Kronik

Illusionen om den fri vilje er kapitalismens farligste våben

Troen på en fri vilje er en liberalistisk illusion med store menneskelige konsekvenser. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan vores livssituation er bestemt af vores opvækst og omgivelser. Konsekvensen af det er, at al ulighed er uretfærdig, og at venstrefløjen derfor må radikalisere sit projekt til et decideret opgør med kapitalismen
Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

ANDREAS HAUBJERG

29. januar 2018

»Jeg har nogle gange overvejet, om mit liv er noget værd. Eller om det var bedre, jeg ikke var her. Om man bare skulle slutte det hele. Men jeg må tage mig sammen og forsøge at være stærk,« siger 32-årige Sanne, da vi taler med hende som en del af vores forskning i moralopfattelser blandt arbejdsløse danskere.

Ud over selvmordstankerne kæmper Sanne med en depression, som ifølge hende selv i høj grad skyldes hendes arbejdsløshed. Men der er også noget andet end selve arbejdsløsheden, der spiller ind.

»Det er noget andet, der gør allermest ondt. Det værste er, at jeg føler mig helt værdiløs. Jeg burde have truffet bedre valg gennem mit liv. Det er i virkeligheden min egen skyld. Måske jeg fortjener min situation.«

Vores forskning viser ikke alene, at det er ubehageligt at være arbejdsløs. Uddraget peger også mod en tendens til at individualisere ansvar i vores samfund.

Det er følelsen af at være skyld i sin egen lidelse, Sanne næsten ikke kan leve med. Hun føler, hun fortjener den, fordi hun tror på, hun har en fri vilje: På at hun kunne have valgt at handle på en anden og bedre måde ved at tage en anden uddannelse eller ved at være mere udadvendt.

Som hun siger: »Når jeg tænker ’jeg kunne ikke have gjort noget andet’, retter jeg altid mig selv og siger ’vent lidt, du kunne altid have taget et andet valg’.«

Den idé er vidt udbredt i vores samfund. Vi tror på, vi selv er herrer over vores handlinger. Men det er en misforståelse. Og vel at mærke én med kæmpe samfundsmæssige konsekvenser.

Er viljen fri?

Troen på en fri vilje fører en bestemt moralopfattelse med sig. Hvis vi altid har mulighed for at handle anderledes, ligger det moralske ansvar for vores handlinger hos den enkelte. Som Sanne forklarede, så »fortjener man at sidde i rendestenen uden noget at lave«, hvis ikke man tager nok ansvar for sit liv.

Her er det middelalderkristendommen, der taler gennem Sanne. Det var teologen Skt. Augustin, der i 400-tallet fremførte ideen om fri vilje, som vi kender den i dag. Skt. Augustins argument om at folk valgte selv, blev optaget i den katolske kanon – nok ikke mindst fordi det var enormt nyttigt for herskere op gennem århundrederne at have hans argumenter som teologisk rygdækning.

Når folk ikke bekendte sig til kronen og kirken, kunne de beskyldes for at benægte frelseren af deres egen fri vilje, og det var derfor deres egen skyld, at de blev hængt som kættere eller brændt som hekse.

Vi hænger ikke folk mere, men det er samme tænkning, du, jeg og Sanne lever efter i dag: Du er ansvarlig for dine handlinger, fordi du selv er herre over dem. Hvis du knokler hårdt, fortjener du rigdom og social status. Hvis du ligger på sofaen, fortjener du at sidde i rendestenen.

»Du kunne jo altid have taget et andet valg,« hvisker vores indre Skt. Augustin.

Problemet med den moralopfattelse er bare, at den ikke hænger sammen. Den fri vilje eksisterer nemlig ikke som andet end en liberalistisk illusion. Præcis som i middelalderen er den blot et skalkeskjul for at give mennesker skylden for den lidelse, samfundsstrukturerne påfører dem. Det er på tide, at vi frasiger os gammel kristen ortodoksi som udgangspunkt for samfundsopbygning og i stedet begynder at forstå virkeligheden, for hvad den er: dybt social.

Det determinerede liv

Hvis der er én ting, socialvidenskaberne har vist gennem de seneste 50 år, så er det, hvor socialt determinerede – og dermed ufri – vi som mennesker er. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan ethvert valg, vi træffer, bygger på bestemte værdier, overbevisninger og ressourcer, som ikke opstår ud af det blå, men er tillært i de sociale sammenhænge, vi gennem livet befinder os i.

Denne viden om menneskets sociale natur peger mod en deterministisk forståelse af verden. Determinisme betyder, at enhver handling er produktet at en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige. Hvis en handling skal være anderledes, end den er, kræver det derfor, at forudsætningerne, der forårsager den, er anderledes.

Når vi indser, at livet er deterministisk, forstår vi, at der ikke eksisterer nogen menneskelig handling, som ikke har en årsag uden for individets kontrol. I det øjeblik, vi undfanges, kastes vi ind i en social verden, hvor vi formes af vore omgivelser.

Vi tillærer bestemte værdier og tildeles materielle, intellektuelle og sociale ressourcer, som afgør, hvordan vi udvikler os gennem resten af livet. Samtidig formes vi af vores respektive genetiske sammensætning og de tilfældige hændelser, der får livet til at tage dets uforudsigelige og snørklede facon.

Når alle dele af individet på denne vis skabes af faktorer uden for den enkeltes kontrol, giver det ikke mening at snakke om en fri vilje. Vi har selvfølgelig en vilje. Den er bare ikke fri, men produktet af sociale, genetiske og tilfældige faktorer, som individet ikke har kontrol over. Og da det ikke er retfærdigt at straffe nogen for noget, de ikke har kontrol over, kan ingen fortjene konsekvenserne af deres handlinger.

Mental revolution

Den moralske konsekvens af determinismen er, at ingen kan fortjene mere end andre. Al ulighed er amoralsk. Det er en provokerende tanke. Men den hænger sammen. Og den burde udgøre ledestjernen for alle, som går op i social retfærdighed.

I dens skær bliver det klart, at et opgør med kapitalismen er nødvendig. Kapitalismen er nemlig i sin essens uretfærdig. Når man lader folk konkurrere mod hinanden, vil der altid være tabere og vindere.

I kapitalismen accepterer man ikke blot, at samfundets heldigste får mere end samfundets mindst begunstigede. Man hylder det. Det er hele pointen med kapitalismen, at der skal være et A-hold og et B-hold. Det er sådan, profit skabes: Virksomhedsejere udnytter medarbejderne ved at betale dem så lidt, som de kan slippe afsted med.

Derfor har venstrefløjen brug for et grundlæggende opgør med kapitalismen, hvis ikke dens eneste berettigelse skal være at dele ud af krummerne fra de rigestes festmåltid. Vi skal bekæmpe de ideer, der lever i bedste velgående mellem os, og som de reaktionære bruger til at retfærdiggøre overgreb mod alle, der ikke er født med en sølvske i munden. Vi skal skabe et hjem til venstrefløjen – et sted, hvor den kan mødes og nedbryde fejlforestillinger såsom, at etnicitet er en naturlig måde at opdele folk på, at rigdom er nødvendig for vores livskvalitet, og at vi har opnået ligestilling mellem kønnene.

Men første skridt mod et retfærdigt samfund bliver at kalibrere vores moralske kompas. Illusionen om den fri vilje udgør hjertet af kapitalismens løgn om retfærdig ulighed. Et hjerte som det er på høje tid at flå ud af bæstets bryst og kaste på ilden, så hverken Sanne selv eller hendes omgivelser kan give hende skylden for hendes lidelser.

Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Asmus Rungby er antropologer og stiftere af Systemkritisk Netværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Hansen
  • Anne Schøtt
  • Nille Torsen
  • Claus Høeg
  • Jens Wolff
  • Rune Rasmussen
  • Anders Graae
  • Søren Veje
  • Carsten Svendsen
  • Hanna Grarversen
  • Torben K L Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maria Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Søren Bro
  • Katrine Damm
  • Toke Andersen
  • Ann Thomsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Gustav Alexander
  • Ebbe Overbye
  • Frede Jørgensen
  • Tommy Clausen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Palle Yndal-Olsen
Per Hansen, Anne Schøtt, Nille Torsen, Claus Høeg, Jens Wolff, Rune Rasmussen, Anders Graae, Søren Veje, Carsten Svendsen, Hanna Grarversen, Torben K L Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Maria Jensen, Jakob Trägårdh, Søren Bro, Katrine Damm, Toke Andersen, Ann Thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Roepstorff, Gustav Alexander, Ebbe Overbye, Frede Jørgensen, Tommy Clausen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

He, et emne de mere flyvske og diskussionlystne lommefilosoffer og folkespsykologer blandt os ofte ender med at udforske, og det uanset diskussionens oprindelige udgangspunkt. En værdig diskussion, skulle man mene. Mit eget - og sagt i al ubeskedenhed bedste - bidrag til dén diskussion, kom for et par år siden til udtryk i en lille dialog mellem to måske fiktive personer, i et måske fiktivt univers:

https://www.information.dk/kultur/2015/12/gode-liv-martin-thorborg#comme...

(Et Ames-rum: https://www.youtube.com/watch?v=qb_X91HU-Pw)

Sus johnsen, Toke Andersen, Søren Roepstorff, Gustav Alexander, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Som om det er mere rigtigt at "kapitalismen" har brug for "farlige våben". Som et andet ondsindet væsen med en "ond vilje". Så må man forstå at det (gode?) væsen kaldet "venstrefløjen" må kæmpe mod?

Eva Schwanenflügel

Hvis man tænker ordentlig efter, er det jo indiskutabelt at de to herrer har en pointe.
Hvis vi spillede Matador på den kapitalistiske måde, ville det jo være indlysende hvem vinderen blev, når spillerne startede med enten minus eller plus på kontoen, de rige havde flere terninger, og kunne springe skatter og fængsel over. De næste spillere skulle så overtage de fattige eller riges plads, med enten gæld eller arv.
Alene her bliver det absurd at tale om at være sin egen lykkes smed.

Per Hansen, Claus Høeg, Ulf Johannesson, Rune Rasmussen, Jeppe Lykke Møller, morten rosendahl larsen, Anders Graae, curt jensen, Torben K L Jensen, Sus johnsen, Maria Jensen, John S. Hansen, Tor Brandt, kjeld jensen, Verner Nielsen, Søren Bro, Toke Andersen, John Hansen, Hans-Micael Søndergaard, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Eva, du har lige givet et skidegodt modargument mod determinismen. Som enhver ved er et Matador-spil en meget regelstyret affære, hvor tilfældigheder (terningslag) og stive regler begrænser alle de afgørende beslutninger, som kan tages. Inden for disse rigide og deterministiske rammer er der imidlertid frit slag for den fri vilje, og den systemtvang, som påbyder os at købe Rådhuspladsen, kan faktisk modstås ved en viljesakt, men det er svært at lade være, især hvis man har råd.

Rune Rasmussen, morten rosendahl larsen, Flemming Berger, Bjarne Toft Sørensen, Tor Brandt, Jens Winther, Toke Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Den fri vilje hyldes eksplicit af liberalisterne og danner samtidig fundament for centrum-venstres humanistiske antagelser om menneskets bedste. Målet for venstrefløjens idéer om etnisk og seksuel frigørelse har som præmis at individet kan rekonciliere sig fra sin egen fremmedgørelse gennem en individualiseret genforståelse af egen identitet (identitetspolitiken er hermed født!). De mindre teoretisk interesserede socialister, der ser socialisme som = en generaliseret hjælp til de "svage" og "ofrene" indgår ikke blot på, men handler ud fra, den neoliberale tanke om individualisme.

Alternativet og EL ynder at afvise deterministiske syn på livet. Det skulle angiveligt virke pessimistisk og ubehageligt; men hvad har det at gøre med filosofiens potentielle sandhedsværdi? Nårh ja, alting skal jo diskurser og narrativer og hvad ved jeg, så man har selvfølgelig også en idé om at vi kan shoppe efter epistemologier, som passer os bedst. Den postmoderne epistemologi, der afviser materialismen, har desværre regeret venstrefløjen i mange årtier.

Tak til Andsbjerg og Rundby for at gøre spadestikkene til et opgør med idiotiet!

curt jensen, Eva Schwanenflügel, Toke Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Kronikørerne har naturligvis en meget solid pointe, når de konstaterer, at vi ikke bare kan vælge frit., men er underkastet alle mulige givne betingelser. Men når de hævder, at ALT er determineret, inklusive (må man forstå) alt, hvad der foregår i hovedet på os, kommer de ud i det gammelkendte paradoks, at de med kronikken forsøger at overtale os til et bestemt standpunkt og bestemte handlinger ved hjælp af argumenter - hvilket ikke giver mening, hvis vore tanker alligevel er totalt determinerede. Hvis de har ret i deres ekstreme determinisme, er ideen om den frie vilje også bestemt af årsager uden for vor kontrol, og enten vil den så forsvinde af sig selv af årsager uden for vor kontrol, eller den vil forblive udbredt af årsager uden for vor kontrol. Hvordan kan vi "bekæmpe de ideer, der lever i bedste velgående mellem os, og som de reaktionære bruger til at retfærdiggøre overgreb mod alle, der ikke er født med en sølvske i munden" på de betingelser? Hvad kan det nytte at argumentere for at "nedbryde fejlforestillinger"? Kronikken giver kun mening på den forudsætning, at vi faktisk - inden for visse grænser - kan gøre en forskel, hvis vi vælger noget frem for noget andet. Og det er jeg helt enig i, at vi skal prøve at gøre.

Morten Balling, Ulf Johannesson, Ole Steensen, Andreas Lykke Jensen, Eva Schwanenflügel, hannah bro, Jørgen Larsen, Flemming Berger, Bettina Jensen, Bjarne Toft Sørensen, Sus johnsen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Tor Brandt, Troels Holm, Niels Duus Nielsen, Christian De Thurah, Bjarne Bisgaard Jensen, Slettet Bruger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Dennis Jensen, problemet er at determinismen strider mod den sunde fornuft. Ikke at jeg dermed mener, at den sunde fornuft altid har ret, det er jo netop fordi den sunde fornuft så ofte tager fejl, at vi støtter os til videnskaberne. Men for at fastholde denne uenighed med den traditionelle visdom om menneskers ansvar for eget liv - et begrænset ansvar, bevares, men ikke en fuldstændig fritagelse for ansvar - bliver den objektive videnskab nødt til at omgå logikken:

Først abstraherer vi fra alt subjektivt og koncentrerer os udelukkende om det, som kan måles objektivt. Efter mange forsøg og eksperimenter når vi så til den konklusion, at for en objektiv betragtning findes der ikke en fri vilje. Surprise, surprise - vi forudsætter, at subjektiviteten ikke spiller nogen rolle, hvorefter vi konkluderer, at subjektiviteten ikke spiller nogen rolle. Opiuns søvndyssende virkning skyldes medikamentets dormative kraft - QED!

At benægte fri vilje er ligesom at benægte Gud, og så alligevel handle, som om Gud eksisterer.

hannah bro, Flemming Berger, Bettina Jensen, Bjarne Toft Sørensen, Steffen Gliese, Toke Andersen, Gustav Alexander og Slettet Bruger anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Jeg er enig så langt, at den frie vilje kan ligge på et meget lille sted og givetvis er en illusion (og videre af den vej også med jeget), men alle synes at insistere på en fri vilje på en ufri måde, og vil man afskrive den fuldstændig med henvisning til at alt er uden for individets kontrol og underlagt kausualitet, så giver det ikke mening at diskutere om kapitalismen burde afskaffes og andet indføres.

Morten Balling, Eva Schwanenflügel, Bjarne Toft Sørensen, Lise Lotte Rahbek, David Hertz-Holm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Niels Nielsen,

Jeg sætter som altid stor pris på dine debatindlæg! Jeg ser dog ikke en modsætning mellem sund fornuft og determinisme; og jeg mener ikke at en deterministisk verdensanskuelse nødvendigvis glemmer at forklare subjektivitet.

Der eksisterer jo mange forskellige former for determinisme. Selv propaganderer jeg - som det nok bemærkes - oftest for Althusser's teoretiske antihumanisme. Han forklarede vores oplevelse af os selv som subjekter, som et resultat af ideologi, der altid-allerede interpellere os; eks når vi hilser høfligt på en chef eller en anden autoritetsfigur, så deltager vi i ideologiens dekret om samfundet. Vi tror, at vi genkender os selv i disse situationer (ærbødighed for chefen eller had, alt efter disposition) men vi lader os bedrage, når vi genkender os selv i disse handlinger. Det er ikke os, der i spejlet "ser os selv" så at sige; det er ideologien, som ser sig selv i os. Vi er dens reflektion men vi misforstår ideologien som en reflektion af os.

Bettina Jensen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen

Grundlaget for vores tanker er omstændighederne, og efter læsning af kronikken er dine omstændigheder nu ændret - som de jo på alle andre måder ænder sig fra sekund til sekund.

Om du så - opildnet efter læsning af kronikken - oplever en gradvis ændring i din moralske grundforståelse, vil så efterhånden vise sig. Pointen er, at en eventuel ændring følger af de til enhver tid givne omstændigheder, og dermed teoretisk set absolut forudsigelig i henhold til determinismens jernlove. I praksis er det naturligvis ikke muligt at forudsige, ikke en gang for dig selv.

Kort sagt: Determinisme umuliggør ikke holdningsændringer. Determinismen umuliggør ikke, at du i dag 'vælger' 'B', hvor du i går ville have valgt A. Alt flyder, som bekendt. Blot er alle krusninger i floden ifølge determinsimen på forhånd forudsigelige for en ufejlbarlig og altvidende beskuer.

Enhver viljesanstrengelse er derfor en illusion. Om den finder sted eller ikke er givet på forhånd. Blot opleves det ikke sådan, da vi arme mennesker selvsagt ikke betragter verden fra et altvidende, ufejlbarligt perspektiv.

Per Hansen, Toke Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Djævelen er i detaljen; de store beslutninger er ikke så meget beslutninger, som noget, der bare sker, men i enhver situation har vi valget mellem at gøre det rigtige eller gøre det forkerte. Langt de fleste dårlige beslutninger skyldes efter min mening en kombination af systemtvang og manglende information.

Jeg vil skyde på, at et sted mellem 95% og 99% af vore bevidste beslutninger er hel- og halvautomatiske og præget af manglende viden om det emne, vi beslutter os om. Så deterministerne har ret et meget langt stykke hen ad vejen, men vi har stadig friheden til at gå imod strømmen - eller lade være.

Min krop opfordrer mig til at lave mig en kop kaffe mere, da den er afhængig af store mængder koffein og jeg er tilbøjelig til at give efter for presset, men jeg ved, at jeg kunne lade være, hvis jeg ville. I modsætning til den smøg, jeg tænder om lidt sammen med kaffen, jeg kunne udsætte den lidt, men det er også det hele - før eller siden vil tvangen få mig ned i kiosken efter nye forsyninger.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Toft Sørensen, Bettina Jensen, Lise Lotte Rahbek og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Torsten Jacobsen
Problemet med dit og kronikkens synspunkt er, at det gør enhver diskussion om sandt eller falsk eller gyldige og ugyldige argumenter meningsløst: vi tror, hvad vi tror på grund af årsager uden for vor kontrol, og hvad enten vi tror på den fri vilje eller total determinisme er det bare noget, vi af årsagskæden er bestemt til at gøre - det vil sige, vi er hverken bevidste eller tænkende individer, der kan forholde sig til noget som helst, men noget, hvis hjerner bare reagerer passivt på ydre betingelser. Derfor er det et paradoks at opfordre til kamp mod illusioner om den frie vilje - den logiske konsekvens af kronikkens standpunkt er total relativisme og passivitet, for vi tror jo bare, hvad omstændighederne får os til at tro. Holdningsændringer svarer dermed til, at det på grund af bestemte omstændigheder regner, eller at blade falder om efteråret. Det samme gælder i givet fald dit synspunkt og din argumentation. Tilsvarende er Althussers påstand om den uigennemskuelige ideologi, som vi alle ligger under for, paradoksal, for hvordan kan hen selv gennemskue den? At diskutere noget forudsætter, for at give mening, at vi kan rykke os på grund af et arguments kvalitet - med større eller mindre sandsynlighed på grund af andre faktorer, men dog med et større eller mindre frirum til at tænke.

Jørgen Larsen, Flemming Berger, Bjarne Toft Sørensen, Bettina Jensen, Lise Lotte Rahbek, David Hertz-Holm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen: "...på forhånd forudsigelige for en ufejlbarlig og altvidende beskuer..." - altså med andre ord uforudsigelige i praksis. For du tror vel ikke på en ufejlbarlig og altvidende beskuer? At noget er teoretisk muligt betyder ikke, at det findes. I så fald ville Anselm have bevist Guds eksistens for snart tusind år siden.

Du forudsætter en eller anden ideal velformet struktur, hvor et eller andet imaginært væsen har adgang til alle informationer om alting, og er i stand til at forbinde alle disse informationer på en meningsfuld måde, men al erfaring viser os, at vi lever på en lille bitte ø af orden i et kæmpehav af kaos, og at denne skrøbelige orden er resultatet af vore fælles anstrengelser for at skabe mening i kaos. Uden os ville der slet ikke være nogen orden.

Okay, min (imaginære) kat skaber også orden, den organiserer bare verden på en helt anden måde end mig, men den skelner tydeligvis også mellem orden og kaos, således gør den sig store bestræbelser på at genoprette den midlertidige uorden, en tom madskål giver anledning til.

Det er instinktivt, siger man, men "instinktivt" er bare et ord vi bruger, når der er noget, vi ikke kan forklare. Ligesom "fri vilje" er et ord, der dækker over nogle mekanismer, som er for komplekse til at vi helt forstår dem. Blot at hævde, at hvis vi ikke forstår det, findes det ikke, er intellektuelt hovmod. Og at erstatte pladsholderen "fri vilje" med en anden pladsholder, nemlig "determinisme", som vi heller ikke ved tilstrækkeligt om til at vi kan gøre det til et anvendeligt begreb/værktøj, der pålideligt kan forudsige fremtiden, er ikke bare hovmodigt, men arrogant. Determinisme er en forskningshypotese, intet andet.

Sagt i al venlighed, selvfølgelig.

:-)

Gustav Alexander

Sådan kan man selvfølgelig godt udlægge det subjektive aspekt af ansvar, Niels. Jeg ville som determinist svare, at hele spørgsmålet "Kaffe eller ikke kaffe?" foranlediges dels på det moderne samfunds produktion af kaffe, samt dets rolle som vigtig opkvikker i et konkurrencesamfund. Det spiller så sammen med den lige så samtidige spørgsmål om koffeinens sundhed i forhold til mængde, individuelt behov osv.

