Kommentar

Det europæiske projekt har aldrig begejstret vores fætre i øst

På grund af uvidenhed og arrogance faldt det os ikke ind at spørge central- og østeuropæerne om, hvordan de forestillede sig deres fremtid, da de blev en del af det europæiske projekt
18. januar 2018

Det var fætrene fra landet, vi slap ind, da EU i 2004 ekspanderede østpå.

Metaforen er næppe smigrende, men den er dækkende for, hvordan den såkaldte østudvidelse blev set i Vesteuropa. Central- og østeuropæerne fik opmuntrende klap på skulderen, mens vi tog spenderbukserne på og dyrkede højtravende retorik om nedrivning af mure, genforening, sammensmeltning og fælles kulturarv. Om disse refræner mest var selvgratulerende eller naive, er en smagssag.

Et fåtal i Vesten så mere nøgternt på sagen. Overbeviste om, at østeuropæerne bogstaveligt talt var fætre fra landet, konkluderede de, at det gjaldt om at stabilisere dem for at undgå, at de destabiliserede os. Østudvidelsen var nødtvungen, snarere end den udsprang af generøsitet eller forestillinger om Europa som en gylden storfamilie: Hellere have dem indenfor huset end udenfor. Og som EU-medlemmer kunne man i det mindste have dem under kontrol.

I EU ville de under opsyn blive tvunget til at holde sig til fælles spilleregler. Og de regler, de ikke kendte til, kunne de lære på skolebænken. Det burde være uproblematisk, for trods alt tørstede fætrene efter hurtigst muligt at lære sig at blive demokrater og medborgere under individuelt ansvar.

Flygtningekrisen i 2015 gav anledning til et tættere samarbejde mellem EU og Balkan-landene. Nu genåbner EU for at påtage Balkan-landene i den europæiske familie. Her  har de senere år konkret hjulpet EU til at dæmme op for migrations- og flygtningestrømme. Her anholder serbisk politi en gruppe flygtninge nær grænsen til Ungarn.
Læs også

Sådan var det tænkt. Men vi kendte ikke til deres forudsætninger for og drømme om ’at vende tilbage til Europa’. Tørstede de virkelig efter demokrati? Det er så meget sagt. Hvorfra skulle den tørst komme? Næppe fra deres egne – i bedste fald meget begrænsede – erfaringer med demokrati. Snarere tørstede de efter frihed – efter at befri sig fra Moskva og fra en ideologi, som holdt dem i jerngreb. Men ikke for at udskifte overformynderen med Bruxelles og Vesten. Snarere drømte de om deres egne nationers suverænitet.

Med demokrati havde deres længsler ikke alverden at gøre, især ikke som udøvet inden for et europæisk fællesskab med overstatslige ambitioner. Og først nu, hvor fundamentet til den fælles bygning er begyndt at sætte sig, er vi i Vesten begyndt at indse dette.

Måske er det for sent. På grund af uvidenhed og arrogance faldt det os ikke ind at spørge østeuropæerne om, hvordan de så deres fremtid. Lytte ville vi heller ikke, når østeuropæere talte i klartekst. Mest markant var Václav Klaus, tjekkisk premierminister 1993-98 og præsident 2003-13, en slags urfader for dagens østeuropæiske nationalister fra Viktor Orbán i Ungarn til Jarosław Kaczyński i Polen.

Klaus, der sammen med slovakken Vladimir Meciar fik gennemført Tjekkoslovakiets opløsning på nationale fundamenter, blev aldrig træt af at kritisere overstatslighed og visioner om Europas Forenede Stater. Han ville indskrænke det europæiske samarbejde til det indre marked og optrådte gerne som agent provocateur, bidsk og usentimental. I Vesteuropa vakte han mere irritation med sin frækhed og intelligens, end han blev taget alvorligt.

Men EU på Klaus’ tid var et EU uden masseindvandring og Brexit.

En grunduoverensstemmelse mellem øst og vest eksisterede således allerede dengang. Faktum er, at østeuropæerne aldrig rigtig tog EU’s optagelseskrav alvorligt. Var man først inde, gjaldt Klaus’ maksime: Den, som er inde, kan gøre, hvad han vil. For østeuropæerne betyder det, at de fortsætter med at styrke deres nationale projekter.

Fælles værdier? Demokrati bliver kun sjældent eller aldrig nævnt. I stedet for ytringsfrihed og retsstat tales der om nationens kristne arv. I stedet for et grænseløst Europa opføres grænsehegn mod naboer, mens Viktor Orbán kalder et Europa uden befæstede ydre grænser for »et æg uden en skal«.

Modsætningen mellem europæisk fællesskab og nationalisme er nu så akut, at Bruxelles vil give østeuropæerne en lærestreg. Man vil statuere et politisk-juridisk eksempel over for Polen, den største og vigtigste medlemsstat i øst. Men retter Polen ikke ind, vil Ungarn blokere alle sanktioner fra Bruxelles’ side. EU’s autoritet kan derfor stå og falde med det eneste, østeuropæerne fra første færd har villet have fra Bruxelles: penge.

