Læserbrev

Inklusion: Endnu et år i helvede

3. januar 2018

Endnu et år er gået, uden at nogen har gjort noget for at forbedre vilkårene for de børn, der er fanget i en skole, der ikke kan give dem den behandling, de kræver og fortjener. Det er børn med diagnoser – ikke børn, som ikke lige kan komme ud af sengen om morgenen.

De magter ikke skolen, fordi skolen ikke magter dem. Det er et helvede for de børn, og de bliver kun dårligere og dårligere uden den rette behandling. Også dårligere stillet i forhold til deres fremtid i et samfund, hvor idéen om inklusion er udtænkt af regnedrenge uden nogen form for medmenneskelig hensyntagen.

Selvfølgelig er økonomi afgørende. Men politikerne har valgt den dyreste løsning; for børnene, som betaler den højeste pris, for forældrene og for skolerne. Skolerne står nemlig selv med regningen, hvis et barn skal henvises til en specialskole.

For børnene er endnu et år i helvede ovre – og et nyt kan begynde. Medmindre du faktisk gør noget, Merete Riisager. Nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Mikkel Rytzel
  • Anker Nielsen
Per Klüver, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Mikkel Rytzel og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan sige meget om inklusion - og om eksklusion - men det er jo ikke sort/hvidt. Forfatteren er specialskoleejer og lever af eksklusion...

@Povl Thomsen: Du kunne også sige "Forfatteren er specialskoleejer og har derfor forstand på det hun udtaler sig om".

Eva Schwanenflügel, Mikkel Rytzel og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Ingvald A Kamarinum

Povl:
Mener du så at en privat psykiater ikke kan udtale sig om sit område, fordi han “lever” af det?!
Tror mere Hans er inde på det rigtige.
Mine næsten 30 år inden for området, har vel givet mig nogle erfaringer ikke sandt?
Vh. Ingvald

Ingvald A Kamarinum

Povl du mener måske ikke at privatpraktiserende kan/skal udtale sig i det offentlige!?
Gælder det så læger psykologer og måske også politikere ? :-)
Tror nok mere at Hans er inde på det rigtige.
Mine 25 års erfaring giver mig nok lidt fundament under mine vurderinger.
Vh. Ingvald

Selvfølgelig må – og skal, for den sags skyld – fagfolk debattere offentligt om deres fagområde, men hvis deres synspunkter er meget sort/hvide eller firkantede, kan det da godt være relevant at påpege, at forfatterens synspunkter kan være farvet af, at han har økonomiske interesser i området.

Mig bekendt udgør den private special- og socialpædagogiske ”sektor” samlet set en ret stor økonomi, og pengene skal alle sammen hentes i de offentlige kasser, hvad enten anbringelsen finansieres af den enkelte skole eller af en anden kasse i kommunen. Specialskoler m.v. skruede taksterne voldsomt op efter at amterne – som øjensynlig havde bedre styr på området - blev nedlagt. I årene efter fik mange kommuner sig derfor nogle økonomiske forskrækkelser, og der er derfor ikke noget at sige til, at de i et vist omfang har udviklet egne tilbud. Man talte i nogle år om, hvordan specialområdet var ved at ”kannibalisere” normalområdet, fordi specialudgifterne steg så meget, at man kunne forudse, at man blev nødt til at lave besparelser på primært folkeskolen for at få økonomien til at hænge sammen.

Dertil kommer, at når forskerne sammenlignede, var de danske udgifter til specialområdet langt, langt højere end i de andre nordiske lande, men forskerne kunne ikke se, at de danske resultater var bedre.

Det betyder jo ikke, at kommunerne blindt skal inkludere børn i normalklasserne uden at binde en eneste ekstra ressource i halen på dem – det er givetvis sket i en hel del tilfælde, og det er jo en parodi på inklusion. Men man må arbejde med et bredere spektrum af tilbud, så de fleste børn kan inkluderes i normalklasserne med en eller anden form for hjælp eller i specialtilbud i nærmiljøet i kommunens eget regi, og så må man have fælleskommunale tilbud eller bruge private tilbud til de kategorier af børn, den enkelte kommune har så få af, at det ikke kan betale sig at etablere et eget tilbud. I det omfang det er det, der sker, er det selvfølgelig dårligt for specialskolernes økonomi, men godt for kommunens og forhåbentlig mindst lige så godt for børnene.

Man kunne også spørge, hvor godt det er for et barn at sidde i en taxi i halvanden-to timer hver morgen og halvanden-to timer hver eftermiddag tværs over Sjælland mellem Kalundborg eller Skælskør og en (hundedyr) ordblindeskole i København?