Læserbrev

Følg Norge og afkriminaliser narkotika

24. januar 2018

Vi danskere plejer at mene, vi er lidt foran nordmændene.

De har efterlignet os med både Olsen Banden, Fremskridtspartiet og The Julekalender – men nu må vi efterligne den narkotikapolitik, som de er på vej imod at indføre. Et flertal i Stortinget støtter nemlig, at besiddelse af narkotika ikke længere skal udløse bøder og fængselsstraf, men i stedet mødes med behandlingstilbud.

Formålet med narkotikapolitik burde være at reducere problemerne fra narkotikamisbrug for både samfundet som helhed og misbrugere i særdeleshed. Derfor er konklusionen klokkeklar, når man ser på effekterne i Portugal og Schweiz. Deres afkriminalisering har mindsket misbruget til gavn for den enkelte og samfundet omkring.

Narkotikapolitikken herhjemme bør følge den erkendelse. Man kan ikke kurere misbrugsproblemer med straffe. Det er derfor på tide at afkriminalisere narkotika.

For når en afkriminalisering forbedrer forholdene for den enkelte misbruger og samtidig har færre negative konsekvenser for samfundet som helhed, hvad er så formålet med at opretholde den nuværende hårde forbudspolitik? Er det en dejlig følelse af autoritet blandt magtglade politikere og embedsmænd? Er det en stædig fiksering på en forstokket moral uanset omkostningerne? Det er i hvert fald ikke et hensyn til almenvellet eller den enkelte misbruger. For afkriminalisering hjælper jo faktisk folk i behandling og på ret køl igen.

Der er simpelthen ingen rimelig grund til at koncentrere så mange af statens ressourcer i at forfølge narkotikamisbrugere – det er jo ikke fordi, ordensmagten mangler noget at lave. Måske kunne vi nå den mirakuløse situation, at politiet igen gad at efterforske indbrudssager på under 100.000 kroner og være mere til stede i gadebilledet, hvor folk rent faktisk har brug for dem?

Det er egentlig svært at begribe, at en så katastrofalt dårlig politik har fået lov at køre så længe. Det er på tide at pakke forstokketheden væk og erkende realiteterne.

Nu har vi prøvet i hundrede år at kurere narkomani med straffe, og sjovt nok har det ikke virket. Derfor er min opfordring til regeringen og det øvrige Folketing ganske klar: afkriminaliser narkotika – for både misbrugerne og resten af samfundets skyld.

Jakob Sabroe er landsformand for Venstres Ungdom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Andersen
  • Hans Larsen
  • Randi Christiansen
  • Peter Beck-Lauritzen
Eva Schwanenflügel, Toke Andersen, Hans Larsen, Randi Christiansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

God vinkel på problemet. Erfaringer fra bl.a. Portugal er gode. Portugisisk politik er, at enhver har ret til at bestemme over sig selv. Personlig integritet er ukrænkelig. Klog holdning.

Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam, Holger Madsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I og med det ikke er stoffet, som skaber en misbrugsprofil - den er der i forvejen - så er det jo tåbeligt at kriminalisere det.