I 2017 har debatten om borgerløn fyldt overraskende meget, ikke mindst i Information. Men i diskussionen blandes tre elementer sammen: For det første det praktiske spørgsmål om, hvorvidt automatisering og digitalisering vil overflødiggøre job.
For det andet det økonomiske spørgsmål om, hvordan goderne skal fordeles.
Og så det tredje spørgsmål, nemlig hvad mennesker skal bruge deres tid på, hvis det ikke længere er nødvendigt at arbejde fuld tid. Selv om mange formentlig vil fortsætte med at arbejde som hidtil, hvis borgerlønnen indføres, kan det også tænkes, at den vil stække den utæmmelige vækst og føre til, at nogle vil gå ned i arbejdstid.
De to første spørgsmål kan man finde tekniske og politiske løsninger på. Men det tredje spørgsmål, som er det største, er samtidig det mest oversete. Det rummer eksistentielle udfordringer, som tvinger os til at spørge, hvad vi som samfund forstår ved et godt liv. En diskussion, som er foruroligende fraværende i velfærdsstaten.
Et virksomt liv
I dag leder det mulige tab af arbejde til frygt – hvordan kan jeg forestille mig et godt og virksomt liv, uden at mit virke er bundet til den økonomiske produktion?
Den eksistentielle frygt for lediggang rumler fra dybet og afføder en angst, som gør det svært at tage hul på enhver diskussion om, hvordan vi må indrette vores samfund anderledes i en fremtid med højere grad af automatisering og digitalisering.
Det, som driver mennesker, er nu engang ikke først og fremmest at få deres behov opfyldt, selv om man ofte kan forledes til at tro det. Det er i stedet livsformålet, der driver mennesker, som den østrigske forfatter og psykiater Viktor Frankl konkluderede i Psykologi og eksistens i 1946. Det er altså nødvendigt at undersøge, hvilke ressourcer vi har til rådighed, når vi skal begynde samtalen om, hvordan vi kan forstå et godt og virksomt liv, hvor vores ’virke’ ikke nødvendigvis udfolder sig i ’virksomheder’.
Snuden i puden
Først må vi dog stoppe op og undre os.
Hvor er det utroligt, at tv-serie-doping og depression bliver resultatet af fraværet af arbejde. Gennem generationer har mennesker slidt sig selv op ved at gå nedbøjede over roemarker og ved at stå i larmende maskinhaller. Nu bevæger vi os mod en situation, hvor det muligvis kan få en ende; i al fald i dele af den vestlige verden i første omgang.
Og så kan vi ikke finde ud af at værdsætte det.
Vores teknologiske udvikling er her så at sige løbet stærkere end vores mentale verdensbillede. Vi står i den situation, at det, vi i princippet har fået i gave fra vore forfædre og -mødre, i stedet bliver opfattet som en trussel.
Til at begynde med kan vi fastslå, at mennesker nu engang har det godt, når de er aktive; det er sundt at få indtryk og at give udtryk. Det siger vores umiddelbare erfaring, det fortæller vores krop os – og Grundtvig siger det: »Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.«
Vi kan konstatere, at det ikke er vejen frem blot at ligge på sofaen med snuden i puden. Men hvad kan man opstille som en model for et aktivt og værdigt liv, hvis ikke arbejdet skal optage os det meste af tiden?
Store livsspørgsmål er blandt andet, hvad teologien beskæftiger sig med. Gennem den vestlige kulturs historie er der formuleret flere svar på, hvad der giver livet mening. Og der er heldigvis en del ressourcer i vestlig historie, der kan danne udgangspunkt for den begyndende samtale om, hvordan man kan forstå en meningsfuld tilværelse, som ikke er bundet op på lønarbejde.
I antikken forstod de det
For det første kan vi vende os mod det antikke Grækenland, vuggen for vestlig kultur. Her havde de athenske borgere på forskellig vis slaver til at udføre det manuelle arbejde. Det er kritisabelt og ikke et forbillede. Men vi kan måske alligevel lære af, hvordan det lykkedes de græske borgere ikke at synke hen i rent tidsfordriv og ligegyldighed.
Vi kan læse om, at drikkegilder fyldte en del, men hvis den antikke litteratur står til troende, så var det – selv under drikkegilderne – spørgsmål om det sande, det gode og det skønne, der også optog græske borgere.
Den europæiske selvopfattelse er formet netop i en kultur, hvor mange ikke anså det daglige arbejde for selvopretholdelsen som en essentiel del af tilværelsen. Kort sagt kan vi med antik græsk kultur se, at det godt kan lade sig gøre at opretholde et samfund, selv når borgerne ikke er direkte involveret i den økonomiske produktion.
Den næste inspirationskilde, vi kan vende os imod, er munkevæsenet. Mange klostre stod i tæt kontakt med deres naboer, havde deres egen produktion og forsørgede delvist sig selv. Det gjaldt dog ikke alle klosterordner – for eksempel levede benediktinerklostre i lange perioder primært af donationer og indtægter fra arvede ejendomme.
Det kan man også diskutere rimeligheden af, men bundlinjen er, at vi her ser endnu en organisation af mennesker, som ikke skulle forsørge sig selv. Det er ingen hemmelighed, at mange munke blev deprimerede. ’Eftermiddagsdjævelen’, acedia, slog ned. Munkene kunne blive lade og ligeglade.
Gennem middelalderen udkom fromme værker, som beskæftigede sig med, hvordan denne situation kunne bekæmpes. Der oplistes mange forslag, men det samlende princip er, at det drejer sig om at rette fokus mod, hvad formålet er med tilværelsen i klosteret.
For munke og nonner handlede det naturligvis om at tilbede Gud. At leve i en konstant gudstjeneste, som ikke kunne instrumentaliseres og ikke have noget formål ud over sig selv.
Måske er det svært at holde gudstjenesten op som samfundsideal i dag. Men vi kan lære af klosterbevægelserne, at ligegyldighed kan modvirkes ved at stemme sindet mod, hvad der er grunden i ens eksistens.
Flanøren
I 1800-tallets ekstravagante ’dandy’ finder vi en tredje ressource at trække på, når vi vil forstå en tilværelse, som i høj grad er farverig og levende, samtidig med at den tager sit udgangspunkt i en situation uden arbejde.
Den tyske filosof og kritiker Walter Benjamin er blandt de forfattere, som udfolder denne livsstil som en litterær figur i form af ’flanøren’. Han beskriver, hvordan det var populært i de parisiske arkader i 1840’erne at gå tur med sin skildpadde for at vise, at man ikke havde travlt.
Flanøren er optaget af at beundre og se på byen. Flanøren lever måske nok et overfladisk liv, men giver sig samtidigt tid til at mærke tilværelsen. Igen er her tale om en aristokratisk livsførelse, som kun var mulig med en vis indtægt. Men vi kan lære af flanøren, hvordan det æstetiske og det smukke kan komme til at spille en større rolle for dén, som ikke altid skal tænke på arbejdet.
Disse tre modeller er eksempler på, at mennesker uden arbejde i fremtiden ikke er helt efterladt i en eksistentiel ødemark, men at andre har vandret der før.
Af de tre ovenstående eksempler kan vi lære, at nye værdier må erstatte den altopslugende plads, som arbejdet ofte kommer til at indtage. For grækerne handlede det først og fremmest om at overveje, hvad sandheden er om denne verden, for munkene om at gøre det gode, og for flanøren om at nyde det smukke.
Men i alle modellerne er der tale om en tilværelse formet ud fra en forudsat ide om, hvordan det gode liv ser ud.
Når diskussionen om, hvordan vi forstår det gode liv, er fraværende, så bliver kun det ’bare biologiske liv’ tilbage, og så bliver økonomiske hensyn det eneste tilbageværende argument. På den anden side viser historien os, at når mennesker lever ud fra en ide om det gode liv, så underordnes i stedet de økonomiske argumenter de større formål, som økonomien og produktionen skal tjene.
Vi må altså som samfund (gen)overveje, hvordan det gode liv ser ud. Først når vi kan opstille modeller for et meningsfuldt liv med mindre arbejde, vil vi være i stand til at tage imod de gaver, som fremtiden bringer.
Simon Schmidt er cand.theol. og natportier på deltid.
Der er fra politisk hold lykkes at skamme de mennesker ud i tavshed, som eller kunne fortælle om, at man sagtens kan have et virksomt, meningsfuldt liv uden at have et fuldtids lønarbejde. Her tænker jeg på alle de mennesker, som har prøvet det - i årevis.
I de sidste 15-20 år har den politiske fortælling skåret ud i pap, at arbejdsløse mennesker ligger på sofa hele dagen og at man derfor skal HJÆLPE dem i beskæftigelse med alle mulige tvangs-aktiveringer.
Bare tænk på 'dovne-Robert', som blev skammet ud i medierne for hele nationens øjne. Eller deher mærkelige kvinder.. næh, "fruer" i noget realityshowagtigt TV, som ikke laver andet end intriger og får skønhedsbehandlinger imens.
Det er kort sagt det lønarbejdsløshedsbillede, vi bliver præsenteret for. Sofa eller society.
Men sådan behøver det jo ikke være. Sådan er der heller ikke nødvendigvis ude i virkeligheden.
Den politiske dagsorden der ligger bag den spinstartegi, behøver jeg ikke påpege for kommentatorerne her på sitet.
Ud fra den retorik, størstedelen af politikere bruger om ledige, kan man udlede, at vi regeres af mennesker, der er for dovne og initiativløse til at ville lave noget, hvis ikke der er en betydelig økonomisk gevinst ved det - for tyv tror som bekendt, at hver mand stjæler.
Selv syge mennesker skal ikke ‘parkeres’ - som politkerne så pænt kalder det - på en førtidspension. Næh nej, vi skal skam yde og bidrage til fællesskabet - altså arbejdet - og vi har skam ikke godt af at være udenfor fællesskabet - altså arbejdet. Sikke da et sølle liv vi får, hvis vi ikke arbejder.
Arbejdet er den hellige Gud vi alle skal tilbede, det er det vi alle skal stile imod og ikke det at have et godt liv eller et tåleligt liv eller sågår måske endda blive rask, hvis man er syg . Det er totalt ligegyldigt i dette samfund. Det eneste det drejer sig om, er, at vi har ikke noget liv med mindre vi har et arbejde. At det for langt de fleste mennesker mest af alt handler om at have noget livkvalitet, det kan ikke passe, hvor hvad er livskvalitet uden et arbejde?
Er man - som jeg - så heldig at have fået tilkendt førtidspension, jamen, så uha da da, så du er intet værd og dermed sat udenfor det fælleskab samfundet for længst har ophøjet til Gud. Og Gud nåde trøste dig, hvis ikke du kan vedkende dig denne Gud når du får spørgsmålet ‘Og hvad laver du så?’
God kronik. Den er inde ved kernen i borgerløn, som er mere borger end løn. Jeg er meget glad for den kronik, så tusind tak, Simon Schmidt.
Borgerløn drejer sig om det gode liv. Lad os finde du af på samfundsbasis, hvad det er.
Meningen først, pengene så.
Så vidt jeg ved, var middelalderens klostre hierarkisk opbyggede. Med en underklasse af lægbrødre og -søstre til at tage sig af alt det praktiske og besværlige arbejde, og en 'elite' af højt uddannede lærde, som skiftedes til at lede- og fordele lægbrødre og lægsøstres arbejde, når de ikke var for optagne af at filosofere og meditere over 'meningen med livet' og indbyrdes debatter om ret og pligt i henhold til Gud den Almægtiges vilje.
Det er slemt, at børnene bruger deres iPads så meget, at de mister fantasien til at finde på noget at lave når de ikke må bruge deres iPads.
Men det er mindst lige så slemt, at de voksne arbejder så meget, at de mister fantasien til at finde på noget at lave når de har fri fra arbejde.
Ja, der er mange mennesker, der ville få en identitetskrise, hvis de mistede deres arbejde. For en del tror jeg såmænd, det ville være sundt. Et sammenbrud er ofte et gennembrud. I øvrigt er jeg nærmest rystet over, hvad nogen politikere tror, at "arbejdsløse" får tiden til at gå med. Netop indstillingen at "tiden bare skal gå" synes at være meget udbredt. Borgerløn ville være glimrende, for tænk engang hvis det ikke var pengene, der styrede mennesker men omvendt.
