Kronik

Macrons Europa handler om at genoprette fransk storhed gennem europæisk militær

Den unge franske præsidents visionære målsætning er fælleseuropæiske interventionsstyrker, budgetter og doktriner. Det dufter lidt af egentlige europæiske militære styrker
Den franske præsident Emmanuel Macron og den franske forsvarschef, general Pierre de Villiers, under en parade på Bastilledagen. Netop nu er der medvind til ideen om et europæisk forsvar, der kan sætte Frankrig i stand til at tage lederskab og på sigt indtræde i rollen som stormagt

Den franske præsident Emmanuel Macron og den franske forsvarschef, general Pierre de Villiers, under en parade på Bastilledagen. Netop nu er der medvind til ideen om et europæisk forsvar, der kan sætte Frankrig i stand til at tage lederskab og på sigt indtræde i rollen som stormagt

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

22. januar 2018

Der er flere gode grunde til, at forsvar og sikkerhedspolitik spiller en væsentlig rolle i Emmanuel Macrons store franske visioner for Europa.

Netop nu er der nemlig medvind til ideen om et europæisk forsvar, der kan sætte Frankrig i stand til at tage lederskab og på sigt indtræde i rollen som stormagt.

EU-præsident Donald Tusk sagde i forbindelse med Brexit, at EU ikke måtte lade en krise gå til spilde. Med andre ord kan det godt være, at EU blev slået ud af kurs af Storbritanniens udmeldelse, men Brexit betyder også nye muligheder. Og især Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har ikke ladet krisen gå til spilde.

Den unge franske præsident har genindtaget Frankrigs gamle rolle som utvetydig og visionær eurofil. Præsidentens visioner er radikale, omfattende og måske utopiske. Men de tager udgangspunkt i forsvar og sikkerhed. Det er der i hvert fald tre grunde til.

For det første giver et europæisk fokus på forsvar og sikkerhed mere mening end det har gjort i lang tid. Det geopolitiske rum for fransk lederskab er pivåbnet. EU havde allerede før Brexit igangsat en proces, der skulle reorganisere unionens udenrigspolitiske redskaber og genaktualisere EU som en global aktør.

Kommissionen og EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini, havde altså gødet grunden for nye tanker om et forsvars- og sikkerhedspolitisk styrket EU. Med Brexit har tankerne vist sig levedygtige. Storbritanniens udmeldelse af EU i almindelighed og dets given afkald på sin traditionelle rolle som landet med foden på EU’s forsvarspolitiske bremse i særdeleshed betyder, at luftige franske visioner nemmere bliver til reel politik.

Ideen om et selvstændigt og mere handlekraftig forsvarspolitisk EU er samtidig blevet tilført konstant næring af den transatlantiske panik, som Donald Trumps forbeholdne opbakning til NATO har udløst.

Hvis Europa ikke kan have tillid til den amerikanske sikkerhedsgaranti, må man jo finde på noget selv. Sådan kunne man i hvert fald tolke Angela Merkels kommentarer i forårets tyske valgkamp. Her sagde hun, at den æra hvor man kan stole fuldt ud på andre, i nogen grad eret afsluttet kapitel. Det opfatter man i Paris som en indikation af, at Tysklands traditionelle transatlantiske orientering er under forandring, og at Frankrigs væsentlige europæiske partner nu ser verden på en lidt mere fransk måde – det vil sige, at tyskerne nu lidt bedre forstår værdien af europæisk ’strategisk autonomi’, altså militær uafhængighed af USA.

Endelig forstærkes storpolitiske forandringer af konkrete udfordringer. De peger, i hvert fald set fra Paris, også på en større rolle til Europa. Hvad enten der er tale om påvirkningskampagner, fake news og cyberangreb fra Rusland eller fremmedkrigere hjemvendt fra Mellemøsten med terrorintentioner, er EU stedet, hvor løsninger kan findes.

NATO er, set fra EU’s side af gaden i Bruxelles, håbløst militær og konventionel i opbygning og tankegang. EU derimod kan spille på alle de tangenter, det kræver at imødegå komplekse og ukonventionelle udfordringer.

Frankrig som militær kapacitet

For det andet er forsvars- og sikkerhedspolitik et område, hvor Frankrig kan tage lederskab.

Frankrig har, hvis nogen i EU, både midlerne og ideerne. Med Storbritannien ude og med Tysklands langvarige underfinansiering af sit eget forsvar er Frankrig EU’s ubestridte militære nummer ét. Blandt andet lever Frankrig snart op til NATO’s målsætning om, at to procent af BNP investeres i militæret. Samtidig har franskmændene ret slagkraftige militære enheder samt det forsvarsindustrielle potentiale til fortsat at udvikle højteknologiske militære enheder.

Internationalt fremstår Frankrig efter Brexit også i højere grad som enestående i EU. Frankrig er det eneste medlem med A-våben og det eneste medlem med sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Samtidig har Frankrig en aktivistisk magtforståelse. Europæisk militærmagt anses i Frankrig – af både politikere og befolkning – som et legitimt redskab i international politik og en forudsætning for en stabil udvikling i Europa – og for at verden udvikler sig i tråd med europæiske interesser. Det ligger dybt i fransk politisk kultur, at man bør forandre verden. Frankrigs militær, Frankrigs atomvåben og Frankrigs medlemsskab af FN’s Sikkerhedsråd gør, at landet faktisk kan tilbyde resten af Europa noget og derved tage lederskab.

Forsvars- og sikkerhedspolitik skiller sig altså ud fra andre politikområder. Her har Frankrig grundlaget for at sælge en fransk vision til resten af Europa. Sådan er det ikke på for eksempel det økonomiske område. Her er det omvendt Tysklands Angela Merkel, EU-Kommissionens påbud, tidskriftet the Economist og internationale kredit-ratings, der tilsammen sætter en skrap dagsorden om svært gennemførlige franske sociale og økonomiske reformer.

