Kronik

Illusionen om den fri vilje er kapitalismens farligste våben

Troen på en fri vilje er en liberalistisk illusion med store menneskelige konsekvenser. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan vores livssituation er bestemt af vores opvækst og omgivelser. Konsekvensen af det er, at al ulighed er uretfærdig, og at venstrefløjen derfor må radikalisere sit projekt til et decideret opgør med kapitalismen
Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

ANDREAS HAUBJERG

29. januar 2018

»Jeg har nogle gange overvejet, om mit liv er noget værd. Eller om det var bedre, jeg ikke var her. Om man bare skulle slutte det hele. Men jeg må tage mig sammen og forsøge at være stærk,« siger 32-årige Sanne, da vi taler med hende som en del af vores forskning i moralopfattelser blandt arbejdsløse danskere.

Ud over selvmordstankerne kæmper Sanne med en depression, som ifølge hende selv i høj grad skyldes hendes arbejdsløshed. Men der er også noget andet end selve arbejdsløsheden, der spiller ind.

»Det er noget andet, der gør allermest ondt. Det værste er, at jeg føler mig helt værdiløs. Jeg burde have truffet bedre valg gennem mit liv. Det er i virkeligheden min egen skyld. Måske jeg fortjener min situation.«

Vores forskning viser ikke alene, at det er ubehageligt at være arbejdsløs. Uddraget peger også mod en tendens til at individualisere ansvar i vores samfund.

Det er følelsen af at være skyld i sin egen lidelse, Sanne næsten ikke kan leve med. Hun føler, hun fortjener den, fordi hun tror på, hun har en fri vilje: På at hun kunne have valgt at handle på en anden og bedre måde ved at tage en anden uddannelse eller ved at være mere udadvendt.

Som hun siger: »Når jeg tænker ’jeg kunne ikke have gjort noget andet’, retter jeg altid mig selv og siger ’vent lidt, du kunne altid have taget et andet valg’.«

Den idé er vidt udbredt i vores samfund. Vi tror på, vi selv er herrer over vores handlinger. Men det er en misforståelse. Og vel at mærke én med kæmpe samfundsmæssige konsekvenser.

Er viljen fri?

Troen på en fri vilje fører en bestemt moralopfattelse med sig. Hvis vi altid har mulighed for at handle anderledes, ligger det moralske ansvar for vores handlinger hos den enkelte. Som Sanne forklarede, så »fortjener man at sidde i rendestenen uden noget at lave«, hvis ikke man tager nok ansvar for sit liv.

Her er det middelalderkristendommen, der taler gennem Sanne. Det var teologen Skt. Augustin, der i 400-tallet fremførte ideen om fri vilje, som vi kender den i dag. Skt. Augustins argument om at folk valgte selv, blev optaget i den katolske kanon – nok ikke mindst fordi det var enormt nyttigt for herskere op gennem århundrederne at have hans argumenter som teologisk rygdækning.

Når folk ikke bekendte sig til kronen og kirken, kunne de beskyldes for at benægte frelseren af deres egen fri vilje, og det var derfor deres egen skyld, at de blev hængt som kættere eller brændt som hekse.

Vi hænger ikke folk mere, men det er samme tænkning, du, jeg og Sanne lever efter i dag: Du er ansvarlig for dine handlinger, fordi du selv er herre over dem. Hvis du knokler hårdt, fortjener du rigdom og social status. Hvis du ligger på sofaen, fortjener du at sidde i rendestenen.

»Du kunne jo altid have taget et andet valg,« hvisker vores indre Skt. Augustin.

Problemet med den moralopfattelse er bare, at den ikke hænger sammen. Den fri vilje eksisterer nemlig ikke som andet end en liberalistisk illusion. Præcis som i middelalderen er den blot et skalkeskjul for at give mennesker skylden for den lidelse, samfundsstrukturerne påfører dem. Det er på tide, at vi frasiger os gammel kristen ortodoksi som udgangspunkt for samfundsopbygning og i stedet begynder at forstå virkeligheden, for hvad den er: dybt social.

Det determinerede liv

Hvis der er én ting, socialvidenskaberne har vist gennem de seneste 50 år, så er det, hvor socialt determinerede – og dermed ufri – vi som mennesker er. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan ethvert valg, vi træffer, bygger på bestemte værdier, overbevisninger og ressourcer, som ikke opstår ud af det blå, men er tillært i de sociale sammenhænge, vi gennem livet befinder os i.

Denne viden om menneskets sociale natur peger mod en deterministisk forståelse af verden. Determinisme betyder, at enhver handling er produktet at en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige. Hvis en handling skal være anderledes, end den er, kræver det derfor, at forudsætningerne, der forårsager den, er anderledes.

Når vi indser, at livet er deterministisk, forstår vi, at der ikke eksisterer nogen menneskelig handling, som ikke har en årsag uden for individets kontrol. I det øjeblik, vi undfanges, kastes vi ind i en social verden, hvor vi formes af vore omgivelser.

Vi tillærer bestemte værdier og tildeles materielle, intellektuelle og sociale ressourcer, som afgør, hvordan vi udvikler os gennem resten af livet. Samtidig formes vi af vores respektive genetiske sammensætning og de tilfældige hændelser, der får livet til at tage dets uforudsigelige og snørklede facon.

Når alle dele af individet på denne vis skabes af faktorer uden for den enkeltes kontrol, giver det ikke mening at snakke om en fri vilje. Vi har selvfølgelig en vilje. Den er bare ikke fri, men produktet af sociale, genetiske og tilfældige faktorer, som individet ikke har kontrol over. Og da det ikke er retfærdigt at straffe nogen for noget, de ikke har kontrol over, kan ingen fortjene konsekvenserne af deres handlinger.

Mental revolution

Den moralske konsekvens af determinismen er, at ingen kan fortjene mere end andre. Al ulighed er amoralsk. Det er en provokerende tanke. Men den hænger sammen. Og den burde udgøre ledestjernen for alle, som går op i social retfærdighed.

I dens skær bliver det klart, at et opgør med kapitalismen er nødvendig. Kapitalismen er nemlig i sin essens uretfærdig. Når man lader folk konkurrere mod hinanden, vil der altid være tabere og vindere.

I kapitalismen accepterer man ikke blot, at samfundets heldigste får mere end samfundets mindst begunstigede. Man hylder det. Det er hele pointen med kapitalismen, at der skal være et A-hold og et B-hold. Det er sådan, profit skabes: Virksomhedsejere udnytter medarbejderne ved at betale dem så lidt, som de kan slippe afsted med.

Derfor har venstrefløjen brug for et grundlæggende opgør med kapitalismen, hvis ikke dens eneste berettigelse skal være at dele ud af krummerne fra de rigestes festmåltid. Vi skal bekæmpe de ideer, der lever i bedste velgående mellem os, og som de reaktionære bruger til at retfærdiggøre overgreb mod alle, der ikke er født med en sølvske i munden. Vi skal skabe et hjem til venstrefløjen – et sted, hvor den kan mødes og nedbryde fejlforestillinger såsom, at etnicitet er en naturlig måde at opdele folk på, at rigdom er nødvendig for vores livskvalitet, og at vi har opnået ligestilling mellem kønnene.

Men første skridt mod et retfærdigt samfund bliver at kalibrere vores moralske kompas. Illusionen om den fri vilje udgør hjertet af kapitalismens løgn om retfærdig ulighed. Et hjerte som det er på høje tid at flå ud af bæstets bryst og kaste på ilden, så hverken Sanne selv eller hendes omgivelser kan give hende skylden for hendes lidelser.

Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Asmus Rungby er antropologer og stiftere af Systemkritisk Netværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Per Hansen
  • Anne Schøtt
  • Nille Torsen
  • Claus Høeg
  • Jens Wolff
  • Rune Rasmussen
  • Anders Graae
  • Søren Veje
  • Carsten Svendsen
  • Hanna Grarversen
  • Torben K L Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maria Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Søren Bro
  • Katrine Damm
  • Toke Andersen
  • Ann Thomsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Gustav Alexander
  • Ebbe Overbye
  • Frede Jørgensen
  • Tommy Clausen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Palle Yndal-Olsen
Morten Lind, Per Hansen, Anne Schøtt, Nille Torsen, Claus Høeg, Jens Wolff, Rune Rasmussen, Anders Graae, Søren Veje, Carsten Svendsen, Hanna Grarversen, Torben K L Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Maria Jensen, Jakob Trägårdh, Søren Bro, Katrine Damm, Toke Andersen, Ann Thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Roepstorff, Gustav Alexander, Ebbe Overbye, Frede Jørgensen, Tommy Clausen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er 'fri vilje'? Hvis præmissen er at den ikke er påvirket af vores erfaring og drømme - eksisterer den selv sagt ikke .Således har man 'elegant' defineret sig ud af problemerne.
Man kan ikke reducere mennesker til resultat af deres erfaringer eller deres social baggrund. Når mennesker med samme sociale baggrund i bestemte livssituationer følger det samme reaktionsmønster, er det ikke fordi, de er 'automater', der ikke kan andet - men fordi de enten ikke har noget reelt valg eller fordi de ikke er bevidste om de reelle muligheder. Det er der, der skal sættes ind. Giv folk deres suverænitet tilbage

Bjarne Toft Sørensen, Ib Gram-Jensen, Rune Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Spørg Google om vi mennesker har en fri vilje...

Min påstand er, hvis den fandtes, så ville Google ikke være så magtfuld som de er i dag. Deres magt bygger netop på at vores reaktioner på alt mellem himmel og jord kan beregnes og kategoriseres i adfærdsmønstre. At beregne hver en individs reaktion på en hvilken som helst aktion/situation er bare et spørgsmål om tilstrækkelig data.

Men jeg tror også at vi er udstyret med et potentiale for at bruge en fri vilje - indenfor visse biologiske/sociale rammer, men det kræver at vi bevidst frigør os af den programmering vi har fået igennem vores nedarvede plads i samfundet. Ellers ville der slet ikke findes såkaldte "mønsterbrydere"

Rune Rasmussen

For at kunne tale om at have en fri vilje, så skal vi have et frit sprog. For at et sprog skulle kunne defineres som frit, skulle det være identisk med alt og alle, det taler om. Det er det ikke. Det er en konstruktion. Så når vi taler om at have eller ikke have en fri vilje, så taler vi i virkeligheden om, hvorvidt vi har et frit sprog eller ej. Man man sige, at sproget faktisk kan ødelægge den frie vilje, men det fjerner ikke eksistensen af den frie vilje, da den frie vilje kan bestemme sig for blot at være.

Jacob Mathiasen

I praksis er det ligegyldigt om vi har fri vilje eller ej for vi bliver nødt til at antage og agere udfra at den er der for at beholde menneskeligheden i vores magtstrukturer og respekt overfor hinanden.

Selv rent akademisk er det interessant omend en meget farlig vej at gå - for, hvis vi når frem til at den ikke er der vil vort menneskesyn og dermed udførte politik afspejle det, hvilket nok vil føre til det absolutte maskinelle menneskesyn.

Bjarne Toft Sørensen, Niels Duus Nielsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Det som kapitalismen gør, synes jeg jf. min ovenstående kommentar, er, at den vil skabe en illusion om et frit sprog. Kapringen af sproget om os selv og samfundet etc. foregår ved, at den skal internaliseres, så den ufri tror sig fri. Og enhver der virkelig søger magten for magtens skyld vil begynde at undersøge og anvende alle muligheder for netop at kunne undertrykke og manipulere med andre på den måde for egen vindings skyld. Min mening, og oplevelse, ang. den frie vilje er dog, at den ikke er en illusion. Illusionen består i, at det kapitalistiske system forsøger at bilde os ind, at alle kan bevæge sig lige frit i det. Selv stillet overfor døden på gaden vil jeg mene, at den frie vilje kan optræde apropos blot det at være.

Ib Gram-Jensen

Torsten Jacobsen

For allerførst at få det på plads: jeg argumenterer ikke for den fri vilje, men mod den totale determinisme kronikkens forfattere hævder. Hvis vor bevidsthed og handlinger helt igennem "er produktet af en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige", er vore tanker og handlinger i enhver given situation teoretisk set totalt forudsigelige, forudsat man kender samtlige relevante data. Det gør man i praksis ikke, hvilket kan give indtryk af, at valget er frit.

Du kan så sige, at kronikken er et led i den kausale kæde, og at vi altså teoretisk set præcist ville vide, om en bestemt person vil vælge at læse den, og om vedkommende vil vælge at reagere på den ene eller anden måde på den (have den ene eller den anden mening og eventuelt skrive en kommentar til den), hvis vi kendte alle forudgående led i kæden.

Problemet med denne opfattelse er, at den reducerer vore tanker, følelser og handlinger til en passiv reaktion på linie med at svede - alt andet lige sveder vi mere, når det er varmt, og mindre, når det er køligere, og vi kan ikke vælge at gøre det ene eller det andet uafhængigt af temperaturen. Hvis det alene er et spørgsmål om summen af led i den kausale kæde indtil nu, om vi accepterer eller forkaster en argumentation, hvad har det så med spørgsmålet om dens rigtighed at gøre? Må vi logisk set ikke konkludere, at vi tror på det, vi er determineret til at tro på (under de givne omstændigheder, og mere er der ikke at sige om dét - hvis kronikkens deterministiske argumentation er rigtig? (henvisning: David Favrholdt, Filosoffen Niels Bohr, side 281-283).

Uden på nogen måde at benægte, at vor bevidsthed (værdier, overbevisninger, reaktioner) og vore handlemuligheder er dybt afhængige af vor sociale sammenhæng, kan man pege på en anden mulighed: at det under visse omstændigheder og inden for visse grænser er åbent, hvordan vi vil reagere (tænke, føle, handle), og at det er åbent indtil selve det øjeblik, reaktionen er en realitet. I så fald kan en given kæde af kausale sammenhænge "afbøjes", idet den videre udvikling (også) afhænger af det (relativt) åbne felt af mulige reaktioner, og den givne afbøjning er reelt uforudsigelig, idet end ikke et fuldstændigt kendskab til kædens forudgående led gør det muligt præcist at sige, hvad reaktionen vil være (højst hvad der er mere eller mindre sandsynligt).

Det indebærer ikke, at vi har kan vælge frit og ubegrænset, men heller ikke, at vi er et rent passivt stof, som helt igennem formes af kausale sammenhænge, vi ikke kan øve nogen indflydelse på overhovedet. For eksempel er det så muligt at opfatte erfaring ikke blot som noget, der former os, men som vi også selv er med til at forme, på givne betingelser: vi tænker hver for sig og i fællesskab over det, der sker, og vi kan ændre vore værdier, overbevisninger og valg i lyset af det.

Maria Francisca Torrezão, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Den fri vilje kan vel ikke være en konstruktion? Så det er en meget paradoksal oplevelse at skulle tale om, og dermed konstruere eller destruere, "dens" eksistens eller ej.

Selvfølgelig er fri vilje en illusion rent praktisk. Ellers ville jeg f. eks. spontant få pels til at gro ud af min krop, hver gang jeg frøs eller flytte ind på et slot uden at betale en klink for det.

Find den "frie vilje" i følgende udsagn:
1. Jeg har lyst til at dræbe en person, men vælger ikke at gøre det.
2. Jeg har lyst til at dræbe en person, og vælger at gøre det.
3. Jeg har ulyst til at dræbe en person, og vælger ikke at gøre det.
4. Jeg har ulyst til at dræbe en person, men vælger at gøre det.

Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen,

Måske vi alligevel kan nå fælles grund? Det kan jeg ikke helt gennemskue endnu, så lad mig kommentere på dit seneste indlæg: Så finder vi måske ud af det :).

Du skriver:
"For allerførst at få det på plads: jeg argumenterer ikke for den fri vilje, men mod den totale determinisme kronikkens forfattere hævder. Hvis vor bevidsthed og handlinger helt igennem "er produktet af en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige", er vore tanker og handlinger i enhver given situation teoretisk set totalt forudsigelige, forudsat man kender samtlige relevante data. Det gør man i praksis ikke, hvilket kan give indtryk af, at valget er frit."

Du argumenterer vel i denne sammenhæng mod determinismen i et forsvar for den frie vilje?
Men ellers er vi enige så langt. Som du skriver, giver en anerkendelse af determinismen kun en teoretisk mulighed for at forudsige en hver begivenhed, og dermed lever vi altså i et i praksis uforudsigeligt system - kompleksiteten er simpelt hen for stor.

Du kan så sige, at kronikken er et led i den kausale kæde, og at vi altså teoretisk set præcist ville vide, om en bestemt person vil vælge at læse den, og om vedkommende vil vælge at reagere på den ene eller anden måde på den (have den ene eller den anden mening og eventuelt skrive en kommentar til den), hvis vi kendte alle forudgående led i kæden."

Jeg vil jo hævde, at jeg ikke kan sige andet: Kronikken er blot endnu en omstændighed, som spiller ind på alt, hvad den berører, ligesom den blev til på grund af andre omstændigheders samtidige realitet. Men bemærk, at langt de fleste omstændigheder blot er uafhængigt af en oplevet viljesakt: Betragter man alle de omstændigheder, som med nødvendighed må være til stede for at jeg kan læse og kommentere på denne kronik, vil man opdage, at langt de fleste af disse omstændigheder intet har med mit (indbildte) frie valg at gøre. Selv handlingsakten - at gå ind på Information.dk og læse kronikken for derefter at kommentere på den - er et snefnug på toppen af et bjerg af omstændigheder. Og dermed i sidste ende den mindst interessante del af hele foretagendet. Dette er i og for sig både min (og kronikkens vil jeg hævde) grundlæggende pointe!

"Problemet med denne opfattelse er, at den reducerer vore tanker, følelser og handlinger til en passiv reaktion på linie med at svede - alt andet lige sveder vi mere, når det er varmt, og mindre, når det er køligere, og vi kan ikke vælge at gøre det ene eller det andet uafhængigt af temperaturen. Hvis det alene er et spørgsmål om summen af led i den kausale kæde indtil nu, om vi accepterer eller forkaster en argumentation, hvad har det så med spørgsmålet om dens rigtighed at gøre? Må vi logisk set ikke konkludere, at vi tror på det, vi er determineret til at tro på (under de givne omstændigheder, og mere er der ikke at sige om dét - hvis kronikkens deterministiske argumentation er rigtig? (henvisning: David Favrholdt, Filosoffen Niels Bohr, side 281-283)."

