Læserbrev

Danmark taler grønt og handler kulsort

6. januar 2018

En af de mest positive overskrifter, jeg har set længe, finder jeg på Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside med titlen »COP 23 blev et vigtigt skridt for Parisaftalen«. Jeg kan godt være enig med minister Lars Christian Lilleholt i, at aftalen er ambitiøs, da de fleste lande, herunder Danmark, skal sænke deres CO2 -udledning gevaldigt, hvis vi skal holde en temperaturstigning under to grader i 2100.

Kigger man på det internationale klimapanels (IPCC) seneste rapport, fortæller den os, at drivhusgasudledningerne skal toppe globalt mellem 2010 og 2020 og herefter hurtigt reduceres, hvis vi skal leve op til klimaaftalen. Det ser ud til at blive svært at nå, da drivhusgasudledningerne steg i 2016 efter flere år med stagnation. Vi har få år til at knække kurven over den årlige globale CO2-udledning. Men kommer regeringerne med konkrete forslag til dette?

Lars Christian Lilleholt citeres for følgende på ministeriets hjemmeside »Fra dansk side er det meget vigtigt, at vi med denne dialog kan inspirere parterne til samlet set at øge deres indsats, og vi får mulighed for at vise dem danske, omkostningseffektive løsninger«. Ministeren vender blikket ud mod verden, men glemmer, at Danmark er et af de lande, der udleder mest drivhusgas per indbygger.

Af Danmarks Statistik fremgår det, at Danmark i 2016 samlet set udledte cirka 85 millioner tons drivhusgas (målt i CO2-ækvivalenter, svarende til godt 14 tons per indbygger). Stigningen er den første siden 2006, hvor udledningen toppede med cirka 117 millioner tons. Med nye stigninger i drivhusgasudledningerne kan klimaministerens smil hurtigt stivne.

Hvis lande med høje udledninger per indbygger som Danmark øger udledningerne, som vi gjorde fra 2015 til 2016, bliver det i praksis umuligt at nå det globale mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader. Ministeren må udvise klimaansvar.

Tobias Nørkjær Holmgaard er frivillig i organisationen Vedvarende Energi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Eva Schwanenflügel
Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu