Kronik

Det eneste, jeg lærte som anbragt, var at ryge hash

I mine teenageår var jeg anbragt på en række opholdssteder. Tiden gik med ingenting, indtil den dag vi begyndte at ryge hash. Det blev en altopslugende hobby, som flere pædagoger støttede med gode råd om bongmix, hjælp til at bygge den perfekte bong og lift til Christiania efter nye forsyninger
I mine teenageår var jeg anbragt på en række opholdssteder. Tiden gik med ingenting, indtil den dag vi begyndte at ryge hash. Det blev en altopslugende hobby, som flere pædagoger støttede med gode råd om bongmix, hjælp til at bygge den perfekte bong og lift til Christiania efter nye forsyninger

Ditte Ahlgren/iBureauet

13. januar 2018

Min nye pædagog er en sand mester i bongmix, og han lærer gerne fra sig. Han viser mig, hvordan man folder et stykke sølvpapir til en bådlignende genstand med et håndtag. Den skal bruges til at riste tobak i.

»Så slikker du langs limningen på to cigaretter og hælder tobakken ned i sølvpapirsristebakken,« forklarer han, mens hans hænder arbejder flittigt. Herefter holder han en lighter under ristebakken og lærer mig, hvordan tobakken lugter, når den er helt optimal til mixet.

»Den må ikke kradse i næsen, når man dufter til den,« forklarer han.

»Husk at holde tobakken i konstant bevægelse, så den ikke brænder på eller bliver ristet for tørt.«

Bagefter kradser vi et gram hash til små flager med fingerneglene og hælder det ned til tobakken. Det hele varmes op, og hashen mikses godt ind i tobakken, uden det bliver alt for pulveriseret. »Sådan, nu har du et perfekte bongmix, knægt,« konstaterer han.

Jeg er glad for lektionen. Både fordi den giver mig mulighed for at få mere ud af min dyrekøbte hash, og fordi det er sjældent, at jeg oplever opmærksomhed og intimitet med et voksent menneske.

Jeg er 13 år, anbragt på et opholdssted og vant til, at voksne er sådan nogle, der svigter eller bare er ligeglade. Men ham den nye pædagog er anderledes. Han har de samme interesser som os drenge: Vi har røget lidt i et stykke tid, han ryger også og er supergod til det. Jeg er glad og skæv.

Vi går op i vores hobby med liv og sjæl. Bruger dage i værkstedet på at bygge den perfekte bong. Roder med haveslanger og plastflasker i forskellige længder og størrelser.

Tidligere har jeg bare tåget rundt med de andre anbragte og smadret ting, fordi vi kedede os, men nu giver krea-værkstedet pludselig mening. Vores hashforbrug stiger. Det er et vidunderstof. Allerede fra første hvæs er jeg lykkelig. Ustoppelige grineflip, en følelse af at være let som en fjer, og udfordringer og problemer, som jeg føler mig helt alene om, forsvinder pludseligt og effektivt.

Smidt ud

Jeg bor på opholdsstedet, til jeg er 15 år gammel – nogle af de mest formative år af et stort barns liv. Det eneste, jeg for alvor lærer, er at ryge hash. Til sidst er jeg voldsomt afhængig, og paradoksalt nok ender det med at blive begrundelsen for at smide mig ud.

Jeg bliver flyttet til et nyt opholdssted og forsætter løbebanen. Igen med velvillig assistance fra pædagogerne. En af dem agerer fast chauffør og kører mig til Christiania, så jeg kan købe hash. Jeg har brug for en del, for jeg er begyndt at sælge, så jeg kan skaffe penge til mit eget stigende forbrug.

Som modydelse for hans chaufførgerning holder vi kæft med, at han bruger sine nattevagter på opholdsstedet med at besøge sine venner eller gå i byen. Derfor finder ingen ud af, at vi er efterladt alene nat efter nat. Vi synes, det er en udmærket ordning.

Først da jeg ender i en hashpsykose, begynder kampen for at kvitte hashen. På det tidspunkt har jeg med god hjælp fra pædagogerne i Velfærdsdanmark levet i hashtågerne i fem år.

Isoleret

I dag er jeg ude af mit misbrug og i gang med en uddannelse. Men når jeg ser tilbage, undrer det mig, hvordan pædagog efter pædagog i relativ ubemærkethed har kunnet understøtte et årelangt og ødelæggende hashmisbrug.

En afgørende grund var helt sikkert, at vi var relativt isolerede på opholdsstedet. Vi havde meget lidt kontakt til vores familier og oprindelige netværk – og var der kontakt, var de voksne i baglandet sjældent ressourcestærke. Der var jo en grund til, at vi var blevet fjernet.