Alle i øst er nettomodtagere. Flest penge får Polen med 55 milliarder kr. om året – svarende til det halve svenske forsvarsbudget. At mindske eller indstille den økonomiske støtte vil sikkert få effekt, men i sidste ende kan det blive med fatale konsekvenser, nemlig skilsmisse.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kristen Carsten Munk
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • Michael Hullevad
Robert Ørsted-Jensen, Kristen Carsten Munk, Christian Mondrup, David Zennaro, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg var skeptisk i 2004, og min skepsis er ikke blevet gjort til skamme. Vi var mindst 20 år for tidligt på den med optagelsen af den gamle østblok.

Torben K L Jensen, Robert Ørsted-Jensen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvis kravet til medlemslande havde været lange ubrudte historier om frihed ville medlemstallet indlysende falde drastisk. Hvordan da have Tyskland, Østrig,Italien, spanien. Ja, vel i grunden også Spanien, Portugal og Grækenland med? Eller, lidt længere tilbage,Danmark? Måske Norge og Schweiz. Men de er jo netop ikke med.

Jo det har det dengang de kunne få penge ud af det. Nu hvor det ser ud til at med penge følger forpligtigelser, så får piben en anden lyd.

Samtlige motorveje i Polen er betalt af EU midler. derudover har EU støttet investeringer i industriudstyr, tilladt skattefrie zoner osv. det alene i Polen.

Udvidelsen af EU med de gamle Østeuropæiske lande handlede alene om at skabe et "figenblad" der skulle bane vejen for en efterfølgende optagelse af de samme lande i NATO, og hvor hovedmotivet var strategisk at inddæmme Rusland militært, såvel i deres som i vores bevidsthed.

Så det var i nok så høj grad dette militære paradigme der drev værket, og hvor medlemskabet af EU skete i 2002--3 og efterfølgende medlemskabet af NATO i 2004-5, men også en falks drøm om at alle disse lande "over night" var blevet totalt omvendte og superdemokratiske.

Ingen politikere i EU ville se til siden, og erkende den tids- og mentalitetsforskel eller tærskel. som 30 års adskillelse mellem "lys og mørke" politisk og i folks hverdag, i forhold til den udvikling som det vestlige EU havde været igennem, modsat den politisk demokratiske stilstand som havde varet også havde gjort ved befolkningens mentalitet generelt.

Man sporer i dag i mange Østeuropæiske lande en tilbagevenden til "den stærke mand" politisk i landene, helt i modsætning til vestlig politisk tankesæt generelt om mere demokrati, hvilket også afstedkommer disse brydninger vi har set ved flere lejligheder mellem EU og flere Østeuropæiske lande og deres opfattelse af situation og fællesskabet og dets indhold med forpligtelser til fællesskabet.

Her tager de gamle Østeuropæiske lande gerne fordelene, og vil ikke kendes ved ulemperne, som de nægter at deltage i.

Oversvømmelsen af de gamle vestlige lande af østeuropæiske kriminelle har bestemt ikke bidraget til noget kærligt forhold indenfor EU i vesten, hvor mange føler sig politisk svigtet af egne politikere i vesten, - og med god ret.

Den ikke militære udtalte doktrin som førte til dette har vist sine svagheder indenfor NATO, vist er der samarbejde ved militære øvelser, - men tilliden til det er nok ret så tvivlsom i vesten alligevel.

Torben K L Jensen, kjeld jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Espen Bøgh

Jeg kan ikke genkende "Udvidelsen af EU med de gamle Østeuropæiske lande handlede alene om at skabe et "figenblad" der skulle bane vejen for en efterfølgende optagelse af de samme lande i NATO"

Jeg var langt tættere på Richard Swartz's beskrivelse i afsnit 2 - dog uden den nedladende holdning overfor østeuropæere, der præger hans fremstilling.

Nato havde jeg slet ikke i tankerne.

I 2001 snakkede jeg med den daværende EU-komissær Michaele Schreyer (fra de grønne) Werner Schulz - fra det samme parti. Jeg spurgte dem, om de havde gjort sig nogen tanker om, hvordan den politiske kultur i EU ville forandre sig, når østeuropæerne kom ind.

Det her var efter, at de to havde snakket om hvor effing fantastisk denne udvidelse ville være for alle.

Reaktionen fra de her to højt placerede europa-politikere glemmer jeg aldrig: Der var et lille sekunds usikkerhed, et blik til den anden - og så blev det tydeligt for mig, at de ikke havde skænket det spørgsmål een eneste tanke. De gik ind i projektet med øjnene lukket. Og DET var fandeme skræmmende.

I dag ligger unionen så, som den har redt.

Torben K L Jensen, kjeld jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Astrup

Du har da ret i, at EU ligger som det selv har redt; men ....

Jeg synes i hvert fald godt om den tanke, at europæiske lande har adgang til EU efter ansøgning, hvis de opfylder de såkaldte københavner kriterier. I det lys kan jeg ikke se, at man kunne nægte de 10 lande optagelse i EU. Senere er Kroatien kommet til plus yderligere 6 baltiske lande i kulissen.