Det er jo i og for sig rigtigt. Dog vil jeg påpege, at der jo for det erkendende subjekt er en ikke ubetydelig kvalitativ forskel på oplevelsen af at svede, og så på oplevelsen af lad os sige et smil på et elsket menneskes ansigt. Eller en tåre, for den sags skyld. At historien i sidste ende er skrevet på forhånd, gør jo ikke oplevelsen mindre intens?

Men, vigtigere: Vi ser grundlæggende forskelligt på spørgsmålet om 'rigtighed', om 'sandhed' i et determineret system: Jeg oplever ikke et tab af mening, af sandhed, blot fordi jeg i mine lyse øjeblikke erkender, at alt er som det være, i ethvert givent øjeblik. Denne momentvise indsigt (også jeg lever i illusionen i 99% af min tid) rokker ikke et øjeblik ved mine forestillinger om godt og ondt, sandt og falsk, rigtigt og forkert. Den forhindrer mig heller ikke i at se, at meget kører skævt i dette univers, og at der er rigeligt at stræbe efter at forbedre. Der er skam masser af sandheder at finde, derude. Og nogle af disse er utvivlsomt mere sande end andre. Blot er der ikke den alt-transcenderende sandhed, som du for mig at se kommer til at savne: Det princip, man også kunne kalde 'Gud'. Men ham troede jeg i og for sig også, at vi var færdige med? Jeg er, i hvert fald, og jeg oplever derfor ikke et knusende tab.

Den sidste del af dit indlæg, betragter jeg - sagt i al respekt - som et udtryk for magisk tænkning, dvs. halvreligiøst nonsens. For man kan jo forestille sig så meget, ikke sandt? Ligesom jeg må påpege, at et tilfældighedsprincip indlejret i kausalkæden, ikke giver dig den frie vilje, som du ønsker. Den gør blot systemet endnu mere kaotisk. Forholder det sig ikke således, at forestillingen om 'fri vilje' alene bygger på en subjektiv oplevelse af, at en sådan eksisterer? Der gives ikke andre gode grunde til at formode dens eksistens? Altså en 'sandhed' på linje med den i sproget fortsat eksisterende 'sandhed': Solen står op i øst, og går ned i vest. Det kan enhver jo se, ikke sandt...?

Torsten Jacobsen

Et postulat:

Det, som mennesker flest finder så eksistentielt angstprovokerende ved tanken om, at den frie vilje er en illusion, er at det vil betyde et farvel til både skam og til stolthed. Tilbage står kun taknemmelighed, glæde og sorg.

Et farvel til fri vilje fremstilles ofte som et farvel til aktivitet, til vitalitet, til stræben, til alt, hvad der giver livet mening, næsten. Men det er en fejlslutning, vil jeg hævde. Det er blot selvtilfredsheden (følelsen af at have gjort sig bedre fortjent end andre) og skamfølelsen (følelsen af at ikke at være nok), som forsvinder.

Hvorfor dog klynge sig til så destruktive forestillinger? Det var nok et spørgsmål værd at overveje? Og i forlængelse heraf, hvis man insisterer på et liv i sådan vedvarende åndsløshed, hvilken rolle spiller man egentlig selv, i opretholdelsen af en destruktiv kapitalismes verdensherredømme?

Ib Gram-Jensen

Torsten Jacobsen

Diskussionen standser her, fordi du bliver ved at skyde mig i skoene, at jeg forsvarer en "fri vilje" i en eller anden forstand. Så som afslutning:

Man kan forestille sig så meget - så som det at alt, også enhver handling, er produktet af en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige. Det kan ikke være mere end en hypotese, for ingen har kunnet iagttage denne proces i al dens kompleksitet. Og videnskaben, som du påberåber dig, er ikke entydig med hensyn til, om ALLE begivenheder er kausalt determinerede, eller nogle sker spontant.

Min argumentation har ikke noget med noget religiøst at gøre. For det første har jeg påpeget det paradoks, at hvis vi forudsætter, at alle vore forestillinger altid er et (om så altid foreløbigt) resultat af en sådan uendelig kæde af kausale sammenhænge, så kan vi ikke meningsfuldt diskutere, om den ene eller den anden forestilling er mere eller mindre sand end den anden (ikke i betydningen moralsk rigtig, men forstået som et korrekt udsagn om objektiv virkelighed). Kronikkens Sanne har (i øjeblikket) den forestilling om fri vilje og personligt ansvar og skyld, som hun har, fordi hun (i øjeblikket) ikke kan have en anden end den, og kronikkens forfattere har på samme måde den deterministiske opfattelse, de har, fordi de (i skrivende stund) ikke kan have en anden, præcis som det regner, fordi det lige nu ikke kan andet i kraft af de givne årsager. Sannes og kronikskrivernes forestillinger udelukker gensidigt hinanden, så begge kan ikke være rigtige. Men uanset hvilken man deler (eller om man deler en helt tredje), er det så også kun et resultat af den uendelige årsagskæde. Man kan diskutere, om man ifølge denne tankegang overhovedet kan siges at tænke i dagligdags forstand af ordet, idet den tvinger os til at postulere, at vor bevidsthed blot frembringer de forestillinger, årsagskæden dikterer - i en proces vi indtil dato ikke kan redegøre for. Men det afgørende er, at vore forestillinger om sandt og usandt så må blive til på samme måde og lige så determineret. Som det siges i et citat i Filosoffen Niels Bohr:

"Dette på sin side beror på, at efter denne opfattelse er vor tænken i den grad fastlagt i een kontekst, den kausale, at der ikke bliver nogen bevægelighed i den anden, den logiske; og denne bevægelighed under rigtighedssynspunktet er forudsat under al vor tænken og argumenteren mod hinanden." (side 283).

Konsekvensen er relativisme, idet enhver forestilling kan mødes med et: ja det er så hvad du er determineret til at mene lige nu, og det samme gælder alt andet.

I forbifarten bemærket er det også hasarderet at tale om selvindlysende sandheder (jeg kom selv til at bruge ordet "indlysende"!) som at det er forkert at slå ihjel og forkert at stjæle. For det første er oplevelsen af, at det er selvindlysende ifølge determinismen et (foreløbigt) resultat af den uendelige årsagskæde; for det andet er det vidt forskellige forestillinger, der har været og er selvindlysende: du nævner selvillusionen om solens op- og nedgang, nogle hævder, at jorden er flad. Hvad det at slå ihjel og stjæle angår, er jeg da langt hen ad vejen enig, men gælder det i alle tænkelige situationer? Er det selvindlysende, at man ikke må dræbe, hvis det er nødvendigt for at forhindre, at man selv eller andre bliver dræbt? Er medlidenhedsdrab selvindlysende forkert? Tyveri for at undgå, at man selv eller andre dør af sult?

Dit skråsikkert deterministiske standpunkt udelukker dig fra at hævde, at det er "indsigt", det kan på dine egne præmisser kun være noget, du er determineret til at opleve som en sandhed, og som KAN være det, uden at det kan afgøres.

Hvad det sidste afsnit af din kommentar angår, postulerer du så igen, at jeg ønsker en "fri vilje", hvad jeg ikke gør, hvorfor dine betragtninger sådan set er irrelevante. Jeg vil blot endnu en gang påpege, at såvel determinismen som forestillingen om en i en eller anden forstand "fri" vilje og forestillingen om et vist rum for "åbne" muligheder inden for givne betingelser må betragtes som hypoteser, for så vidt som spørgsmålet involverer processer, vi ikke kan siges at forstå. Den sidstnævnte kan være en lige så seriøs hypotese som determinismen, spørgsmålet er om den kan føre til en bedre forståelse af menneskelig adfærd og udvikling end andre. Det kan vi lade stå åbent.

Togi Adelvard

Engang kørte jeg stille og roligt forbi rådhuspladsen ad h.c.andersens boulevard mod amager på cykel. Jeg havde grønt lys i kørselsretningen og begyndte roligt at gøre klar til at krydse vesterbrogade. Pludselig begyndte alle fodgængerne ved fodgængerovergangen at gå over h.c.andersens boulevard. Jeg blev simpelthen gået ned. Jeg vågnede liggende i fodgængerovergangen omgivet at en mængde nysgerrige fodgængere. Nogle spurgte bekymret til om jeg var kommet til skade. Det var jeg heldigvis ikke.
Så er spørgsmålene
1: er det kapitalismens skyld?
2: har jeg en fri vilje når jeg ufrivilligt kan blive gået ned?
3: findes der noget som uheld og tilfældigheder?
4: er det godt at nogen gider spørge "er du kommet til skade"?

'Den frie vilje' er en nødvendig konstruktion, der giver det enkelte individ en illusion af at have værdi - uanset social status - og dermed får livet i sig selv værdi. Med fornuften (summen af alle omstændigheder) har jeg 'frihed' til at sige ja eller nej til de valgmuligheder, der bliver mig givet(determinisme?). For at sikre at denne'frihed' ikke på sigt vil ødelægge autonomien er Kants kategoriske imperativ en praktisk løsning.
Alternativet er at stirre ud i universet(evt. flere univers) og fortvivle over hvor ubetydelig menneskeheden og dets gøren og laden er.
Og ja, ideen om 'den frie vilje' bliver misbrugt og vendt mod en selv i kravet om 'at være sin egen lykkes smed', men det er et politisk udsagn, der fordrejer betydningen af 'den frie vilje'.