Samtidig gik ingen af os i almindelig folkeskole. Vi blev undervist på opholdsstedets tilknyttede skole, så ingen udenforstående voksne havde indblik i vores liv, ingen var vidne til vores forandring. Der var ingen lærere, naboer eller venners forældre, der kunne indberette, at noget var helt skævt.

Af og til kom der tilsynsfolk og besøgte opholdsstedet, men deres besøg var korte, og lederne på stedet havde et venskabeligt forhold til dem. Det hele virkede som en formssag, der hurtigt skulle klappes af. Ingen var interesserede i ballade. Hvis de talte med os, var det meget kort, ingen havde lyst til at bore i eventuelle problemer – selv om de røde, sløve øjne må have været svære at komme uden om.

Voksenkontakt

Var vi blevet udfrittet, er jeg sikker på, at vi havde kæmpet for at holde virkeligheden skjult. Vi levede jo for at ryge hash. Det var det, vores hverdag handlede om. Jeg skulle ryge hver dag, ellers kunne jeg ikke leve mit liv. Hvis der var blevet slået alarm, ville man måske sætte en stopper for det. Det var jeg slet, slet ikke interesseret i.

Herudover havde vi et nært forhold til pædagogen, der støttede vores store interesse. Det var sjældent, at voksne interesserede sig for os og satte ting i gang. Vi var for det meste overladt til os selv, men pludselig var der nogen, som gad engagere sig i vores verden. Faktisk var hashrygningen den eneste form for kontakt, jeg havde til en voksen, hvor jeg oplevede at kunne være mig selv. Det var kun her, jeg følte, at jeg var ok, som jeg var.

Følelsen af at have et fællesskab og et tæt forhold til en voksen var værdifuld. Man skal huske, at de fleste af os ellers hadede voksne. Når vi havde noget at gøre med dem – om det var politi, sagsbehandlere eller pædagoger – ville de bare opdrage og irettesætte os, hvilket føltes underligt, når de ikke var vores forældre.

Typisk endte det i en eller anden form for magtanvendelse, efter at vi havde skreget dem ind i hovedet med al den vrede, en frustreret og svigtet teenager kan mønstre. Og det er meget, skulle jeg hilse at sige.

Men de pædagoger, der hjalp os med hashprojektet, var anderledes. Dem oplevede vi en samhørighed med. Når man hader alle voksne, er det en lettelse at kunne med bare én voksen. Så forholdet var dyrebart. Intet måtte ødelægge det.

Bedøvet

Men på opholdsstederne var der jo også pædagoger, der ikke var med på hashprojektet. Hvorfor greb de ikke ind?

En væsentlig forklaring er nok, at det alt andet lige er nemmere at håndtere aggressive teenagere, når de er halvt bedøvede af hash. Mange af dem, der var anbragt på opholdsstederne havde diagnoser og psykiske sygdomme. De blev mere medgørlige af hashen.

Samtidig ville det have været helt uoverskueligt at tage hashen fra os. Abstinenserne ville have været voldsomme. Sammen med diagnoserne og de mange ar efter løbende svigt ville det have været en giftig cocktail. Hashen var med andre ord en effektiv måde at styre os på – en form for hjemmegjort, men systematisk medicinering.

I Danmark anbringer vi børn uden for hjemmet, fordi deres forældre ikke formår at tage vare på dem. Fordi forældrene ikke magter at imødekomme deres børns behov. Det eneste af mine behov, Velfærdsdanmark for alvor tog hånd om, var behovet for daglig hashrygning.

Måske har jeg været uheldig. Selvfølgelig findes der gode opholdssteder rundt om i Danmark. Steder, hvor man ikke giver de unge instrukser i, hvordan de hurtigst muligt får stablet et misbrug på benene. Og hvem ved, måske er tågerne lettet helt, siden jeg var anbragt for tre år siden. Man kan altid håbe.

Morten Christensen er 21 år og studerende. I dag er han helt ude af sit misbrug. Han har deltaget i Informations Medieskole for tidligere hjemløse, som er støttet af Bikubenfonden og lavet i samarbejde med Hjem til alle-alliancen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Flemming Berger
  • Ervin Lazar
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Annika Hermansen
  • Viggo Okholm
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Jonathan Larsen
  • Slettet Bruger
  • Steffen Gliese
  • Randi Christiansen
  • Søren Veje
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Maria Jensen
  • David Zennaro
  • Anker Nielsen
Trond Meiring, Flemming Berger, Ervin Lazar, Robert Ørsted-Jensen, Annika Hermansen, Viggo Okholm, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Jonathan Larsen, Slettet Bruger, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Søren Veje, Jens Thaarup Nyberg, Maria Jensen, David Zennaro og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jonathan Larsen

Jeg har boet på en del forsorgshjem og denne artikel gør, at min vrede til pædagoger er vokset. Det er barnligt og umodent det jeg skriver, men for helvede hvor jeg hader jer! Jeg skærer jer alle over en kam og for helvede hvor jeg hader jer! Jeg glemmer dem der gjorde det godt og for helvede hvor jeg hader jer! I brød jeres tavshedspligt! For helvede hvor jeg hader jer! I snakkede privat om vores problemer på facebook! For helvede hvor jeg hader jer! Arh!! Det føles godt. Heller råbe lidt i stedet for at bruge næverne. God relevant artikel der sætter fokus på pædagog standen. Forsat god lørdag.

Mette Poulsen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Annika Hermansen, Kim Houmøller, Torben Skov, Katrine Damm, Maria Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tak for at bringe det frem i lyset. "Systemet" er en god tjener, men en ond herre. De, der aldrig har prøvet at være på den forkerte side af skranken, kan nok ikke forestille sig afmagten og krænkelsen.

Randi Christiansen, Torben Skov, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg må beskæmmet indrømme, at det er første gang, jeg hører om 'pædagogik' der involverer hash-misbrug. Også Jonathan Larsens indlæg chokerer mig; at bryde tavshedspligten på Facebook, det er fanme også langt ude!
Når der kommer indlæg som jeres, fatter man jo at velfærdssamfundet i mange tilfælde har spillet fuldstændig fallit i forhold til børn og unge der bliver anbragt udenfor hjemmet.
Håber I har fundet en bedre tilværelse uden for mange mén af det man har budt jer i systemet :-)

Randi Christiansen, Robert Ørsted-Jensen, Kim Houmøller og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

"et man har budt jer i systemet :-)"

Det er ikke systemet der fejler. Det er personer

Mette Poulsen, Jens Winther og Kirsten Haulund anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nils Bøjden,
Hvis der er rådne kartofler i karret, er det sgu 'systemets' fordømte opgave at opdage dem og smide dem på møddingen. Det er derfor vi har et offentligt tilsyn.

Susanne Berg, Bjørn Pedersen, Randi Christiansen, Anker Nielsen, Maria Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Fy for pokker for en lektie og da skribenten e rung er det faktisk uhyggelig aktuelt. Her skal der vist ryddes op synes en gammel pensioneret pædagog.

Randi Christiansen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det han har været udsat for var næppe uddannede socuialpædagoger men derimod uuddannede folk i diverse opholdssteder. Jeg kan ikke tro at nogen fagguddannet pædagog ville gøre noget sådant - desuden er det kriminel adfærd

Susanne Berg, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Robert

Du har muligvis en pointe her. Mange opholds, være og- bosteder køres ofte af ikke uddannet personale. Mange faglærte pædagoger vælger disse institutioner fra. Desværre.

Susanne Berg, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hash er nok ikke et pædagogisk værktøj, men stoffet kan være et glimrende terapeutisk værktøj for voksne. Araberne, som har tusinder af års erfaringer med det aktive stof, fraråder rygning for unge under 16, ligesom et "anstændigt" menneske ikke ryger sig skæv før efter solnedgang. To glimrende leveregler, som kan minimere antallet af tilfælde af hashpsykose.

Man kan selvfølgelig også prøve på at gøre det til pædagogernes skyld. At en enkelt pædagog er et bonghoved gør jo alle pædagoger til bonghoveder, ikke sandt?

