Kommentar

Kinas behandling af menneskerettighedsadvokater minder mig om ’Processen’

I mere end tre årtier har Kina gennemført juridiske reformer for at sikre en effektiv behandling af sagsanlæg. Det betyder, at Kinas kommunistiske parti i dag kan bruge retssystemet til at ramme alle dem, der står i opposition til partilinjen
26. januar 2018

Josef K. hedder den mand, der i Franz Kafkas roman Processen, tidligt om morgenen på sin 30 års fødselsdag bliver arresteret af to personer for derefter at blive tvunget gennem et mareridtsagtigt retsforløb uden at vide, hvad han har gjort galt.

Jeg tænker på Josef K., hver gang jeg læser om kinesiske menneskerettighedsforkæmpere, der bliver ført bort af civilklædte personager og forsvinder, indtil de senere dukker op på kinesisk stats-TV med en offentlig tilståelse.

Det er ikke fordi, de ligner Josef K., den bankansatte prokurist, der spilder livet på bunden af et bureaukratiske hierarki. De har i stedet truffet modige valg, kæmpet for en mere retfærdig verden og måske faktisk opsagt det sikre job, der kunne brødføde deres familier, for i stedet at kæmpe i en større sags tjeneste.

Modsat Josef K. er de heller ikke uvidende om, at de har overtrådt den kinesiske stats grænser for ’godt’ og ’ondt’. De har – ofte i årevis – behændigt manøvreret i gråzonen mellem at bidrage til forbedring af Kinas politiske system og være i opposition til det.

De minder mig om Josef K., fordi deres skæbne er lagt i hænderne på et system, der er fuldstændig ligeglad med principper om retssikkerhed, men bruger det juridiske system til at udtvære alle, der sætter spørgsmålstegn ved partiets legitimitet.

Da den kinesiske advokat Yu Wensheng i sidste uge fulgte sin søn i skole, blev han ført væk af en gruppe politimænd. I det, der ligner en smædekampagne mod menneskerettighedsaktivister, offentliggjorde det kinesiske politi pludselig en groft sammenklippet video, filmet før daggry, hvor Yu Wensheng langer ud efter en civilklædt betjent og nægter at følge med.

Få timer før sin anholdelse havde Yu Wensheng kritiseret Kinas præsident Xi Jinping i et åbent brev, der tilskyndede til at gennemføre omfattende ændringer i Kinas forfatning. Og i oktober, da Xi Jinping blev ophøjet til den mest magtfulde kinesiske leder siden Mao, opfordrede Yu Wensheng ham til at træde tilbage med ordene »han passer ikke til embedet«.

Lige der markerede den 50-årige advokat sin opposition til Kinas Kommunistiske Parti. Det skete efter han i årevis havde brugt den kinesiske lovgivning aktivt til at føre retssager inden for systemet: Blandt andet ved at holde Beijings lokalregering ansvarlig for den sundhedsskadelige forurening. Nu stod han klart og tydeligt i opposition.

Anholdelsen af Yu Wensheng er det seneste eksempel på Kinas opgør med retssikkerheden for alle, der bevæger sig væk fra partilinjen.

I sidste uge besluttede Kinas Kommunistiske Parti at gennemføre to afgørende ændringer i Kinas forfatning. Fremover skal Xi Jinpings tanker optages i statens forfatning, og staten skal have et nationalt overvågningssystem, der under ledelse af Kinas Kommunistiske Parti officielt har til formål at bekæmpe korruption.

Det bliver set som et stort tilbageslag for de sidste fire årtiers juridiske reformer.

Tilskyndet af Kinas øgede interaktion med omverdenen har juridiske reformer i mere end tre årtier været et vigtigt punkt på den politiske dagsorden. Til gavn for både kinesiske borgere og virksomheder har Kina efteruddannet dommere og advokater og skabt mere effektive institutioner, der kan håndtere lokale konflikter og retssager, før de eskalerer og skaber ustabilitet.

Men modsat vestlige demokratier, hvor magtens tredeling sikrer domstolenes uafhængighed har Kina aldrig taget et endeligt opgør med partiets mulighed for at blande sig i alle aspekter af det kinesiske samfund.

For selv om Kinas Kommunistiske Parti ser en fordel i en effektiv håndtering af sagsanlæg om kopisager og brud på den intellektuelle ejendomsret, så forbeholder partiet sig ret til at bruge retssystemet til at håndhæve partilinjen.

Det betyder, at den kinesiske stats forfatningsmæssige retsgarantier kun gør sig gældende for personer, der ikke er i opposition til systemet. Personer som Josef K. eller Yu Wensheng – der enten er uvidende eller vidende om at have gjort noget galt – har ikke de samme retsgarentier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
Tommy Clausen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Overvågning er et større billede som ingen danskere tager alvorligt.
Vi får snart et Nationalt Genom Register, med registrering af alle danskeres DNA.
Ingen information har der været om det.
Danskeres medicinske oplysninger bliver videresolgt til udlandet.
Med det nye DNA-register bliver det et slaraffenland for salg af personlige oplysninger til medicinalfirmaer, der udnytter det med Big Data.

Pernille Hansen, David Joelsen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Lillian Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar