Klumme

Det var, som om jeg kun lige nåede at få tøj på, så var 2017 slut

Når tiden går for hurtigt, forsøger de fleste af os at holde alt fast, så det ikke forsvinder mellem hænderne på os. Men så bliver vi fanget i vanerne, og de får for alvor tiden til at løbe
8. januar 2018

Jeg har det med årsskiftet, som CV Jørgensen har det med slutningen på sommeren, tomhændet står jeg tilbage og ka’ slet ikke følge med. I år havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg kun lige havde nået at få tøj på, så var året slut. Og nu er første uge af 2018 allerede gået.

Jeg googlede: »Går et år hurtigere, når man bliver ældre«, og fandt ud af, at ja, det gør det, og det er ikke bare, fordi et år kun udgør lidt over 2 procent af ens liv, når man er 42, mens det udgjorde en hel tiendedel af det, da man var ti. Det er, fordi jeg skal gøre det modsatte af det, jeg tror, jeg skal, hvis tiden skal gå langsommere. Jeg skal ikke desperat forsøge at holde fast i alt, så det ikke forsvinder ud mellem fingrene på mig. Jeg skal give slip og kaste mig ud i nyt.

Psykologen William James bemærkede allerede i 1890, at tiden får mere fylde, når man oplever nyt. Når vi er børn, har vi mange nye oplevelser i løbet af en dag, og derfor føltes det dengang, som om sommerferien varede en evighed. Solen på huden, regndråberne på teltdugen, havet, der slikkede ens fødder – det var nye sanseindtryk, oplevelserne var intense, og tiden blev strakt ud.

Men som årene går, bliver oplevelser til rutiner, som vi knap nok bemærker, og som James siger, glattes dagene og ugerne i erindringen »ud til indholdsløse enheder, årene udhules og synker sammen«.

Jo flere informationer, jo flere sanseindtryk, der skal bearbejdes, desto langsommere går den oplevede tid. Som barn bestod ens liv af at lære at navigere i et komplekst univers, hvor man skulle afkode og aflæse det, man mødte undervejs.

Som 42-årig kan man bevæge sig mere bevidstløst omkring. Turene til og fra arbejde, den tur, der kunne bruges på at finde nye ruter eller falde i staver over lyset på en husmur eller indlede en snak med en fremmed ved busstoppestedet skal som regel bare overstås, så man kan komme videre.

Der er stadig mulighed for at give tiden mere fylde som voksen, understreger William James, men det kræver, at man bevæger sig ud i ukendt land igen. En rejse til et fremmed sted kan sætte tiden i stå. De første dage bombarderes du af nye lugte og lyde, du ved ikke, hvor man køber morgenbrød eller busbilletter, og du er nødt til at hoppe ud af din automatpilottilstand og være som et barn i verden igen. En vild forelskelse kan også næsten udgøre sin egen tidszone, hvor der går et halvt år med at studere den elskedes øreflip.

Amatør

For 12 år siden indledte jeg året med en tur til Indien. Jeg havde aldrig været der før, og jeg efterlod min kæreste derhjemme. Jeg havde lige rundet de 30 og troede mere eller mindre, at jeg var kommet på plads i mit liv. Havde købt en meget voksen Frederiksberg-lejlighed med stuk og parketgulve med den mand, jeg skulle giftes med.

Men på turen til Indien mødte jeg en kvinde, jeg ikke kunne holde op med at tænke på. Jeg tænkte på hende i alle de 18 dage, vi var der, og ud på min sidste nat i Indien fortalte jeg hende det. De minutter, der fulgte, hen over to kopper skoldhed chai på et tag i Sydindien, føltes som de længste i mit liv.

Tiden stod for en gang skyld helt stille.

Her ville jeg gerne skrive noget opbyggeligt om, at årsskiftet giver anledning til at række ud efter det nye, efter øjeblikket, efter det uprøvede. Indtil man bliver som et barn igen. Men her spænder min alder endnu en gang ben for mig, for jeg ved, at man ikke gør det, medmindre man er nødt til det. Vi er dovne væsner, der vælger det lette.

Så hvad gør man? Lader året flyve af sted?

Jeg ved det ikke. Men i morgen cykler jeg en anden vej til arbejde.

Hvis man gerne vil have dette nye år til at gå lidt langsommere end det foregående, skal man prøve at lade være med at træde i egne fodspor. Hengive sig til at være en amatør i verden igen. Måske begynde at tale med fremmede mennesker på gaden. Række ud efter et menneske, man ikke plejer at række ud efter. Og måske stille nye spørgsmål, der gør det hele lidt akavet og nyt for alle de øjeblikke, hvor man sammen træder ud på usikker grund.

Det er lige dér, i de øjeblikke, og i de tøvende skridt, at minutterne igen føles som år.

Betty Frank Simonsen er journalist og oversætter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Jørn Andersen
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Gustav Alexander, Jørn Andersen, Anker Nielsen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer