Kronik

Illusionen om den fri vilje er kapitalismens farligste våben

Troen på en fri vilje er en liberalistisk illusion med store menneskelige konsekvenser. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan vores livssituation er bestemt af vores opvækst og omgivelser. Konsekvensen af det er, at al ulighed er uretfærdig, og at venstrefløjen derfor må radikalisere sit projekt til et decideret opgør med kapitalismen
Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

Syge arbejdsløse protesterer mod, at det er så svært at få fleksjob og førtidspension. For mange arbejdsløse, er situationen som arbejdsløs forbundet med en negativ selvopfattelse, skriver dagens kronikører.

ANDREAS HAUBJERG

29. januar 2018

»Jeg har nogle gange overvejet, om mit liv er noget værd. Eller om det var bedre, jeg ikke var her. Om man bare skulle slutte det hele. Men jeg må tage mig sammen og forsøge at være stærk,« siger 32-årige Sanne, da vi taler med hende som en del af vores forskning i moralopfattelser blandt arbejdsløse danskere.

Ud over selvmordstankerne kæmper Sanne med en depression, som ifølge hende selv i høj grad skyldes hendes arbejdsløshed. Men der er også noget andet end selve arbejdsløsheden, der spiller ind.

»Det er noget andet, der gør allermest ondt. Det værste er, at jeg føler mig helt værdiløs. Jeg burde have truffet bedre valg gennem mit liv. Det er i virkeligheden min egen skyld. Måske jeg fortjener min situation.«

Vores forskning viser ikke alene, at det er ubehageligt at være arbejdsløs. Uddraget peger også mod en tendens til at individualisere ansvar i vores samfund.

Det er følelsen af at være skyld i sin egen lidelse, Sanne næsten ikke kan leve med. Hun føler, hun fortjener den, fordi hun tror på, hun har en fri vilje: På at hun kunne have valgt at handle på en anden og bedre måde ved at tage en anden uddannelse eller ved at være mere udadvendt.

Som hun siger: »Når jeg tænker ’jeg kunne ikke have gjort noget andet’, retter jeg altid mig selv og siger ’vent lidt, du kunne altid have taget et andet valg’.«

Den idé er vidt udbredt i vores samfund. Vi tror på, vi selv er herrer over vores handlinger. Men det er en misforståelse. Og vel at mærke én med kæmpe samfundsmæssige konsekvenser.

Er viljen fri?

Troen på en fri vilje fører en bestemt moralopfattelse med sig. Hvis vi altid har mulighed for at handle anderledes, ligger det moralske ansvar for vores handlinger hos den enkelte. Som Sanne forklarede, så »fortjener man at sidde i rendestenen uden noget at lave«, hvis ikke man tager nok ansvar for sit liv.

Her er det middelalderkristendommen, der taler gennem Sanne. Det var teologen Skt. Augustin, der i 400-tallet fremførte ideen om fri vilje, som vi kender den i dag. Skt. Augustins argument om at folk valgte selv, blev optaget i den katolske kanon – nok ikke mindst fordi det var enormt nyttigt for herskere op gennem århundrederne at have hans argumenter som teologisk rygdækning.

Når folk ikke bekendte sig til kronen og kirken, kunne de beskyldes for at benægte frelseren af deres egen fri vilje, og det var derfor deres egen skyld, at de blev hængt som kættere eller brændt som hekse.

Vi hænger ikke folk mere, men det er samme tænkning, du, jeg og Sanne lever efter i dag: Du er ansvarlig for dine handlinger, fordi du selv er herre over dem. Hvis du knokler hårdt, fortjener du rigdom og social status. Hvis du ligger på sofaen, fortjener du at sidde i rendestenen.

»Du kunne jo altid have taget et andet valg,« hvisker vores indre Skt. Augustin.

Problemet med den moralopfattelse er bare, at den ikke hænger sammen. Den fri vilje eksisterer nemlig ikke som andet end en liberalistisk illusion. Præcis som i middelalderen er den blot et skalkeskjul for at give mennesker skylden for den lidelse, samfundsstrukturerne påfører dem. Det er på tide, at vi frasiger os gammel kristen ortodoksi som udgangspunkt for samfundsopbygning og i stedet begynder at forstå virkeligheden, for hvad den er: dybt social.