Determinismen er en trosartikel.
Determinisme er forestillingen om, at alle hændelser i universet fra tidernes morgen kan forklares som resultat af årsager og der af afledte virkninger, og at det derfor teoretisk er muligt at forudsige alle fremtidige hændelser, blot man har tilstrækkelig viden om årsagerne.
M.a.o. er det vi kalder usikkerheder og tilfældigheder ifølge denne teori blot udtryk for manglende eller utilstrækkelig viden om årsagerne.
Det er banal visdom at hændelser, som man i fortiden kaldte tilfældigheder/uforklarlige/guds uransagelige veje etc., senere har vist sig at have en forklaring, en årsag, men det ekstreme i determinismen er, at den slet ikke anerkender at tilfældigheder eksisterer og at noget ikke er muligt af forudsige i princippet.
Kvantemekanikkens opkomst i begyndelsen af det 20. århundrede gav det endelige dødsstød til denne ide, da den påviste, at det er umuligt at forudsige radioaktivt henfald. Man kan ikke forud afgøre hvornår eller hvor, det sker, man kan kun beregne en sandsynlighed – ikke p. gr. a. manglende information, men fordi henfaldet sker uden årsag. M. a. o der er hændelse uden årsag.
Determinisme har karakter af en trosartikel. Lige så umuligt det er at bevise guds eksistens er det at bevise determinismens påstand om årsag og virkning.
Men lad os foretage et tankeeksperiment Vi forstiller os, at man har fået klarlagt alle årsager og virkninger som har ført frem til, at en hr. Jensen nu i dette øjeblik står ved krydset mellem Sølvgade og Nørre Voldgade Ifølge den deterministiske forudsigelse vil hr. Jensen nu vælge at gå til venstre. Hvis man informerer ham om dette, hvad skulle forhindre ham i at vælge at gå til højre i stedet for? Og dermed få hele det deterministiske system til at bryde sammen?

Lise Lotte Rahbek, Ib Gram-Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen,

Beklager hvis jeg har misforstået dig. Determinismen interesserer mig i og for sig ikke synderligt. Jeg er mere interesseret i en diskussion om den frie viljes eksistens. Så det er fornuftigt at stoppe her.

Ole Falstoft,

Du synes at forudsætte et noget uden for årsagskæden - Men der er ikke noget uden for verden. Med mindre man da forlader sig på ren tro. Herr Jensen, Sølvgade, Nørre Voldgade, intentionen om at gå til venstre, den stille hvisken i øret, den ændrede beslutning om at gå til højre - alt dette er del af samme eksistens, samme uendelige hav.

Torsten Jacobsen

Må jeg til gengæld forsøge mig med et konkret eksempel, som forhåbentlig kan udbygge mit standpunkt i mere hverdagslig forstand:

Lad os sige at jeg stiger på bussen. Det er en fyldt bus, pånær et ledigt sæde. Jeg får øje på det, og vælger at sætte mig ned. Netop som jeg lægger an til at sætte mig, siger jeg: "Må jeg sætte mig her?", til passageren på sædet ved siden af.

Hvorfor siger jeg det? Retrospektivt traf jeg ingen beslutning om at sige det - det ligesom fløj ud af mig, uden tanke. Gammel vane, måske? En god opdragelse, der har indprentet i mig at hverdagens små sociale interaktioner lettes gennem høflig anerkendelse af selv en fremmeds tilstedeværelse og eksistens? Jeg ved det ikke. Blot er jeg mig pludselig bevidst, at jeg ikke altid siger sådan, inden jeg sætter mig ved siden af en medpassagerer. Så hvorfor sagde jeg det denne gang? Måske noget ved min medpassagerers fremtoning? Mit eget humør? Svært at sige. For inden mine overvejelser når en endelig konklusion, svarer min medpassagerer:

"Nej, jeg foretrækker faktisk at sidde for mig selv i dag!".

Så hvad vælger jeg nu at gøre? Det afhænger blandt andet af:

- Min personlighedstype: Søger eller undgår jeg som regel åben konfrontation med andre, for eksempel?

- Mit humør i netop dette øjeblik.

- Min følelse af social overlegenhed/underlegenhed i forhold til min medpassagerer: Herunder spørgsmål om vores forhold i alder, køn, etnicitet, fysisk fremtoning, styrkeforhold (i tilfælde situationen eskalerer til fysisk konflikt), osv.

- Mine tidligere erfaringer med konfrontationer i det offentlige rum, og med social omgang med andre mennesker i det hele taget.

Og sådan kunne jeg i og for sig blive ved, helt ned til så latterlig en detalje som niveauet af mit blodsukker eller mit testestoron-niveau i det afgørende øjeblik.

Og alle disse faktorer samt flere til, er jo ikke statiske karakteristika ved mig, som pludselig en dag kom dumpende ned fra himmelen, og nu udgør et statisk 'mig'. Alle disse faktorer griber ind i hinanden i et tætvævet samspil, og alle disse faktorer har i tilgift også deres forudsætninger, som igen er vævet sammen i tråde, der slutteligt fortoner sig i en næsten uendelig regres, der mindst rækker tilbage til livmoderen.

Men lad os da bare kalde det et frit valg - jo for sørensen da - for jeg kunne jo bare have truffet et andet...

P.s.: Jeg satte mig naturligvis ikke, i dette tænkte eksempel. Jeg mumlede i stedet for: "Blå fiskestænger maler uden problemer rødgule hyldemeter i Napoli!"...Den havde i sgu nok ikke lige set komme, hvad?

Jens Thaarup Nyberg

" .. bemærk, at langt de fleste omstændigheder blot er uafhængigt af en oplevet viljesakt: Betragter man alle de omstændigheder, som med nødvendighed må være til stede for at jeg kan læse og kommentere på denne kronik, vil man opdage, at langt de fleste af disse omstændigheder intet har med mit (indbildte) frie valg at gøre. Selv handlingsakten - at gå ind på Information.dk og læse kronikken for derefter at kommentere på den - er et snefnug på toppen af et bjerg af omstændigheder. Og dermed i sidste ende den mindst interessante del af hele foretagendet. Dette er i og for sig både min (og kronikkens vil jeg hævde) grundlæggende pointe!"
En form af fri-vilje/determinisme problemet, der ikke medtager, at snefnugget bestandigt pønser på en ændring af omstændighederne.

Torsten Du synes uderørt af de sidste 100 års videnskabelige landvindinger? Jeg er ikke fysiker, så jeg kan muligvis have forklaret mig dårligt Jeg kan henvise til Favrholdts bog, ’Filosoffen Niels Bohr’, hvor der er en udmærket redegørelse af kvantemekanikkens falsifisering af kausalitetsprincippet.
Det kan da ikke udelukkes, at man i fremtiden vil kunne falsificere denne falsifisering, og påvise at der er en årsag. Men det er rent hypotetisk.
Jeg kan ikke se andet end, at troen på determinismen er kontraproduktiv. Man vil jo aldrig kunne klarlægge alle årsager siden 'ruder konge', og man vil aldrig kunne give præcise forudsigelser på noget, der er mere kompleks end vandets opførsel ved en bestemt temperatur og tryk.
I bagklogskabens klare lys mener man jo tit, at det der skete var en uundgåelige konsekvens, af det der gik forud, men sjovt nok er der talrige eksempler på, at ingen havde ingen forudset det, før det skete.
Så en smule ydmyghed over for vores muligheder for at forudsige noget som helst, vil være et godt udgangspunkt for at vi kan blive klogere.

Ib Gram-Jensen

Som en absolut sidste kommentar til dette spørgsmål: den totale determinisme kan kun være en hypotese, så længe vi ikke kan forudsige, hvad der ud fra den uendelige kæde af kausale sammenhænge vil ske i al fremtid og konstatere, at det faktiske er sket - hvilket indlysende (her kan man godt bruge ordet!) er umuligt allerede af den grund, at man så må konstatere det efter tidernes ende!

Spørgsmålet er på denne baggrund for det første ikke determinisme eller "fri vilje", hvis det sidste skal forstås i streng forstand som muligheden af at tænke og handle uden begrænsninger eller forudsætninger. Spørgsmålet er, om man meningsfuldt kan forestille sig, at noget i visse situationer kan gå i mere end en én retning, for eksempel fordi vi kan træffe mere end ét valg. Og hvis vore hjernefunktioner involverer kvanteprocesser, hvilket er højst sandsynligt, kan det ikke udelukkes.

I Ole Falstofts eksempel er der ingen YDRE omstændigheder, der forhindrer Hr. Sørensen i at gå til højre i stedet for venstre eller omvendt. Når man ikke kender hele den kausale kæde, kan man postulere, at oplysningen om, at han ifølge den skulle til venstre så er det led i kæden, der får ham til at gå til højre - hvis man kender den, og den siger "til venstre", så skulle den have indplantet en indre tvang i Hr. Sørensen for at holde. Man kan forudsætte, at der er noget uden for årsagskæden, eller at der ikke er - men det kan ikke afgøres.