Hvis der går rutine i dit liv, sprogligt, praktisk, teoretisk, så bryd ud. Dogmer er dødelige.
@ Rune Rasmussen
»et sammenbrud er ofte et gennembrud«
Godt sagt..
@Frede Jørgensen
Tak. Det er en sætning, jeg er vendt tilbage til en del gange i mit liv. Den er ret brugbar.
@Tor Brandt, for ganske mange er arbejdet heldigvis noget, de har vildt meget lyst at beskæftige sig med. For mange er arbejdet en interesse, ikke en sur pligt - og for dem (os) er arbejdet faktisk mindst lige så interessant som "fritiden". Så arbejder man ofte mange timer, men det er jo fint nok, når arbejdet faktisk er en fritidsinteresse også.
Fantasien om, at behovet for arbejdskraft svinder til et niveau, der nødvendiggør, at man hjælper dem, der er interesseret i at arbejde til at finde mere eller meningsfulde alternative beskæftigelser til erstatning for arbejde og at betale dem for det, er grundlæggende ubegrundet. I hvert fald i det omfang, man definerer "arbejde" som noget andre på frivillig basis er indstillet på at betale for.
Og det, der afgør, om en given aktivitet er "arbejde" eller "fritidsaktivitet" er vel netop om den pågældende aktivitet skaber værdi for andre mennesker end én selv.
Hvis man med UBI mener, at mennesker, der er i stand til at skabe tilstrækkelig værdi til at finansiere deres eget forbrug, skal aflønnes af resten af samfundet for ikke at skabe samfundsmæssig værdi, så er UBI den sikre vej til civilisationens undergang. At aflønne arbejdsføre mennesker for selvvalgt lediggang er absurd og urimeligt overfor resten af samfundet. Begrebet solidaritet mister enhver mening i et sådant system.
Alle har lov til at melde sig ud af samfundet - men at "melde sig ud af samfundet" med den forventning, at samfundet (dvs. alle andre) betaler for det, er topmålet af mangel på samfundsmæssig solidaritet!
Borgerløn bliver undergangen på sammenhængskraften i Danmark og velfærdssamfundet.
Den sociale kontrakt mellem dem, der betaler skat, og dem der nyder godt af velfærdsydelserne i en overgangsordning, bliver revet i stykker.
Jeg har mit på det tørre, men jeg frygter for de mindre heldigt stillede, når man tager mig-mig-mig kulturen til næste niveau.
@Jens Winther:
Det er da dejligt, du har fundet noget at lave, som du både kan lide og kan leve af. Men jeg kender rigtig mange mennesker, som helst var fri for deres lønarbejde, eller som i hvert fald helst arbejdede betragteligt færre timer.
Det vigtige i diskussionen her er vel at skelne mellem arbejde, man har lyst til at udføre, og arbejde, man ikke har lyst til at udføre. Jeg udfører selv en masse arbejde, som jeg har lyst til at udføre, men som jeg desværre ikke kan tjene penge nok på til at kunne leve af det. Jeg ville ønske, jeg kunne beskæftige mig med mine interesser på fuld tid, men det er ikke muligt. Derfor er jeg nødt til at udføre arbejde, jeg ikke har lyst til (eller i hvert fald bruge tid på det, som jeg hellere ville bruge til noget andet).
Jeg tror en stor del af grunden til, at UBI af nogle opfattes som usolidarisk, er at hovedparten af statens finanser i dag kommer fra beskatning af arbejde. Jeg er selv af den opfattelse, at skatten på arbejde bør fjernes helt eller delvist, hvorimod ejendom og forbrug af naturresurser bør beskattes i langt højere grad. Da vil størstedelen af statens finanser komme fra vores allesammens fælleseje, nemlig jorden. Og en UBI vil da være en rimelig fordeling af overskuddet fra disse værdier.
Du har ret i, at vi endnu ikke med sikkerhed kan vide, om der kommer overskud af arbejdskraft i en sådan grad, som nogen frygter/håber (inklusiv mig selv), men i mine øjne er der ret stor sandsynlighed for det.
Hvor nogle (muligvis inklusiv dig?) finder det moralsk forkasteligt, at man skulle kunne skille livets ophold fra arbejde, finder jeg det nærmest moralsk forkasteligt, at man ikke udnytter muligheden, hvis den er der. Det er en ældgammel drøm for mennesket generelt at kunne slippe for at udføre arbejde, man ikke har lyst til. Hvis det endelig er muligt - hvilket jeg er ret overbevist om, det allerede er nu - hvorfor i alverden skulle man så ikke realisere drømmen? Forstokket protestantisk arbejdsmoral er i mine øjne et svagt modargument.
'For mange er arbejdet en interesse, ikke en sur pligt.'
Det er i sandhed de priviligerede.
Men mon der er så mange?
En tur med offentlig transport mandag morgen, tilsiger nærmest det stik modsatte.
Har du set min kone i hendes monster Audi mandag morgen?
Mandag morgen!
@Tor og René, spørgsmålet om, hvorvidt man kan lide sit arbejde, har ganske meget med ens egen attitude at gøre. Jeg har mødt fantastisk mange fabriksarbejdere, kontorassistenter, sælgere, sosu'er, lærere, håndværkere, servicemedarbejdere, rengøringsassistenter, medarbejdere på genbrugsstationen osv., osv. med et enormt engagement i deres arbejde. Mennesker, der var glade for at gå på arbejde, og som gjorde sig umage for at gøre et godt job. Ikke for at tjene flere penge, men fordi det er mere tilfredsstillende at vide, at man gør det godt og kan være stolt af sin indsats. Jeg har også mødt enkelte sure, trælse brokkehoveder, der hadede deres job (nogle af dem havde faktisk et objektivt set ret godt job). Man bestemmer i meget høj grad selv i hvilken gruppe, man befinder sig!
Og @René, heldigvis er de glade i massivt overtal. Også blandt dem, der kører i bus eller tog til arbejde!
Jeg synes, at det moralsk forkastelige opstår der, hvor mennesker har den grundholdning, at når de ikke selv gider (har lyst) til at skaffe til deres forbrug, så skal pligten dertil påhvile andre.