Ovenstående manifesterer sig i sindet som et personligt spørgsmål "Kaffe eller ikke kaffe?" men hele spørgsmålets præmis, samt vores følgende overvejelse og besvarelse af pågældende spørgsmål, har rod i en kompleks samfundsstruktur samt et økonomisk system. Ville jeg have begyndt at drikke kaffe, hvis det ikke havde været for all-nighteren med min SRP i 3.g? Jeg tvivler. Kan vi af egen fri vilje komme til konklusioner, der ikke nødvendigvis må være reaktioner på samfunds ideologien? (om det så er tilstræbt modstand eller enighed) Det tror jeg heller ikke. Altså er et individ, for mig at se, i selve sin essens konstrueret af ideologi.

Niels Duus Nielsen

I virkeligheden afsporer vi diskussionen, for kronikørerne har da ret i, at liberalisterne har erobret ordet "frihed" og dermed begrebet "fri vilje". I stedet for at tage ordet tilbage og give det en mere solidarisk betydning end den meget begrænsede ide om den meget snævre frihed, som der levnes plads til i den meget begrænsede forestilling om det "fri" marked og den usynlige hånd (Torsten Jakobsens alvidende og ufejlbarlige beskuer).

Liberalisterne har en indskrænket forståelse af frihedens problem, og det er vores opgave at tage ordet tilbage og give det sin rette mening. Og med rette mening mener jeg ikke en på forhånd fastlagt leksikalsk betydning, men netop en brugbar forståelse, som udvikles i den løbende bestræbelse på at realisere friheden.

Kronikørerne begår den fejl at tro, at fordi de borgerlige taler om frihed, er frihed et borgerligt begreb. Men det er ikke tilfældet, frihed er et menneskeligt begreb, som de borgerlige forsøger at tage patent på, og det skal vi netop forhindre sker, i stedet for at kaste håndklædet i ringen og tale om noget andet.

Jeg er dansker, og det har jeg været hele mit liv, og det agter jeg at blive ved med at være, uanset hvor meget vrøvl DF lukker ud om "danskhed".

Tilsvarende har jeg kæmpet for friheden hele mit liv,og det agter jeg at blive ved med, uanset hvad Danmarks liberale Parti skulle finde på at kalde frihed - senest eksemplificeret i friheden til ikke selv at bestemme om man vil gå med falsk skæg, hvilket er en frihed som jeg vil modarbejde, fordi det netop ikke er en frihed, men netop en tvangsforanstaltning, der forsøges solgt til os i frihedens navn.

Solidarisk frihed er friheden til at lade enhver bestemme over sit eget liv, så længe det ikke modvirker andres frihed til det samme. Liberal frihed er friheden til at dø af sult.

Toke Andersen, David Hertz-Holm, Flemming Berger, Bettina Jensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Egentlig giver begrebet "fri vilje" ikke mening, så længe vi ikke kender den proces, der fører til et givent valg, til bunds - og det kommer vi nok aldrig til. På den anden side vil en total determinisme have ret indgribende politiske konsekvenser, idet f.eks. demokrati bliver meningsløst, hvis mennesker ikke kan foretage valg og holdes ansvarlige for dem. Hvordan et samfund, der er bygget på en rent deterministisk verdens- og menneskeopfattelse så ser ud, har jeg svært ved at forestille mig, men jeg har mine bange anelser.
Demokratiet har den store force sammenlignet med spekulative og utopiske samfundsvisioner, at det er pragmatisk og forsøger at finde de bedst mulige - ikke de perfekte og filosofisk stringente - løsninger. Fra et skrivebordsfilosofisk synspunkt er det naturligvis utilfredsstillende, men sammenlignet med det helvede, der slippes løs, hver gang man forsøger at realisere den "perfekte samfundsmodel", er det absolut at foretrække.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Christian de Thurah,

Er den strukturelle undertrykkelse, som kapitalismen fordrer, virkelig at foretrække frem for en kort, revolutionær vold? milliarder af mennesker lever i enorm fattigdom, folk flygter til vesten fra denne fattigdom, hvor finanskapitalen spiller udenlandsk arbejdskraft ud mod vores egen. Politikerne halser så efter, fordi dette er "uundgåeligt" i en "globaliseret" verden (læs: en verden hvor absolut A-L-T er kommodificeret). Er det demokrati? og er generationer på generationer af menneskelig død og kummerlighed på disse præmisser at foretrække? Det mener jeg ikke.

De sande voldsmænd er de som prædiker, at vi ikke må gøre op med den systemiske vold, fordi det kan lede til kortvarig revolutionær vold. Det er et budskab der yder ken konstant og derved langt ondere vold på mennesket som helhed.

Toke Andersen, Egon Stich, Bettina Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Dennis Jensen
Der er meget, der bør ændres, men "kort, revolutionær vold" har det med at blive permanent, og systemisk undertrykkelse er der vist ingen eksisterende samfund, der kan sige sig fri for.
Jeg prædiker ikke, at man ikke må gøre op med systemisk undertrykkelse. Jeg er i det hele taget ikke meget for prædikener, fordi de som regel udspringer af en religiøs (dvs. absolut) overbevisning - eller en til det religiøse grænsende politisk ditto.

Ib Gram-Jensen

Niels Nielsen har ret indlysende ret i, at determinisme kun kan være en hypotese. Det synes også tvivlsomt, om vi nogensinde kan komme til bunds i, hvad der sker i vor bevidsthed, eller afgøre, om det er totalt determineret eller rummer et element af frihed eller uforudsigelighed eller tilfældighed, eller hvad man vil kalde det. Et bud er, at subatomare processer udgør en slags "støj" så at sige under eller bag kausale processer i hjernen og tillader, at vi for eksempel kan gøre bevidsthedsmæssige "spring" i visse situationer, hvor determinismen ikke er fuldstændig, hvilket tillader os at træffe uforudsigelige valg eller ændre standpunkt, uden at det er en konsekvens af en uendelig årsagskæde. Det er så et spørgsmål, hvordan det i givet fald skal forstås, og hvad konsekvenserne er, men faktisk er det ret udbredt synspunkt, at der på subatomart niveau finder begivenheder sted, som ikke er kausalt determinerede.

På et mere håndgribeligt plan turde det være et velkendt faktum, at sociale betingelser spiller en rolle for for vor bevidsthed, vore valg og vore handlinger; det er til bevidstløshed statistisk påvist, at bestemte samfundsmæssige placeringer gør bestemte holdninger og handlinger mere eller mindre sandsynlige - men altså netop sandsynlige, da der inden for de forskellige grupper vil være individuelle afvigelser. Det er altså ikke uden videre entydigt, at der er tale om total determinisme og ikke sandsynlighed eller pres, der lader et felt for flere mulige udfald åbent. Vi reagerer naturligvis på noget, men er det fuldstændigt givet, hvordan vi reagerer?

Kronikørernes, Dennis Jensens og Torben Jakobsens påstand om determinismens gyldighed forekommer i det perspektiv lovligt skråsikker, og hvis den er rigtig, har vor tilslutning til den eller afvisning af den intet med dens sandhed eller usandhed at gøre, men er blot uundgåelige konsekvenser af en kausal kæde, der kan føres tilbage i det uendelige. Det paradoks, den deterministiske opfattelse fører til er, for nu at påpege det en sidste gang, at det ikke har mening at argumentere om, hvorvidt nogen opfattelse er sand eller ej, for vor mening om det er udelukkende bestemt af en uendelig årsagskæde, og dermed er enhver diskussion om noget som helst dybest set meningsløs: man kan ikke tale om at blive overbevist af et argument, kun om at man er determineret til at ændre opfattelse.

Dette kan muligvis føre til yderligere problemer, men det er påfaldende, at kronikørerne opererer med "tilfældige" hændelser og faktorer, og det synes klart, at de, Torben Jakobsen og Dennis Jensen - ganske som Althusser - argumenterer, som om de selv står uden for determinismens jernlove.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Steffen Gliese

Mon ikke det er forudbestemt snarere end fri vilje? Måske ”blot uundgåelige konsekvenser af en kausal kæde, der kan føres tilbage i det uendelige”? Ligesom disse ord må være det…

Den fri vilje er ikke kun nødvendig for at forstå kapitalismen og markedet, den er også grundlaget for moral. Hvis voldtægtsforbryderen ikke kan gøre for sine handlinger, som blot er et produkt af livsvilkår og en lang kæde af påvirkninger, så må han også være straffri. Når manden giver kvinden et klap i numsen på arbejdspladsen, så er det kun fordi han slet ikke kan lade være. Det må kvinderne lære at forstå. Der er heller ingen grund til at gå voldsomt op i miljøspørgsmål, idet vi jo blot forurener som en konsekvens af vore vilkår. Måske er der lidt om det. Se blot på Fælledparken efter 1. maj festlighederne.

Bjarne Toft Sørensen

Hvad skal studievejlederen sige til Brian i 1. g, der har et stort fravær på grund af pjæk, som aldrig laver sine lektier, som larmer og ikke følger med i timerne, når han fortæller, at han ikke kan gøre for det, for begge hans forældre har et alkoholmisbrug og er på bistandshjælp, og at han hele livet er blevet mishandlet og forsømt?

Det rette svar er ikke, at selv om gymnasiet vil hjælpe ham alt det, de kan, så behøver han ikke at forsøge at tage sig sammen og forbedre sin situation, for det kan han alligevel ikke, og at han ikke selv har noget ansvar for, hvordan det vil komme til at gå ham resten af livet.

Jens Winther, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Samfundet understøtter determinismen. Om det er lovgivningen eller en uskrevet vilje, har vi en struktur som giver små fisk, f.eks. Små hashhandlere, fængselsstraffe på samlebånd, men de habitklædte som snyder for millioner sjældent ser en fængselscelle.
Få indflydelsesrige taler de faglige varme hænder op, mens en politiker eller debattør som får en dårlig oplevelse på et hospital, hurtigt kan få politikere i tale.
Samfundsordenen taler, og folket lytter.

Samfundet understøtter determinismen. Om det er lovgivningen eller en uskrevet vilje, har vi en struktur som giver små fisk, f.eks. Små hashhandlere, fængselsstraffe på samlebånd, men de habitklædte som snyder for millioner sjældent ser en fængselscelle.
Få indflydelsesrige taler de faglige varme hænder op, mens en politiker eller debattør som får en dårlig oplevelse på et hospital, hurtigt kan få politikere i tale.
Samfundsordenen taler, og folket lytter.

De to forskere mener, de har bevist at den frie vilje er en illusion.
Vi er produkter af vores omgivelser og erfaringer punktum!
Men hvordan er de selv i stand til at nå til den erkendelse hvis denne 'lov' også gælder dem selv?
Hvordan kan nogen erkendelse overhovedet blive en generel sandhed hvis den blot er et produkt af den enkeltes sociale baggrund og erfaring?
De undergraver deres egen argumentation, hvis de ikke anderkender at det er muligt at overskride sin egen begrænsede sociale erfaring.
Der er sociale, psykologiske begrænsninger i alle menneskers valg så idealt set findes den frie vilje' ikke. Men vi har vel alle i en konkret situation mulighed for at vælge?
Problemet er, at ikke alle har en baggrund eller er i en situation, hvor de har mulighed for at vælge eller hvor valget et ligegyldigt.
Det er muligheden for at have reelle valgmuligheder og bevidstheden hos andre om disse muligheder, vi skal kæmpe for. Vi hjælper ikke vores medmennesker ved at fratage dem et medansvar for deres eget liv - som disse to forskere forsøger. Det bidrager kun til større selvforagt og passivitet.

"Om Gud vil" eller "om Allah vil" er vel blot to af mange religiøse tilkendegivelser, som gør alle handlinger afhængige af noget højere og guddommeligt, som styrer alt og alle - altså ingen fri vilje når Vorherre eller Allah eller Jahve med flere er "i spil".

Ideen om den frie vilje er vel det nødvendige logiske grundlag , når man som person/samfund/klan/kaste o s v vælger sine egne værdinormer vedrørende f eks seksualitet, familie, politisk ideologi, filosofiske udgangspunkter o s v.

Den af konventioner/religion/opdragekse/hjernevask o s v ubundne frie vilje er det logiske udgangspunkt for oprør mod undertrykkelse - for at sige det kort og klart.

Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen, 10:58.

Det er noget af en omgang, så jeg tager det lidt i etaper. Du skriver:

"Problemet med dit og kronikkens synspunkt er, at det gør enhver diskussion om sandt eller falsk eller gyldige og ugyldige argumenter meningsløst: vi tror, hvad vi tror på grund af årsager uden for vor kontrol, og hvad enten vi tror på den fri vilje eller total determinisme er det bare noget, vi af årsagskæden er bestemt til at gøre - det vil sige, vi er hverken bevidste eller tænkende individer, der kan forholde sig til noget som helst, men noget, hvis hjerner bare reagerer passivt på ydre betingelser."

Med al respekt er det for mig at se noget sludder, når du hævder at alle spørgsmål om rigtigt/forkert eller om et arguments gyldighed ophæves, blot fordi den fri vilje ikke er til stede i processen. Det er f.eks. forkert at slå ihjel, ligesom det er forkert at stjæle. Af pladsmæssige årsager skal jeg ikke her argumentere yderligere for disse selvfølgeligheder, da jeg bilder mig ind at ethvert rettænkende menneske kan komme på i det mindste ét validt argument for begge udsagns gyldighed. Og det helt uden at henvise til viljens frihed. Men bevares, finder du det betimeligt skal jeg gerne på et senere tidspunkt stille argumenter til rådighed.

Du skifter så gear, og postulerer, at: "- den logiske konsekvens af kronikkens standpunkt er total relativisme og passivitet, for vi tror jo bare, hvad omstændighederne får os til at tro."

Men det følger jo netop ikke logisk og med rimelighed. Faktisk blotlægger denne påstand efter min mening to grundlæggende misforståelser: 1. At fraværet af fri vilje umuliggør reel stillingtagen (påstanden om relativisme) og 2. At fraværet af fri vilje muliggør passivitet. Begge dele vil jeg af indlysende grunde betegne som fejlslutninger, i det mindste indtil du med reel argumentation kan overbevise mig om det modsatte.

Og hvis du til denne udfordring nu føler dig foranlediget til at svare noget i retning af: "Jamen hvorfor dog forsøge at overbevise dig, når resultatet er givet på forhånd", ja så kan jeg kun opfordre dig til at gentænke dét standpunkt. I dybden.

Du synes at sætte lighedstegn mellem fornuft og fri vilje. Men evnen til at ræsonnere har intet med viljens frihed at gøre. Her tæller kun omstændigheder. Det 'frirum til at tænke' som du omtaler, er et rum opbygget af omstændigheder, og intet andet. Med mindre man er religiøst anlagt, naturligvis. Og fred være med det, forøvrigt. Det er der ingen skam i. Det er jo i og for sig ikke fordi man i så tilfælde har et valg, vel? ;)

Niels Duus Nielsen

"Evnen til at ræsonnere har intet med viljens frihed at gøre" - enig, men evnen til at ræsonnere bliver et underligt og meningsløst vedhæng til livet, hvis ikke denne evne kan føre til ændret adfærd. Og en ændret adfærd som følge af velovervejet tankevirksomhed plejer vi at kalde viljestyret.

Et determineret system er forudsigeligt, det er derfor det bliver kedeligt i længden at spille mod en computer, for den bryder aldrig bryder reglerne. Mens det kan være morsomt at spille med et barn, for man kan aldrig vide, hvad et menneske kan finde på.

Ex: Det er en anerkendt doktrin, at panser ikke angriber gennem skov, så en dogmatisk spiller forsvarer ikke et skovafsnit mod panserangreb. Indtil den dag en uskolet civilist uden kendskab til militærdoktrin erobrer Frankrig ved at køre sit panser tværs gennem skoven.

Okay, det var von Manstein, der fik ideen, men han havde ikke fået et ben til jorden, hvis det regelstyrede tyske militær havde haft det afgørende ord, men nu var det altså amatøren Hitler, der bestemte slagets gang, og han havde stor tillid til viljen.

Det er jo derfor strategi betegnes som en kunst, og ikke en videnskab, fordi det kræver fantasi og visioner at udtænke en overraskende plan. Deterministisk tænkning er det modsatte af overraskende.

Torsten Jacobsen

Måske er det på tide at få gjort op med et par misforståelser:

- Der er intet, gentager intet videnskabeligt belæg for at formode den frie viljes eksistens. Påstanden om fri vilje strider mod alt, hvad vi indtil nu har erfaret om universet.

- Heraf følger ikke, at den frie vilje ikke eksisterer. Det gør den muligvis. Der eksisterer muligvis også en gud eller et spaghettimonster. Måske står alle havenisser i verden i kontakt med hinanden? Spionerer på os, og udveksler informationer gennem et globalt forbundet netværk af mycelier, mens de planlægger den endelige overtagelse af verdensherredømmet? Sådan tænker måske en paranoid-skizofren i netop dette øjeblik. Og hvem ved? Alt kan tænkes.

Men når vi skal rydde op i alle disse tanker - skille snot og skæg - så betaler det sig trods alt at skele lidt til, hvad videnskaben fortæller os. Også når det den fortæller os, ikke er bekvemt eller befordrende for en god nattesøvn. Den slags skelen slår heuristiske idiosynkrasier med mere end en meter. Stof til eftertanke, eller hvad?

- Men nej. Kommentariatet har talt, og det næsten uden undtagelse. Den frie vilje eksisterer skam! Det kan vi jo mærke, ikke sandt? Godt nok træffer vi fra sekund til sekund godt nok fuldstændig uomgørlige valg, men enhver kan jo indse, at vi kunne have valgt anderledes, ikke? Deri friheden! Vi kender jo alle en eller anden, som uden problemer har spolet tiden tilbage og gjort et valg om, ikke? Omgjort hele universet!

- Ser man bort fra den psykologiske signifikans i kommentariatets åbenlyse trods og modvilje i mødet med en - videnskabeligt set - fuldstændig ukontroversiel påstand om den frie viljes fravær (og denne signifikans er ikke spildt på denne beskuer!), så er det nærmest uforståeligt at selv samme kommentariat ikke blot fuldt ud tilslutter sig - i det omfang det ikke allerede er sket - kapitalismen, og begynder at læse Børsen i stedet for Information. For der er vitterligt ingen sten at søge ly under, for nogen andre end de "virkeligt trængende" (som kapitalisterne ynder at udtrykke det) i en verden, hvor den frie vilje regnes for juvelen i menneskets krone.

Der er ingen 'Tredje vej' Her: Enten er den frie vilje en realitet, og i så fald lever vi allerede i den bedste af alle verdener - en verden hvor al moral er bygget op omkring dette gespenst. Eller også er den frie vilje et fatamorgana, og vi lever derfor i et kollektivt vanvid, hvor hver eneste dag martres af de selvtilfredses latter, og de uforskyldte ofres skrig.

Måske det i sidste ende ikke er så sært, at den religiøse blindhed synes at være at foretrække?

Per Hansen, Morten Balling og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Problemet i kapitalismen er ikke så meget den frie vilje eller med andre ord frihed, men lighed. Nogle er simpelthen mere lige en andre. Den Danske Bank var soldet væk i 2008. Staten eller andre kunne overtage den gratis, men bankfolkene fik socialhjælp Alt imens andre selv måtte klare sig ud af deres økonomiske situation uden nogen form for støtte.

Niels Duus Nielsen

"Enten er den frie vilje en realitet, og i så fald lever vi allerede i den bedste af alle verdener - en verden hvor al moral er bygget op omkring dette gespenst. Eller også er den frie vilje et fatamorgana, og vi lever derfor i et kollektivt vanvid, hvor hver eneste dag martres af de selvtilfredses latter, og de uforskyldte ofres skrig."

Vrøvl. Hvis vi lever i et kollektivt vanvid, så er livet ikke værd at leve. Men livet er værd at leve, ergo lever vi ikke i et kollektivt, deterministisk vanvid. QED.

Niels Duus Nielsen

PS: Der findes faktisk en tredje vej, kaldet kompatibilisme, som er det standpunkt, at store dele af tilværelsen er determineret, og andre dele er styret af den fri vilje. Så vi kan faktisk godt leve i et kollektivt, deterministisk vanvid, men det er bare ikke et bevis på, at den fri vilje ikke eksisterer, da disjunktionen ikke er eksklusiv.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Det er dog imponerende, at vi kan blive ved med at være så grundlæggende uenige om så banalt et spørgsmål. Det må være sproget, som for os begge ikke slår til... ;)

Du skriver:
""Evnen til at ræsonnere har intet med viljens frihed at gøre" - enig, men evnen til at ræsonnere bliver et underligt og meningsløst vedhæng til livet, hvis ikke denne evne kan føre til ændret adfærd. Og en ændret adfærd som følge af velovervejet tankevirksomhed plejer vi at kalde viljestyret."

Men denne evne kan jo netop føre til ændret adfærd!! Jeg har aldrig hævdet andet! Blot hævder jeg, at der ikke er nogen god grund til at forestille sig, at en egentlig 'fri vilje' har aktier i foretagendet. Hvad er det ved den tanke, som er så svært at forstå? Jeg spørger ikke retorisk, men i dyb alvor.

Enhver 'velovervejet tankevirksomhed' har som sin forudsætning de givne omstændigheder. Disse omstændigheder indbefatter alt hvad der for dette tænkende individ gik før: Summen af genetiske dispositioner i kombination med ydre påvirkninger over tid ('miljø'), altsammen integreret i det vi i psykologien kalder 'selvet' - en psykisk konstruktion med (selv)bevidsthed og agens - det vil sige en oplevelse af væren i verden. Og, som en bizar og ærligt talt tragikomisk sidegevinst, oplevelsen af på samme tid at stå uden for samme verden. En paradoksal eksistens, kort sagt, men paradokset opløses, når man indser - til nøds med hjernen, men helst i hjertet, at kun eksistensen i verden er realitet, mens transcendensen er hjernespind..

Per Hansen, Toke Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jan Skovgaard Jensen,

Men det er vel netop kronikørernes pointe? At i en verden, hvor den frie vilje regnes for selvfølgelig, så vil frie mennesker træffe frie valg om fordelingen af goder i samfundet? Og da vi jo alle frit kan vælge at anstrenge os og blive bankfunktionærer i stedet for bumser, så falder pengene vel hvor de er mest fortjent? De har gjort sig så stor umage, ser du. Dem med pengene. Dem med magten. Dem med det største mulighedsrum: Finder du dit mulighedsrum for trangt, ja så må du søreme da bare vælge at gøre noget ved det? Lægge dig lidt i selen, du ved.

Og jo, bevares, 'venstrefløjen' skubber tilbage mod denne form for argumentation. Vi mennesker er netop ikke frie, lyder parolen: Vi er låst fast af 'strukturerne', ser du, og kun dem. Nok har vi vores frie vilje, men vi undertrykkes konsekvent af de virkeligt frie, og det i en grad så vores frie vilje slet ikke kan komme til udtryk. Det er meget synd for os. Så vi må gøre oprør, ser du, og undertvinge de førhen virkeligt frie, indtil vores vilje trumfer deres. Så er vi virkeligt frie og ovenpå, og hele tragedien starter forfra igen...

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, prøv igen at høre den podcast, hvor Sam Harris og Jordan B. Peterson diskuterer sandhed. Jordan B. Peterson argumenterer jo netop for, at en objektivistisk videnskabelig tilgang til tilværelsen ikke er tilstrækkelig til en fuld forståelse af livets mysterium. Videnskaberne kan ikke påvise, at der findes en fri vilje, men det er ikke det samme, som at den ikke findes, for måske er fri vilje en del af den subjektive betydning, som skrælles af, inden videnskaben vil røre ved et objekt?

Jordan B. Petersons metafysik overskrider Sam Harris´metafysik, og indeholder den som et særtilfælde af en mere omfattende teori. Viljen er et værktøj, der faciliterer handling, hvor fornuft (ræsonnement) faciliterer forståelse. Og det handler som bekendt om at handle i verden med det formål at forandre den, og ikke bare forstå den, som en klog mand engang sagde.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Men så er vi jo i og for sig inde ved sagens kerne. For mens jeg er enig i, at Jordan B Peterson har en dybere indsigt i menneskets psykologi end Sam Harris, så negerer det jo ikke Sam Harris' grundlæggende pointe: At den frie vilje er et falsum.

Ja, men et psykologisk set/eksistentielt set værdifuldt falsum, pointerer Peterson ganske vist, og deri har han meget langt hen ad vejen ret: Det er ved gud ikke befordrende for et godt liv, hvis man - som Ib Gram-Jensen tidligere udtrykker bekymring for - betragter et farvel til 'fri vilje' som et samtidigt farvel til stræben, mening, sandhed. Hvis man med den frie viljes bortgang oplever at 'lyset slukkes', så er man alt andet lige bedre tjent med at leve i illusionen. Ingen tvivl om dét.

Men nu er det jo ikke nogen tilfældighed - og dette peger tilbage på kronikkens ærinde - at Jordan B Peterson må regnes for kapitalist. Han finder - alt sit geni til trods (og det er efter min mening betragteligt) - en guddommelig mening i, at han selv til eksempel klarer sig strålende i livskampen, mens andre falder helt til bunds. Læg mærke til den bare plet i hans ellers så juvelbeskyttede, bløde bug: "Well, there is corruption, of course, but regardless we live in the best available world". Jeg parafraserer, naturligvis, men som en anden Smaug flyver han meget hurtigt hen over netop denne 'Corruption'..Han taler faktisk ikke så frygteligt meget om den, gør han vel? Et nødvendigt onde, må man forstå? Ikke noget videre værd at snakke om?

Well, jeg synes at al denne 'corruption' er værd at snakke om. Men hvor den i et klassisk kommunistisk og i afløb socialistisk/venstreorienteret perspektiv alene har sin rod i 'overbygningens' dekadence, så lægger jeg den for foden af enhver, som i sit hovmod tager sig retten til at dømme andre, og det selv når de dømmer sig selv. Det vil sige 'den frie viljes' apostle, være de sadister eller masochister...

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, spørgsmålet er vel, om der er tale om en videnskabelig illusion eller en eksistentiel illusion.

At videnskaberne i deres objektivitet ikke kan se den fri vilje er jo ikke det endegyldige bevis på, at den fri vilje ikke eksisterer fra et eksistentielt synspunkt, det kommer jo helt an på, hvilken metafysik, der har forrang, den objektivistiske eller den eksistentialistiske. Og her følger jeg Peterson (og Kierkegaard, Heidegger, Sartre osv.): Subjektiviteten er sandheden, eksistensen (Dasein) trumfer den blotte væren (Sein), netop fordi Tilværelsen er forankret i et her og nu, som videnskabernes blotte betragten af den tidløse Væren abstraherer fra.

Den fri Vilje er måske en illusion set fra videnskabernes snævre synspunkt, men fra eksistentialismens mere holistiske synsvinkel synes fænomenet at være en del af den erfarede virkelighed. Videnskaberne kan heller ikke måle smerter, men alligevel afviser vi ikke lidelse som en illusion.

At Petersons tilgang til verden er individualistisk og antikollektivistisk viser vel blot, at selv et skarpt intellekt som hans ikke kan producere mere end foreløbige ansatser til en altomfattende metafysik. Så i modsætning til den måde, hvorpå han tenderer mod at smide barnet ud med badevandet ved konsekvent at overse, at postmodernisterne bidrager med et nødvendigt korrektiv til modernismen, ligesom socialismen ikke er et selvstændigt projekt, der dumpede ned fra himlen, men netop en videretænkning af liberalismen, skal vi ikke overse, at Peterson bidrag til metafysikken er et forsøg på ikke bare at korrigere, men at transcendere den objektivistiske metafysik - et forsøg, som kun lykkes delvist, men som ikke derfor uden videre kan afvises.

Der er mange objektivistiske træk i Petersons filosofi, som titter frem mellem linjerne på trods af hans eksplicitte afstandtagen fra Ayn Rand og konsorter. Men det synes at være en del af en bølge, som skyller hen over især Nordamerika og Storbritannien i disse år: Kulturkampen mod de venstreorienterede SJWere føres med objektivistiske termer ud fra en individualistisk metafysik, fremført af erklærede og uerklærede objektivister som netop Harris, Rubin, Sargon of Akkad m. fl., som alle har et stort følgeskab på youtube, og som alle har omfavnet Petersons kritik af postmodernismen og vulgærmarxismen uden at forstå, at de selv er en del af en reaktion mod den postmoderne bevægelse - ikke en blot tilbagevenden til modernismen, men en informeret negation af modernismens informerede negation, hvilket ikke er det samme som en formløs restauration af det tidligere standpunkt, men netop en dobbelt informeret restauration.

På mange måder er LAs grundlæggende ideologi udtryk for en hjemlig, dansk version af denne informerede tilbagevenden til den Randske objektivistiske metafysik, som jeg finder ikke bare utilstrækkelig, men direkte falsk, og kontraproduktiv for de bestræbelser på at frigøre individet, som Peterson eksplicit gør sig til fortaler for.

At han overser systemtvangen og den herfra stammende "corruption" skyldes efter min mening netop hans forankring i klassisk amerikansk (amerikanistisk!) pragmatisk tænkning. Men enhver forfatter skriver til sin tid og til sit samfund, så en europæer behøver ikke at drage helt de samme konklusioner af teksten som en nordamerikaner. Peterson er netop interessant, fordi han lever i et samfund, hvis befolkning på trods af den fysiske og kulturelle nærhed til USA alligevel lever og tænker indenfor en lidt mere europæisk metafysik end amerikanerne.

Dine bemærkninger om hvem, der dømmer hvem, tager jeg som slet skjult selvkritik.

:-)

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft, 19:34, skriver:

"De undergraver deres egen argumentation, hvis de ikke anderkender at det er muligt at overskride sin egen begrænsede sociale erfaring.

Det er i og for sig deres hensigt: De forsøger at overskride din begrænsede, sociale erfaring. De lykkedes tydeligvis ikke med det, men det er jo hverken deres eller din skyld. ;)

I større alvor: Din (eller min) 'sociale erfaring' udgøres blandt andet, som et lille frø blandt andre, af receptionen af denne kronik. Hverken kronikørerne eller du selv er herre over, hvilke konsekvenser receptionen af denne kronik i dit tilfælde vil udspille sig. Kronikørernes håb er, at dit perspektiv vil beriges. Om det sker eller ikke, må tiden vise.

Niels Duus Nielsen

"Kronikørernes håb er, at dit perspektiv vil beriges."

Det er en meget bedre formulering af det jeg mener med min indviklede snak om informerede negationer. En informeret negation er en en beriget negation, og en dobbelt negation er dobbelt beriget, og altså ikke en blot tilbagevenden til det identiske udgangspunkt, for så vidt vi er blevet lidt klogere i og med bevægelsen frem og tilbage.