Susanne Berg, Eva Schwanenflügel, flemming finkas, Flemming Berger, Randi Christiansen, Robert Ørsted-Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Det kan næppe undre at pædagogikken i et repressivt-tolerant land som Danmark får en række dobbeltbindinger, herunder tjaldrygende pædagoger som i egen frigørende optik lærer nødstedte unge at ryge den fede - når nu der er så lidt tid og forståelse.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Lige ved siden af den skole hvor jeg arbejdede var der et opholdssted for unge. Vi havde elever derfra, mange havde ikke andre problemer at de var rykket hjemmefra, fordi de ikke kunne med familien eller at familien ikke fungerede. Jeg var på det tidspunkt med i ssp-arbejdet og her var der også deltagere fra opholdsstedet. Her vidste alle medarbejdere, hvordan hashmarkedet for tiden lå og hvor der der var gang i den. Hvorfra de havde deres viden, jo den havde de fra de unge, som gerne måtte komme hjem kl 1, 2 stykker om natten.Da jeg uskyldigt spurgte om det ikke var en god ide at vække de unge om morgenen, så de kunne komme i skole til tiden, blev der svaret at de unge jo skulle lære selv at komme op og tage vare på sig selv. Man kunne ikke være barnepige for dem. Jeg troede i min naivitet at stedet ville give dem de muligheder de ikke havde haft i deres mere eller mindre dysfunktionelle hjem. Jeg spurgte eleverne om der ikke var nogle på stedet der kun støtte dem lidt med lektielæsning eller anden form støtte og fik svaret: Det er de sgu for dumme til. Efter 2 år droppede jeg ud af ssp, jeg kunne ikke klare ævlet, inkompetencen og ligegyldigheden. Jeg troede egentlig at man var kommet lidt videre,men det er man nok ikke.

Vibeke Christensen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Maria Jensen og Anker Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er virkelig ikke noget mysterium at vi har svært ved at bryde den sociale arv her i landet.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

"Det er virkelig ikke noget mysterium at vi har svært ved at bryde den sociale arv her i landet."

Og det er heller ikke noget mysterium at det ikke lykkes. Det er forældrene der opdrager børnene.

Niels Bøjden:
Nu lykkes det trods alt for en del, men kan du og andre definere og redegøre for hvordan I ser på den sociale arv. Hvilke kriterier fortæller man har gjort det og bliver man et bedre menneske ved at bryde denne arv? Bliver en ung som vender ryggen totalt til sit miljø og får en fin uddannelse nødvendigvis bedre? Det er en svær størrelse at diskutere, men alle kan ikke blive intellektuelle eller ledere og selvstændige. For at vende det på hovedet vil en fyr som er opvokset i et professorhjem og som vælger et fabriksarbejde ikke kunne anses som mønsterbryder?

"Nu lykkes det trods alt for en del, men kan du og andre definere og redegøre for hvordan I ser på den sociale arv."

Det er f.eks de mennesker der er danske statsborgere på 2 generation, men insisterer på at de ikke er en del af det danske samfund og derfor heller ikke bliver det. Eller de der i 3 generation er bistandshjælpsmodtagere.

Jørn Sonny Chabert

hmmm er der slet ikke nogen der bemærker at den "hashrygende pædago" er den eneste der når ind til de unge????
han er den eneste der møder den unge der hvor han er og ikke der hvor pædagogerne gerne vil have at den unge skal være.
jeg husker selv fra min ungdom hvor vigtigt det var for mig at have kontakt til en voksen der så mig som jeg var.

Hashen er jo et symptom på noget der er galt og hvis man konsentrer sig om årsagen er hashen ikke så svær at styre/lægge på hylden. ;)
syntes egentlig bare i denne fordømmelse af pædagogen at det er vær at bemærke at det lykkes at nå ind til de unge

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jørn det var så bare ikke det ham den pædagog gjorde. Du bør vel som udgangspunt acceptere skribentens egen udlægning. Desuden er det ikke brug for at hjælpe til med hasbruget og indkøb for at bevæge sig på samme niveau og nå ind (hvad pågældende "pædagog" klart ikke gjorde.

I dette tilfælde er det så ikke forældrene, der opdrager den unge, for det har kommunen besluttet, at den er bedre til, så den har anbragt ham på et opholdssted. Den ballast, man her giver ham med i livet, er at hjælpe ham med at etablere et misbrug, så han kan flygte fra sine problemer ind i hashtågerne. Ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for hans videre færd i uddannelsessystemet.

At det er lykkedes skribenten at løfte sig ud af misbruget og starte en uddannelse må siges at være sket på trods af kommunens indsats snarere end på grund af den. At lære en 13-årig at ryge hash er at skubbe ham i retning af et liv på samfundets bund. Om det er bevidst eller ubevidst at systemet sikrer sin eksistensberettigelse ved at producere mennesker, der er afhængige af systemet, eller om det bare skyldes generelt kaos og ansvarsforflygtigelse i det helvede, som npm har skabt, skal jeg ikke kunne sige.

Men jeg ved, at mennesker, der er i kommunens kløer, er så godt som retsløse. Og da de samtidig ofte ikke har hverken viden om eller ressourcer til at kæmpe deres sag, så er det så godt som risikofrit for de forskellige medarbejdere at sparke dem rundt i sølet under dække af at hjælpe.