Vi ved alle, at der er mennesker, der er i en situation, hvor de er ude af stand til at sørge for sig selv. Jeg er glad for, at vi lever i et samfund, hvor vi der kan, hjælper disse mennesker. Det, synes jeg, er en naturlig og rimelig pligt. Derimod er det gennemført uetisk, hvis mennesker, der er i stand til at sørge for sig selv, ikke gør det - og oveni heller ikke bidrager til dem, der ikke kan! Det er udtryk for en helt ekstremt selvisk og usolidarisk holdning, som ikke er forenelig med et bæredygtigt samfund!
Skulle spørgsmålet om at hjælpe de svage baseres på "lyst"? Skulle spørgsmålet om, hvorvidt man selv betaler sine regninger, afhænge af "gider"? Det turde være åbenlyst, at det ikke holder!
At tro, at vi bare løser problemet ved at beskatte jord og forbrug er naivt. Vi beskatter i forvejen alt forbrug med 25% (momsen). At afskaffe indkomstskatten og øge momsen til 75% stiller ikke de lavest lønnede bedre! Den store gevinst ved den ændring scores af dem, der har en så høj indkomst, at de ikke er i stand til at bruge alle pengene, men sparer en stor del op (investerer) i stedet. Og jordskatter komme vi jo alle til at betale, med mindre vi bor i en varmluftballon! Både jordskatter og forbrugsskatter vil, i sammenligning med vores nuværende indkomstskattesystem, i den grad vende den tunge ende nedad.
@Tor, at realisere drømme for andres regning er er jo det samme som at stjæle naboens B&O tv!
Det, du kalder "forstokket protestantisk arbejdsmoral", har skabt vores velfærdssamfund - det er en forudsætning for et velfærdssamfunds eksistens.
@Michael Pedersen, jeg ser billedet for mig. Men med den attitude fortjener hun sgu da en rigtig bil, og ikke bare en træls preusserslæde..
Den bedste kronik i lang tid Simon Smidt. Disse 3 centrale spørgsmål burde beskæftige enhver politikker fremover. Og så gives der her konkrete bud på svaret på det sidste altafgørende af spørgsmålene - et godt udgangspunkt for at komme videre. Det er bare super.
@Jens Winther:
Arh, den med, at det er attituden, der bestemmer forholdet til arbejdet, synes jeg ærlig talt lyder som noget, der kun kan komme ud af en meget priviligeret mund. Det er jo kun dejligt, at nogle mennesker har så meget overskud, at de kan være glade til trods for et surt og slidsomt arbejde, men det, synes jeg ikke, gør det mindre reelt, at andre har svært ved at tage det med et smil.
Jeg talte ikke om decideret forbrugsskat (moms), men om en høj beskatning af jord og forbrug af naturresurser (ligesom der sikkert er flere andre typer af resurser, jeg ikke lige har tænkt på). Her vil det jo netop ikke være de arbejdende, der betaler for de ikke-lønarbejdende; derimod er tanken at jordens resurser har en allerede eksisterende værdi, som er vores allesammens. Når man så f.eks. har en fabrik, hvor man producerer et eller andet ved at tage af jordens resurser, er det kun rimeligt, at man betaler en god del af overskuddet tilbage til fællesskabet (i modsætning til nu, hvor jordens resurser ofte anses for at være noget, der er gratis for den, som først har gjort krav på dem - direkte eller nedarvet). Det er så en del af dette overskud, som fordeles som UBI.
Alle får UBI, så ingen behøver være misundelige på andre, og ingen kan siges at betale mere til det end andre, fordi værdien ikke er skabt ved enkeltpersoners arbejde (som jo i følge klassisk liberalisme bør være ens eget, hvilket jeg er fuldstændig enig i), men derimod kommer fra jorden, som jo er vores allesammens.
Jens Winther og Michael Pedersen er et flot par på dansegulvet -
har du set dem Onsdag aften ?
Altså jens, det nuværende system er for de få priviligerede. Som nasser på fællesejet, som ikke betaler for deres forbrug af natur-og menneskelige ressourcer, og som tilmed lykkes med at spinne historien om til, at det er dem uden for dette deres hellige almindelige arbejdsmarked, der nasser på fællesskabet. Denne ene procent og deres lakajer har skabt eet stort bedragerisk, privatkapitaliserende indbyrdes konkurrerende vampyrorgie af skattely, lukkede beslutningsprocesser, løgn og bedrag, og det leder til død og ødelæggelse. Det, er der masser af vidnesbyrd på, og enhver, der tør, vil kunne se, det er sandt. Det er sodoma og gomorra om igen. Pas på syndfloden. Og høtyvene.
@Jens Winther
At diskutere den generelle arbejdsglæde er nok et temmelig futilt forehavende.
Jeg noterer mig blot, at forskellen ved at stige ombord på et S-tog mandag morgen kl. 08.00 henholdsvis fredag eftermiddag kl. 16.30 er slående.
Men ellers enig, i hvert fald i den principielle betragtning, at individet nødvendigvis må være indstillet på at bidrage til fællesskabet for at være en del af fællesskabet. At det så ikke altid kan lade sig gøre, skyldes i høj grad den måde, vi har indrettet samfundet på.
Den sociale kontrakt er et fupnummer, den findes ikke.
Sammenhængskraften hviler ikke på tvungne, men på frivillige fællesskaber: bestyrelsesarbejde, læsning, forfatterskaber, forskning, aktiviteter for aktiviteternes egen værdi, uden økonomiens nivellerende og livstømmende indflydelse.
Det handler om fællesskabets indhold - og det er ikke arbejde for at opretholde tilværelsen, der er vokset fuldkommen ud af proportioner, i takt med at det er blevet mindre og mindre nødvendigt, hvis vi altså ikke insisterede på et overforbrug, der hovedsageligt skal demonstrere, hvor meget vi tjener.
Arbejdet har man fundet som nødvendigt i den her planet. Det er 24 timer i døjnet, så har man delt den i tre dele: en del til arbeide, en del Meditation og en del til søvn. Det har jeg vidst siden jeg var barn.Kulturen og civilisationen er ordenet i folhold til hvad der skal gøres i døjnet. Grægerne har brugt slaver til praktisk arbejde, og de var derfor dårlige økonomer. Jeg har læst at de gamle grækere sagde næsten intet om økonomi. Men var andre har gjord det: Mesopotamien og det Gamle Egypten og andre. Jeg minder hjulet blev opfundet imellem Østen for flere tusine år siden, og det bruges specielt til manuelt arbejde, Og vægt og mål, bogføring. etc.. Araber og muslimer brugte slaver til huslig arbejde og ikke til produktion. Altså arbejdet er et vilkår her på jorden og det kan man slet ikke slipper for. Men der er arbejde og arbejdskraft. Problemer kommer når man skal sælge sit arbejde, men selve arbejde er en fornøjelse. Og hvis der var forskel i leve standar mellem nationer skyldes ikke den ene arbejde mere end den anden, men Udbytningen og friheden var forskellige. Jeg spørger tit hvorfor min fader ikke ejede en hel by, fordi han arbejdede 7 dage om ugen, har aldrig været syg og dog levede han fattig. Og de gælder næsten alle. Jeg finde ikke noget i øvrigt artiklen om "globalisering". Man vil altså stadig producere, men hvordan. Arbejde er helt naturligt.
Steffen Glieseer galt på den, igen.
Jeg har fx indgået den kontrakt, og mit bedste bud er, at det har de fleste, som stemmer på A, B, C og V. Det er, hvis jeg har ret, altså et flertal af den danske befolkning.
Flertallet af den danske befolkning er dumme michael - her er jeg ofte tilbøjelig til at være enig med rifbjerg, som sagde 'der er ikke flere end 2000 intelligente i dk'
Det er ren Trump teknik, du bruger her, Randi.
Jeg tilhører flertallet i denne sag, og må så, ifølge dig, være dum. Hvilket objektivt kriterie anvender du for at klassificere mig som dum? Eller er det bare fordi jeg er uenig med dig? Den tilgang har du vist ofte brugt om dem, der ikke tænker som dig.
Kæmpe staten uden hjerte og hjerne har ingen fremtid.
Spørgsmålet om hvad vi skal bruge vores tid til. når vi går over til et borgerløns samfund, er helt enkelt stupid. jeg har lige læst. 1978 klassikeren, oprør fra midten. der introducere borgerløns begrebet i danmark. bogen har faktisk 40 års jubilæum. den 7/2. hvilket er om meget snart.
Ideen om en stat der løser alle vores problemer. skaber tomme ligegyldige mennesker . som ikke tager ansvar for deres liv. Borgerløn gør det stikmodsatte. som. oprør fra midten klart siger så er borgerlønnen eller den ubetingede basis indkomst. som vi hellere vil kalde den nu. defineret ved og dække vores basale behov. givet til os alle børn som voksne. for at nedbryde den gamle. samfundsnorm. om at vi er afhængige af en forsørger, mens, borgerlønnen nu gør os helt enkelt afhængige af hinanden.
Uanset hvad så går vi ind i en fremtid der har mange ældre, og færre unge. mens automatisering. vil løse mange af de produktive. opgaver. vil opgaverne, med at hjælpe hinanden. fortsat være uløst. vores samlivsform. udgør et samfundsproblem. det gamle familiemønster var helt enkelt. at de gamle hade deres plads i familien til at passe de små børn mens, de nu lidt ældre børn nu passede de gamle når de fik behov for dette. alle naturlige samfund er indrettet ud fra dette samfunds mønster. vores samfunds mønster er IKKE et naturligt samfund.
Oprør fra midten har virkeligt aspekter. de er værd og tage op her 40 år efter. mens den så også har andre områder hvor den svælger hen i 70ner romantik. vi er allerede godt igang med. denne overgang til vedvarende energi som. bogen også beskriver. men her har den forkætrede kapitalisme faktisk vist sig ganske effektiv. vi har nu en markedsdreven overgang til vedvarende energi væk fra fossil energi.
Vi skal bruge borgerlønnen til at tage et større ansvar for os selv som mennesker. til at vi som individer har et større ansvar for vores eget lokalområde. hvilket er fantastisk beskrevet i oprør fra midten,. om nærdemokrati og vores måde og passe hinanden på uden den socialdemokratiske omklamrede total stat. ideen om at vi deles om de opgaver, kan syntes. 70er romantiske, men må siges og være en direkte øjenåbner. mens det er tydeligt at vores samfund idag hverken har tid til børn eller. gamle.
jeg er uenig i ideen om. fælles virksomheder. under tvang. mens jeg finder ideerne i bogen om at begrænse arveretten sympatiske. og jeg mener at det er en udmærket ide. at andels virksomheder med. spredt ejerskab. opstår. som ligevægt overfor rene kapitalistiske virksomheder. som georgist. er jeg enig i ideen om fælles ejerskab af jorden. men siger så klassisk som medlem af retsforbundet fuld grundskyld. der vil gøre precist det samme i realiteten. uden en nationalisering. men mere elegant. de midler vil fint kunne bruges til at finansiere basis indkomsten. samfunds dividenden,
jeg ønsker som grundliggende liberal. den lille stat med det store hjerte. og som georgist. mener jeg at. den vej kommer igennem fuldgrundskyld og de andre samfundsskabte værdier udbetalt som en samfunds dividende som man for min skyld godt må kalde borgerløn.
vi har et fælles ansvar for hinanden. den socialdemokratiske superstat. har gjort os egoistiske. enøjede. hvad der der i det for mig holdningen der gennemsyre vores samfund idag. mens, fraværet af skat på de samfundsskabte resurser. har skævvredet vores samfund og gjort det uharmonisk ustabilt. ubæredygtigt. oprør fra midten skal læses som MERE end en bog om. borgerløn. da borgerløn kun er en del af det samfunds systemskifte man ønsker.
især er jeg direkte forelsket i bogens debat om demokratiet. vi lever i et 1970 ner samfund på steroider. her i 2010'erne hvis vi kigger på politiken og politikerleden. ja tendensen fra 1970'erne er bare fortsat, hvor man på det tidspunkt bogen blev skrevet. havde ca. 10% af vælgerne som medlemmer af et parti. hvilket man så som et kritisk problem. er vi nu under 3% af vælgeren. mens alle snakker om at de ikke har tid til at deltage i demokratiet. hvorfor man må logisk spørge sig selv om vores "demokrati" overhoved er demokratisk.... systemet. der eksistere, er bare fortsat. uden og reformere sig selv. mens djøff øf øf øf klassens grådighed, er blevet totalitært samfundsnedbrydende. vi måler mere den velfærd vi ikke. evner og give. i en tom skal af et samfund der var. mens det lokale demokrati er ikke eksisterede. der har vi som samfundsborgere gjort os selv til små børn. der skal styres af vores politiske barnepiger.
debat indlægget spørger hvad vi skal bruge vores tid til....... vi skal begynde og være voksne samfundsborgere der tager ansvar for vores liv. derfor skal vi som borgere ha en borgerløn.... der er skabt af de samfundsskabte værdier.
Selvfølgelig er flertallet ikke dumme. Om ikke andet så af den årsag, at dumhed nødvendigvis må defineres ud fra en normal, som igen er flertallet; flertallet er per definition normalt begavede.
Noget helt andet er suggestionernes magt. Mads Palsvig siger mange ting, som jeg synes lyder skøre, men en ting er jeg i hvert fald enig med ham i: flertallet lider af Stockholm syndrom. De godtager ukritisk fortællingen fra den 1% om, at lykken er at arbejde 37 timer om ugen med noget, man ikke har lyst til. Jeg tvivler på, mange af den 1% gør det samme.
Michael Pedersen, i et sammenhængende samfund er flertallet normalt begavede, som Tor Brandt gør opmærksom på. Men i et polariseret samfund, hvor forskelle er vigtigere end fællesskab, er præcis halvdelen af befolkningen mindre intelligente end den anden halvdel - per definition. Halvdelen af danskerne er altså dumme.
At jeg har dig mistænkt for at være dum, skyldes, at du altid fyrer onelinere af, som tydeligvis er beregnet på at provokere snarere end på at fremme dialog. Onelinere KAN være intelligente og morsomme, men når hensigten tydeligvis er provokation og ikke dialog, er de i mine øjne bare uintelligente.
I øvrigt har Steffen Gliese ret: Samfundskontrakten er et fupnummer. Ingen har nogensinde skrevet under på noget som helst, der er tale om et tvungent hierarkisk fordelingssystem, som vi fødes ind i, og som vi ikke kan melde os ud af, men som vi kan ændre på indenfor visse rammer. Rammerne ændrer sig i disse år, men det ønsker de privilegerede ikke at indse, for så skal de jo finde en ny måde at snyde folk på.
Ja, jeg har i hvert fald aldrig skrevet under på nogen kontrakt. Og jeg har heller ikke i sinde at gøre det, så længe det, der står med småt, er så urimeligt, som det er tilfældet i dag ;-)
Den samfundsmæssige kontrakt er naturligvis ikke en sædvanlig kontrakt. Fx kan man jo ikke selv bestemme, om man vil indgå denne kontrakt eller ej. Den er så at sige en del af pakken, hvis du vil leve i Danmark. Pakkens indhold bliver justeret lidt - tid med anden - baseret på demokratiske beslutninger, mest gennem repræsentativt demokrati.
@Niels Nielsen, dine betragtninger om fordelingen af mindre/normalt/mere intelligente er nonsens. Og i Danmark bestemmer flertallet, uanset om de er kloge og har ret eller ej.
Samfundskontraktens indhold - udover statens voldsmonopol og forpligtelse til beskyttelse af befolkningen - er bl.a., at dem, du kalder "de privilegerede" yder et meget stort økonomisk bidrag til sikring af vitale samfundsfunktioner og som led i en økonomisk omfordeling mellem borgerne. Det er der sgu ikke ret meget snyd i!
Et andet aspekt er at vi aldrig havde fået en filosof som Søren Kierkegaard - hvis han ikke havde en far det tjente en formue i boligspekulation efter statsbankerotten i 1813. En anden - mere positiv - af den hændelse var starten på statsstøttede boligobligationer og den helt unikke danske måde at finansiere boligkøb/salg på. Real-kreditten.
Vand render altid nedad og vil altid finde en vej - som mennesker der som regel starter en krig hvis de keder sig.
@Steffen Gliese
'..hvis vi altså ikke insisterede på et overforbrug, der hovedsageligt skal demonstrere, hvor meget vi tjener.'
Jeg er bange for, at det er lige netop her, hunden ligger begravet.
Den menneskelige grådighed synes uden grænser - og når de opvoksende generationer i udviklingslandene - næret af samme materielle vildfarelse som os andre - går det for alvor galt.
Der findes forskellige synsvinkler på samfundskontrakten og hvad den går ud på.
Her er et synspunkt fra 2012 - og vi står stadig og stamper på stedet her i 2018 og kommer ikke ud af stedet.
https://www.information.dk/debat/2012/01/velstillede-glemt-velfaerdsstaten
Jens Winther: "...nonsens..." - ja det kan man jo altid sige, når der er noget, man ikke forstår. både Tor Brandt og jeg har ret: Flertallet er normalt begavede, og halvdelen er dummere end resten. Det er kendsgerninger, ikke holdninger. Men benægt du bare kendsgerninger, det er vi såmænd så vant til fra din side.
Og endelig kan de dumme aldrig udgøre et flertal af en befolkning, højst 50%. Men at de mere kloge for egen vindings skyld først bedrager og siden allierer sig med de mindre kloge, og derved skaber et flertal for en stupid politik, er og bliver et demokratisk problem.
At du ikke kan se det siger mere om dig end om noget andet.
Jeg tror, at borgerløn ville gøre, at folk holdt op med at trække fronter op. Noget der er frygteligt udbredt, og som på uklædelig vis fremskyndes af mange politikere og andre, der har stirret sig blinde på en hierarkisk opbygning af et samfund. Borgerløn ville kunne trække i retning af noget langt mere cyklisk, og derved ville det afspejle det faktum, at vi er en del af naturen her på Jorden. Det ville frigive en masse energi til at tænke mere kreativt og skabe mere alsidigt. Ideen om ikke at skulle leve op til noget meget bestemt ville gøre, at langt flere ville kunne udløse et egensindigt potentiale og skabe deres eget job. Som det er nu, er der jo voldsomt mange jobs, der er skabt ud fra det grundlag, at mange ikke har men "skal have" et af de meget fastlagte jobs. Det er en rigid ordning, og sådan set spild af mange menneskers tid, fordi det skygger for alt muligt, der ville være bedre. Det er ikke uden grund, at mange sagsbehandlere, omend de ikke vil sige det så højt, synes at mange såkaldte aktiveringsprojekter er (direkte citeret) noget lort. Et velfungerende, dynamisk, samfund hilser fantasi velkommen. Fantasi er en fjende af frygt. En frygt som alt for mange er i gang med at fodre, blandt andet ved at de allerede har internaliseret den. Borgerløn vil skabe mere frihed for flere.
