Kommentar

Du kan logge af, men du kan ikke standse vreden på de sociale medier

På de sociale medier spreder vreden sig som en svampeinfektion. I forargelsesøkonomien skaber ekstreme holdninger større internettrafik — til glæde for de digitale platforme, der lever af flere klik
Twitter hænger fast ved alle ord, der kommer fra Donald Trump. Delvist for at få indblik i præsidentens tanker, men også fordi hvert eneste tweet udløser en kaskade af raseri, der aktiverer netværket. Trump er vred. De liberale bliver vrede på ham. De konservative bliver vrede på de liberale, skriver skribenten i dagens kommentar.

Twitter hænger fast ved alle ord, der kommer fra Donald Trump. Delvist for at få indblik i præsidentens tanker, men også fordi hvert eneste tweet udløser en kaskade af raseri, der aktiverer netværket. Trump er vred. De liberale bliver vrede på ham. De konservative bliver vrede på de liberale, skriver skribenten i dagens kommentar.

Manuel Balce Ceneta

4. januar 2018

Var de sociale medier mere modbydelige i 2017 end i 2016? Måske ikke. Men de har heller ikke udviklet sig i en mere civiliseret og tolerant retning. I hvert fald ikke der, hvor der bliver debatteret politik.

Ordet ’debat’ er i sig selv omstridt. Debat forudsætter udveksling af meninger baseret på kendsgerninger, der er almen enighed om. Men det er der ikke meget plads til, når den mest udbredte stil er enten prædiken eller udhængning.

Der er også humor. Når Twitter ikke gør mig vred, får det mig ofte til at grine. Men dér er målet for latterliggørelse ofte en politisk banalitet eller en offensiv fordrejning af sandheden. Derfor kan jeg stadig smage min vrede gemt under den selvtilfredse satires sukkerglasur. Det er ikke en sund diet for det mentale helbred.

Hvorfor så blive hængende?

Twitter samler nyheder fra forskellige kilder på en effektiv måde. Tjenesten serverer fortsat ting, jeg gerne vil læse blandt alt det jeg ville ønske, jeg ikke kunne se. Ligesom de sociale medier sender advarselssignaler om politiske tendenser.

Ideelt set var der filtre, der kunne sortere god information og velovervejede analyser fra den hvinende larm. Men de er i virkeligheden uadskillelige. Ofte er den hysteriske reaktion på en historie selve historien.

Twitter hænger fast ved alle ord, der kommer fra Donald Trump. Delvist for at få indblik i præsidentens tanker, men også fordi hvert eneste tweet udløser en kaskade af raseri, der aktiverer netværket. Trump er vred. De liberale bliver vrede på ham. De konservative bliver vrede på de liberale.

For nogle bliver vreden formålet. For dem ville det være en form for nederlag at opgive den. Der er en grund til, at de, der vender sig mod den mørke side i Star Wars bliver opfordret til at dyrke deres had — for at føle det som en kilde til magt.

Vrede er smitsom. Den spreder sig fra et sveddryppende digitalt apparat til det næste, som en svampeinfektion. Den klør også på samme måde. Når man sidder ved tastaturet er det svært at bemærke noget forkert uden at kradse i det med et ætsende reaktion. Men det giver ingen vedvarende lindring. Når den ene side kradser, begynder det at klø på den anden side.

Sådan fortsætter provokationernes onde cirkel. Den er som loddet sammen med netværket. Vi skræddersyr vores nyhedsfeed, så det passer til vores partipolitiske smag. Vi graver grøfter rundt om vores egne fordomme. Derefter slynger vi en byge af meningsløs mistro mod fjendens skyttegrave. Det er blevet en del af mediernes forretningsmodel og har fået navnet outrage economy (forargelsesøkonomi, red.).

Forargelsesøkonomi

Ekstreme holdninger øger internettrafikken. Det er til glæde for både platforme, og dem der publicerer. Med klik som valuta, giver en provokerende, racistisk artikel af debattører som britiske Katie Hopkins dobbelt fortjeneste. Den bliver delt både af folk, der er enige og af folk, der er voldsomt uenige.

En forargelsesøkonomi er lukrativ i et samfund fuld af vrede. Når vreden først er antændt, er den selvforsynende og vanedannende. Der er en psykologisk tilfredsstillelse ved vrede — en primitiv adrenalinreaktion, der tilsidesætter andre mere sofistikerede følelser. Det kan være perverst beroligende.

Misbrugere bliver tolerante over for effekten af deres stoffer og kræver større doser. I denne sammenhæng synes jeg, at udbredelsen af voldsmetaforer på tværs af det politiske spektrum, er foruroligende.

Der er et stort skel mellem det ultra-Brexit-tilhængeres fordømmelse af forrædere og en højreradikal messedrengs beslutning om at myrde et parlamentsmedlem. Men der er også noget, der forener dem: en associationskæde, der i en forstyrret hjerne letter rejsen mellem at koge af vrede over en indbildt fjende til rent faktisk at søge hævn.

Trangen til radikal omvæltning er delvist affødt af modløshed, når gradvise reformer føles utilstrækkelige til at påvirke social forandring. Det er udtryk for den utålmodighed, der tager kontrollen over aktivisters temperament efter perioder med teknokratisk konsensus.

Den australske forfatter Clive James observerede engang denne vane blandt rastløse intellektuelle:

»For dem giver et politisk system, der har opnået en statisk vibrerende tilstand ikke tiltrækkelig resonans. I korte træk synes de, det er kedeligt. Når de keder sig, leger de med ild.«

Vrede er gavnlig i politik til at skabe handling mod uretfærdighed, korruption og dårlig regeringsførelse. Men den er gift, når den åbner for råt had, der ansporer appetit på hævn. Skellet mellem de tilstande forsvinder i den vilde retorik på nettet, der i stigende grad også breder sig til verden uden for det digitale univers.

Det er ikke nogen løsning at slukke for apparaterne. Men det er en måde at undgå at være en del af problemet, en måde at undlade at blive forført til den mørke side — selv hvis det bare er i et par dage.

Rafael Behr er klummeskribent på The Guardian.

© The Guardian og Dagbladet Information. Oversat af Laura Dombernowsky

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Martens
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Hans Martens, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Løsningen er at undlade at bruge de pengemaskiner, der går under betegnelsen sociale medier.
Rækker man dem en lillefinger, gør de ligesom Fanden, de tager hele hånden.

Hans Martens, Kenneth Jacobsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Erling C Havn, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

ja, me. når det er sagt så er det vigtigt at huske at det ikke er maskinerne, der skaber problemet, men vores holdning til selv og medmennesker.

Det er jo ikke bare de sociale medier, men mange af de 'klassiske' medier også. Før levede de af at folk gad tegne abonnement. Nu lever de af, at folk gider klikke, og det er en udbredt antagelse, at for at få folk til at klikke, skal man vække deres følelser. Forargelse over noget helt urimeligt, nysgerrighed (clickbait), en sød hundehvalp, et dumt svin, hvad som helst. Når man igangsætter en samfundsdebat, handler det ikke om, hvorvidt debatten er vigtig, men om hvorvidt man kan provokere folk til at deltage.

Således satser mange medier, også de, der tidligere blev regnet for seriøse, hårdt på provokerende bloggere, der med unuancerede holdninger kan starte et offentligt skænderi. Dybt personlighedsforstyrrede mennesker bliver ophøjet til meningsdannere. Ikke fordi de kan tilføre samfundsdebatten noget konstruktivt med deres opmærksomhedssøgende og konfliktskabende adfærd, men blot fordi de kan generere clicks, og dermed reklamekroner, til deres medie.

Det ansvar overfor samfundet, der var argumentet for at modtage mediestøtte fra det offentlige, er helt væk. I stedet bliver skattekroner brugt på decideret trolling.