Det determinerede liv

Hvis der er én ting, socialvidenskaberne har vist gennem de seneste 50 år, så er det, hvor socialt determinerede – og dermed ufri – vi som mennesker er. Samfundsforskere har gang på gang vist, hvordan ethvert valg, vi træffer, bygger på bestemte værdier, overbevisninger og ressourcer, som ikke opstår ud af det blå, men er tillært i de sociale sammenhænge, vi gennem livet befinder os i.

Denne viden om menneskets sociale natur peger mod en deterministisk forståelse af verden. Determinisme betyder, at enhver handling er produktet at en kæde af kausale sammenhænge, der kan føres tilbage i det uendelige. Hvis en handling skal være anderledes, end den er, kræver det derfor, at forudsætningerne, der forårsager den, er anderledes.

Når vi indser, at livet er deterministisk, forstår vi, at der ikke eksisterer nogen menneskelig handling, som ikke har en årsag uden for individets kontrol. I det øjeblik, vi undfanges, kastes vi ind i en social verden, hvor vi formes af vore omgivelser.

Vi tillærer bestemte værdier og tildeles materielle, intellektuelle og sociale ressourcer, som afgør, hvordan vi udvikler os gennem resten af livet. Samtidig formes vi af vores respektive genetiske sammensætning og de tilfældige hændelser, der får livet til at tage dets uforudsigelige og snørklede facon.

Når alle dele af individet på denne vis skabes af faktorer uden for den enkeltes kontrol, giver det ikke mening at snakke om en fri vilje. Vi har selvfølgelig en vilje. Den er bare ikke fri, men produktet af sociale, genetiske og tilfældige faktorer, som individet ikke har kontrol over. Og da det ikke er retfærdigt at straffe nogen for noget, de ikke har kontrol over, kan ingen fortjene konsekvenserne af deres handlinger.

Mental revolution

Den moralske konsekvens af determinismen er, at ingen kan fortjene mere end andre. Al ulighed er amoralsk. Det er en provokerende tanke. Men den hænger sammen. Og den burde udgøre ledestjernen for alle, som går op i social retfærdighed.

I dens skær bliver det klart, at et opgør med kapitalismen er nødvendig. Kapitalismen er nemlig i sin essens uretfærdig. Når man lader folk konkurrere mod hinanden, vil der altid være tabere og vindere.

I kapitalismen accepterer man ikke blot, at samfundets heldigste får mere end samfundets mindst begunstigede. Man hylder det. Det er hele pointen med kapitalismen, at der skal være et A-hold og et B-hold. Det er sådan, profit skabes: Virksomhedsejere udnytter medarbejderne ved at betale dem så lidt, som de kan slippe afsted med.

Derfor har venstrefløjen brug for et grundlæggende opgør med kapitalismen, hvis ikke dens eneste berettigelse skal være at dele ud af krummerne fra de rigestes festmåltid. Vi skal bekæmpe de ideer, der lever i bedste velgående mellem os, og som de reaktionære bruger til at retfærdiggøre overgreb mod alle, der ikke er født med en sølvske i munden. Vi skal skabe et hjem til venstrefløjen – et sted, hvor den kan mødes og nedbryde fejlforestillinger såsom, at etnicitet er en naturlig måde at opdele folk på, at rigdom er nødvendig for vores livskvalitet, og at vi har opnået ligestilling mellem kønnene.

Men første skridt mod et retfærdigt samfund bliver at kalibrere vores moralske kompas. Illusionen om den fri vilje udgør hjertet af kapitalismens løgn om retfærdig ulighed. Et hjerte som det er på høje tid at flå ud af bæstets bryst og kaste på ilden, så hverken Sanne selv eller hendes omgivelser kan give hende skylden for hendes lidelser.

Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Asmus Rungby er antropologer og stiftere af Systemkritisk Netværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Per Hansen
  • Anne Schøtt
  • Nille Torsen
  • Claus Høeg
  • Jens Wolff
  • Rune Rasmussen
  • Anders Graae
  • Søren Veje
  • Carsten Svendsen
  • Hanna Grarversen
  • Torben K L Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Maria Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Søren Bro
  • Katrine Damm
  • Toke Andersen
  • Ann Thomsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Gustav Alexander
  • Ebbe Overbye
  • Frede Jørgensen
  • Tommy Clausen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Palle Yndal-Olsen
Morten Lind, Per Hansen, Anne Schøtt, Nille Torsen, Claus Høeg, Jens Wolff, Rune Rasmussen, Anders Graae, Søren Veje, Carsten Svendsen, Hanna Grarversen, Torben K L Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Maria Jensen, Jakob Trägårdh, Søren Bro, Katrine Damm, Toke Andersen, Ann Thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Roepstorff, Gustav Alexander, Ebbe Overbye, Frede Jørgensen, Tommy Clausen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg holder mig til Popper's definition af den god videnskabelig hypotese: Den skal være så dristig og præcis, at den vil være let at falsificere. Jo mere almen og upræcis den er, jo mere ubrugelig En teori som forsøger at forklare alt, er den dårligst tænkelige teori ud fra en videnskabelig betragtning - d.v s., det er en teori hvor vi med garanti ikke blive klogere på verdenen Ud fra dette kriterie er determinismen en dårlig videnskabelig teori, fordi der ikke kan tænkes en hypotetisk situation, hvor den ville være falsificeret. Lige meget hvad jeg kan udtænke af scenariet vil dens tilhængere kunne påvise at dette også kan forklares ud fra en deterministisk teori Det er ikke en styrke men en svaghed ved teorien.

Morten Balling, Rune Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Neurovidenskaben har i øvrigt med forsøg vist at hjernen tager beslutninger sekunder før de rammer bevidstheden."

Det er jo ikke det samme, som at beslutningerne er automatiske. Har du hørt om et fænomen, der kaldes "det ubevidste"? Det kan heller ikke påvises ved hjælp af måleapparater, men det er en god hypotese, så god, at den i vore dage er en integreret del af den sunde fornuft.At jeg ikke er bevidst om, hvad der er ubevidst, er jo ikke det samme som, at det ikke er mig, der indeholder ubevidste impulser. Om disse impulser er determinerede eller viljestyrede kan så diskuteres, men er det ikke netop det, vi gør?

De par sekunders forsinkelse betyder jo kun noget, hvis man tror, at den fri vilje er 100% bevidst, men hvorfor skulle den egentlig være det? Kunne man ikke forestille sig, at min krop frit beslutter sig for at gøre et eller andet, som den så fortæller min bevidsthed om lidt senere? Skal fri vilje være bevidst for at være fri? Hvad mener vi med fri? Hvad mener vi med bevidsthed? Hvad mener vi med krop? Er krop og bevidsthed adskilte i virkeligheden, eller er det blot en analytisk distinktion?

Det forekommer mig, at der er rigtig mange spørgsmål, der skal besvares, før vi kan have en meningsfuld diskussion om den fri viljes eksistens. Så indtil videre vælger jeg frit at gøre som dr. Johnson og sparker til en sten. Jeg kan også vælge at lade være, og hvem skal afgøre, om det er mig der vælger, eller Gud der vælger for mig?

Deterministerne foretrækker Gud, fint nok, jeg har ikke brug for en gud til at tage beslutningerne for mig. Men det er jo et frit land vi lever i.

Niels Duus Nielsen

Rune Rasmussen: "Spørgsmålet er: Hvad er spørgsmålet" - præcis!!! Som man råber i skoven får man svar.

Kan alle menneskelige handlinger forklares deterministisk, ja eller nej. Jeg spørger ikke om det principielt kan lade sig gøre, eller om det er en smuk hensigtserklæring/et frugtbart forskningsprogram, men om det altid er muligt altid at give en fyldestgørende deterministisk årsag-virkning-forklaring på en hvilken som helst menneskelig handling?

Morten Balling

@Niels

Mange ville synes at hvis det ikke var deres bevidsthed, eller deres jeg, som tog beslutningen, så er det reelt ikke dem selv som vælger, men f.eks. kemiske processer i deres hjerne de ikke har kontrol over.

Hold gud udenfor ;) Man behøver ikke nødvendigvis gud for at være determinist. Bortset fra det med at naturlovene må komme et sted fra, og at nogen kalder dét gud.

Var der iøvrigt ikke noget med at Johnson havde lidt ondt i foden, fordi han undervurderede stenens størrelse?

Niels Duus Nielsen

Morten, min egen position er, at en beslutning helst skal være i det mindste førbevidst, før den tæller som fri. Og med "førbevidst" tænker jeg på den tilstand, hvor vi har en fornemmelse af, hvad vi står overfor, uden at have et ord for det endnu.