Endelig så spørgsmålet om passivitet: på hvilken præmis, total determinisme eller mulighed for at gøre en forskel i forhold til fremtiden, er der mening i at skrive en kronik som den, der udløste diskussionen?

Tror man på den sidste mulighed, giver det god mening at skrive den i håb om at rykke holdningerne hos nogle mennesker og dermed på sigt måske gøre en forskel. Men hvis jeg er hardcore determinist, skal jeg så ulejlige mig med at skrive en kronik, som jeg ikke får penge for, og som måske ikke engang bliver trykt?

Hvis det ikke er en fornøjelse for mig at skrive den, så skal jeg selvfølgelig vælge at lade være! Den kausale sammenhængskæde har jo allerede bestemt, om diverse mennesker skifter holdning eller ej og hvordan, og om jeg træffer det ene eller det andet valg, og vælger jeg at lade være at skrive kronikken, så er dét valg altså, hvad den påtrykker mig, og som er et (ubetydeligt) bidrag til, at det går som det må gå.Tilsvarende hvis jeg skal vælge, om jeg skal løbe en risiko for at redde et druknende barn eller lignende: valget er ikke mit, og alt går, som det MÅ gå.

Det sidste er jo den ene pointe i kronikken: vi kan ikke gøre for, hvad vi gør, og ingen fortjener konsekvenserne af deres handlinger. Den anden er så - og det er paradokset - at vi vi skal bekæmpe de ideer, der retfærdiggør uretfærdighederne. Den opfordring giver jo netop kun mening, hvis vi KAN "afbøje" den kausale sammenhængskæde, om så inden for visse, for i hvert fald de fleste, ganske snævre grænser.

Det ikke hardcore deterministiske synspunkt indebærer jo nemlig ikke, at vore erkendelses- og handlemuligheder ikke er begrænsede på utallige måder - vi kan blot starte med vor fysiske og mentale beskaffenhed, hvortil så kommer alle de andre naturgivne samt sociale betingelser for, hvad vi oplever og kan gøre. Vi kan ikke ALTID handle anderledes, end vi gør, især ikke enkeltvis. Men måske dog sommetider? Ellers har kronikskrivere og kommentatorer spildt deres/vor tid.

I lyset af ovenstående og umuligheden af endegyldigt at bevise den totale determinisme er det måske bedst at handle, som om den ikke gælder?

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Jeg interesserer mig som sagt ikke synderligt for determinismen som idé. Jeg interesserer mig for levende menneskers handlemuligheder - det jeg ofte og i andre sammenhænge har refereret til som 'mulighedsrum' eller 'mulighedshorisont'. I dit eksempel vil Herr Jensen, gå til højre, til venstre, gale som en hane eller blive skudt uden varsel af en laserstråle fra det ydre rum. Uanset hvad han ender med at gøre - det vil åbenbare sig i det givne øjeblik - så sker det i kraft af omstændigheder, indre og ydre, som Herr jensen ikke er herre over, og dermed er det absurd at tale om, at han i det afgørende øjeblik handler 'frit'. Jævnfør desuden mit eget buseksempel.

Det bedste argument mod fri vilje finder man ikke i støvede filosofibøger, men såmænd blot gennem lidt ærlig introspektion og omtanke..

Niels Duus Nielsen

Fun fact: Vendingen, at man er "inklineret" i en eller anden retning, altså at man har en idiosynkratisk "tilbøjelighed", som er forankret i personligheden, og som kan hævdes at være udslag af "den fri vilje", stammer fra en ide hos Lukrets, der taler om, at atomerne i deres determinerede fald ikke falder i en ret linie, men afbøjes helt af egen drift; Demokrit kaldte denne aberration fra naturlovene for "klinamen", i latinsk oversættelse blev det til "inklination".

St. Augustin havde i sine unge dage efter al sandsynlighed læst Lukrets, og selv om han ikke angiver kilden, indgår atomisternes tanke i hans forsvar for den fri vilje, som Augustin havde brug for i sin teologi, så han kunne begrunde hvorfor Gud med Benevolencen i behold kunne have sit Forsyn og sin Almagt og så alligevel lade det Onde finde indpas i denne verden.

Jeg har aldrig helt forstået Augustins argument for Nåden, men det er noget med, at hvis ikke vi mennesker kunne vælge ondskaben som en mulighed, ville vi ikke være fri til at vælge det gode, og at være fri er bedre end at være determineret, fordi det er et aksiom: at være fri er bedre end at være determineret, punktum.

Aksiomer er førstegrunde og kan derfor ikke diskuteres, de må accepteres eller forkastes uden begrundelse. Betonhovederne indenfor videnskaberne forkaster så dette aksiom, hvorved de afskærer sig fra livet - dem om det, vi behøver jo ikke alle at være videnskabsmænd. Og man behøver jo ikke at være filosof for at kunne se, at der er mere mellem himmel og jord end blot chokolade.

Torsten:
'Uanset hvad han ender med at gøre - det vil åbenbare sig i det givne øjeblik - så sker det i kraft af omstændigheder, indre og ydre, som Herr jensen ikke er herre over'
Du påstår altså at jensen ikke er herre over sin bevidsthed? At det blot er en illusion at vi tror vi er istand til at gøre overvejelser og tage en beslutning ud fra flere muligheder? Det er en påstand, der er umulig at verificere. Lidt i stil med udsagn som 'livet er en drøm' - måske interessant for nogen, men for mig at se kan det ikke bruges til noget som helst - vi er inde på troens område

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

For mig at se har du med dit (guddommelige) aksiom netop forkastet forestillingen om et virkeligt solidarisk samfund. Et samfund, hvor solidaritet findes i andet end skåltaler. Tillykke med det. Og skål ;)

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft skriver:

Du påstår altså at jensen ikke er herre over sin bevidsthed? At det blot er en illusion at vi tror vi er istand til at gøre overvejelser og tage en beslutning ud fra flere muligheder?

Ja, det ved den søde grød jeg påstår. Med den præcisering, At det blot er en illusion at vi tror vi er istand til at gøre overvejelser og tage en FRI beslutning ud fra flere muligheder!

Men du kan jo sætte dit herredømme på prøve :) :

Sæt dig og tænk på en elefant - kun en elefant - i to minutter. Lad mig vide hvordan det lille eksperiment udspænder sig. ;)

Niels Duus Nielsen

Jeg kan virkelig ikke se, hvordan princippet om et personligt ansvar kan underminere forestillingen om et socialt ansvar?

Du springer vist nogle mellemregninger over - eller mener du virkelig, at vi skal opgive friheden til fordel for kollektiv tvang? Mener du virkelig, at der slet ikke er noget spillerum, og at vi bare skal bøje nakken i erkendelse af, at vi alligevel ikke kan gøre en forskel? Come on! Din praksis modsiger dine udtalelser - hvis den ikke gør, ser det sgu da sort ud for dig.

Hvilket selvfølgelig gør dit sortsyn forståeligt. Forståeligt, men ikke undskyldeligt.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Nej, jeg mener ikke vi skal opgive friheden. Selvfølgelig skal vi ikke det. Jeg tror såmænd ikke, at vi som biologisk betingede væsener udstyret med selvbevidsthed, er i stand til i vores dagligdags sysler at give slip på oplevelsen af, at være det lille spøgelse i maskinen, Den lille homunculus i det høje, hinsides verden. Og godt for det, sikkert.

Men nu forholder det sig bare ikke således. I det mindste hvis man vælger at forholde sig til, hvad biologer, hjerneforskere, psykologer, fysiologer, sociologer, og sikkert en masse andre '-loger' fortæller os.

Det er en kendsgerning værd at forholde sig til. Mener i det mindste jeg. For stik modsat hvad jeg her i disse spalter skydes i skoene, så forlader jeg mig ikke alene på heuristiske mavefornemmelser, pseudoreligiøse forestillinger om kvantemekanikkens mulige relation til bevidstheden. Jeg forlader mig ikke, stik mod hvad jeg skydes i skoene, på tro. Og ej heller på citater fra mennesker der døde, længe inden man blev klar over, at det er en dårlig idé at operere uden at vaske hænder først. Sådan bare til eksempel.

Nej, jeg forholder mig til, hvad man ved. Om psykologi. Om Fysiologi. Om Neurologi. Jeg lytter, suger til mig, og prøver at forstå. Gør man den slags længe nok, begynder der at tegne sig et billede. Et billede af en moralsk forestillingsverden, som er helt ude af trit med de faktiske omstændigheder. Det er en moralsk forestilingsverden, som muliggør straf alene for nedværdigelsens skyld til kriminelle. Uværdige livsforhold for samfundets mest nedtrådte, alene for ydmygelsens skyld, og absolut syndsforladelse til de mennesker, som tilfældigvis besidder de meste velegnede karakteristika til at videreføre og udbygge et på alle måder fornedrende og destruktivt system: Kapitalismen, kender vi det system som. Men vi kunne ligeså godt beskrive det som en Kollektiv Egoisme.

