskis skælmske bemærkninger, Tignous tordnende ankomst, Bernards lattermilde smil, Elsas frydefulde hvin. Siden har vi i vores indre båret på en sorg, som aldrig kan gå væk.«

Læg hertil andre omkostninger. Riss, chefredaktøren, bemærker i sin leder i samme nummer under overskriften »I tre år har vi levet i en konservesdåse«: »Er det normalt for en avis i et demokratisk land at måtte bruge halvdelen af sine indtægter på at finansiere sikkerhed for sine medarbejdere?«

Victim blamere

Charlie Hebdo produceres i dag bag pansrede døre fra dybet af en bunker. Tegnere og skribenter lever under daglig politibeskyttelse. Satiremagasinet er bannerfører for ytringsfrihed, men vilkår og rammer for satiren er den permanente trussels massive ufrihed. For dødstruslerne er ikke stilnet af. De er intensiveret, senest efter bladets forsidekarikatur i november af den flere gange sexovergrebsanklagede ’euroislamist’ Tariq Ramadan, skildret med erigeret lem under overskriften »Islams sjette søjle«.

Ikke blot må Charlie lide den tort at være konstant terrormål. Massemordets konkretiserede gru for tre år siden har øjensynligt ikke rokket en tøddel ved holdningerne hos det segment af meningsmagere, der excellerer i at delegitimere ofre og derigennem legitimere voldsmænd. I Frankrig er en af disse Edwy Plénel, chefredaktør for Médiapart. »Charlie fører vedvarende kampagne, ja, krig mod muslimer,« skrev han for nylig.« Riss svarede igen i en voldsom leder: »Dette tilgiver vi aldrig. Det er som at blive dømt til døden for anden gang,« skrev chefredaktøren, der mirakuløst overlevede terroraktionen.

Også i Danmark har vi Edwy Plénel-typer, der tøver med at artikulere et ubetinget forsvar for fuldt lovlig brug af ytringsfriheden. Flemming Rose, Lars Vilks, Lars Hedegaard, Kurt Westergaard har ofte nok fået deres grænseløse foragt at føle. »Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet,« mente Uffe Ellemann Jensen. Andre victim blamere omfatter, nævnt i flæng, Erik A. Nielsen, Carsten Jensen, Suzanne Brøgger, Sven Skovmand, Jon Stephensen og Birthe Rønn-Hornbech.

Fælles for disse ’kollaboratører’ er en rationalisering og naturalisering af volden og dermed i sidste ende også en eftergivelse for den. De vil gerne belære andre om, hvad man må sige og ikke sige om islam. Men dermed indgår de i en objektiv alliance med voldsmænd.

Niels Ivar Larsen er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • ulrik mortensen
  • Mikkel Rytzel
  • Hans Aagaard
  • Torben Lindegaard
Henrik Brøndum, ulrik mortensen, Mikkel Rytzel, Hans Aagaard og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt uenig.
Man kan spørge hvem er det der ikke er blevet klogere?
Niels Ivar Larsen er tilsyneladende ikke. Han argumentere unuanceret Alle der ikke er ubetinget for de konkrete 'ytringer' af islamkritisk observans - uanset hvor hjernedøde eller diskriminernede de er - tilhører et 'segment af meningsmagere, der excellerer i at delegitimere ofre og derigennem legitimere voldsmænd'. Velbekomme!

Anders Reinholdt, Ole Frank, Michael Svennevig, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Det kan man vel kalde en billig omgang. Ingen ved sine fulde fem kan på nogen måde retfærdiggøre de to mentalt forstyrrede personers forbrydelser, men skal det så afholde os fra at konstatere, at sådanne mennesker, der har fået deres personlighed og selvværd i en religiøs klemme, findes? Og videre, at forholde os til hvordan deres adfærd kan forstås, så vi dels kan undgå den slags ugerninger, dels forebygge at andre kommer i en tilsvarende klemme? Du konstaterer, at hændelserne og følgerne er urimelige. Ja, gu er de urimelige, for fanden da, hvor er det lavt, usselt, afskyvækkende – der er absolut intet positivt at sige. Men du, hvad mener du i al din retfærdige harme og afstandtagen, man kan gøre, ud over at klandre og anklage dem, der forsørger at forstå for at undgå og forebygge?