Målingerne i hjernen viser blot, at det tager et par hundrede millisekunder for hjernen at bevæge sig fra det førbevidste (som er den naturlige "hviletilstand") til det bevidste felt (som kræver yderligere materiel energi for at kunne opretholdes, og derfor kan måles på et instrument). Det er også derfor, jeg er konsistent, når jeg påstår, at langt de fleste rationaliseringer er efterrationaliseringer, for vi handler for det meste med åbne øjne i nuet, og opfinder retfærdiggørelserne bagefter.

Jeg er bange for at debatten ikke kan afgøres inden for en dualistisk metafysik, da det ikke er muligt at angive, hvorledes en ideal impuls skal kunne indvirke på det materielle plan. De kvantemekaniske ekstrapolationer og de gamle atomisters spontane inklinationer er forsøg på at overskride denne metafysiske afgrund med snusfornuftige forklaringer, som blot flytter spørgsmålet fra, hvad vi mener med "fri" til hvad vi mener med "spontan".

For mig at se er hele spørgsmålet samtidig eksemplet på, at metafysik ikke blot er varm luft, men netop noget, der gør en forskel. For selvom jeg er stærk modstander af den kartesianske og tilhænger af en mere holistisk metafysik, er det mig ikke muligt at sætte mig ud over dualismen mellem ånd og materie og samtidig forblive logisk konsistent. Hvorfor min konkluysion er, at logik er et skidegodt værktøj til mange ting, men at man af og til er nødt til at filosofere med en hammer. Eller sparke til en sten, som dr. Johnson, som ganske givet har haft ondt i foden efter så dramatisk at have modbevist idealisterne.

Vulgærmaterialismen er efter min mening en form for idealisme: Deterministerne forsøger at påvise "the non-existence of ideas", helt på samme måde, som Berkeley forsøgte at bevise, at materien ikke eksistere. For mig beviser disse logiske argumenter kun, at logikken er utilstrækkelig til at indfange verden i dens mangfoldighed.

Spinoza er her min ledestjerne: Deus sive Natura: Om vi kalder det Gud eller Naturen kan være hip som hap, det er alligevel det samme vi taler om. Kausalitet er en af de kategorier, vi bruger til at gøre verden forståelig, om den så også findes derude i "das Ding an sich" er et meningsløst spørgsmål, på samme måde som spørgsmålet om, hvad der var før "das Urknall", er meningsløst, da der dengang endnu ikke var noget, der kunne kaldes tid. Meningsløst for en logiker, men altså ikke for en metafysiker, som netop beskæftiger sig med den slags umulige spørgsmål.

Den fælles grund, som vi mødes på for at diskutere den slags spørgsmål kalder vi "virkeligheden", og virkeligheden er ikke det samme som realiteten. Indholdet af en drøm er fx irrealt, men ikke desto mindre er det virkeligt, da det faktisk kan påvirke vores syn på verden, og dermed hvordan vi forholder os til virkeligheden.

Morten Balling

@ Niels

Et par reflektioner fra en Morten som har været væk fra det abstrakte og meget eksamensramt på en materialistisk måde her på det seneste:

Månen er der. Den kan ses som et symbol på, hvor langt ud af tangenterne vi nogen gange ryger når vi prøver at forstå "virkeligheden".

Virkeligheden er meget lidt materiel. Hele ideen med at E=m*c2, kvantemekanikken mm. nedbryder vores klassiske forståelse af, hvad virkeligheden er bygget op af, og smider man en af mine gennempiskede kæpheste (information) oveni, er der meget langt fra "virkeligheden" til dagligdagen. Samtidig er der noget som tyder på at det hele er en stor gang ærtehalm. Det oplever vi helt lavpraktisk i dagligdagen, og i videnskabens forsøg på at beskrive virkeligheden.

Den klassiske reduktionistiske metode, som jeg har på mit husalter, var ligesom først på banen, og den har som vi før har debateret vist sig at virke ret godt, på trods at induktionsproblemet. Her kommer statistikken os til hjælp. Jeg er lidt ved at nå dertil hvor jeg mener at man kan bruge bookmakere til at afgøre konsensus. Det kan godt være at nogle hypoteser er spændende, men vil man satse sine penge på at de er sande. Ellers er det måske mest varm luft man plæderer for, fordi man er "god" til at argumentere.

Holismen og den deraf følgende emergens, er ligesom den "gemytlige" Dennett noget som lå godt i maven, da jeg begyndte at forstå konceptet. Problemet for mig er at jeg endnu ikke har fundet ét eneste menneske, der har kunnet give mig et eksempel på en "emerging property", som jeg ikke har kunnet "forklare" med en reduktionistisk tilgang. Strong claims need strong evidence, som der var en der sagde noget i stil med. Formentlig Feynman eller Krauss. Emergens er ellers en komfortabel vej ud af determinisme, illusionen om bevidstheden, livets opståen mm.

Livet, sådan set i den videnskabelige kikkert, optager mig en del pt., bla. fordi en stor del af mit studie er biologi. Her kan jeg fortælle, at sidste nyt fra fronten er at meget tyder på at liv er ren kemi, fuldstændigt som reduktionisterne ville sige. Før kemikerne bliver for kæphøje kan man sige at al kemi er fysik, og før fysikerne bliver for selvfede, kan man sig (host)metafysik?

I dag kan man designe og "3D-printe" DNA og i DNA'et ligger al koden (information) til at lave resten af dimserne i en celle. Derfor er noget af det nye i biologien det man kalder biobricks, som er sådan en slags Meccano for biologer. Man kan også lave ret meget af en celle på bordet i et laboratorie, og det er kun et spørgsmål om tid (få år?) før vi kan lave en syntetisk celle. Måske er den allerede lavet.

Vil den være levende? Det viser sig mere og mere at det er svært for biologien at definere "levende", men i stedet kunne man spørge om cellen ville begynde at have et stofskifte? Det tyder meget på at den vil. Bla. termodynamikken. Måske vil sådan en "lille ny" ændre vores selvopfattelse væsentligt.

Vil det i givet fald være tegn på at liv er en "emerging property"? Kunne man ikke nærmere sige at vi havde vist en vis "reduktionistisk sammenhæng" i naturen? Samtidig er det lidt et paradoks at for at bygge en syntetisk celle, er vi nødt til at benytte nogle ting vi kun kan se med et holistisk perspektiv.

På den anden side, sådan bogstaveligt, så ligner alting et søm, hvis man kun har en hammer. Ideen om at anlægge et nyt perspektiv på virkeligheden (holismen) er spændende. Virkeligheden ser anderledes ud oppefra end nedefra, og det er meget tæt på 100% sikkert at redutionismen ikke kan forklare alt. F,eks, kan den godt forudsige udviklingen af et komplekst kaotisk system (som er helt determistisk), men beregninger derved er så omfattende at det ikke kan lade sig gøre i praksis. Holismen kan dog heller ikke forudsige præcist hvordan et dobbeltpendul svinger.

Filosofen John Searle stiller det meget enkelt op. Det kan godt være at reduktionisterne ikke kan finde bevidstheden i alle atomerne, men det er ligesom deres problem. Fra en holists synspunkt kunne man sige at vi starter med at erkende at vi har en bevidsthed og så arbejder vi os ned i forståelsen af den. På samme måde kan man takle fri vilje.

Metafysik er en eufemistisk omskrivning af 'den religiøse dimension' som er et fantasirum uden forbindelse til virkeligheden - overhovedet.
Der findes et fysisk univers, i hvilket intelligente væsner kan tænke dybe tanker, men disse tanker har netop en fysisk oprindelse - der er intet metafysisk over dem eller noget andet.

Morten Balling

@Mikkel

Ja gid det var så simpelt. Det troede jeg også engang. Metafysikken er ikke særligt god til at forklare noget som helst, men den er ret god til at stille "irriterende" spørgsmål. Du og jeg kan sikkert godt blive enige om at det ikke giver mening at snakke om tid før det Niels kalder "das Urknall", fordi det med vores logik svarer til at tale om "nord for Nordpolen".

Når vi så er blevet enige om hvor fysisk alting er, så ville en metafysiker kunne påpege at virkeligheden har været fysisk og fulgt nogle regler, af os kaldet naturlove, lige siden braget, og hvis metafysikeren derpå spørger os, hvor kom de naturlove fra, så kan man ikke bare feje spørgsmålet til side.

Mange tror at metafysik kun drejer sig om at bevise/modbevise en deitet, eller at metafysikken kun beskæftiger sig med overnaturlige idéer, men det er ikke helt rigtigt. F.eks. er der mange af de opdagelser naturvidenskaben har gjort, som udsprang i irriterende metafysiske spørgsmål. Derudover er jeg 100,0% sikker på at vi i videnskaben ikke er i stand til at komme med et komplet billede af hvad virkeligheden (det fysiske univers).

