Kronik

Javist er fortællingen om Macron sympatisk. Men det er bare ikke nok

Emmanuel Macrons ’kartesianisme’ støder på den politiske hverdag, og han er ved at blive konfronteret med virkeligheden. Hvor langt vil fortællingen om den rationelle, intelligente kommunikator bære ham – og Frankrig?
Emmanuel Macron indskriver sig som politiker i en lang fransk tradition for at tænke sit embede mere vidløftigt, end man måske gør i andre nationer. Det giver nogle gange praktiske udfordringer.

Emmanuel Macron indskriver sig som politiker i en lang fransk tradition for at tænke sit embede mere vidløftigt, end man måske gør i andre nationer. Det giver nogle gange praktiske udfordringer.

Thibault Camus

30. januar 2018

»Fornuften er den ting i verden, de fleste deler.«

Sådan begynder den franske filosof René Descartes’ Diskurs om metoden (1637), der har sat sit præg på fransk tænkning frem til nu.

Jeg er, fordi jeg tænker. I Frankrig er en kartesianer både den, der tilslutter sig Descartes’ metode, og den, der vil afmontere den. Hvad enten man giver Descartes ret eller ej, tænker man i hans baner. Det er det, vi andre mener, når vi fnyser ’fransk logik!’.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, beskriver som sin læremester, fortolkningsfilosoffen Paul Ricoeur, sin egen tanke som sammensat. Men ’den komplekse tanke’, hvor princippet er, at alle synspunkter er parallelle og samtidige, er netop den rodekasse, som kartesianeren strejfer rundt i.

Macron går i Descartes’ fodspor, han higer efter at nedgøre tidens skolastikere, de dogmatiske eller bare dovne politikere og deres forældede ideologier.

Han er den typiske rationalist, der helst argumenterer på det rene abstraktionsplan. I hans begrebsverden kommer formen før indholdet. Det er præcis det, der gør ham så ’fransk’, og hvad de mange franske vælgere i 2017 kunne lide. Macron kunne bruse ind på den politiske scene uden noget program, med sejlene bugnende af varm vind. Han var mere fransk end sin modkandidat. Det er samtidig det, der gør det svært for ham som præsident at gribe om nælden og lave konkret politik.

Den gode fortælling

En ordentlig politiker er omgivet af en fortælling, som silkeormen af sin kokon. Han eller hun skal bare spinde videre på den. Den er vigtigere end et egentligt program, den giver personen mening og bærende energi.

Vor tids Nero, mister Trump, blev valgt på fortællingen om den blodrige ejendomsmogul og tv-stjerne, der som en anden supermand forlader sit gyldne tårn på Manhattan for at redde de hvide udkantsamerikanere og udfordre verden med amerikansk storhed.

Vladimir Putins fortælling handler om den iskolde splejs med jernnæven, der støttede en alkoholiker ud af Kreml, efterretningsofficeren på trofast vagt for gamle Rusland, superpatrioten, stepperytteren i bar overkrop, den mest russiske af alle russere, en ortodoks løgkuppel dopet til og med magt.

Fortællinger skal bygges op, spredes, vedligeholdes og vække tiltro. Dertil har man medierne og netværket, de falske nyheders miserable ekkodal og demokratiets indbyggede, til tider dødelige, selvkritik. Men mest af alt det brede folks godtroenhed.

Emmanuel (Gud med mig) Macrons fortælling virker mere sympatisk end Trumps og Putins, fordi den spærrede vejen for den hårdtpumpede racist, der kunne have gjort Frankrig til Europas syge dame. Macron begyndte som livredder.

Selv om den tidligere finansminister og bankmand ubetvivleligt besidder evner og dygtighed, har Macron med sit sejrsrit gennem 2017 også været heldig. Meget heldig.
Læs også

Fortællingen opstod delvis af sig selv, skabt af situationen (Hollande genopstillede ikke) og er siden blevet vedligeholdt af en gudbenådet kommunikator og hans på stedet marcherende flok. Den beskriver kometen fra en ukendt galakse, en lynende intelligent, velhavende, ung ikke-politiker, uberørt af fortidens politiske ævl, svindel og rundkørsel, dynamisk og digital, lige hvad oldfrue France med halm i træskoene har brug for.

Men først og fremmest viser historien os en lykkens pamfilius. Heldet følger ikke den tossede, men den charmerende elegantier, hvis tale kan alt, tror alt og håber alt.

Fordelen ved at være kun nogle måneder henne er, at fortællingen stadig virker. Folk affinder sig med, at man først vil mærke noget til reformerne om et år eller to. Moderniseringen af landet skal ske på et solidt, rationelt fundament. Rolig, folkens, roret er i faste hænder, inden længe dukker fastlandet op. Den politiske fortælling er en føljeton.

Hvis det nu bare drejede sig om at lege fortælleren og vise hustruen Brigitte frem i Kina, var de franske borgere blot et publikum, præsidenten kun en performer med slikfrisure.

Men hver dag vågner den store leder op til en verden af problemer, hver dag kommer flere migrantflygtninge til Frankrig, afrikanere passerer Alperne i dyb sne i t-shirt og gummisko, hver dag skal formueskattens afskaffelse forsvares, topskatten barberes, uden at de lave indtægter bliver misundelige, hver dag skal de falske nyheder afsløres, fordømmes og snart forbydes ved lov, hver dag skal de arbejdsløse på understøttelse kontrolleres bedre, terrorismen holdes stangen, købekraften stige og babymælken renses for salmonella ... og hver dag skal en befamlingshungrende Catherine Deneuve tages alvorligt. Hver dag er en hverdag.

Macron i mudder til haserne

Og her er det, at Macron står i mudder til haserne. Her begynder den politiske virkelighed, hvor Frankrigs særprægede statsindretning med en lakajregering underlagt en regerende præsident bliver ulæselig. Og resultaterne uvisse.

Premierminister Edouard Philippe, en vennesæl, borgerlig politiker fra kredsen omkring den moderate Alain Juppé, finder sig indtil videre i rollen som godsforvalter. Den lange mand med håret nede i ansigtet er vokset op under Chirac (og devisen om, at ’en premierminister gør, som præsidenten siger’).

Men landet er som så ofte før under Den Femte Republik ved at komme i vildrede: hvem styrer egentlig hvad, hvem har ansvaret, Elysée’et, javist, men er det nu sundt, og hvad venter vi så på? Hverdagen, mand!

Den karismatiske præsident holder alenlange taler om det kommende Europa (en politiseret eurozone, når først tyskerne har ’koaliseret sig færdige’), om den simrende franske økonomi og verdenssituationen som sådan – hvor Macron tildeler sig selv hovedrollen.

Han tager tråden op fra de Gaulle og Mitterrand, pløjer landene igennem, tager imod i Versailles-slottets glassal, hvor profilerne gentages i alle vinkler, han pragmatiserer multilateralt og samtidigt. Udenrigspolitikken er stadig præsidentens skydebane. Han er god til det – og han nyder det.

Det betyder ikke noget, hvem der reelt regerer, og hvordan man får organiseret en opposition mod vertikaliteten, hvis man forlods finder det i orden, at den franske vælger ikke skal andet end hver femte år at stemme på en præsident og ellers stort set holde sig i baggrunden.

Men hvis man som Pierre Rosanvallon, professor ved Collège de France, og andre demokratiske ånder, gerne ser landet komme længere end det ordinære franske skindemokrati, hvor forfatningen og regelmæssige, frie valg findes og respekteres, men kun en svag afskygning af demokratisk kultur lader sig mærke helt ude hos folket?

Ja, så bliver det essensielt, at topstyrelsen står krystalklart, umytisk og navnlig føles nærværende, konkret.

Der er vi slet ikke endnu. Ikke meget tyder på, at macronismen skal være fødselshjælperen til et folkedybt, fransk demokrati, en mere overbevisende og voksen form for medviden og ansvar, om man vil. Fra yderkanterne lurer derfor stadig en primitivt verbaliserende eller demagogisk fortænkt højre- og venstreradikalisering. Det pjuskede og ufærdige demokratis måde at hive efter vejret på.

Den komplekse tankes bliktromme, Emmanuel Macron, er de gode viljers mand. Hans både/og følger den gamle franske opskrift, den omtalte metode i den omtalte rodekasse. Det hælder til teknokrati, men mange vælger at betragte det som den noble udgave af den politiske kunst.

Kartesianisme på højeste plan giver mere plads til folkelige bevægelser, herunder et frodigt fransk foreningsliv (som man aldrig hører om), men især til strejker udenom reglerne og knas i samfundsmaskineriet, kaos til tider.

For et sted skal kræfterne prøves, ideerne modnes, slagordene fyge og selvbevidstheden forankres. Et sted skal ’revolutionen’ – ikke bare som bogtitel – have afløb. Et sted skal der være indhold.

Macron indvarsler en klassekamp uden kamp og uden klasse. Med andre ord. Frankrig er stadig en metode.

Jacques Berg er forfatter og tidligere Frankrig-korrespondent for DR.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Toke Kåre Wagener
  • Michael Friis
  • Grethe Preisler
  • Frede Jørgensen
Gustav Alexander, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Toke Kåre Wagener, Michael Friis, Grethe Preisler og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Zangenberg

Jacques Bergs kronik er bedste eksempel på « Form uden indhold » . En uendelig lang, krukket opvisning af skribentens intellekt, en nedladende ordflom, som totalt mangler konkretisering og fakta.

Peter Ravn-Olesen, Thorkil Søe, Michael N, Mads Kølbæk og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Mads Kølbæk

Netop Dorte! Jeg må indrømme at jeg ikke forstår hvad debattørren forsøger at kommunikere. Så kan man da sige at formen, i bedste fald, er utilstrækkelig.

Thorkil Søe, Dorte Zangenberg og Michael N anbefalede denne kommentar

Wow. Yderst smukt skrevet men analysen bliver flyvsk og metafysisk..

"Den komplekse tankes bliktromme, Emmanuel Macron, er de gode viljers mand. Hans både/og følger den gamle franske opskrift, den omtalte metode i den omtalte rodekasse. Det hælder til teknokrati, men mange vælger at betragte det som den noble udgave af den politiske kunst." - Der står egentlig ikke noget konkret, men det er da flot skrevet.

Måske skal teksten varedeklareres som et personligt blog-indlæg.

Thorkil Søe, Flemming Berger og Dorte Zangenberg anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Macron skal begynde en officiel visit til Tunesien i morgen. Jeg forventer en tale fra ham om hvordan han ser forholdet mellem arabere og Vesten, der vil indikere også hvordan den israelske- Palestinesiske konflikt ville udvikler sig. I Politik er han mere konkret, det viser han i sin bog "revolution".

Gustav Alexander

Forfatteren illustrerer meget godt manglerne i Macron's politiske projekt.

"Macron indvarsler en klassekamp uden kamp og uden klasse. Med andre ord. Frankrig er stadig en metode."

Det "fantastiske" ved En Marche er vel netop at de præsterer at sælge en "fremtid", der ikke har et indhold eller nogle egentlige konsekvenser. Vi må forstå at fransk liberalt demokrati - i en abstrakt form - er målet, men teknokratiet lader til at være metoden .. Er mål og metode her forenelige, eller lugter det Franske politiske centrum af samme bureaukratiske diktatur, som vi ser fuldbyrdet i Kina?

Macron er netop form uden indhold; formen er liberalt demokrati men indholdet er finanskapitalens gradvise dominans over Frankrigs demokratiske institutioner. De som stemte på ham stemte på en fukuyamaistisk drøm; det nuværende kan bestå og forbedres, men i selvsamme ytring gøres spadestikkene til den kinesiske kapitalisme!

Stol hellere på yderfløjene. De er ikke bekymret for at indrømme at nogle vil lide mens andre vil nyde under deres regimente. Man bør være langt mere bange for den sande "populist" (i ordets nedladende betydning) som Macron, der gladeligt forgiver at vi alle kan vinde på hans politik. Hvorfor kan det så være, at det hele tiden er arbejderne der taber, mens firmaerne vinder?

Le Pen var ikke bange for at indrømme at hun ville gøre livet svært for flygtninge og immigrnater.
Melenchon var ikke bangefor at indrømme at han ville gøre livet svært for finansfolk og spekulanter.

Hvem indrømmede Macron at ville skade? Ingen og det er netop det som gør ham til en indholdsløs charlatan.