Klumme

'Fake news' spreder sig mere, i takt med at medierne får færre redaktører

Når ’fake news’ spreder sig som en løbeild, og tilliden til journalistikken daler, skyldes det blandt andet, at vi har erstattet tænkende redaktører med teknik. Dermed spreder tillidsunderskuddet sig til hele samfundsdebatten
10. januar 2018

Da min klummeredaktør forleden meldte ud, at hun forlader sin post for at søge nye græsgange, blev jeg ked af det.

Hun spurgte mig hvorfor, og i stedet for at rose hende til skyerne, valgte jeg at mindes tegneserien Radiserne, hvor Thomas forklarer, hvorfor han er trist til mode over, at hans hadede moster var rejst hjem efter i 14 dage at have forsøgt at fjerne hans elskede sutteklud.

»Jeg kommer til at savne jagtens spænding,« sagde han.

Uden at grave yderligere i den konkrete situation fik den mig til at tænke på en af de mest hårrejsende udtalelser i nyere tid, nemlig da Berlingskes nye ejer, den britiske mediespekulant David Montgomery udtalte, at »redaktionssekretærer er en helt unødvendig barriere mellem journalister og deres læsere«.

Det er mere end 10 år siden. Dagbladskrisen var lige begyndt, der skulle rationaliseres, skæres og strømlines. Samtlige traditionelle journalistiske virksomheder har siden årtusindeskiftet gennemført store sparerunder.

Og Montgomerys synspunkt lød næsten plausibelt.

Vi journalister kunne jo nu med digitalisering skrive direkte ind i avisen, vi kunne selv trykke på knapperne i radiostudiet uden brug af ’unødvendige’ teknikere, vi kunne som tv-journalister selv betjene billigere og nemmere kameraer. Nu kan vi gøre det med vores smartphone, og med et tryk på en knap kan vi sende produktet videre til brugerne. Uden barrierer, uden fordyrende, generende og forsinkende mellemled.

Det var – udover den demokratiserende mulighed – også en revolution, der var med til at svække journalistikken. I de seneste 17 år er antallet af redaktionssekretærer i forhold til antallet af journalister faldet fra 30,4 procent til 13,7 procent ifølge Journalistforbundets statistikker.

Men ikke nok med det. Omfanget af journalistiske produkter er i samme periode – ikke mindst på grund af nettet – blevet mere end fordoblet. Færre redigerende betyder svækket prioritering, formindsket kontrol og mindre tid til den vigtige og løbende dialog mellem journalist og redaktør.

Alle professionelle journalister har brug for en aktiv, medlevende og kritisk redaktør eller redaktionssekretær. Den, der stiller de ubehagelige spørgsmål, den, der opdager stavefejl og påpeger sproglige skrækkeligheder. Den, der spørger ind til kilder og finder de svage sider i logik, argumentation og bevisførelse. En funktion, der kræver bred viden og stor erfaring.

En nødvendig bro

Med fremkomsten af sociale medier og algoritmestyret redigering er magten taget ud af hænderne på redaktørerne. Når udbredelsen af fake news er blevet et problem, er det resultatet af, at der simpelthen ikke er nogen redaktørfunktion på Facebook, Twitter, Google og andre af verdens hurtigst voksende og nu mest udbredte medier. Undskyld, ’platforme’.

De opfatter jo ikke sig selv som andet end vækstbaserede teknologivirksomheder. De har intet formelt ansvar for det indhold, som de ukritisk modtager og automatisk viderebringer. Heller ikke for løgnene.

Forskellen mellem mange af de populære og voksende ’sociale platforme’ og journalistik er primært – i al sin gribende enkelthed – det redigerende led i et tæt samarbejde med professionelt og etisk bevidste indholdsleverandører. Journalister.

Når omfanget øges voldsomt, og redigeringen svækkes, er grundstenen til den stigende troværdighedskløft mellem brugere og journalister lagt. Der er masser af andre faktorer i den nye medievirkelighed, som spiller ind, men det forekommer evident, at nedtoningen af redigeringen og den voldsomme vækst i omfanget af journalistisk indhold er en meget vigtig årsag til, at journalister er rykket ned i bunden af troværdighedsskalaen.

Algoritmer er, som den danske FN-direktør Michael Møller udtrykte det på en konference i Aarhus for nylig, »blevet den vigtigste redaktør nogensinde«.

Han brugte også udtrykket »tillidsunderskuddet« i forholdet mellem publikum og journalistikken.

Jo, der er stadig mange fremragende redigerende i dansk journalistik, men antallet er faldet, og opgaverne mangedoblet.

