Klumme

Intermetzo: Det stabile geni

Trumps åbenbare særstatus blandt de elendigste amerikanske præsidenter
26. januar 2018

Et ikke ukendt fænomen i magtens korridorer er overfald på budbringeren, når lokummet brænder, og man selv er pyromanen. Statsministeren beklager sig over mediernes interesse for et gratis sommerhusophold i kvotekongens hus i Skagen. En kyndig kommentator siger: hvad Løkke gør, er ikke noget, Løkke gør, det er noget, han er…

Ihærdig presseopfølgning kaldes af nogen bashing, et begreb der ofte anvendes af Trump-tilhængere i forargelse over mediernes kritik af den skandaløse præsident.

Noget tyder på, at dronning Elisabeth nu tilslutter sig basherne: Ikke tale om, at Philip og jeg lægger Buckingham Palace til den vulgære stodder! Period! (For citatets ægthed garanteres ikke).

Trumps visit i England er således udsat på ubestemt tid. Men statsbesøget står ved magt, forsikrede premierminister May, blot ikke datoen. Tydeligere kan det ikke siges: Bliv væk! Udtalelsen faldt oven i købet, før den labile amerikaner havde kaldt britiske venner i Afrika shitholes-countries, hvilket næppe behøver oversættelse til Swahili. Og før Donald the Dork, det stabile geni som han kalder sig, udløste endnu en krise med grov kritik af USA’s nye ambassade i London. Den præsident Obama ifølge Trump er ansvarlig for, hvilket Obama ikke er, derimod George W. Bush. But, what the f….

Helbredstjek

Trump fik forleden det årlige helbredstjek, dog ikke af hovedets inderside.

Amerikanske psykiatere udtrykker bekymring og bryder princippet: aldrig at udtale sig om folk, de ikke selv har haft på divanen. Angående Trump, der blandt så meget andet har løjet offentligt over 300 gange i året, der gik plus det løse, synes alle variationer af begrebet ’plejer’ annulleret.

Kun folk med politisk forsnævring kan fortsat tro, at Trump fører noget godt med sig. Den maligne narcissist synes i mental opløsning, forstærket af storhedsvanvid. Præsident Kennedy sagde engang galgenhumoristisk, at et menneske, der vil være præsident, må være en lille smule psykopatisk. I Trumps fald kan man roligt stryge ’lille smule’.

Time Magazine portrætterede Trump forleden. Husk, at Time er konservativt. CNN opregnede Trumps løgne. Husk, at CNN ikke er svaret på verdensrevolutionen. Begge midt-på-vejen medier konstaterer Trumps adfærd som alarmerende.

I amerikansk historie er det ugørligt at opregne en præsident mere uegnet til jobbet. Måske Warren Harding, men Mafiaens ven Harding var bare korrupt. Måske William Howard Taft: oprivende fed, dum og doven. James Buchanan: langsynet på det ene øje, nærsynet på det andet med en adfærd derefter. Ulysses S. Grant: korrupt og fordrukken. Måske Franklin Pierce: sygeligt forfængelig og stærkt fordrukken. Eller Andrew Johnson: korrupt og uduelig. Benjamin Harrison: fordomsfuld, kolerisk, smålig, salmesyngende, snæversynet idiot.

Måske Jimmy Carter af de gode viljer, der ikke begreb uddelegeringens nødvendighed og blev fortæret indefra allerede fra sit andet år. Endelig Richard Nixon, der var en crook, skønt han hævdede det modsatte, og som den første og hidtil eneste blev tvunget fra jobbet.

Men alligevel. Ikke ét af disse fejlskud ligner helt den katastrofe, som med eller uden Trumpbashing nu udfolder sig, og som kan koste os alverden.

End ikke George W., der før Trump fremstod som den måske ringeste præsident i 150 år, er under Trumps lavmål. Fladtrådt dumhed herskede under Bush, der begik fatale brølere, men manden har efter sigende empati og virker som et godt gemyt. Da Trump havde holdt sin tiltrædelsestale, mumlede Bush: What a pile of mean shit! Helt tosset er han altså ikke.

Afsæt den farlige fejltagelse

Men hvad skal dog man stille op?

Forstandige folk og politikere i alle lande må forene sig og støtte de kræfter i det store kriseramte land, der forsøger at inddæmme skaderne.

Den indlysende løsning er, at amerikanerne efter forfatningens 25. amendment afsætter den farlige fejltagelse. Kun et samlet kabinet og vicepræsidenten kan gøre noget sådant med støtte i Kongressen.

Dét holder hårdt. Så længe nogen for alvor mener at høste fordel af systemsammenbruddet, bliver uhyrligheden siddende.

Enhver kan ellers indse, hvor løs fanden er i Laksegade, når millioner af amerikanere allerede nu investerer i drømmen om endnu en realitystjerne som modkandidat til det brutale, egocentrerede bundfaldsmenneske, der som en besættelse hjemsøger det smukke hvide hus.

Kan hænde FBI’s tidligere chef, ærkerepublikaneren og krigshelten Mr. Mueller og hans stab af stjerneadvokater redder USA ud af sumpen og muliggør rigsret og afsættelse.

Mon dét i givet fald også vil blive kaldt Trumpbashing?

Nedadgående spiral

Det er ikke sket før i USA’s lange demokratiske historie, at en præsident afsættes på den facon. Nixon gik selv under den blotte trussel om rigsret, og Bill Clintons vidtløftigheder om sit pigesjov var trods alt ikke til fare for rigets sikkerhed.

De gale romerske kejsere blev i imperiets eksistenskrise aflivet i polkatakt. Mindre kan lykkeligvis gøre det, skønt amerikanerne tilskyndet af Trump har fået hurtigere og endnu mere uhindret adgang til skulderhylsteret.

Netop den råhed, den mangel på medfølelse, den gennemførte kynisme og stupiditet i så at sige ét og alt, i ord og handling, som Trump konsekvent bærer til skue og dag for dag, fremturer med i nedadgående spiral, bør få også hjemlige trumpister til at overveje, om deres værdipolitiske benovelse bør revideres til fordel for at løfte i flok og bistå med at dementere russernes sejr i USA’s præsidentvalg. Det sker ved at isolere – som i Davos – den farlige og uberegnelige mand med bopæl pt. på en hårrejsende forkert adresse.

Dronning Elisabeth og de engelske Trumpbashere har meget at tabe ved et nedkølet forhold til USA. Lige nu fremstår de og dronningen derfor som forbillede for verden.

Long live the Queen!

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Frede Jørgensen
  • Anker Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Poul Anker Sørensen
  • Tino Rozzo
  • Torben K L Jensen
Steen Sohn, Frede Jørgensen, Anker Nielsen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Poul Anker Sørensen, Tino Rozzo og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Man må sige at den gode Metz ikke har høje tanker om båtnakken med den hitlerske underskrift og den mussolinske optræden i det hvide hus. Kan kun gi´ ham ret.

Kirsten Lindemark, Marianne Stockmarr, Karsten Lundsby, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Poul Anker Sørensen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Georg,
Til trods for din altid salte analyse tror jeg du alligevel rammer forbi.
Manden er 'bulletproof', i overført betydning.
Han har en hvis patriarkalsk charme, hvis man kan tale om noget sådant.
Lidt ligesom en løve, der ligger og fordøjer sit måltid.
Hvilket han altid gør, ifølge McDonald's.
Han har en appeal...
Som hans vælgere elsker.
Som Trevor Noah sagde fra "The Daily Show":
"Our 45. and last President"..

Ha ha Eva den var god. Det er altid populært at gå efter manden. Men manden er jo trods alt kun et produkt af systemet. Og systemet er bundråddent og kynisk. Systemet styres kun af grådighed. Etik og moral har ingen gang på jorden. Og det uanset om gallionsfiguren hedder Obama eller Trump.

Niels Bent Johansen, Hans Aagaard og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Det, der bekymrer mig mest, er det, man kunne kalde det demokratiske problem. Altså når et flertal af vælgere i et demokratisk system, hvordan det så er skruet sammen, vælger en uegnet præsident, eller et land vælger at forlade et fællesskab til skade for sig selv, hvad så? Mange ville ved genvalg stemme det samme, fordi de mener, at præsidenten faktisk er egnet, eller at ”vi har det bedst for os selv”. Hvad med fx Lars Løkke, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg o.m.a.? De får jo også stemmer nok fra mennesker, der mener at de er egnede. Anders Fogh fik også......

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Kirsten Lindemark, Marianne Stockmarr, Niels Duus Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Sir Metz.

At isolere Trump er det eneste rigtige.
Hurra for England.

Eva Schwanenflügel, Kirsten Lindemark, Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Med mindre Robert Mueller kan bevise en samordning af Putins kampagne mod Hillary Clinton og Donald Trumps præsidentkampagne, så kan vi glemme alt om en Rigsretssag mod Donald Trump.

Trump udtalte i går, at han så frem til at alde sig afhøre under vidneansvar af Robert Mueller - ifølge CNN uden af have afklaret dette med sine advokater !!

Hvis Trump virkelig vover sig ind i løvens hule uden advokatbistand, såh ....

Typisk vil anklagemyndigheden, hvis ikke selve forbrydelsen kan bevises, søge at fange vidnet i falsk vidneforklaring, hvilket udløser rasende straf i USA - og altså fik Clinton for en Rigsret.

jan henrik wegener

Ser ikke fænomenet helt på samme måde som Metz. Måske er han på en måde en modpol, men også med ligheder til de omtrent jævnaldrene "rebeller" fra tresserne, og de tidligere halvfjerdsere? Også for disse var det grænseoverskridende tit en del af spillet. Nu er det så den der er i toppen af "systemet", der agerer som om han er den største oprører mod, og mest forfulgte af "systemet". Men det er vel slet ikke så enestående.

@Johnny Werngreen
Nu er det jo ikke et flertal af vælgerne som har valgt ham, nærmere en fjerdedel. Og det er et demokratisk problem.