Set fra videnskaben kan filosofien være mega irriterende, mest fordi den kan stille spørgsmål vi ikke kan svare på, men som Feynman sagde: “I would rather have questions that can't be answered, than answers that can't be questioned”. Og Feynman er det tætteste jeg er kommet på en deitet ;)

Morten Balling

Et andet Feynman citat: "Physics is like sex: sure, it may give some practical results, but that's not why we do it.”

Nu var Feynman Fysiker (med stort F), men man kunne i ovenstående citat erstatte fysik med videnskab og filosofi, herunder metafysik.

Jeg er ligeså vild med Feynman som jeg var med Thomas Vinding da jeg var barn. Jo mere jeg graver mig ned i "virkeligheden", jo flere erkendelser mener jeg at gøre. F.eks. har man for nylig gentagende gange ifm. eksamen kunnet høre mig sige: "Jeg er fucking ligeglad med hvad det hedder, jeg vil hellere vide hvordan det virker". Når jeg så går tilbage og læser nogle af de ting jeg tidligere har læst/hørt Feynman skrive/sige, går det op for mig at det ikke var min idé.

“You can know the name of a bird in all the languages of the world, but when you're finished, you'll know absolutely nothing whatever about the bird... So let's look at the bird and see what it's doing -- that's what counts.”
― Richard Feynman

“I learned very early the difference between knowing the name of something and knowing something.”
― Richard Feynman

“Religion is a culture of faith; science is a culture of doubt.”
― Richard Feynman

“I think it's much more interesting to live not knowing than to have answers which might be wrong.”
― Richard Feynman

“We are trying to prove ourselves wrong as quickly as possible, because only in that way can we find progress.”
― Richard Feynman

“If you thought that science was certain - well, that is just an error on your part.”
― Richard Feynman

“I'm smart enough to know that I'm dumb.”
― Richard Feynman

Torsten Jacobsen

Nu er jeg måske ikke - visse af mine tidligere kommentarer i denne tråd taget i betragtning - den rette til at forsøge at bringe denne diskussion (hvis der stadig er en diskussion?) ned på jorden igen.

Men jeg vil da egentlig gerne vide, hvordan 'Fri Vilje'-idealisterne forholder sig til et indlæg i nærværende avis, som på mere konkret vis - operativt ville Ole Falstoft sikkert kalde det - beskæftiger sig med de konkrete og ekstremt mærkbare konsekvenser af visse idealisters insisteren på - på det absolut bestemteste - at trampe i jorden...

"Der findes ikke håbløse mennesker. Men mange opfører sig alligevel sådan"
https://www.information.dk/moti/2018/02/findes-haabloese-mennesker-opfoe...

Morten Balling

@Torsten

Det er VIRKELIGT svært at diskutere fri vilje uden at havne i de højere luftlag ;)

Du nævnte tidligere Sam Harris, og selvom han og jeg ikke er enige om muslimer, er jeg på mange andre områder ret enig i hans argumenter. Alligevel snakker han hele tiden om, hvad vi "bør" gøre. Jeg gør det også selv, og jeg lever fint med illusionen af min fri vilje, men jeg tager ofte mig selv i at gnække over Harris, når han "modsiger" hans egen overbevisning. Så plejer jeg at tænke at vi ikke kan gøre for det, fordi det jo ikke er noget vi selv bestemmer. Det er lige før den også virker på Trump, men der må selvfølgelig være en grænse.

Torsten Jacobsen

I forlængelse af det ovenfor linkede indlæg i debatten (som vitterligt fortjener både opmærksomhed og eftertanke), vil jeg gerne påpege følgende:

(Og igen er jeg nok i sidste ende ikke den rette til at påpege det, da jeg selv ofte flyver ud af en tangent, og følgelig trækker andre med mig..)

Men:

Det interessante i hele denne diskussion er ikke - gentager IKKE - igen at 'bevise' (eller 'modbevise') en given metafysiks sandhed. Udgangspunktet er en påpegning af EN GIVEN METAFYSIKS konsekvenser i dagligt levet liv. Vi taler her om postulatet om DEN FRIE VILJES EKSISTENS.

Hvad vi lærde hoveder i denne debat end måtte mene om sagen, så er det forhåbentlig et genkendeligt FAKTUM, at lad os sige 99% af klodens befolkning dagligt opererer ud fra en Heuristisk opnået og helt grundlæggende forudsætning: At mennesker frit kan vælge mellem A og B i enhver given situation, hvor åbenlys tvang (f.eks. en pistol rettet mod tindingen) ikke indgår i ligningen. Ja, faktisk rækker den heuristisk opnåede, almenmenneskelige forståelse endnu bredere ud: Vi formoder, at ethvert autonomt individ i enhver situation kan vælge frit mellem A-Z og endda længere ud end det.