Sand solidaritet starter, hvor troen på egen fortjenestes betydning ophører. Solidariteten begynder med den dybe indsigt, at Næsten er et spejl og ikke en fremmed. At alt hvad der er, er i kraft af noget andet, og derimod ikke i kraft af en udenfor verden stående vilje, som former selvsamme verdens omstændigheder efter behag - transcenderer dem.

Før havde vi gud, som nok forstod at dømme mellem får og bukke. I dele af verden har han stadig sit herredømme, og det er ved gud ikke kønt at se på. I vores 'oplyste' del af verden lod man gud gå tll grunde, og guddommeliggjorde i stedet for Mennesket; Individet; Egoet. Det frie menneske, herre over sin egen skæbne.

Her ét skridt over tærsklen til et nyt årtusinde, burde det stå klart for enhver, hvad dette Guddommeliggjorte Ego, denne Kollektive Egoisme bringer med sig, hvad det er ude på:

Samme guddommelige opdeling i bukke og får, som det højeste princip tidligere var ansvarlig for. Men nutidens Dyd kalder vi omstillingsparathed. Produktivitetsevne. Arbejdsevne. Tilpasningsevne. Den mest banale form for konformitet. Altsammen sikre tegn på succes, og altsammen et spørgsmål om blot at vælge sig det til. At lægge sig i selen. At gøre sig rigtig meget umage.

Sjovt nok producerer visse omstændigheder vedvarende får, mens andre omstændigheder vedvarende producerer bukke. Det passer bukkene fint, for dem er alt i den skønneste orden. De får blot som fortjent, bræger de.

Fårene klippes, men tier for det meste stille. For var der ikke engang et får, som sprang med bukkene? Joh, det hænder vist fra tid til anden. Og hvem er så et lille får at bræge op? Når hele den guddommeligt oplyste flok konstant bræger: "Skyldig!" - "Skyldig!" - "Skyldig!". Til sidst er det nemmere, åh så meget nemmere at bræge med.

Torsten: Der er meget af det du skriver jeg ikke forstår, men jeg forstår da så meget, at du i det mindste anerkender vigtigheden af, at vi mennesker kan føle os fri - selvom den efter din mening er en illusion.
Jeg har for så vidt heller ikke nogen indvendinger mod dine eksempler på, hvordan vi tit og ofte er ofre for omstændighederne.
For mig og for de fleste mennesker - tror jeg - er det af afgørende betydning for vores selvværd, at vi føler, at vi ikke kun er ofre for omstændighederne, men at vi faktisk er i stand til at tage et ansvar for vores eget liv - uanset om så efter nogens mening er en illusion.
Jeg tror den største udfordring i det sociale arbejde består i at gengive mennesker troen på at de kan tage vare på sig selv og så er jeg sådan set ligeglad med om det dybets set bygger på en løgn - bare det virker!

Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen,

Jeg er glad for, at du stadig er med :).

Hvis vi nu et øjeblik glemmer vores tidligere uenighed om determinismen - det er sandt at sige ikke et interessant emne for mig - så tillad mig i stedet for at rette opmærksomheden mod dine kommentarer til Ole Falstofts eksempel med Herr Jensen. For her er der da en mere jordnær uenighed at tage fat i.

Du skriver: "I Ole Falstofts eksempel er der ingen YDRE omstændigheder, der forhindrer Hr. Sørensen i at gå til højre i stedet for venstre eller omvendt."

Nej, det er der ved første øjekast ikke. Men det er jo fordi Ole Falstofts eksempel er en øvelse i kold logik, uden relation til faktisk levet liv.

For i et faktisk levet liv, er Herr Jensen jo ikke pludselig dumpet ned i vejkrydset fra himmelen. Han er i fuld væren, dvs. engageret i sit liv. Det betyder først og fremmest, at Herr Jensen har et formål med sin rejse ind i krydset. Han skal måske til lægen, og lægens klinik kan vi jo sige ligger nede af vejen til venstre.

Lad os antage, at Herr Jensen er gået vejen fra sit hjem til lægeklinikken mange gange før. Altså kender han ruten på forhånd. Da han går hjemmefra er han sig altså fuldt bevidst hvilken vej han vil gå, og han har allerede på forhånd besluttet at dreje til venstre, når han når frem tll krydset. Et frit valg for ham at træffe, skulle man mene. Endnu ingen ydre, påvirkende omstændigheder at spore. Bortset fra aftalen med lægen, naturligvis. Og det faktum at Herr Jensen ikke ejer en bil, hans cykel er punkteret, og han må derfor spadsere. Eller skal han tage bussen? Ja, måske var det egentlig herr Jensens oprindelige hensigt at tage bussen. Men da han kommer udenfor finder han måske pludselig glæde ved det dejlige værd, og beslutter sig til at spadsere i stedet for? Eller måske kom bussen ikke som ventet? Måske chaufførerne strejker netop denne dag?

Uanset, næsten upåvirket af ydre omstændigheder, beslutter Herr jensen sig altså for at spadsere. Da han når frem til krydset, kigger han til venstre, og ser tre ubehageligt udseende personager stå lidt nede af gaden. Han kan ikke rigtig sætte fingeren på hvorfor, men for Herr Jensen ser de tre skikkelser mærkeligt truende ud. Han kigger på uret. Han er i god tid. Faktisk har han tid til at gå til højre i stedet for som oprindeligt besluttet til venstre. Det vil føre ham ud på en mindre omvej, rundt om blokken, men han vil til gengæld undgå konfrontationen med de skumle typer. Hvad skal han nu vælge?

Ikke blot begynder de ydre omstændigheder nu at trænge sig ind på Herr Jensens ellers så tvangfri valg mellem højre og venstre. Både indre omstændigheder (dvs hans fysiske og psykiske konstitution) og tidligere erfaringer begynder at gøre deres indflydelse gældende. For hvorfor bliver Herr Jensen i grunden urolig ved synet af de tre skikkelser? Har han læst i lokalavisen om de mange gaderøverier ved højlys dag, som for tiden plager kvarteret? Er han svagelig, eller blot af frygtsom natur? Og hvis det er tilfældet, hvordan vil det så påvirke hans endelige valg? Måske er Herr Jensen typen, som ikke vil lade sig skræmme (selv om han er skræmt) af tre unge lømler på et gadehjørne? Måske har han netop igår læst en medrivende artikel om, at man mindst én gang om dagen skal gøre noget man er bange for, og vælger derfor netop i dag at gå til venstre, hvor han i går med sikkerhed ville have gået til højre...? Ved ikke. Herr Jensen ved det slet ikke. Men han går før eller siden til venstre. Eller til højre. Fordi han skal til lægen, og fordi han ikke er typen der svigter en aftale. Hvis han da ikke i det samme indser, at det i dag er søndag, og at aftalen først er i morgen. Måske Herr Jensen i sidste ende er en lille smule konfus? Måske lægen i dag, eller i morgen, må overbringe Herr Jensen den deprimerende besked, at en svulst på størrelse med en valnød presser på hans hjerne i en grad, så han helt mister fornemmelse for tid og sted. Det må tiden vise... Hvad end udfaldet bliver, kan vi jo trøste os ved tanken om, at det i et andet univers kunne være blevet et andet...

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Jeg er enig i det meste. Det, som jeg tror er svært for mig at gøre forståeligt, er at jeg ikke ser nogen modsætning mellem at indgyde mennesker maksimal tro på deres egen evne til at udfolde deres menneskelige potentiale maksimalt, og så en erkendelse af, at al væren og dermed al handlen ikke sker i et vakuum, men tværtimod altid i uløselig sammenhæng med alt andet. Og jeg mener vitterligt uløselig. Der er ingen plads til 'fri vilje' i dette perspektiv. For vi handler altid i omstændigheder, der ikke - som ordet ellers antyder - er et noget udenfor eller ved siden af valget. De er valget selv, der er ingen grænse, ingen adskillelse.

Dette betyder i sidste ende, at oplevelsen af at være et 'selv' er en illusion, og dermed at 'det frie valg' følgelig ophører med at være et begreb, der giver mening. Vi er 'erfarende omstændigheder'.

Skellet vi som mennesker (fejlagtigt) indfører i verden, i kraft af vores selvbevidsthed, er forestillingen om, at vi som individer står udenfor eksistensen. Oplevelsen af at kigge ud på verden fra en position adskilt fra samme verden. Det er derfor at jeg hele tiden vender tilbage til påstanden om at i, mine ærede 'modstandere' i denne debat i virkeligheden bedriver religiøs tænkning. I hævder for mig at se - uden andet holdepunkt end en subjektiv oplevelse - eksistensen af et mystisk og ophøjet princip - friheden, sjælen, kald det hvad i vil - og det på trods af alverdens gode grunde til at formode det modsatte. Vægtige grunde til at formode, at der er tale om en illusion. En sindets pendant til det i starten af denne debat omtalte Ames-rum.