Hvis de har fortalt, det er sådan fat, har de manipuleret, Michael Pedersen.
Sandheden er meget mere simpel: eksporterhvervene betaler! Vi opkræver de nødvendige midler igennem 'indkomstskat', men det gør vi ved at kræve skattebelastningen lagt oveni lønnen.
Der er tale om, at samfundet ikke rigtigt har anden glæde af eksporterhvervene, end at de muliggør, at vi kan bytte os til det, vi ikke selv har eller kan fremstille, men prisen er, at de, der i det hele taget etablerer virksomhed, får lov til at benytte samfundets ikke ubetydelige værdier, herunder ikke mindst retten til at beskæftige andre borgere med virksomhed, der kommer én selv til gode.
Så det vil være meget bedre at kræve en todelt afgift af alle virksomheder af en vis størrelse for at få lov til tjene penge på vore samfundsværdier og vores samfundsindretning. Så slipper vi også for en masse vrøvl om, at 'skatteborgernes penge' bruges til dette eller hint. Vi skal bare sørge for at vælge politikere, der ikke ser sig selv som folkets ledere, men som folkets repræsentanter, der handler i egen og fællesskabets interesse med midlerne.
Hvis man ser på, hvilken politik vælgerne giver mandat til, så er det altså ikke visionær intelligens, der præsenteres. Omtågede af manipulerende medier og frygt for udkommet befinder de fleste sig i et intellektuelt slæbespor med den ene procent og deres lakajer som frontale indpiskere i konkurrencestaten, hvor de 99 % plus klima-og miljø, taber, mens den ene procent under dække af hemmelige eu procedurer mm flænser i fællesejet og sender profitten i skattely. Det er ikke på nogen måde intelligent således at undergrave samfundets og dermed i sidste ende også egne bærende strukturer. Dette er i gang, og i davos er man tilsyneladende omsider begyndt at lugte lunten.
Så tilstedeværelsen af intelligens michael - ordet kommer af det latinske intellego : at kunne forstå - begrænser sig desværre i den nuværende situation til få snæversynede, selviske områder. Den livsvigtige omsorg for helheden mestrer menneskeheden endnu ikke. Men en opvågnen er i gang.
Stadig flere får øje på faresignalerne, og at den eneste redning er miljø-og socioøkonomisk bæredygtigt samarbejde med respekt for planetens cirkulære økonomi. Hvilket vil få så omfattende konsekvenser for den nuværende privilegiefordeling, at det kun er den helhedsorienterede, altruistiske intelligens, som fatter det, og som er parat til at gøre det nødvendige.
Læs artiklen i information helt tilbage fra 2010 : "Mennesket er ved at udvikle en ny hjerne - Den forreste del af hjernen, kaldet frontallapperne, er som hjernens uland i gang med at få en mere fremtrædende rolle hos mennesket. Den udvikling vil fundamentalt ændre vores oplevelse af livet. Sådan siger psykolog Erik Hoffmann, der har studeret hjernen det meste af sit liv."
@Randi Christiansen
Og til trods for at nogle af Erik Hoffmanns pointer nok er lidt for new age-agtige for de fleste, er hans bog "New brain - new world" spændende læsning, som præsenterer nogle videnskabelige opdagelser, som er interessante uanset læserens kosmologiske standpunkt.
Den er også opmuntrende læsning; hvis jeg tænker på, hvor urimeligt og egoistisk jeg kan opføre mig når jeg er virkelig vred, selvom jeg vil mene, at jeg i almindelighed er et rimelig næstekærligt og uselvisk menneske set i forhold til den gældende standard, bliver det klart for mig, hvor enorm en forskel hjernens tilstand kan gøre (frontallapperne lukker ofte helt eller delvist ned, når vi er vrede). Tænk bare, hvor skøn verden bliver, efterhånden som hele menneskeheden udvikler frontallapperne yderligere.
Vi bad aldrig om automatiseringen af arbejdet, kun om en løn til at leve af og otte timers arbejdsdag.
"Vi må altså som samfund (gen)overveje, hvordan det gode liv ser ud. Først når vi kan opstille modeller for et meningsfuldt liv med mindre arbejde, vil vi være i stand til at tage imod de gaver, som fremtiden bringer."
Hvorfor skal arbejdet holdes udenfor det menigsfulde liv ? - Det er en del af et meningsfuldt liv for de, der ikke behøves spekulere så meget over livets mening.
Se, Jens Thaarup Nyberg, det er så her, vi rammer den absolutte grænse for min tolerance: man kan have ikke have et folkestyre uden et folk, der styrer.
@Niels Nielsen, du skrev "i et sammenhængende samfund er flertallet normalt begavede.... Men i et polariseret samfund, hvor forskelle er vigtigere end fællesskab, er præcis halvdelen af befolkningen mindre intelligente end den anden halvdel - per definition. Halvdelen af danskerne er altså dumme."
Det kaldte jeg nonsens.
Lad os starte bagfra: "den ene halvdel er mindre intelligente end den anden halvdel". Ja, og den ene halvdel er fattigere/rødere/ældre/højere/tykkere/gladere/ser mere fjernsyn/spiser mere kål/osv. end den anden halvdel - vælg selv. Og det gælder for alle samfund til alle tider - ikke bare "polariserede" samfund. Men hvor vil du hen med det? Og at den ene halvdel er mindre intelligente end den anden, siger jo ikke noget om hvor intelligente gennemsnittet, medianen, den klogeste hhv. dummeste halvdel eller flertallet er.
Man kan derfor ikke derfor drage den konklusion, at i Danmark er halvdelen af befolkningen "dumme".
