Klumme

Klummens poetik

På kanten af et oprivende hundredårs år
5. januar 2018

I et kort indblik i værkstedet, hvor store tanker tænkes, og ordene får nyt liv, hænder det undtagelsesvis, at denne signatur efter at have tænkt sig skæv og revet totter ud af håret tom for idéer ordret citeret tænker: Hvad satan skal man/jeg dog finde på i denne uge!

Idiosynkrasierne, sådanne findes, er periodisk tavse; de mest tåbelige politikere holder ferie eller er på valium, skandalerne er på stand by, og Trumps tommelfinger har sat sig fast i tweetknappen. Alt er tyst, intet nyt, intet værdigt emne i rimeligt forhold til klummens ry og rygte. Angst og panik breder sig, hvilket i værste fald – det siger folk, der lider af det – kan føre til langvarig smertefuld skriveblokade.

Efter at have ryddet op på skrivebordet fire-fem gange, banket tæpper og gået til købmanden tre gange efter æg, så efter bacon og en lille rulle brænde, mere portvin og tabloiderne, hvor der heller ikke er noget, der kradser, er sidste chance for at redde æren og klummen at slå op i Google under måneden og dagen og se, om der hændte noget for 100 år siden 200, 300 – 1.000 år siden lige på den dato, klummen den fredag udkommer, for at overstå krisen og herefter blære sig uhæmmet.

Ofte i den særlige: apropos-Københavns belejring-jordskælvet i Lissabon-mordet på Cæsar–Goethes samlede–alvidende stil: Dette jo er elementært, læseren, den uoplyste stakkel, forudsættes i øjenhøjde for at stå distancen. Generøst fra bjerget lufter skribenten sin mageløse viden, så læseren føler sig halvflad og deprim af fuldt berettiget mindreværd.

Som det fremgår af denne indledning, der således forsøger sig i bekendende, falsk fortrolig tonart, er denne apropos-fremgangsmåde ikke udpræget agtværdig journalistisk, essayistisk eller moralsk, snarere i dette ægte, oprigtige øjeblik en selvtilgivelig nødløsning.

Spasmer af ubehag

Efter disse ord følger her første klumme i 2018, der handler om 1918. Et af de årstal, der sender spasmer af ubehag gennem ældre dannede personer, der lever med kronologien som akkompagnatør til historieopfattelsen.

1918: slutning på rædslerne og optakten til nye. I fra-her-til-dér-historietraditionen, som flerheden af snart uddøende danskere er opdraget i, ses begivenheder gerne som afsluttede i og med det sidste årstal. Den fransk-tyske krig, den store franske revolution, Reformationen, Treårskrigen. Men den fransk-tyske krig gik kun i vinterkvarter i 1871 frem til 1914 og blev i øvrigt atter genoptaget i 1939.

Den franske revolution 1789-99, om hvilken den kinesiske statsmand Zhou Enlai engang i 1970’erne udtalte: Den franske revolution? Den er det alt for tidligt at kunne udtale sig om! Reformationen, som aldrig fik retvisende datering, er for resten et postulat i indhold såvel som i tid. Og Treårskrigen varede til 64 og fandt sin afslutning i 1920. Som man nu ser det.

1918 afsluttede jo da første verdenskrig. Men gu gjorde den ej, min bare, den skabte i året, der fulgte ved den kortsigtede fred i Versailles, optakten til endnu et ragnarok. Ingen kunne dengang vide, hvordan eller forudsige nazismen og de yderligere konsekvenser. Men det manglede ikke på advarende røster i 18 og 19 – lord Keynes var blot én af dem – rettet til franskmændene og mod Frankrigs drakoniske krav om tyske totalt ruinerende krigsskadeomkostninger med indlysende følger for den tyske levestandard, inflationen på millioner af procent og hele pibetøjet.

1918 bar katastrofen i sit skød, skønt man allerede et kort stykke inde i 20’erne var i stand til at mobilisere en løssluppen naiv forestilling om fred og uendelig frihed. En efterkrigspsykose badet i flimmer og billig champagne i fest og farver og hos amerikanerne trods, eller snarere takket være spiritusforbuddet, lovløs fandenivoldskhed og umættelig tro på, at det ville fortsætte uendeligt uanset overophedning og knækort charleston på afgrundens rand: fremad mod endnu mere vildskab og dekadence. I overklassen.

Uroen nedenunder

På etagerne nedenunder rumlede uroen i nedtrykte folk, der kun ventede på folkeforløserne af had og forurettet smerte efter skyttegrave og nød og i let forståelig misundelse mod dem, der profiterede på, hvad det skulle være af plat og bedrag.

1918 er forspil til den helt store katastrofe, intet blev løst med den frygtelige konfrontation, som man benævnte Den første Verdenskrig. I den forstand, at det var den første storkrig, der ramte hele verden. Ikke at ret mange dengang krystalklart forudså, at der kom én til, men i erkendelsen af at konflikter fra nu af kunne og formentlig ville række kloden rundt.

2018 kan trods EU’s overraskende nye robusthed, men med højrefløjenes stadig mere taktfaste tramp i asfalten, betyde yderligere undergravning af Unionen, atter sætte fut i Europas krise og drage betingelserne i farlig tvivl om, hvorvidt landene forbliver i fællesskabet.

Det britiske flertal, som bekendt i fuld sving med Englands egen afvikling, er tilsyneladende parat til at risikere genetableringen af de strukturer, der førte til evindelige europæiske konflikter og Napoleonskrigene, den fransk-tyske krig og to verdenskrige.

Det sker jo ikke igen. Det sagde man i 1871. Det sagde man i 1918. Det sagde man i 1945. Kun den naive vil hævde, at den internationale orden under uheldige omstændigheder ikke kan bryde sammen igen.

Ikke at det sker på samme måde, men på en anden formentlig og med finale følger. Denne verdens Boris Johnson’er, Nigel Farage’r, Donald Trump’er, Martin Henriksen’er og Søren Espersen’er, der drager andre og letsindigt nationalistiske konklusioner af historien, er også dømt til at gentage dens mest fatale brølere. Lad 2018 blive det år i 1918’s tegn, hvor de typer og ikke så få andre får en narrehat på hovedet og hver et bøjet søm at trutte i.

Det var klummen denne første fredag i året ’18.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Tino Rozzo
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Christian Mondrup
  • Katrine Damm
  • Mikkel Rytzel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Maria Francisca Torrezão
  • Marianne Borgvardt
  • Lars Koch
  • Grethe Preisler
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Frede Jørgensen
Malan Helge, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, Katrine Damm, Mikkel Rytzel, Lise Lotte Rahbek, Maria Francisca Torrezão, Marianne Borgvardt, Lars Koch, Grethe Preisler, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvad fanden brokker du dig over Metz - det her er noget af det mest fremragende du nogensinde har sat din pen til - du får fortalt om enden på 1. verdenskrig som den reelle begyndelse på det værste århundrede nogensinde - du siger det som historikere som Bent Jensen i deres i deres enøjede had overser. Om hvordan det 19. århundredes elites katastrofale handlinger/beslutninger lagde kimen til facisme,nazisme,revolution, Hitler,Stalin,mellemøsten og resten af hvad der plager menneskeheden for tiden som feks. Trump.

Malan Helge, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Lars Koch, Torben Vous og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Esmann

Ja jeg vil følge trop. Det er en fantastisk klumme. Jeg nyder i øvrigt at læse klummerne fra din hånd. De giver altid stof til eftertanke og så er de skrevet med vid, bid og en særlig klogskab, som vi mangler i vort samfund nu om dage. Man går videre og smiler. Tiden vi lever i er igen alvorlig og faretruende. Må vi alle håbe, at nogen har mod til at sætte sig op imod de nationalistiske kræfter og tanker, der får lov til at fylde så meget både i medier og i samtalen mellem mennesker, venner og bekendte. Tak til Georg Metz for denne klumme.

Malan Helge, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Vedrørende Zhou Enlais udtalelse, så var det vist ikke den franske revolution i 1789, han udtalte sig om. Han troede, han blev spurgt om ungdomsoprøret i 1968.