Odin Rasmussen

At hævde at den "fri vilje" ikke eksisterer heller ikke indenfor vise strukturer er vel i ligeså høj grad et produkt at kirken som at hævde at den frie vilje er noget den katolske kirke missionerer. Dog er
strukturdeterminisme et udtryk for meget lutheransk tænkning har jeg bemærket sidste år hvor der var 500 års jubilæum for Luthers teser, der blev slået op i Wittenberg. Luther skrev meget han senere tog afstand fra, men en ting holdt han fast ved og det var forestillingen om den "trælbundne vilje" altså at mennesket er ondt og at tro at man kan gøre gode gerninger gør blot mennesket endnu ondere. Mennesket skal adlyde fyrsten. Jorden er sort og himlen er hvid. Max Weber skrev senere om den protestantiske arbejds etik og fremkomsten af kapitalismen. Verdens mest umoralske og terroristiske land = USA blev grundlagt af lutheranere som dog ikke mente at Luther var luthersk nok (calvinisterne). Teologi er en god nøgle til kulturforståelse.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jeg skal heldigvis møde sent i morgen, så der er plads til endnu en lille salve:

Tillad mig at ændre lidt i det første udsagn i din tekst (mine ændringer i kursiv):

"At videnskaberne i deres objektivitet ikke kan se Gud er jo ikke det endegyldige bevis på, at Gud ikke eksisterer fra et religiøst synspunkt, det kommer jo helt an på, hvilken metafysik, der har forrang, den objektivistiske eller den religiøse.

Og det er jo så sandt, så sandt. QED?...;)

Men efter denne nedsabling af din, sagt i al venlighed, håbløse argumentation, er jeg da forøvrigt enig med både dig og de øvrige notabiliteter i, at den subjektive erfaring naturligvis har en betydelig forrang. Det er trods alt det eneste perspektiv, som er os umiddelbart (og endegyldigt) tilgængeligt, no?

Dette er med andre ord ikke til diskussion. Diskussionen omhandler alene dette: Hvilke aksiomer kan vi lægge til grund for dette perspektiv? Med rimelighed?

Du synes at hævde, at vi alene kan forlade os på heuristik? Mavefornemmelser, på godt dansk? At vi, velvidende at jorden efter alt at dømme kredser om solen (men hvad ved de videnskabsmænd dog?), kan forlade os på forestillingen om, at solen går ned i vest, og stiger op i øst?. Hvad er dog det for sludder? Skal vi lade en sådan eksistentiel verdensforståelse styre vores bestræbelser, den dag en altudslettende asteroide har kurs direkte mod vores forarmede klode? Næppe. Det overlever vi næppe.

Så lad os kalde den asteroide for 'Kapitalisme'. Bare sådan for sjovs skyld, du ved. Måske er det ikke en altødelæggende akopalypse, som truer, men dog en vis degradering af 'liv og velfærd' på guds blågrønne planet. Alt sammen takket være tungtvejende og på alle måde ekstraordinære filosoffers overvejelser om det betimelige i, at al-folket får sandheden at vide....De kreperer såmænd nok alligevel, så hvorfor dog proaktivt forøge deres smerte? Er det opskriften?

Tjah, måske giver det mening. Måske er der ikke anden mening at finde? Men så er vi jo tilbage ved udgangspunktet: Kapitalismen er den bedste af alle verdener. Vi har alle skrevet under. I blod. Blot ikke nødvendigvis vores eget. Det moralske held og tilfældighed er en værdig guddom. Halleluja!

(Jeg fremhæver her vores uenigheder. Jeg sætter stor pris på dit seneste indlæg, og forstår og tilslutter mig i og for sig dine pointer, sådan i store træk. Men djævlen er som bekendt i detaljen - som et forstandigt menneske tidligere så sandt postulerede...) :)

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er også tilhænger af et samfund, der i højere grad end det nuværende kan sikre lighed og lige muligheder for alle.

Det, som forfatterne til kronikken glemmer at tage i betragtning, er at vi bliver til de personer, vi nu engang bliver til, netop i kraft af en række forhold af forskellig karakter; samfundsmæssigt, genetisk, socialt m.m, som vi ikke har kontrol over. Hvis forholdene havde været nogle helt andre, ville vi ikke have været den samme person, men ville have været en anden. Det ligger en form for "essentialisme" til grund for forfatternes argumentation.

For nogle år siden diskuterede jeg betydningen af fysiske handicap med en person, der var født med et ret voldsomt fysisk handicap, men vi var dog på forhånd enige om, at spørgsmålet om, hvorvidt han ville ønske at være født uden sit handicap, var et ret meningsløst spørgsmål. Da han ikke var helt sikker på, at jeg også mente det, tog han alligevel spørgsmålet op.

Som han sagde, var spørgsmålet, om han ville ønske, at han ikke var blevet født med sit handicap et hypotetisk spørgsmål, som han ikke kunne tage stilling til, fordi han så i givet fald ville være blevet en anden person. Han var nu engang blevet til den, han var, netop i kraft af sit fysiske handicap.

Niels Duus Nielsen

Mit ærinde er ikke at underkende videnskaberne, tværtimod, blot ønsker jeg at videnskaberne ville lytte til den unge Wittgenstein, når han som logisk positivist udtaler: Det hvorom, man ikke kan tale, om det må man tie. Videnskaberne bør ikke udtale sig om den del af tilværelsen, som videnskaben ikke har et sprog til at tale om.

Den ældre Wittgenstein blev derfor sprogfilosof, så han kunne tale om nogle af de ting, han ikke kunne tale om som logisk positivist. Og en af de ting, han indså var, at ikke al tale kan grundes i aksiomer. Hans begreb "familielighed" er et eksempel på en særlig form for overensstemmelse mellem forskellige perceptuelle udtryk, som vi oplever som sammenlignelige, uden at kunne gøre præcis rede for, hvad det egentlig er, der er den fælles faktor, som begrunder denne lighed. Pointen er, at selv om vi ikke kan føre aksiomatisk bevis for, at din søn faktisk ligner dig, ligner han dig ikke desto mindre.

"Der er mere mellem himmel og jord, end din filosofi kan forudse, Horatio" siger Hamlet, som dog alligevel mener at hans boglærde ven må være den rette til at tiltale sin fars spøgelse: " Thou art a scholar; speak to it, Horatio!"

Hvilket bringer mig til din kritik af min kritik af videnskabernes afvisning af Gud, og du har selvfølgelig ret: Videnskaberne kan af logiske grunde ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, blot fastholde, at fra et objektivt videnskabeligt synspunkt er det meget, meget usandsynligt. At en religiøs metafysik skulle kunne trumfe den videnskabelige metafysik kræver vel, at man abonnerer på en sådan religiøs metafysik, hvad jeg som hedning ikke gør, snarere er jeg en slags halvateistisk agnostiker, der med sprogfilosofien i ryggen sammen med Spinoza betragter Gud som et andet ord for Natur.

At jeg mener, at en eksistentiel metafysik trumfer den videnskabelige metafysik kan jeg selvfølgelig ikke redegøre for i videnskabelige termer, hvorfor jeg må bruge filosofiske argumenter. Og at disse filosofiske argumenter er mere vægtig end de videnskabelige argumenter er vel i sidste instans et spørgsmål om en konkret anvendelse af min individuelle fri vilje: Jeg vælger, ud fra bevisets stilling ("bevis" i ordets mest omfattende betydning) at tillægge en eksistentiel metafysik en højere gyldighed end en objektivistisk metafysik.

Det står dig selvfølgelig frit for at bruge din fri vilje til at benægte den fri viljes eksistens. Det eneste jeg kan gøre for at få dig på andre tanker, er at forsøge at appellere til din ansvarlighed: Vil du virkelig gå gennem livet uden at tage et ansvar for den forskel, som du kan gøre her i tilværelsen? Kan du virkelig slet intet gøre for at gøre verden til et bedre sted at leve i for dig og din søn?

Selvfølgelig kan du det.

(Altid en fornøjelse, og må vi aldrig blive helt enige!)

Sider