Approprierere
Anden sæson af Donald Trumps politiske realityshow begynder godt.
»En perfekt dag for alle kvinder til at demonstrere på. Gå ud og fejr det seneste års historiske bedrifter og den hidtil usete økonomiske fremgang, der har fundet sted det seneste år,« tweeter præsidenten.
Demonstranter
Tweetet faldt i anledning af gentagelsen af sidste års Women’s March, som ikke er en fejring af det seneste års landvindinger, men en protest, hvor 200.000 kvinder fremsætter krav om ligestilling og rettighedsbeskyttelse, som – delvist – er rettet mod Trump.
Oplysere
I Politiken begræder tre forskere, at X Factor stopper på DR. Der er nemlig 25 procent flere, der ser TV Avisen, når den sendes midt i talentkonkurrencen, end når der ikke er X Factor. Deri ligger et »demokratisk potentiale«, man nu formøbler, mener forskerne.
Tvangsfodrere
Her på FOLK-redaktionen mener vi, der må være andre måder at snyde pøblen til at orientere sig på.
Hvorfor ikke afbryde søndag aftens krimi med ti minutters nyheder eller tease for Deadline umiddelbart inden, det afsløres, om souffleerne står eller kollapser i Bagedysten?