Kommentar

Der er ingen grund til at dysse nye forskningsresultater ned, bare fordi man ikke tror på dem

Det er pressens opgave at formidle resultater fra videnskabelige artikler, så andre end fagfolk får indsigt i nye fund. Også når læger mener, at resultaterne er uvelkomne
Det er pressens opgave at formidle resultater fra videnskabelige artikler, så andre end fagfolk får indsigt i nye fund. Også når læger mener, at resultaterne er uvelkomne

Peter Hove Olesen

29. januar 2018

I de seneste uger er vores nyeste forskning, der viser, at p-piller øger risikoen for brystkræft med 20 procent, blevet diskuteret ivrigt i Informations spalter og i offentligheden generelt.

Først advarede Anders Beich, der er læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, i Dagbladet Journalisten mod, at journalister »skræmmer« befolkningen med artikler om forskningsresultater, inden læger og myndigheder har haft tid til at diskutere dem.

Derefter skrev journalist fra Information Kristian Villesen i en klumme, at Beichs udtalelser vidner om en »grundlæggende mistillid til befolkningens fatteevne«. Og nu hævder Anders Beich her i avisen, at risici, som er øget mindre end 100 procent »sjældent kan tilskrives andet end støj, tilfældigheder eller samvariation med en anden fælles årsagsfaktor«.

Trist mistro

Jeg har gennem mere end 40 år haft fornøjelsen af at gennemføre epidemiologiske studier på basis af danske sundhedsregistre. Mange af disse med nye og opsigtsvækkende fund. Med undtagelse af medicinproducenternes eksperter er jeg altid blevet mødt med respekt for vores studier, ligesom de praktiserende læger gennem tiden har indrettet deres praksis ud fra den nye viden, som blev tilvejebragt.

Udfordringen ved epidemiologisk forskning er – som Anders Beich er inde på – ganske rigtigt at eliminere statistisk tilfældighed mest muligt og sikre, at man har korrigeret for andre årsagsfaktorer – altså om der kan være andre grunde end indtaget af p-piller, der fører til, at kvinder, der tager p-piller, har større risiko for at få brystkræft end andre kvinder.

Det første opnås primært ved at inkludere mange i studierne. Det andet ved at sørge for at have andre årsagsfaktorer med i sin analyse. Begge disse metodologiske punkter har vi opfyldt i vores forskning. Det er også netop derfor, at vi får dem publiceret i internationale toptidsskrifter.

Derfor er det trist, at Anders Beich – i modsætning til de internationale eksperter, som har nærlæst og vurderet vores studie forud for publiceringen – ikke tror på vores fund. Dét især set i lyset af, at alt, hvad vi tidligere som de første har påvist af risici eller gevinster, siden er bekræftet i en række nye studier. Risikoen for brystkræft har endda været kendt i årtier og burde derfor ikke være ny viden. Heller ikke for Anders Beich.

Etiske spilleregler

Jeg har gennem årene lært at følge en række ’etiske spilleregler’ vedrørende formidling af vores forskning – spilleregler, som jeg har fulgt og overholdt, også i forbindelse med publiceringen af min nye forskning.

For det første leverer vi aldrig materiale til pressen, før studierne skal publiceres. En af grundene til dette er, at der, i forbindelse med at vi indsender studierne til tidsskrifter, foregår et såkaldt peer review. Her får eksperter inden for området lejlighed til at stille spørgsmål eller kræve, at bestemte metodologiske forhold bliver beskrevet nøjere – altså en slags kvalitetskontrol.

Denne kontrol er ikke nogen 100 procent garanti for lødige studier, men når de publiceres i de internationale toptidsskrifter, har de typisk været gennem en nøje granskning, især hvis der er tale om opsigtsvækkende resultater.

Så det er en god praksis at vente med at informere pressen, til studiet publiceres. De store tidsskrifter har den praksis, at de sender studierne ud til den internationale presse en uges tid før publiceringen, så journalister kan få lejlighed til at spørge forfatterne og andre eksperter, hvilke kliniske konsekvenser de nye resultater har. Derved sikrer man sig, at journalister har god tid til at få læst artiklerne ordentligt igennem.

