Læserbrev

Flere skæve boliger i Danmark

Debat
5. januar 2018

Hjemløshed er som ulykker – det kommer sjældent alene. Med hjemløshed følger ofte misbrug og psykisk sygdom. At hjælpe udsatte borgere handler ikke kun om et sted at bo, men et sted at bo er et rigtig godt sted at begynde. Vi skal som samfund tage os så godt af vores udsatte borgere, at hjemløshed ikke viser sig som et resultat af, at samfundet har behandlet sine svageste borgere fejlagtigt.

Lige nu er vejen ind i hjemløshed lettere end vejen ud. Antallet af hjemløse er steget stødt de seneste mange år. Især er der kommet flere unge hjemløse. Hvordan skal vi kunne forsikre unge som mig om, at fremtiden er sikker og lys, når flere af mine jævnaldrende ender på gaden?

Jeg foreslår, at man udbygger ordningen ’Skæve boliger til skæve eksistenser’, som har vist sig succesfuld. Den går ud på, at kommunen giver udsatte hjemløse borgere en såkaldt boligcontainer-pavillon – det man i gamle dage kaldte en skurvogn. Samtidig får den enkelte udsatte borger et socialt fællesskab og ekstra støtte.

Ordningen har været i gang i noget tid og viser ifølge Rambøll gode resultater. For eksempel at personer med psykisk sygdom får et udgangspunkt for en mere stabil livsførelse, hvor deres behov er i centrum. Det er gode nyheder for de grupper, der ellers falder uden for kommunens andre tilbud. Der er simpelthen brug for flere af denne slags boliger.

For mig er velfærdssamfundets fornemmeste opgave at tage sig af sine svageste borgere. Derfor synes jeg, at et samfund som det danske bør løfte denne opgave bedre, end det gøres lige nu.

Katrine Kildgaard Nielsen er social- og sundhedsordfører i Radikal Ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her