Halvdelen har en IQ under 100, men det betyder efter min mening ikke at de alle er "dumme". Og omvendt er en IQ på eller over 100 ikke nogen garanti for at man forstår - endsige har interesse for - komplicerede samfundsøkonomiske sammenhænge. Altså: nonsens!
Definitorisk har befolkningen en gns. IQ på 100, og de fleste tests er lagt op sådan, at 95% scorer mellem 70 og 130. Nu er der et stykke vej fra IQ 70 til 130. Men tallene gælder både "sammenhængende", "polariserede" og alle andre samfund.
De "dumme" kan - afhængig af hvordan du definere "dum" - sagtens udgøre et flertal - men du har helt ret i at den "dummeste" halvdel udgør 50% af befolkningen ;-)
Og hvis du definerer "dum" som det ikke at kunne fremlægge en saglig, fagligt velbegrundet og logisk sammenhængende argumentation for (eller imod, for den sags skyld) borgerløn/UBI, så er der ingen tvivl om at mere end halvdelen af danskerne er "dumme" - det gælder så i øvrigt for alle andre samfund også.
Hvorfor diskuterer i et så lemfældigt og fejlagtigt element som IQ? Det er jo kun en forklaringsmodel, der ikke har realitet - ligesom en statistisk opgørelse, der fordeler befolkningen i kloge og mindre kloge, også er en fantasi - bl.a. fordi det ikke fungerer efter påviselige lovmæssigheder. IQ som en fast størrelse kan ikke fungere sammen med et svingende og tilfældigt mål som folks mentale fakulteter, herunder den variation, der er imellem forskellige typer mental aktivitet.
Ønsket om at gøre videnskab til noget, der kan foruddiskontere fremtiden med nogen videre sandsynlighed, er og bliver en naiv drøm, som jeg ikke kan forstå, at nogen går så højt op i.
Derimod bør vi arbejde på at ændre det, vi kan ændre, så det altid er bedst muligt for fællesskabet, i stedet for supergodt for nogen og til rotterne for nogen andre. Der kan vi sætte ind med vores fornuft og vores betydelige evne til handling.
Det vil imidlertid være betydeligt lettere, hvis ikke byrderne blev fordelt så ulige, så at nogen nedslides helt unødvendigt i et arbejde, der med maskinaflastning eller -løsning ikke ville have den konsekvens.
Jo færre veksler, vi trækker på hinanden, jo mere behageligt og tvangfrit kan vi omgås i gensidig respekt.
Jens Winther, det er simpel logik.
IQ er normalfordelt, og det betyder, at halvdelen altid vil være dummere end den anden halvdel. Simpel matematik.
At jeg nævner polariseringen er for at gøre opmærksom på, at hvis man ønsker et sammenhængende samfund, fokuserer man på det, der samler os, nemlig den omstændighed, at de fleste af os er normalt begavede. Hvis man derfor ønsker et splittet samfund fokuserer man på forskellene, og lægger vægt på disse forskelle, i stedet for at se på det, der binder os sammen.
Så vi har to sandheder, som kan fortolkes på to forskellige måder. Jeg foretrækker at appellere til det store flertal af almindeligt begavede mennesker, men hvis jeg bliver provokeret, er jeg ikke for fin til at antyde, at mine modstandere muligvis måske har misforstået noget, som et intelligent menneske ville kunne forstå uden at skulle have det ind med skeer.
Iøvrigt er jeg enig med Gliese i, at vi har bevæget os bort fra emnet, og at jeg måske forfalder til trollerier i stedet for lødige argumenter, så jeg tror, at jeg vil skifte disse kommentartråde ud med en gang netflix - ikke fordi jeg er specielt depressiv, men fordi det måske er på tide at beskæftige sig med noget andet.
Iq = intelligenskvotient. Ordet intelligens kommer som nævnt af det latinske ord 'intellego', som betyder 'at kunne forstå'.
Man husker måske daniel golman, som lancerede begrebet 'følelsemæssig intelligens' samt beskrev øvrige 7 former for intelligens. At anskue begrebet intelligens på den måde giver en funktionel og rummelig menneskeanskuelse ifht forståesesevne.
F.eks. har jeg en eller anden barriere ifht de faktuelle, naturvidenskabelige sprog, hvorimod 'den anden slags sprog' går umiddelbart ind på lystavlen. Måske fordi jeg ganske tidligt blev udsat for tosprogethed. Faktum er, at vi er forskelligt disponerede og dermed udviser forskellig evne til at forstå, hvad vi måtte møde.
Når man således reflekterer over rifbjergs flabede påstand om det generelt lave danske intelligensniveau, og samtidig ved selvsyn kan konstatere, at vælgernes evne til at pleje helhedens og dermed deres eget vel er ufatteligt ringe, må man i den sammenhæng give ham ret.
Vælgerne fortsætter med ufattelig mangel på indsigt med at stemme på politikere, som går dén ene procents ærinde, som kun tjener egne interesser. Man privatiserer skam-og hæmningsløst fællesejet udfra den bedrageriske devise, at det skal være billigere for borgerne, men det eneste, der sker, er, at den ene procent profiterer.
Hvis man ikke kan få øje på, at det er udtryk for dumhed og - eller korruption som i sidste ende også er udtryk for dumhed, fordi det undergraver samfundsstrukturer, vi alle hviler på - så er man kort sagt :
D U M
For lige at fortsætte ud ad sidesporet lidt endnu, så kommer det vel også an på, om man sætter lighedstegn mellem 'dum' og 'uintelligent'.
Man kan jo sagtens være intelligent men samtidig være uoplyst og dermed være 'dum'. Så for at præcisere, så er størstedelen af befolkningen per definition normalt intelligente, men størstedelen er desværre også (i mine øjne i hvert fald) hamrende uoplyste og ukritiske (der er dog nok som regel en sammenhæng mellem intelligens og kritisk tænkning...).
Jeg gør selv en dyd ud af at sætte spørgsmålstegn ved så meget som muligt, og jeg giver ikke fem flade ører for autoriteter og 'eksperter'. Kritisk tænkning burde være et obligatorisk fag i folkeskolen.
Steffen Gliese - 16:27
?
Arbejde er den mest brugte undskyldning for at undgå at deltage i samfundslivet.
Sider