For det andet sætter vi altid vores resultater ind i den kliniske sammenhæng, de hører hjemme under. Det kan for eksempel være, at de samme p-piller, som øger risikoen for blodpropper, selvmord og brystkræft, også beskytter imod for eksempel kræft i æggestokkene.

Og endelig gør vi os den umage at udarbejde et dansk og internationalt pressekit, så vi sikrer os, at artiklens budskab forstås og formidles korrekt og balanceret.

Til spørgsmålet om, hvorvidt man bør tilbageholde ny opsigtsvækkende forskning og ikke lade medierne skrive om det:

Uanset hvad Anders Beich i sine hedeste drømme kunne ønske sig af lukkethed omkring nye forskningsresultater, kan jeg berolige Kristian Villesen og Information med, at nye videnskabelige artikler fra internationale toptidsskrifter vækker stor interesse internationalt, og at ingen magt kan (eller bør) hindre journalister i den frie verden i at videreformidle offentligt tilgængelige nye forskningsresultater. Så, go ahead.

Øjvind Lidegaard er overlæge og professor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Klausen
  • David Zennaro
Henrik Klausen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Sådan !

Man får let cementeret holdningen om 'Det Hvidkitlede Præsteskab', hvis Anders Beich er repræsentant for majoriteten af læger, der ønsker kontrol og lukkethed.

Måske er vi flere almindelige Borgere, der har mødt lægers arrogance ift. nye tiltag. Hvis nogen nævner cannabis-debatten, så vil det ikke undre mig.

Borgernes bredspektrede viden - noget mere lødigt end andet - vokser dag for dag i takt med Nettets udbredelse , og selv ikke læger i deres 'tårn' kan stoppe den udvikling, hvor ubekvem den end er.

Claus Nørgaard Gravesen, Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Kære Øyvind Lidegaard.
Det ville have klædt dig at holde dig til det jeg skriver, hvis du vil kommentere på det. Det er en lang udplantning af stråmænd du er ude i her, og jeg har været i tvivl om det ikke bare skulle stå som en rungende understregning af min pointe om, at journalisterne må oppe sig.
Men jeg bliver simpelthen nødt til at korrigere en professor, der diskuterer med sig selv, men lader som om han diskuterer med en anden.
1) Jeg har ikke på noget tidspunkt udtrykt "hede drømme om lukkethed omkring nye forskningsresultater"
2) "spørgsmålet om, hvorvidt man bør tilbageholde ny opsigtsvækkende forskning og ikke lade medierne skrive om det" er et spørgsmål du opfinder til lejligheden
3) Jeg har på intet tidspunkt i mit indlæg begivet mig ind på at formidle, hvad jeg tror på, det er sagen aldeles uvedkommende.
4) mit indlæg handler slet ikke om dig eller din 40 årige fornøjelige karriere ud i epidemiologien. Din nylige formidling og pressens behandling af den bruges blot som et eksempel.
5) Den rigtige debat handler ikke om tro, men om formidling af hhv. viden og videnskabelige resultater - som jo ikke er det samme, men behandles, som om det var af medierne og journalister, som ikke kan vide bedre, men må læne sig op af autoriteter, og nogle gange gør det i for høj grad.
6) Jeg konstaterer at epidemiologer ikke er enige i, hvordan man skal fortolke let øgede forekomster af i forvejen sjældne fænomener associeret til andre faktorer i registre. Jeg hævder ikke at "risici, som er øget mindre end 100 procent sjældent kan tilskrives andet end støj, tilfældigheder eller samvariation med en anden fælles årsagsfaktor". Jeg gør opmærksom på, at det gør visse andre epidemiologer med samme anciennitet som dig.
7) De fleste der har arbejdet med epidemiologi og registerforskning i årtier bliver heldigvis mindre og mindre skråsikre med tiden
8) Du skriver, at man bare skal "sørge for at have andre årsagsfaktorer med i sin analyse" - hvilket er banalt og udmærket, men jo på ingen måde sikrer en imod det man ikke ved, at man ikke ved.
9) Du hævder at desuden "sætter vi altid vores resultater ind i den kliniske sammenhæng, de hører hjemme under". Du har erfaring med de (meget) syge og epidemiologi. men det er ikke den virkelighed dine resultater havner i.
Jeg beskæftiger mig fuld tid med den kliniske virkelighed, som dine og mange andre forskeres resultater rammer ind i, som du helt åbenlyst ikke kender til. Det er der hvor de (meget) raske og de bekymrede henvender sig. men hvor de sjældne sygdomsfænomener fylder hele horisonten, og hvor 20% er et grimt højt tal, når 100% jo bare er det hele eller alle.
.
Hvis vi i fremtiden skal bevare et gran af troværdighed, så skal vi blive meget bedre til at formidle usikkerheder i lægeverdenen, og at videnskabelige beregninger (og hatten af for dem) ikke er det samme som viden, men i bedste fald bidrag til viden og sandheden. I værste fald støj som ofte fører til angst og tabt livskvalitet.
.
Jeg synes det er trist at du ikke er villig til at tage den egentlige diskussion, men i stedet forfalder til at opstille en række polemiske udsagn, som jeg ikke er kommet med, men som du så kan forholde dig til, for vedholdende at kunne argumentere for dine egne beregningers fortræffeligheder. Og jeg synes at journalisterne skal læse dit indlæg som en understregning af nødvendigheden af at stramme op næste gang nye videnskabelige resultater præsenteres som ny viden.