Jeg synes bestemt, at vi skal gøre alt for at få alle 6 lande plus Nordcypern med i EU; også selvom det selvfølgelig bliver mere end besværligt - især efter optagelsen.

Brace for impact !!

Torben - det her handler slet ikke om, om andre lande skal være medlemmer eller ej. Men tilhængerne må gøre sig klart, helt klart, at med Polen i EU importerer du også en anden holdning til krydsfewltet mellem politik og religion. Andre holdninger til kønsroller og miljø. Og en helt, helt anden holdning til aftaler og deres implementering (det var en praksis, de kom langt med i sovjet-tiden).

På samme måde betyder Ungarns optagelse - med Ungarns meget, meget lange historie som en slags grænse mod det osmanske riges ekspansion - også en radikalt anderledes holdning til islam og muslimer.

At forvente at de lande, med deres historie og identitet, opfører sig som belgiere eller tyskere er ganske enkelt hamrende naivt.

Per Torbensen, kjeld jensen, Flemming Berger og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Astrup

Der var vist ikke mange, der forventede at polakker og ungarer opførte sig som belgiere eller tyskere. Selvfølgelig blev det anderledes med optagelsen af de 10 østeuropæiske lande - og det vil blive anderledes igen, hvis engang de resterende 6 baltiske lande kommer med.

Men derfor skal de 6 lande da med alligevel - også selvom der så måtte blive 16 østeuropæiske nettomodtagere af pengene fra Bruxelles, jævnfør sidse afsnit i Richard Swartz's artikel.

Vibeke Hansen

Er svaret på den spirrende nationalisme i østeuropa ikke lige præcis at få de resterende Balkanlande med. Man ville næppe godkende en optagelse af disse, med mindre man fik nagelfaste forsikringer om ægte demokratisk styre. På den måde vil Polen og Ungarn have demokratier på alle sider,og risikerer at se sig overhalet af de nye nabolande hvad angår vækst og økonomi. De ville i hvert tilfælde blive meget ensomme.

Sören Tolsgaard

Med ”de resterende 6 balkanlande”, menes antagelig: Serbien, Bosnien, Montenegro, Makedonien, Kosovo, Albanien, - samt evt. Moldova.

Disse lande er gennemgående mindre demokratisk udviklede end de allerede optagne østlande, og udvidelse i den retning vil forstærke organiseret kriminalitet, løndumping, svindel med EU-midler, medvirke til yderligere ”balkanisering” af EU, hvor bl.a. konflikten mellem kristen og muslimsk kultur vil blive forstærket, hvad vi længe har lagt op til - og Visegrad-landene ønsker (forståeligt nok) at navigere udenom de fejltrin, vi har begået.

Og så skal man heller ikke bilde sig ind, at de øvrige medlemmer af EU er rene dydsmønstre, der er traditioner for organiseret kriminalitet og korruption i de sydeuropæiske lande, som ligger langt fra nordeuropæisk mentalitet - eller hvad med Luxemburgs og EU-formandens skattefiduser? Der er tilsyneladende nok at tage fat på, også mht. regionale konflikter i de vestlige lande, som Spanien, Frankrig, Belgien og UK.

De østeuropæiske lande burde have lært os, at åbne grænser medfører problemer. Erhvervslivet har kronede dage med billig arbejdskraft, mens menigmand oplever medaljens bagside i form af løntryk og kriminelle banders hærgen, som politikerne kun har reageret meget fodslæbende på. Yderligere udvidelser vil medføre flere konflikter. Når Visegrad-landene melder fra, skyldes det, at de kan se de konsekvenser, som åbne grænser og massiv indvandring medfører i Vesteuropa.

Foreløbig har både Øst og Vest profiteret på den øgede bevægelighed, men vi får næppe Østeuropa til at købe hele pakken i form af obligatoriske indvandringskvoter. De har dyrt købte erfaringer, som vi måske godt kunne lære noget af?

Søren Rasmussen

Man kan vel næppe bebrejde de øst-europæiske lande at penge og økonomi var en vigtig faktor for deres ønske om EU-medlemskab. Danmark indtrådte i EF i 1973; landbrugsstøtte og økonomi var en vigtig faktor. Det samme gjorde sig gældnede ved afstemningen om det Indre Marked i 1986.
Men da den politiske union kom til afstemning i 1992 stemte Danmark Nej til Maastricht-traktaten. Og det har vi gjort siden da. Vi er heller ikke begestrede for det europæiske projekt. Måske ser de oprindelige EU-lande også danskerne som ”fætrene fra landet”.

Søren Rasmussen, nej man kan og skal ikke bebrejde dem. Det var dybest set også motiveringen for Danmark i sin tid.
Jeg tør næsten garantere at enhver som bliver spurgt om man er "fan" af EU vil svare ja når de økonomiske fordele kommer på bordet. Det ser værre ud når det kommer til den førte politik. Det er bare lige det aberdabei - politikken hører på mange områder sammen med økonomien, så det bliver svært at ændre på ret meget i den sammenhæng.