Ole Frank, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Frede Jørgensen og Ole Falstoft anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"De vil gerne belære andre om, hvad man må sige og ikke sige om islam. Men dermed indgår de i en objektiv alliance med voldsmænd."

Et lille sidespring: Frankrig, Charlie Hebdos hjemland, kriminaliserede for ikke så længe siden enhver kritik af Israels bosættelsespolitik i de besatte områder, især blev det strengt forbudt at opfordre til boykot af israelske varer. Så visse franskmænd vil altså belære andre franskmænd om, hvad man må sige og ikke sige om Israel, hvorfor de indgår i en objektiv alliance med voldsmænd.

Tilbage til emnet: Den ene forbrydelse undskylder ikke den anden, men hele kultursammenstødet mellem den vestlige og den islamiske verden har historiske rødder i konflikten mellem Israel og Palæstina, og at forbyde fredelige protester, såsom boykot, vil derfor blot føre til mere voldelige protester. Så når det franske statsapparat - og Nils Ivar Larsen - på denne måde tager entydigt parti for det zionistiske Israel ved at kriminalisere politiske holdninger, der forsøger at forstå konflikten og løse den med fredelige midler, tvinges modstanderne af zionismen jo til at føre guerillakrig.

Og guerillaer er alle dage blevet kaldt terrorister af deres modstandere - uden at det dog har hjulpet stort: Spanierne vandt over Napoleon, amerikanerne vandt over briterne, vietnameserne vandt over amerikanerne, afghanerne vandt over amerikanerne.

Den eneste måde at komme guerillakrig - terrorisme - til livs, er ved at finde løsninger, ikke ved bare at skælde ud. Se på "war on drugs" og "war on terror", der er stadig drugs og der er stadig terror, og skulle det lykkes at bekæmpe IS militært, rykker terroren jo bare ind i vores egen baghave.

Peter Jessen, Anders Reinholdt, Ole Frank, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Tina Larsen, Hans Larsen, Poul Erik Pedersen, Torben Arendal og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Tak til Niels Ivar Larsen for en meget præcis klumme. Det er befriende efter måneder med helside artikler om kvinder der for 40 år siden blev fløjtet efter og psykisk aldrig er kommet sig over det, og grise der ikke længere har krølle på halen.
Vi skal være åbne og tolerante overfor mennesker med anden kultur seksualitet hudfarve og religion men vi skal aldrig acceptere individer der med magt vil påtvinge os deres livsstil, hvad enten det gælder politik, religion, seksualitet eller spisevaner. Den adfærd kaldes intolerance
Vi skal aldrig bøje nakken for karakterafvigende voldsmænd med ekstreme synspunkter. Den der bøjer hovedet ser ikke solen.

Hans Aagaard, Kjeld Jensen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Niels Ivar Larsen citerer den franske redaktør Edwy Plenel for udsagnet ”Charlie fører vedvarende kampagne, ja, krig mod muslimer” og taler om ”Plenel-typer” i den danske debat.

Følger man med i den franske debat, bør man imidlertid være klar over, at Plenel har beklaget denne sprogbrug. Direkte adspurgt, om han fortryder det udtryk, der er citeret ovenfor, var svaret: ”Ja naturligvis”. Det betyder næppe, at Plenel og Charlie er blevet enige, men deres indbyrdes strid bør refereres korrekt.

Plenels beklagelse fremkom i et interview for godt en måned siden og er citeret i talrige franske medier, f.eks. http://www.lepoint.fr/medias/charlie-hebdo-edwy-plenel-fait-marche-arrie...

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torben Bjerrehus: "Vi skal aldrig bøje nakken for karakterafvigende voldsmænd med ekstreme synspunkter."

Enig, jeg håber det også gælder voldskvinder:

"They have to die and their houses should be demolished so that they cannot bear any more terrorists . . . are all our enemies and their blood should be on our hands. This also applies to the mothers of the dead terrorists."

http://www.azquotes.com/author/58401-Ayelet_Shaked

https://electronicintifada.net/tags/ayelet-shaked

https://www.information.dk/udland/2015/05/benjamin-netanyahus-kontrovers...

Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Tina Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

En enkelt ting jeg bemærkede: Niels Ivar Larsen nævner i sin afslutning en række, såkaldt, "victim blamers" ved navns nævnelse. Disse skulle, videre, angiveligt være kollaboratører, der i yderste konsekvens giver efter for vold. De skulle endeligt være opsat på at belære andre om, hvad man kan sige og ikke sige om Islam.
For det første undrer det mig at der optræder en række navngivne personer uden at vi får præsenteret et enkelt udsagn fra disse, der kan dokumentere Larsens analyse af deres holdninger. Som historiker, oplært i forsvarlig omgang med kilder, vil jeg tillade mig at mene at lige netop dette udsagn kunne være kvalificeret ved at inddrage relevante citater. Som læg læser har jeg svært ved at bedømme om Larsens vurdering holder stik - eller ikke. Her synes jeg ikke artiklen lever op til den standard, man, med rette, ville kunne forvente af Information.
For det andet: er det kritisable, ifølge artiklen, i de nævnte personers adfærd, at de kritiserer offentliggørelsen af de berømte tegninger og dermed giver efter for den voldelige forfølgelse af tegnerne, så er der vel yderligere en principiel overvejelse at gøre sig. Grundlæggende forsvares offentliggørelsen af tegningerne med en henvisning til, at der er tale om en fuld lovlig brug af ytringsfriheden. Hvis vi betragter ytringsfrihed som en almen ret, så må det vel også gælde at det i lige så høj grad er tilladeligt at forholde sig kritisk til offentliggørelsen af tegningerne. Hvis dette ikke er tilfældet, så er spørgsmålet vel om vi, ganske vist ad bagvejen, må se i øjnene at ytringsfriheden begrænses. Jeg gad vide om Niels Ivar Larsen har tænkt over lige nøjagtigt dette aspekt.
mvh. poul.

Peter Jessen, Anders Reinholdt, Ole Frank, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Der skal "findes løsninger". Hvilke? Den irakiske hærs eller de kurdiske militsers løsninger overfor IS?
Sammenligninger mellem de terrorister der her tales om og andre tidligere guerillabevægelser overser da fuldstændigt, at sidstnævnte oftest handlede på vegne af befolkninger, mens de første blot repræsenterer sig selv (eller kræfter i fjerntliggende lande).

Hvem kan være så naiv som til at tro at de konstante angreb på islam og de samtidige fløjshandsker og kys og kram til jødedommen ikke går unge muslimer forbi. To ens religioner bliver totalt forskelsbehandlet. En forskelsbehandling unge arabiske og nordafrikanske mænd i forvejen oplever i mødet med vesten. Det kan ikke undre nogen at nogle af disse bliver til vrede unge mænd og at nogle af disse vrede unge mænd bliver til massemordere. Jeg er i hvert fald ikke overrasket. Nogle bliver til det man kalder dem for, uheldigvis.

Ole Frank, Kurt Nielsen, Klavs Hansen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Nordmanden der begik massemord i 2011 lagde selvfølgelig også al skyld på "de andre". De kunne jo bare lade være at provokere eller hvad? Den holdning kan må da besvares med total afvisning, og den skal give bagslag. Ellers kan alle mulige komme med alle umulige krav, bruge vold og "få ret".

Nææh jeg mener ikke man skal give andre skylden for hvad man gør men at folk bliver påvirket og agere på deres følelser er bare et ufravigeligt faktum. Uanset om du kan lide det eller ej. Både de højreradikale og radikale muslimer er påvirkede at den samme demonisering af muslimer og arabere. De hader hinanden pga. den retorik som vi i Danmark bl.a. ser fra DF.

Hvorfor mon DF nu vil have at indvandrerer og asylansøgere ikke skal integreres? Selvfølgelig fordi de så senere kan sige: se hvor er de slemme, de vil slet ikke VORES land!

De skal heller ikke kunne arbejde og deres børn ikke uddanne sig, så kan man nemlig senere sige: se hvor meget de fylder i kriminalstatistikkerne.

Ole Frank, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Morten Isaksen, Niels Duus Nielsen og Klavs Hansen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Tak til Poul Erik Pedersen for en god kommentar. Udover den manglende dokumentation fra Niels Ivar Larsens side er det værd at dvæle lidt ved sprogbrugen:

Larsen taler om ”kollaboratører” (godt nok i gåseøjne), men uden at definere denne størrelse nærmere. Men man kan jo ud af sammenhængen læse, at hvis man ikke støtter Rose, Vilks, Hedegaard og Westergaard ubetinget, er man ikke blot politisk uenig med Larsen, hvilket er legitimt. Man er til og med en kollaboratør. Hvorfor tale om kollaboratører? Larsen definerer ikke udtrykket, men det er vel gængs at bruge dette udtryk som en betegnelse for personer, der samarbejder med en fremmed besættelsesmagt – som eksempelvis under den nazistiske besættelse af Danmark. Vi kan også i dagens aviser læse om, hvorledes Hamas henretter påståede kollaboratører på Gazastriben.

Hvilken fremmed besættelsesmagt er det mon, de debattører, der formaster sig til at være uenige med Larsen, kollaborerer med?

Den krigeriske ordbrug er åbenbart ikke forbeholdt Edwy Plenel, som citeret ovenfor. Men hvor Plenel i det mindste har udvist et minimum af anstændighed ved at undskylde sin egen militaristiske sprogbrug, står Niels Ivar Larsen tilbage med et ordvalg, som ikke lader de militante islamister noget tilbage.

Ole Frank, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Som nogle af debattørerne også er lidt inde på, må man for at have balance i tingene kunne fastholde to principper samtidigt (hvis nogen helst vil have dem stillet op i omvendt rækkefølge af nedenstående, så gerne for mig).

1. Selv om diverse nedsættende ytringer om religioner eller grupper af mennesker er lovlige, er de ikke pr. definition rimelige eller fornuftige, og det kan derfor også være rimeligt at kritisere, at de bliver fremsat.

2. Ligegyldigt hvor urimelige, ufornuftige og kritisable sådanne ytringer er, retfærdiggør det ikke, at man reagerer på dem med vold, endsige mord.

Disse to principper er ikke uforenelige, og at man støtter det førstnævnte betyder derfor ikke, at man afviser det andet, eller omvendt. Derfor er Niels Ivar Larsens klumme enøjet.

Anders Reinholdt, Ole Frank, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Morten Isaksen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen, Niels Duus Nielsen og Henrik Plaschke anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Har nogen det synspunkt at nogle mennesker, f.eks. på grund af religion eller andet kritiseres for "hårdt" er det svært at se at der er mange der gør det konsekvent.

Peter Ølgaard

Jeg fik desværre afslag på optagelse af dette i Information for tre år siden. (Retfærdigvis blev der bragt andre indlæg med et lignende indhold.):

En del af den debat, der er blevet ført efter anslaget mod Charlie Hebdo i onsdags, bringer Poul Henningsens fyndord om, at ”Danmark er det eneste land i verden, hvor alle analfabeter kan læse og skrive” i erindring. Nu med den tilføjelse, at analfabetisme nu også omfatter manglen på evne til at afkode tegninger, forstå ironi og satire og i del hele taget anerkende, at udsagn skal forstås i den kontekst, hvori de er fremsat. Mange indlæg, og beskæmmende mange fra folk, der formentlig opfatter sig som en del af den progressive venstrefløj, har et stort behov for at supplere den rituelle afstandtagen fra angrebet med en tilføjelse om, at de i øvrigt mener at Charlie Hebdo var homofobisk (Michael Nebeling Petersen i Informations kronik 10.01.), sparkende nedad (Bue Rübner Hansen på Modkraft) eller islamofobisk, sexistisk og racistisk (Anna Rytter sammesteds). Værst af alle er Jan Øberg, der i sin blog kommer tæt på et synspunkt om, at Charlie Hebdo da bare kunne have ladet være.

Egentlig burde nedenstående indlæg være overflødigt, for en afstandtagen over et terrorangreb mod en tegnet eller skrevet ytring burde kunne ytres helhjertet uden ”men”-ner eller andre kvalificeringer. Altså selv om bladet så havde været racistisk, homofobisk etc., men holdt sig fra trusler eller opfordringer til vold, burde reaktionen ikke være andet end en uforbeholden afstandtagen fra angrebet.

For sagen er jo, at Charlie Hebdo er et venstreorienteret tidsskrift med en (nu myrdet) kommunistisk redaktør, der konsekvent går efter magten: Marine le Pen og Front National er fast yndlingsoffer, men Hollande og socialistpartiet får naturligvis også efter fortjeneste, når de har fortjent det. Den religiøse magt, når den udøver social kontrol over sine tilhængere – og det vel at mærke alle religiøse opfattelser. De religiøse ledere, der prøver at kontrollere deres troendes liv, herunder sexliv, får af grovfilen. Og fundamentalister af enhver opfattelse. Hvis nogen får særlig opmærksomhed, er det den katolske kirke. Men rabbinere og imamer bliver heller ikke skånet. Og sådan skal det naturligvis også være. Alt dette burde ikke kunne få venstrefløjsfolk til at løfte øjenbrynene.

Alligevel er det åbenbart lykkedes for Michael Nebeling Petersen at tolke Charlie Hebdos forside fra ugen efter brandattentatet mod redaktionen i 2011 som homofobisk! Selv om han efter egen opgivelse ikke forstår fransk og dermed åbenbart ikke kan afkode, at overskriften på forsiden betyder: ”Kærligheden er stærkere end hadet”. Umiddelbart efter brandattentatet! Sagen er jo, at Charlie Hebdo, personificeret i tegneren, der råsnaver med en imam, erklærer sin kærlighed til muslimer, og de eneste, der burde kunne tage anstød af tegningen er netop homofober, herunder islamiske fundamentalister, der vil kontrollere andre muslimers seksualitet. Tegningen betyder ret præcist det stik modsatte af, hvad MNP har fået ud af den.

En anden forside, som nogle kommentatorer har haft problemer med, er fra 23. august 2014, hvor nogle af de af Boko Haram kidnappede, nu gravide piger, råber ”Rør ikke ved vor velfærdsydelser!” Dette mener debattørerne er et klart eksempel på, at Charlie Hebdo er racistisk, islamofobisk og i øvrigt sparker nedad. Men nej. Det kræver ikke megen research at finde ud af, at tegningen er et indlæg i en debat, der kørte i Frankrig på det tidspunkt om velfærdsryttere – tilsyneladende svage grupper, der udnytter systemet til at skovle velfærdsydelser til sig. Charlie Hebdo svarede igen ved at lade den udfra enhver tænkelig målestok mest usandsynlige gruppe til at kræve velfærdsydelser (for de tungnemme: kidnappede, voldtagne piger fra et land helt uden velfærdsydelser i det hele taget) rejse et sådant krav. Det er naturligvis Charlie Hebdos måde at stille op på samme side som de grupper, der blev beskyldt for velfærdstænkning. Ved at stille tingene på spidsen og vise absurditeten i beskyldningerne. Som ordentlig satire jo skal.

Nogle danskere har åbenbart problemer med at goutere den grovkornede satire, som Charlie Hebdo har stået for. Selv om den nu ikke er milevidt fra den humor, f.eks. Wulffmorgenthaler står for. Men det fritager ikke fra en minimal forpligtelse til at sætte sig ind i konteksten for bladets udspil, før man affyrer anklager om racisme, homofobi etc. Jeg er i alt fald efter nogle års bekendtskab med bladet aldrig stødt på noget sådant.

Peter Jessen, Ole Frank, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Forfatteren her Niels Ivar Larsen er politisk set helt i sine injurierende og hysteriske følelsers vold og indgår således med sin absurde og forskruede 'logik' i en "objektiv" åndelig "kollaboratør alliance" med sine påståede fjender de islamistiske galninge og desuden med deres højreradikale politiske kopier!

Se bl.a. Carsten Jensens svar (Inf.13/1) til "det udbredte synspunkt, at vi skal være glade for Dansk Folkepartis konstante tilsvining af fremmede, for ellers går det bare som i Sverige, hvor en trængt befolkning er nødt til at nedbrænde asylcentre for at komme af med sine berettigede frustrationer."

"Er nødt til osv." er desuden en rendyrket tilslutning til den højreradikale massemorder Breiviks syge tankegang, der skulle legitimere hans massemord på uskyldige mennesker!
http://www.garps-verden.com/2013/02/kladde-til-opflgningudfyldning.html

"Det betyder, skriver Lone Aburas (iflg. CJ),»… at jeg og en masse andre må lægge krop til alt det pladder, fordi dealen i det regnestykke er, at så bliver folk ikke rigtige nazister, men mere bare ligesom Krarup…« Her er hykleriet i hele ytringsfrihedsdebatten spiddet."