Tillid er godt, som Lenin sagde, idet han tilføjede »men kontrol er bedre«. Jeg foretrækker ordet ’kvalitetskontrol’. Redigering er ikke en barriere, som Montgomery sagde. Det er en nødvendig bro mellem journalister og deres publikum.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Steen Sohn
  • Svend Erik Sokkelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Nielsen
  • Jens Wolff
  • Thomas Olsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Loftkjær
  • Lise Lotte Rahbek
  • Hans Martens
  • Torsten Jacobsen
  • Grethe Preisler
  • Torben K L Jensen
Henrik Brøndum, Steen Sohn, Svend Erik Sokkelund, Eva Schwanenflügel, Hans Nielsen, Jens Wolff, Thomas Olsen, Niels Duus Nielsen, Kurt Loftkjær, Lise Lotte Rahbek, Hans Martens, Torsten Jacobsen, Grethe Preisler og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en overset bog af Dennis Bloodworth, Have a nice day. der beskriver et fremtidigt samfund, styret af og for teknologien og dens herskere. I det samfund er en af de største støtter af magten, en organisation, der har til formål at påvirke folkevevidstheden og folkestemningen. Den kan købes for penge til at fremme ens formål gennem folkevevidstheden. Det ligner i høj grad dagens teknologigiganter.

rettelser til ovenstående kommentar:
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en overset bog af Dennis Bloodworth, Have a nice day. I bogen beskrives et fremtidigt samfund, styret af og for teknologien og dens herskere. I det samfund er en af de største støtter og besiddere af magten, en organisation, der har til formål at påvirke folkebevidstheden og folkestemningen. Organisationen kan købes for penge til at fremme ens formål gennem påvirkning af folkebevidstheden. Det ligner i høj grad de. magt dagens teknologigiganter besidder.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

I sin bog om at tænke hurtigt og langsomt har Daniel Kahneman et klassisk eksempel på problematikken: En bold og et bat koster 110 kroner; battet koster 100 kroner mere end bolden, så hvad koster bolden. Den hurtige – uredigerede og utrænede - hjerne svarer i en fart: en tier. Men hvis man slår den langsomme hjerne til, bliver det hurtigt evident, at svaret er en femmer, for 105 + 5 er 110, og 105 er 100 større end 5.
Det er iøjnefaldende de hurtige tankers tid, primært fordi alle, uanset ekspertise, har fri adgang til uredigeret offentliggørelse, så vi derfor bliver oversvømmede af urigtige svar. Det er ærgerligt, men ikke uforståeligt, at hurtige teknologier hæmmer fordybelsen, analysen og eftertænksomheden og dermed giver plads til, at den farlige kombination af impulsivitet og magt kan udfoldes. Det er skræmmende, at det tilsyneladende er så nemt at udkonkurrere den viden, erfaring og anstændighed, som har gjort store dele af vores verden civiliseret.

Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Hans Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Helene Kristensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Redaktør og redaktonssekretær

Er der nogen som vil forklare funktionen og dermed forskellen på indholdet bag de to stillingsbetegnelser?

Det er selvfølgelig svært at forestille sig, at den enkelte journalist styre sin egen produktion, hvis forretningen Information skal bestå i en eller anden afgrænset form og indhold.

Det kræver dog mere viden om strukturen i avisen, før man for alvor kan udtale sig.

Flemming Reinvard

Hej Kurt

Hverken "journalist", "redaktionssekretær" eller "redaktør" er nogen beskyttet titel, så alle kan kalde sig det, hvis de vil - og en del gør det, selv om de ikke er det.

En "redaktør" vil typisk have det overordnede redaktionelle ansvar for et stofområde eller tillæg på et dagblad/fagblad/magasin eller et program på en tv-station. Men der kan gå inflation i titler, så mange journalister med eget stofområde får lov at kalde sig "redaktører".

En redaktionssekretær vil typisk kun være redigerende på dagen i en skiftende vagtplan, men har på dagen den samme kompetence som en redaktør til at coache journalisten forlods eller bede journalisten rette eller tilføje efterfølgende, da det er redaktionssekretæren der "trykker på knappen" når teksten eller indslaget er færdigt til offentliggørelse.

Det KAN lade sig gøre helt at springe redigeringen over - f.eks. som man har gjort det tidligere på USA Today, hvor journalisten fik en færdig overskrift og en skabelon til den firkant i avisen, hvor journalisten så må tilpasse historien til den valgte overskrift og det antal anslag, denne har fået tildelt. Men resultatet bliver selvsagt derefter. Ikke særligt troværdigt.

Berlingske har også forsøgt sig med "skabelonredigering", men måtte erkende, at det er ret begrænsede dele af et nyhedsmedie, der kan redgeres på denne måde - i hvert fald ikke forside og nyhedssektion, hvor man skal kunne omprioritere lige til trykstart.

Kurt Loftkjær, Henrik Brøndum og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Udtrykket "Tillid er godt, men kontrol er bedre" er kun tillagt Lenin, men ingen har vist påvist, hvor han har skrevet det.

Henrik Brøndum

I dit London-firma kontrollerer du vel, hvad dine ansatte foretager sig og accepterer et ikke hvilket som helst bilag til udgifter, de præsenterer dig for?

Henrik Brøndum

@Steen Sohn

Faktisk ikke. Men det er generelt i konsulentbranchen. Det betaler sig ikke at gnubbe bilag. Udgifterne sendes ubeset videre til kunderne efter "slag på tasken" princippet. Så kan konsulenten bruge sin tid på at udføre arbejde, der kan faktureres. Vi eksisterer fordi vi kan lave noget kunderne enten slet ikke kan gøre selv, eller fordi vi kan gøre det 5-10 gange hurtigere end de selv kan. Så længe der ikke kommer champagnepiger ind i billedet (og det har jeg ingen grund til at tro nogensinde er sket), må bilagslapperne leve i ubemærkethed.