med venlig hilsen

Anders Beich
praktiserende læge, GP
fmd. DSAM - Dansk Selskab for Almen Medicin - de praktiserende lægers fagvidenskabelige selskab

Søren Kramer

Man skulle tro det var muligt for den praktiserende læge at håndtere en smule offentligt usikkerhed omkring robuste behandlinger med vaccinationer og p-piller, når han nu er vant til at ordinere syrepumpehæmmere eller insulin til behandling af overvægt.
Det virker som om både behandlere og patienter er interesserede at fastholde den lette løsning og trygge rolle. Når patienterne møder op med urealistiske forventninger om et hurtigt fix er det jo i høj grad en afspejling af den professionelles eget behov. Ansvaret og ledelsen for at komme ud af det mønster ligger ved den professionelle. Det virker lidt støvet og gammeldags som det foregår nu, og det fastholder en umyndiggørelse.
Forskningen kan læses med forskellige briller. Du kan læse den for at finde noget enkelt behandling, typisk medicinering, som holder hele det dyre system kørende, og som gør hverdagen lettere når der er 15 minutter til en patient. Men hvis man tager bare lidt kritiske briller på, så bliver det deprimerende læsning. Det vil være grundvilkåret, særligt når forskningen går ud på at tjene penge, eller få penge til instituttet til næste år. Det er fuldstændigt umuligt for den praktiserende læge at holde sig ajour i sådan en suppedas.

kjeld hougaard

Øjvind Lidegaard, ja det var da en besynderlig artikel. At du, specielt her på falderebet efter 40 års dybgranskning i registre, behøver opmærksomhed er både menneskeligt og forståeligt. Jeg så igennem på pubmed: 100 publikationer er bestemt et agtværdigt bidrag til de blade som ernærer kundskabens træ. Danske registre har en kvalitet, og befolkningen så velkontrolleret, at du kan bekræfte sammenhænge med større statistisk sikkerhed end andre kan. Men! Dine sidste publikationer, som startede diskussionen, var vel kun varianter på et tema du selv gennem flere år har berørt? Nye publikationer, men vel ikke egentlig ny kundskab? Der publiceres ca. 15.000 videnskabelige artikler indenfor medicin ugentligt (medline). ALT er offentligt tilgængeligt! En smartphone med internet og du har tilgang til hele herligheden. Det er en besynderlig tanke at ”pressen” har til opgave at holde sig informeret, endsige informere læsere af dagens avis om disse videnskabelige landvindinger af større eller mindre betydning. Og grænser det sig til det paranoide at påstå det er i nogens interesse at holde den danske befolknings i uvidenhed? Om det havde været muligt? Har dine decennier af flid haft for lidt praktisk værdi?