Denne fælles, helt grundlæggende og almenmenneskelige forståelse har visse konsekvenser.
Først og fremmest agerer denne metafysik fødselshjælper for en moralsk forståelse af verden, som stiller en del af menneskeheden i et meget dårligt lys: "DE ER DÅRLIGE MENNESKER!". Vi kan også knytte andre tillægsord på dem, naturligvis, hvis sandheden forekommer for besk: "De er onde mennesker". "De er dovne mennesker". "De er mennesker uden viljestyrke." "De er dumme mennesker." Som altid kan listen med eufemismer udbygges i det uendelige.

Men, bottom line: "DÅRLIGE MENNESKER."

Og det er netop her, at den fuldstændig entydige sammenkobling mellem EN GIVEN metafysiks moral og kapitalismen finder sted: Kapitalismen belønner "GODE MENNESKER" og fordømmer "DÅRLIGE MENNESKER". Markedsfejl opstår i og for sig kun, når velmenende mennesker spænder ben for DENNE GIVNE METAFYSIKS naturlige konsekvenser: At gode mennesker belønnes, mens dårlige mennesker fordømmes.

Der er intet, absolut intet, at tage fejl af her: Metafysik=>Moralsk Forståelse=> Dommen.

Alt er i og for sig i sin skønneste orden. Med mindre postulatet om den frie vilje viser sig at være forkert, naturligvis. For hvis dette er tilfældet - hvilket man uden trampen i jorden åbenbart ikke kan sige det store til - så falder metafysikken, og dermed moralen, og dermed kapitalismen.

Så simpelt er det.

Men Tramp blot væk, D'herrer...I sidste ende er vi alle væk om lidt, og så kan det jo være det samme...

https://www.youtube.com/watch?v=8V949yf33Qo

Torsten Jacobsen

I fortjener da forøvrigt teksten til denne (også for dette emne) så gennemført perfekte sang:

Street Spirit (Fade Out)

[Verse 1]
Rows of houses, all bearing down on me
I can feel their blue hands touching me
All these things into position
All these things we'll one day swallow whole

[Chorus]
And fade out again
And fade out

[Verse 2]
This machine will, will not communicate
These thoughts and the strain I am under
Be a world child, form a circle
Before we all go under

[Chorus]
And fade out again
And fade out again

[Verse 3]
Cracked eggs, dead birds
Scream as they fight for life
I can feel death, can see its beady eyes
All these things into position
All these things we'll one day swallow whole

[Chorus]
And fade out again
And fade out again

[Outro]
Immerse your soul in love
Immerse your soul in love

- Radiohead

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Du hører ikke ordentligt efter, så. Eller også lytter du mellem linjerne: For det vil selvfølgelig være interessant at høre Sam Harris' holdning til, hvorvidt han har fortjent sine millioner eller ej ;)

Men han er nu ganske åben omkring det forhold, at vi som mennesker ikke kan undlade at agere som om vi har fri vilje, i dagligt levet liv. Hans pointe er - og det er et synspunkt jeg deler - at vi ikke skal opbygge en 'fælles moral' dvs. i sidste ende en lovgivning, som alene tager udgangspunkt i subjektive, forvirrede forestillinger. Et af hans yndlingseksempler:

Hvis hans datter bliver myrdet, Ønsker Sam Harris ikke at hans subjektive forestillinger om retfærdighed får ét gram af indflydelse på hvordan retfærdigheden i den givne sag rent faktisk udmåles. For den retfærdighed er vi alle sammen blevet enige om forinden, i overensstemmelse med sandheden, som vi kender den..

Morten Balling

@Torsten

Tjekker lige den podcast du linkede til. Jeg er langt mere enig med Harris end Dennett, men jeg har aldrig hørt dem face-to-face før. Dennetts argumenter er aldrig feset ind hos mig. Jeg synes hans beskrivelse af bevidsthed og hjernen giver ret god mening, men når han begynder at snakke om kompatibilisme med det der lidt overlegne smil han har , får jeg lyst til at hive ham i skægget, og hans argumenter forsvinder lidt ligesom sæbebobler som brister.