Var alt dette blot en øvelse i filosofisk hjernegymnastik, uden relevans for livet som det konkret udfolder sig, så skulle jeg såmænd være den første til at bakke ud og finde bedre at beskæftige mig med. Men som kronikørerne påpeger, og som jeg længe har tænkt, så bygger kapitalismen ikke primært på økonomisk teori. Kapitalismen er en konkret manifestation af den moral, som uundgåeligt vokser frem i et samfund, der har guddommeliggjort både det frie valg og det frie menneske. Jeg er ikke modstander af frihed. Jeg er ikke modstander af stræben efter det højest placerede lys. Jeg er modstander af stolthed, foragt, had, jalousi, smålighed, bitterhed og skam.
Kan du med rette sige det samme? - Og fik du tænkt på elefanten? ;)

Torsten Jacobsen

Det eneste jeg ønsker er i bund og grund at fremme det synspunkt, at det er muligt på en og samme tid at anskue verden fra to forskellige perspektiver:

- Det hverdagsligt subjektive - den dømmende bevidstheds sfære - et blik indefra
- Det kosmisk objektive - den accepterende bevidstheds sfære - et blik udefra.

Øver man sig i at se på sig selv udefra - at betragte sine tanker, sine handlinger med ikke-dømmende interesse og nysgerrighed, så vil man med tiden - det er i det mindste min erfaring - blive klogere på sig selv og på sin omverden. Og lige så langsomt vil man så måske ligefrem blive i stand til at betragte andre mennesker med samme generøsitet. Den del øver jeg mig stadig gevaldigt på.. Hvert eneste lille fremskridt synes ledsaget af to tilbageskridt, men det er jo ikke nogen undskyldning for at lade være med at prøve...Jeg kan i hvert fald ikke andet..

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, fra et rent epistemologisk synspunkt er jeg teologisk agnostiker, fordi jeg ikke ved med videnskabelig sikkerhed, om der findes guder eller ej. Fra et pragmatisk synspunkt er jeg ateist, da jeg aldrig tager den mulighed, at der måske eksisterer en gud, med i mine overvejelser over, hvad jeg bør gøre med mit liv, hverken i stort eller småt.

Tilsvarende er jeg principielt agnostiker med hensyn til fri vilje, mens jeg i praksis er troende, fordi jeg hele tiden - i stort såvel som i småt - tager den mulighed i betragtning, at den frie vilje findes.

Fri vilje findes ikke i videnskaberne, men den videnskabelige sandhed er begrænset i sammenligning med den større sandhed, som er livets, og som rummer videnskabernes sandhed som et objektivistisk særtilfælde.

Så når jeg af og til citerer Kierkegaards maxime: "Subjektiviteten er Sandheden" sætter jeg tingene på spidsen - Sandheden med stort S er ikke subjektiv eller objektiv, men derimod begge dele, og det er min sure pligt som menneske at finde ud af i hvert enkelt spørgsmål, hvilken sandhed eller hvilken kombination af sandheder, der er den rigtige i situationen. Sandheder kan jo sagtens stå i logisk modsætning til hinanden, det kræver fx en del hjernegymnastik at få frihedsprincippet og lighedsprincippet til at gå op i en større enhed.

At jeg så ofte prioriterer den subjektive sandhed er blot en reaktion på den omsiggribende objektivisme, som samfundet er udsat for i disse år.

Torsten: Måske kan vi nå til en konsensus, hvis vi holder os til en mere 'operativ' forståelse af begrebet frihed?
Vi er ikke uenig om, at mennesker i en konkret situation har muligheden for at vælge, og at de kan gøre sig bevidst om de muligheder, de har?
Jeg er også enig med dig i at den fri vilje, som noget der er helt afkoblet fra livserfaringer og omstændigheder ikke findes.
Hvad determinismen angår ser jeg den stadig som en form for religiøst dogme d. v. s det er ikke muligt at afgøre om den er sandhed eller falsk - og i en fysiske verden har den jo vist sig ikke at holde (lidt lige som Newtons love). Man kan så mene, at hvad der gælder i fysikkens verden ikke nødvendigvis behøver at gælde i biologiens eller psykologisens verden - men det bør vel mane til eftertanke?

Håber ikke jeg forstyrrer den glimrende udveksling der er igang i denne tråd. Vil blot indskyde at biologi og psykologi selvfølgelig er baseret på fysikkens verden; de regler der gælder herfor og de erfaringer bevidstheden gør sig heri - hverken mere eller mindre.

Ib Gram-Jensen

Torsten Jacobsen

Nej, jeg er faktisk ikke med længere, da diskussionen forekommer mig at gå mere og mere i ring. Men som så en definitivt afsluttende kommentar:

Man kan altid konstruere alle mulige forudsætninger for en tænkt situation. Hvis vi nu forestiller os, at her. Sørensen IKKE har nogen ydre foranledning til at gå den ene eller den anden vej (der er måske bare tale om en tur for at spadsere), eller at forskellige ydre årsager trækker i forskellig retning (det er jo tænkeligt!), så postulerer du og kronikkens forfattere samt Dennis Jensen, at hans beslutning om at gå den ene eller den anden vej i princippet er forudsigelig ud fra den den kausale sammenhængskæde. Min påstand er, at man ikke kan udelukke, at en beslutning i et tilfælde som det her forudsatte kan være åben - forstået således, at der er mere en ét muligt udfald - indtil det øjeblik, det faktiske udfald er en realitet.

Vi kan ikke vide det, for vi ved reelt ikke, hvad der sker, når vi tager en beslutning. Vi ved, mere eller mindre, hvad der er sket indtil nu, men vi kan reelt kun gætte på, om det faktisk kunne være anderledes, eller det kun kunne falde ud, som det faktisk blev.

Den deterministiske opfattelse fører til nogle logiske problemer, som jeg har omtalt rigeligt. Endvidere har den den svaghed, at den reelt reducerer vor bevidsthed til en passiv modtager/overfører af den kausale sammenhængskædes effekter, uden at det regnes for muligt, at den faktisk selv i et vist omfang kan være aktiv i frembringelsen af vore forestillinger. Altså at det råmateriale, den ydre verden giver os, i et vist omfang forarbejdes i vor bevidsthed. Hvis det er tilfældet, betyder det naturligvis ikke i sig selv, at der er tale om en "fri vilje", hvormed et bevidst og suverænt "Jeg" frit vælger, hvad det vil mene og føle og gøre. Men processen er ikke givetvis helt determineret.

Mikkel: Delvis korrekt Men du må da indrømme at Einsteins relativitets teori - som er afløste Newtons love - ikke har meget relevans i biologien. Her er Newton love tilstrækkelig

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Vi nærmer os forhåbentlig en konsensus, omend vi næppe når helt i mål. For jeg er ikke helt enig i dit udsagn om, at "at mennesker i en konkret situation har muligheden for at vælge, og at de kan gøre sig bevidst om de muligheder, de har?"

Skal jeg så alligevel prøve at tilnærme mig en form for konsensus, vil jeg medgive følgende, i en form for omformulering af dit udsagn:

"Mennesket har potentialet til at træffe forskellige valg, i en given konkret situation. Og netop her, adskiller vi mennesker os formentlig fra alt andet liv på planeten: Vores potentiale for at træffe forskellige valg, i den samme, givne situation.

Men potentiale er ikke det samme som mulighed. Og det er så her, at vores konsensus så nok alligevel falder fra hinanden: For du fortsætter med at sige, at mennesker kan gøre sig bevidst, om de muligheder de har.

'Kan' er et tvetydigt ord, i den sætning: Hvis du med 'kan' mener, at man kan vælge at gøre sig bevidst, om de muligheder man har, så er jeg dybt uenig. Bevares, det kan opleves som et valg, men hvor kommer impulsen til denne selvopdagelse fra? Der er altid gået et eller andet forud..

Men lad os da tale mere om en 'operativ' forståelse af begrebet frihed. Jeg tillader mig at linke til et lille uddrag fra et foredrag begået af psykologen Bruce D Perry. Jeg anbefaler varmt at se hele seancen, men sådan lidt ud af kontekst, og med direkte reference til det operative frihedsbegreb, så bemærk venligst forskellen i daglig oplevelse på barn A og barn B. Og hvis det ikke er nok til at bringe tårerne frem, så overvej blot et øjeblik hvorledes barn B senere mødes som voksen...Fordi han/hun jo altid kunne have valgt anderledes undervejs...

https://www.youtube.com/watch?v=vkJwFRAwDNE&t=22m5s
(Frem til 24:26 - godt to minutter)

Torsten Jacobsen

Ib Gram-Jensen,

At den deterministiske opfattelse fører til logiske problemer for determinerede væsener, er vel ikke i sig selv et argument? Snarere en cirkelslutning, et forventeligt resultat? Mit perspektiv udmærker sig ved, at den underkender din (og min) logik. Vi kan ikke tænke os ud af det lukkede rum. Du kan så indvende, at det i lige så høj grad underminerer min position, men i så fald er grundpræmissen stadig determinismen, og jeg vinder alligevel :P.

Sagt i spøg, næsten og naturligvis. For jeg er fløjtende ligeglad med determinisme, og hælder faktisk mere til den overbevisning, at alt er kaos. Det må blive en anden gang.

Jeg kan dog ikke, venligt drillende, undlade at pointere at du nu tre gange har meldt dig ud af denne diskussion. Og alligevel er du vendt tilbage (hvilket jeg sætter pris på). Men hvad er det egentlig, der foregår? Har du indtil nu to gange truffet det frie valg at du ikke ville bidrage mere til diskussionen, og så har et eller andet fået dig til at skifte mening - helt frivilligt forstås - eller løj du bare fra starten af - igen helt frivilligt og uden tvang?