Stormagtspotentiale

For det tredje er et reformeret Europa forudsætningen for, at Frankrig kan blive det, som Frankrig bør være – en stormagt. I sin ambitiøse – og næsten tre timer lange – tale om Europa i september 2017 nævner Macron begrebet ’ægte suverænitet’. Det er en form for europæisk suverænitet, og dens forudsætning er forsvaret af europæiske værdier og interesser. Det kræver fælles investeringer og øget forsvarspolitisk konvergens i Europa. Begge er forudsætninger for ’strategisk autonomi’ – EU-sprogets synonym for europæisk militær magt, der kan bruges uden amerikanske støttehjul.

Med strategisk autonomi er Europa en global stormagt – ikke kun når det drejer sig om handel og klima – men i rigtig international magtpolitik. Med franske ideer, franske kapaciteter og fransk status som Europas forsvars- og sikkerhedspolitiske leder bliver europæisk magt (især uden Storbritannien) til fransk magt. Derfor gør et stærkt forsvarspolitisk EU Frankrig til global stormagt.

Imidlertid er den paradoksale forudsætning for reelt fransk lederskab et samarbejdsvilligt Tyskland. Alene har Frankrig ikke den politiske og økonomiske – og reelt heller ikke den militære – magt til at sætte en stormagtsdagsorden, hverken inden for eller uden for EU.

Frankrigs stormagtsambitioner på det europæiske kontinents vegne er derfor afhængige af, at Tyskland vil se det som sin nye internationale rolle, i fællesskab med Frankrig, at udfylde det amerikanske magtvakuum, som Donald Trump konstant forstørrer. Med en ny bred koalitionsregering på plads i Berlin er det ikke utænkeligt.

Nye initiativer i EU

Hvad er så resultatet af Frankrigs europæiske ambitioner – flere franske floskler eller faktisk forandring af europæisk forsvarspolitik? Noget kunne tyde på det sidste.

Momentum i 2017 betyder, at EU-bureaukratiet har spyttet forkortelser ud, der hver dækker over nye initiativer.

  • EDF (European Defense Fund) er en ny fællesfinansieret fond, der skal stimulere forskning i højteknologisk militært udstyr.
  • CARD (Coordinated Annual Review on Defense) dækker over en årlig revision af de enkelte landes forsvar for at målrette nationale investeringer i det, Europa mangler.
  • EII (European Intervention Initiative) skal være en fleksibel ramme om militære operationer.

Som rosinen i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske pølseende er PESCO (Permanent Structured Cooperation) en overenskomst mellem en række EU-medlemmer om, at de i fællesskab vil integrere sig dybere – altså et forsvarspolitisk EU i flere hastigheder. Med 25 deltagere ser det ud til, at hele EU kører hurtigere. Kun Danmark og Malta (og Storbritannien selvfølgelig) holder stille.

Det store spørgsmål er, hvad Tyskland og Frankrig kan blive enige om inden for de nye rammer, og om europæisk forsvar kan gøre Frankrig til en stormagt.

Egentlig ’strategisk autonomi’ ligger langt ude i fremtiden og vil kræve et EU, der både kører sammen, kører stærkt og fortsætter i høj fart. Macrons visionære målsætning er fælleseuropæiske interventionsstyrker, budgetter og doktriner. Det dufter lidt af egentlige europæiske militære styrker. Måske Danmarks forsvarsforbehold – på godt og ondt – faktisk vil få betydning, her 26 år efter de blev vedtaget.

Kristian Søby Kristensen er seniorforsker på Center for Militære Studier, Københavns Universitet.

Serie

Er det tid til et opgør med forsvarsforbeholdet?

Trump har brugt sit første år på at være lunken over for NATO-samarbejdet, Rusland provokerer, og retorikken mellem Øst og Vest er tiltagende truende. Forsvarsministeriet kalder den danske sikkerhedssituation for den mest alvorlige siden Murens fald, og tankerne om øget forsvarssamarbejde i EU spirer.

Hvor stiller udviklingen Danmarks forsvarsforbehold? Er alliancesamarbejde vejen til sikkerhed i fremtiden, eller er truslerne så forandrede, at man bør satse anderledes? Og hvad er de andre medlemsstaters drømme for europæisk forsvarspolitik?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Nielsen
  • Toke Kåre Wagener
Michael Nielsen og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Kan det ikke passe, at jeg engang har hørt nogle betegne EU som "Fredens projekt"?

Mikael Fotopoulos

Macrons motiver er ikke fransk storhed. Hans motiv er det han siger det er: Europæisk sikkerhedspolitik. Der findes faktisk politikere som mener det de siger, og ikke har skjulte motiver.

Michael Nielsen

Er det muligt at adskille tanken om fransk storhed fra europæisk sikkerhedspolitik? Dykker man ned i empirien må svaret være et rungende nej. Men måske er Macron mere end tanken om fransk "grandeur"?

Frankrig har altid haft deres egen opfattelse fransk storhed. Og en gebærden der matcher.

Men, ofte glemmer vi at vores land har deltaget i alle de konflikter og krige et andet stort land, USA, har rodet sig ud i. End da meget aggressivt! Faktisk mere aggressivt end noget andet land i NATO, plejer vi at prale af. Og noget mere end Frankrig. Først sige vi at vi vil af med en diktator, så vil vi indføre det der demokrati, så er det for kvindernes skyld, men vi ende altid med at begrunde det med, at vi gør det for at slikke røv i Washington.