Jeg har en personlig konspirationsteori om at Dennett er sendt på en obskuranistisk mission af Saul Smilansky :)

Torsten: Tak for linket. Efter at have læst artiklen falder flg. Kirkegaard citat mig ind:
'Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.'

Morten Balling, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Vestlig tænknings grundlæggende paradoks (white man's burden):

All men are born equal.

We know that, they don't know that, and this makes us better than them.

Ergo: we are better than them.

(frit efter F. Zappa)

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Det er så sandelig kloge ord, som igen bekræfter min oplevelse af Kierkegaard som først og fremmest en fremragende psykolog. Jeg er sandt at sige ikke så bekendt med hans skrifter, som jeg 'burde' være.

Selv er jeg mere bekendt med Nietzsche, som jeg - ganske intuitivt og ikke analytisk - oplever som Yin til Kierkegaards Yang: Begge eksistentialister (og dermed intuitive psykologer) men med vildt divergerende, endelige årsagsforklaringer. Kierkegaards spring ud på de 70.000 favne er i og for sig ikke mindre (eller mere) radikalt end Nietzsches insisteren på at sige 'Ja' til hele eksistensen, og til idéen om den evige genkomst.

Men en gud skiller dem. For Kierkegaard er dette guddommelige forsyn den endelige udvej, og derfor også den endelige garant for den frie vilje. For Nietzsche, som fandt gud død i sin samtid, er forestillingen om den frie vilje en 'usofistikeret dumhed" (han havde væsentlig mere knubrede ord at sige om den sag, men dem skal jeg spare jer for her).

Pointen her er, at mens Kierkegaard vist kun svært kan forestilles i spidsen for en antikapitalistisk revolution, så ville Nietzsche for mig at se nok kunne bære den hjem: Fortaler for en total destruktion af al moral og en efterfølgende genopbygning af stumperne, som han var...

Det er vel hvad kapitalismen har brug for? Ikke en reformation, men en destruktion? Hvorpå der så endelig på ruinerne kan fremspire noget nyt?

Morten Balling

@Torsten

Jeg kommer til at tænke på koncerten på Jagtvej 69 med Einstürzenden Neubauten. De var kendt for at have en idé om, at hvis vi bare rev alting ned og startede forfra, så ville det blive bedre når man byggede det op igen.

For det første indså folk at det ikke helt gjaldt det nyrenoverede ungdomshus, og jeg har stadig til gode at se en revolution som har ført til andet end mere af det samme. Måske fordi Verden udvikler sig, og vi reelt ikke har et hammerslav indflydelse på hvordan den gør det...

Torsten Jacobsen

Morten Balling,

Jeg ønsker en moralsk revolution, ikke en nedrivning af bygninger. Og der er bestemt ikke nogen garanti for, at alt dermed bliver bedre. Vi lever, som forhåbentlig bekendt, i den bedste af alle verdener, allerede. Blot finder jeg den mangelfuld. Det burde man efter min mening lave om på.
Men selv hvis man ikke stræber efter at ændre den (konservatismens umulighed), så vil den ændre sig alligevel. Så langt er vi enige. Så hvorfor dog ikke stræbe? Og så se, hvad der sker?

Du beskriver for mig at se en slange, der snor sig gennem tykningen. Du hævder, med rette, at det enkelte skæl på slangens krop ingen indflydelse har på slangens retning og fart.

Men du overser det faktum, at hvert eneste skæl, hver eneste muskelfiber, hver eneste energiudladning mellem neuroner i slangens hjerne alle udgør slangen i sig selv. Uden dem, ingen slange, uden slange ingen 'dem'. Dualismen spøger i dit sind, min ven. Du burde søge hjem ;)

Nu er dette en gammel, sikkert død tråd, men jeg fandt denne artikel om det som kaldes MWI eller Many Worlds Interpretation af kvantemekanikken. Denne hypotese er kun "bevist" matematisk, men den vinder kraftigt frem i fysikken i disse år, bla. fordi den kan forklare mange fysiske paradokser. Samtidig er konsekvenserne af MWI temmelig mindblowing. Bla. viser den både at vi vitterlig har noget man kunne kalde fri vilje, og den forklarer også hvordan fri vilje fungerer. For dem som mener at mangel på fri vilje er en nedslående tanke, er MWI fyldt med håb og optimisme:

https://io9.gizmodo.com/the-9-weirdest-implications-of-the-many-worlds-i...

Sider