Jeg mener virkelig dette i al venlighed, og om du nu helt frit vælger at svare eller ikke, så håber jeg da at en eller anden form for eftertanke melder sig..:)

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Subjektiviteten er ikke sandheden. Subjektiviteten er forestillingen om sandhed. Du har ikke mere ret end Lars Seier, og i må så slås om den bedste udmøntning af dén sandhed. Det virker som om han vinder, men sådan går verden så sin gang. Præcis som den måtte..

Torsten Jacobsen

Ups, en meningsforstyrrende fejl i indlægget til Ib Gram-Jensen:

Rettelse:
"At den deterministiske opfattelse fører til logiske problemer for determinerede væsener, der bilder sig ind at være ikke-determinerede er vel ikke i sig selv et argument?..

Ib Gram-Jensen

Torsten Jacobsen,

Det forekommer i hvert fald efterhånden lidt uklart, hvad du selv mener om determinismen. Men siden du nu direkte spørger - og videre spørgsmål vil ikke blive besvaret - så er det logiske problem, jeg har nævnt, ikke et problem for den, der ikke tilslutter sig en deterministisk opfattelse, men for den, der gør det: nemlig at begge opfattelser, hvis den deterministiske er rigtig, så er rene og skære konsekvenser af den uendelige kæde af kausale sammenhænge, ligesom vor sved eller afføring er det. Og dermed bliver det meningsløst at argumentere om, hvilken mening (determinisme eller ikke-determinisme), der er sand, fordi begge så kun kan opretholdes eller ændres af samme kæde, ikke af argumenter (om vi accepterer eller ikke accepterer et argument kommer ikke an på dets kvalitet, men på de foregående led i kæden). Tror du, at jorden er rund, er det et resultat af kæden af kausale sammenhænge, tror du den er flad, må det samme gælde, hvis determinismen står til troende. Gør den det, kan vi ikke i egentlig forstand ERKENDE noget, kun determineres til at TRO forskellige ting, hvilket intet siger om, hvorvidt de er sande eller ej. Heraf følger så også, at hvis du vil hævde et deterministisk standpunkt, kan det kun blive et trosspørgsmål.

Selviagttagelse kan (heller) ikke afgøre, om determinismen er gyldig eller ej, fordi vi simpelt hen ikke kan iagttage, hvad der sker, når vi træffer valg eller skifter standpunkt, eller reelt vide, om verdens gang indtil nu kunne have været anderledes, end den faktisk har været, eller har været, som den måtte være.

Disse bemærkninger blot for at korrigere mulige fejlopfattelser.

Torsten: Bevidstheden får vi mennesker i fødselsgave, der går intet 'forud'. Den er ikke resultatet af erfaringer, men tværtimod det som danner vores erfaringer. Så her er der ingen kausalitet

Bevidsthed i biologiske væsener - ingen grund til at forestille sig menneskelig eksklusivitet NB! - er produkt af et kompleks samspil mellem elektrokemiske processer i hjernen; tilgængelige sanser og grundlæggende fysiologi.
For mennesker er dette vidunderlige/forbandede fænomen kodet i gener, der kan spores tilbage til den kambriske eksplosion - overdraget fra forældre til børn; i stadig evolutionær udvikling.
Hvornår præcis mennesket opnåede kritisk masse af neuro-kompleksitet og integrerede sanser, og derved udviklede den aktivt sansende selvbevidste intelligens der kendetegner os idag, kan umuligt siges - det er en løbende proces.

Mikkel: var det en kritik af bevidsthedens den mangelende kausalitet?
I biologien skelner man mellem de 'fjerne' og de 'nære' forklaringer
De fjerne forklaringer drejer sig om artens udvikling og de faktorer der har været af betydning - den såkaldte fylogenetiske udvikling. Det som du har beskrevet. Den nære forklaring handler om de faktorer som er afgærende for individets udvikling - den ontogenetiske forklaring . Jeg har kun beskæftiget mig med den ontogenetiske udvikling her.

Ole Falstoft,
Det var et forsøg på at vise at fænomenet bevidsthed, som alt andet i dette univers, selvfølgelig har et klart og indiskutabelt kausalt ophav. Det kan ikke være anderledes.
Bevidsthed er dertil 100% forankret i, og defineret af, individets fysiologiske rammer, mentale kapacitet og sansemæssige integration.

Jeg er ikke helt med på hvad du mener med 'nære' og 'fjerne' forklaringer i biologien. Mener du geno- og fænotype?
Genotype, der måske godt kan kaldes en nær forklaring, er det genetiske fundament biologiske væsener er udstyret med fra undfangelse - dvs. sige de nedarvede gener samt den epi-genetiske påvirkning af arvematerialet der er sket i forgående generationer.
Fænotype, 'den fjerne forklaring' er den måde det genetiske fundament kommer til udtryk i vekselvirkning med omstændighederne; både fysisk og psykisk.

Rune Rasmussen

Det her er lidt en sidebemærkning og ikke en direkte bemærkning til de mange kommentarer, som jeg ikke har læst det hele af.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor der for nogens vedkommende er en enorm tro på analysen af alt, som om der kan stilles spørgsmålstegn ved alt undtagen analysens egen udformning. Det skaber et tvivlsomt metalag, fordi den fri vilje lader som om, dens struktur ikke kan være anderledes. Det svarer lidt, i mine øjne, til en oplevelse jeg havde med en, da jeg fortalte ham om en uforklarlig oplevelse, jeg havde for en del år siden, som han med det samme havde en "rationel" forklaring på. Det såkaldt rationelle bliver i den sammenhæng en struktur, der ikke kan ændres på, selvom vedkommende ikke engang selv har været der. Analysen, som dog ligegyldigt hvad kun er en analyse, forsøger på den måde at indtage pladsen som det egentlige. Og med den tilgang kan mysterier slet ikke forekomme, selvom de er en væsentlig del af tilværelsen. Sprog der refererer til sin egen struktur refererer nu engang kun til den. Bevidsthed er et mysterium. For nogen synes det at være det sværeste at sige, at bevidsthed ER. Den fri vilje kan både gå imod noget meget struktureret, hvor rutiner og mønstre følges, fordi det passer til en, hvis det gøres bevidst, eller også bevidst imod noget utæmmeligt f. eks. via dans eller anden kropslig udfoldelse. Der er ingen tvivl om, at sindets/sjælens elasticitet forandrer sig i forbindelse med, at man bogstaveligt bevæger sig. Den ufri undlader at gøre noget på grund af frygt, mens den fri gør noget på trods af frygt evt. indtil frygten er væk. Og den der har en "naturlig forklaring" på alt udviser en arrogance, der er meget tæt forbundet med en frygt, der dækkes over. Spørgsmålet hvad er spørgsmålet? er da også ofte mere interessant, af samme grund, end hvad er svaret? fordi "svaret" ofte ikke tør have mange spørgsmål i sig. Den fri vilje kan både betyde orden og kaos. Og den fri vilje er det modsatte af analyse.

Niels Duus Nielsen

“After we came out of the church, we stood talking for some time together of Bishop Berkeley’s ingenious sophistry to prove the non-existence of matter, and that every thing in the universe is merely ideal. I observed, that though we are satisfied his doctrine is not true, it is impossible to refute it. I never shall forget the alacrity with which Johnson answered, striking his foot with mighty force against a large stone, till he rebounded from it, ‘I refute it thus.'”(Boswell’s Life of Samuel Johnson, Wikipedia.)

Udskift "the non-existence of matter" med "the non-existence of free will".

Morten Balling

Tak for en spændende debat.

Fri vilje defineres ofte sådan, at hvis du vælger at gøre A, kunne du også have valgt at gøre B.

Kompatibilisme siger så vidt jeg fatter den, at selvom du ikke har noget valg i nogle situationer, så har du stadig fri vilje i de situationer, hvor determinismen ikke konflikter med dit valg. (?)

Mit spørgsmålstegn kan læses som at jeg synes folk som Dennett er ude af en tangent, og at de får opmærksomhed fordi de siger det som "ligger godt i maven".

Fri vilje er svær at diskutere som determinist, indtil man lærer at acceptere skæbnen og "go with the flow".

Neurovidenskaben har iøvrigt med forsøg vist at hjernen tager beslutninger sekunder før de rammer bevidstheden.

Det giver god "mening" at hjernen er deterministisk styret af naturlovene og at bevidstheden kan ses som en "film" du oplever af dit liv.

Det fede er, at i alle illusionerne, er der plads til at du kan tro og føle, også selvom begge dele formentlig er ren nonsens :)

Mikkel Nej det drejer sig ikke om geno- fænotype. Den fylogenetiske forklaring handler f. eks. om hvordan vi som art har udviklet os siden vores udviklingslinje udskilte sig fra menneskeabernes. Det er det jeg mener med den 'fjerne' forklaring - man kunne også kalde den for den artshistoriske forklaring. Den ontogenetiske forklaring handler om hvordan vi som individer udvikler os fra nyfødt til voksen. Her fokuserer man på de nære kausale forklaringer. Menneskers adfærd kan forklares ud fra begge synsvinkler, men de har helt forskellig focus og vedrører forskellige forhold

Sider